Dickie - taber på afveje
Morale eller punchline? Hvis jeg ikke griner, betyder det så at vitsen ikke er sjov? Er det overhovedet en vits? Og hvem har lavet den her bordplan?!
Dickie – Taber på afveje af Pieter de Poortere er en 257 sider laaang samling af korte
ordløse striber. De fleste historier udfolder sig over en enkelt side, med ganske få
undtagelser, der får lov at fylde to eller tre. Alle historierne er enkeltstående og individuelle fortællinger, med hver deres egen påklistrede ”morale” eller punchline, om man vil.
Hovedpersonen er titelfiguren Dickie, når det ikke undtagelsesvis er bikarakteren Vickie eller – i én stribe hver – Dörk og Misse. Dickie er en midaldrende mand med tykt overskæg og rød kasket. Han er rund på midten og mere eller mindre skyld i alle sine forskelligartede kvaler.
Temaerne i de fleste Dickie-striber er noget så originalt som sex, vold og dumhed. I vores
allerførste møde med Dickie redder han den prostituerede Vickie fra en voldelig kunde,
hvorefter hun kaster sig i hans arme og kysser ham som tak. Dickie får efterfølgende en
regning fra Vickies alfons, gør sig selv til kunde, og slutter dermed ringen. I næste stribe må Dickies elskede får brændes for at undgå farlig smitte. Dickie er ked af det og går i en
sexbutik, hvor han køber sig et oppusteligt får, han kan tage med i seng i stedet.
På trods af tegneseriens tilsyneladende simple præmis og hovedperson har jeg haft enormtsvært ved at skrive denne anmeldelse. Jeg har vendt og drejet sagen, undret mig, stillet spørgsmål ved min virkelighed. Er der noget, jeg bare ikke forstår?
Flere gange under gennemlæsningen havde jeg følelsen af at sidde ved siden af en småtræls onkel til en fest. Onklen fortæller racistiske og sexistiske anekdoter, og jeg rynker
på brynene og glæder mig, til jeg skal hjem. Han puffer mig i siden med sin albue, ”Slap nu
af! Det er sgu da bare for sjov!” Jeg forstår det ikke. Hvis det var sjovt, burde jeg så ikke
have grinet?
Det er sjældent, at man rigtigt sådan LOL’er, når man læser en sjov tegneserie. Hvis noget
virkeligt kilder ens grineknogle, kan det hænde, at man fnyser lidt luft ud af næsen og
trækker på smilebåndet. For mit vedkommende var der ikke en eneste kraftig udånding. Ikke før jeg nåede til vejs ende og kunne udstøde et lettelsens suk. Undervejs spurgte jeg mig selv: ”Hvorfor synes jeg ikke, det her er sjovt? Hvad er det der går galt i det her møde
mellem mig og Dickie?”.
Smag og behag er forskellig. Det har alle dage været svært at sætte humor i kategori, eller
gøre det målbart. Det, jeg synes er sjovt, er ikke altid det samme som en småtræls onkel
synes er sjovt – og omvendt. Jeg tror, at hvis man havde bedt onklen eller en anden mand
fra hans generation lave en anmeldelse af Dickie, så havde den nok fået flere 9-taller, end
den får af mig. Men nu er det altså mig, der anmelder, og så må tegneserien nøjes med et
enkelt 9-tal. Eller må den? Tilbage til det senere.
Dickie bærer en slående lighed med Nintendos Mario, hvilket også anerkendes flere steder i bogen, hvor Dickie sætter Donkey Kong stævne eller render rundt i et mariolignende
spilunivers. I det hele taget læner rigtig mange striber sig tungt op ad allerede eksisterende
populærkultur, hele vejen fra Game of Thrones over Smølferne, tilbage til Adam, Eva, Noah og Gud i egen høje person. Hvis man er en onkel af den ældre slags, kan jeg forestille mig, man kan fare lidt vild i de mest moderne referencer.
Til gengæld vil den gængse trælse onkel sikkert nyde de mange historier om Ku Klux Klan,
slavehandel, selvmord og voldtægt. Eller hvad? Jeg er stadig grøn i anmelder-gamet, og jeg
havde håbet, der ville gå længere, før jeg ville være nødt til at bruge en livline. Men til sidst ringede jeg til en ven. Min meget kloge veninde Kristine læste et par striber, og var hurtigt enig i, at det ikke rigtigt var sjovt. Men så stillede hun spørgsmålet, der nær havde væltet hele korthuset. ”Hvordan ved du, at det er meningen, det skal være sjovt?”
Kristine overvejede, om tegneserien måske kunne være et billede på verdens absurditet.
What?! Jeg var nødt til at læse Dickie igen med helt andre briller.
Jeg er stadig ikke sikker. Hvis tegneserien er et forsøg på at afbillede verdens absurditet, så gør den det middelgodt. Nogle situationer er mere absurde end andre. En mand må ikke få sin hund med på Tintin-museum, hvis den ikke ligner Terry. Robin Hood stjæler fra de rige for at give til de fattige, hvorefter de ikke er fattige længere, og han må stjæle pengene tilbage igen. Det er i sandhed absurd. Absurd nok til at få mindst tre 9-taller på
absurditetsbarometret.
Det, der blev konklusionen, var at anmeldelsen måtte deles lodret ned i midten. På den ene side står tegneserien, som jeg først oplevede den, hvor jeg ikke synes den er sjov og faktisk føler mig lidt ubehageligt til mode fra tid til anden. Her får Dickie – Taber på afveje altså stadig ét iskoldt 9-tal. Det enlige nital går ubeskåret til forlaget for en tryksag i rigtig fin kvalitet, med lækkert papir og flotte farver.
På den anden side af kløften står tegneserien og griner af mig! Herovre er det åbenlyst for
enhver, at Dickie – Taber på afveje er en kommentar på et univers vendt på hovedet. I mit
forsøg på at læse den har jeg stået på hænder, hvorefter mønter og strandskaller er drysset
ud af lommerne på mig, og har slået en flig af min ene fortand. Jeg ligner et fjols, har gjort
mig selv til offer for absurditeten, og må erkende, at jeg stadig ikke rigtig forstår, hvad
pointen er. På denne side af skellet udleveres der tre 9-taller. Ét for absurditeten, ét til
forlaget, og ét fordi jeg på en mærkelig måde føler, at jeg har lært noget af at læse
tegneserien, om end dette ”noget” er om mig selv.
Slutteligt vil jeg sende en tak til forlaget. Det er angstprovokerende at lægge sine værker i
hænderne på anmeldere, og det er altid med fare for at værket ikke bliver vel modtaget. Jeg vil godt sætte en stor fed streg under at smag, behag og humor er forskellig fra person til person. Jeg er sådan en person, der tit skal have en vits forklaret, og dermed ødelægger
hele fornøjelsen. Til næste fest håber jeg, den trælse onkel får lov at sidde ved siden af en,
der virkelig fatter det, og som bare synes han er skæppeskøn.
