Midgårdsskrøner 2 – Gennem Rans net
Det kan som bekendt være svært at levere en toer, når etteren var vellykket. Det løser Bjørk Matias Friis dog ved at forbedre sig på stort set alle områder, så Gennem Rans net, bind to i serien Midgårdsskrøner, lever fint op til forgængeren.
Gennem Rans net fortsætter, hvor etteren slap. Trællen Rod er på vej fra Bornholm ankommet til Lejre, der fyldte noget mere på Danmarkskortet i 869 end i 2017. Her er det allerede tydeligt fra første side, at Bjørk Matias Friis har haft mere overskud eller har udviklet sig siden første bind. Der er generelt zoomet noget mere ud i billedrammet og det giver væsentligt mere liv og plads til flere detajler, end der var i første bind. Dermed får man gode detaljer om dagliglivet i Lejre med som sidegevinst undervejs, også uden det nødvendigvis direkte indgår i handlingen. Handelsboder, musikinstrumenter, brætspil, snyd med kornhandel, ligbål og offergaver indgår undervejs og giver en god historisk tyngde til fortællingen om magtspillet i Danmark. Der er nemlig kommet en ny konge i Danmark: Sigurd Snogøje, der har skilt sig af med den forrige, Haarik den anden. Dette spil trækkes Rod ufrivilligt ind i, da kong Erik af Himmerland i utilfredshed med Sigurd ubemærket forsøger at sejle bort fra Lejre, men opdages og får sat en pris på sit hoved af Sigurd.
Rod ender på det skib, der optager forfølgelsen, sammen med et par bekendte fra første bind, nemlig troldene Vidfugl og Tveflid samt deres herre Vale, søn af Loke. Dermed er det også slået fast, at Friis uden blusel blander en almindelig realistisk handling med overtro og asatroens figurer. Det passer fint ind i datidens tankegang, hvor disse ting jo bare var en naturlig del af livet. Derfor kan Vale påkalde, og lave en skummel aftale med, Ægir, havets fyrste, der involverer Ægirs blodtørstige kone Ran, der har lagt navn til albummet. Hvor klassikeren Valhalla næsten konsekvent foregik i mytologiske Asgård, og havde menneskebørn med på sidelinjen, så har Midgårdsskrøner valgt det modsatte. Men hvis man først køber præmissen om, at overtroen levendegøres, så fungerer det upåklageligt.
Det er tydeligt, at Friis både vil fortælle en god historie, samtidig med han gerne vil gøre læseren klogere på livet og tankegangen i vikingetiden. Der rummer den oplagte fare, at historieundervisningen kvæler historien, hvilket han dog behændigt undgår at falde i. Det er Rod, der driver handlingen fremad, både som ironisk kommenterende drivkraft bag den gennemgående lune humor, men også som den figur, man uvægerligt kaster sin sympati på og fatter størst interesseret for. Kampen om kongedømmet i Danmark er sekundært i den forbindelse, men giver en historisk klangbund, der samlet set giver Gennem Rans net mere tyngde. Problemet er måske i virkeligheden, at den primære målgruppe nok er børn omkring mellemtrinnet i folkeskolen, altså 4. til 6. klasse, som vel kun sjældent køber – eller interesserer sig for – tegneserier. Midgårdsskrøner tilbyder ellers at give dem både action, humor og historisk indsigt. Serien kan naturligvis sagtens nydes af andre, men selv om Friis bestemt skruer op for kampscenerne og ikke lægger fingrene imellem, når personer bliver aflivet, så er den lidt bornerte ”coming of age” hovedperson målrettet denne læserskare.
I Gennem Rans net har Rod fattet sympati for en kvindelig slave og må træde i karakter for at redde hendes liv, så måske der også er amoriner i luften på længere sigt? Men igen har Friis hele tiden foden på både action- og humorpedalen samtidig, da Rod samler et skjold op for at forsvare sig med ordene: ”Det skjold er jo pissetungt. Skal man virkelig holde det i én hånd?”. Dermed får han samtidig sneget lidt viden om vikingetidens våben med i købet, men uden at det på nogen måde trækker tempoet ud af historien. Sprogligt veksles der fortsat mellem nutidsdansk og typisk norrøne formuleringer, nogle som snydt ud af næsen på eddadigtene. Fx når den nye konge rådgives med ordene: ”Sjældnere fortryder man at sige for lidt, end at sige for meget”. Her vil det nok være en smagssag, om man kan forlige sig med mixet af nutids- og vikingesprog.
De to første album har hver fungeret som en fint afrundet historie i sig selv, samtidig med der er lagt spor ud til yderligere album, der vil føre hovedpersonerne til nye steder. Som Bjørk Matias Friis nævnte i vores nylige interview med ham, har han fem bind i støbeskeen. Her vil både Rod og Vales familieforhold nok komme til at spille en rolle. På et tidspunkt skal de måske forlade Midgård og hilse på Vales far, Loke, ligesom Rod med sin finske baggrund vil føre dem længere nordpå end Lejre og Læsø, som de besøger i Gennem Rans net.
Midgårdsskrøner er et helt igennem prisværdigt projekt med lige dele formidling og underholdning, uden førstnævnte kvæler sidstnævnte. Fra etteren til toeren er der fremgang på de fleste områder, hvilket lover godt for udviklingen. Friis leverer et større arbejde i miljøskildringen lige fra bosteder over skibene til havets bølgegang, der samlet set har væsentligt mere liv end i etteren. Rod, med den enkle konturoptrukne frisure, suppleret med en anelse skyggevirkning i farvelægningen og de enkle cartoony ansigtstræk, er egentlig noget mere fersk i sit udtryk end mange af de øvrige personer omkring ham. Farvelægningen er fortsat noget ensartet og skrigende lyserød til tider, men også her er der mere variation undervejs end i første omgang. Det hele leveret i en elegant, lydefri indpakning fra Faraos Cigarer.