Plejehjemmet
Følg. Sundhedsstyrelsens. Anbefalinger! Det får du med garanti lyst til, når du har læst Marie Høeghs Plejehjemmet, der usentimentalt åbner skærsildens døre på vid gab ind til alderdommens forbandelser.
Allerede et kig på forsiden lægger en dæmper på humøret. En mørk, grå himmel omkranser en høj, grå betonbygning med små vinduer og lidt vedbend eller spor efter selvsamme på facaden. Tre mennesker ses som sammensunkne silhuetter, hvoraf en skubber en anden i en rullestol. En plasticstol er væltet, et kommunalt skilt proklamerer, at der er tale om Plejecenter Frydenlund. Der er lagt op til det modsatte af et skønmaleri over det kommunale tilbud til de svageste af vores ældste medborgere.
Selve tegneserien starter foran hovedindgangen, hvor man følges med beboeren Bo ind. Her er det lige så trøstesløst som udendørs. En beboertavle viser, hvem der bor på hvilke værelser – og så er et værelse naturligvis tomt, fordi livets gang betyder, at der er jævnlig udskiftning på værelserne. Bo tøffer videre forbi et opholdsrum, hvor Birthe Kjærs Arriverderci Franz spiller. På en sofa ligger en beboer og sover, en anden sover i sin kørestol og i baggrunden hænger yderligere to ind over et bord uden at udstråle den helt store energi. Først på side tre ryger billedrammen ned under bæltestedet på Bo, så man kan se, han render rundt i en halvt åbentstående skjorte uden noget på benene.
Herfra går det støt ned ad bakke.
Plejepersonalet er jævnt hen venlige og støttende. De er bifigurer, der gør, hvad de kan. Hverken mere eller mindre. De behandler beboerne bestemt og værdigt, mens de prøver at få samfundets almindelige spilleregler til også at fungere på Frydenlund. Derfor må de fra beboernes synspunkter være en slags bussemænd, der håndhæver regler for almindelig god opførsel og fx fortæller, at man ikke må gå rundt i bar røv eller ryge på værelserne. Omvendt bliver beboeren Inger lagt pænt og høfligt til at sove i sin seng. Plejeren trækker hendes ben op med en strop, så hun ligger godt. Han slukker lyset. Og så ligger Inger og stirrer op i loftet ude af stand til at gøre andet på sit store, mørke værelse. Demente Inger, der trisser rundt i ensomhed og ikke bryder sig om skærmydslerne på Frydenlund, er også den eneste beboer, for hvem man fornemmer, at personalet gør lidt ekstra, og hvor der trods alt er lidt håb og værdighed i spil.
Høegh prøver ikke at spille på de sentimentale strenge eller trække tårer frem i øjenkrogene hos læseren. Det er råt for usødet hele vejen igennem. Der er stille, jammerligt stille, når spisesalen er fyldt med halv- og heldemente beboere til en omgang gule ærter. Beboeren Gerda er i bund og grund usympatisk. Hun smugryger på sit værelse. Hun snyder i kortspil, da hun keder sig gudsjammerligt over sine halvsovende og halvdemente medspillere. Yderligere er hun den ene halvdel af et ynkeligt slagsmål i slowmotion mellem to gamle damer i kørestol. Det sidste er samtidig et eksempel på den humor, der også lurer under overfladen, men som har svært ved at trænge igennem tristessen.
Der er ikke én hovedperson i Plejehjemmet. Det er en kollektiv sum af beboere, der er centrale. Nogle går igen, andre støder man kun på en enkelt gang. Beboerne taler grimt til hinanden og opfører sig egoistisk, hvorfor personalets irettesættelser kommer til at minde om, når børn irettesættes i en børnehave. Når Gerda skælder ud på en anden beboer, der smaskende højlydt elsker sine frikadeller, griber de ansatte ind. ”Forbandede røvpu…”, når Gerda til, før hun protesterende bliver rullet væk i sin kørestol. Når Bo går rundt i fællesarealerne kun iklædt sit penisforklæde, får han stille og roligt at vide, han ikke kan ”gå og svinge dillermanden rundt foran alle os andre”. Der er ikke skyggen af selverkendelse fra beboerne, der kun føler uretfærdighedens klamme hånd lægge sig på dem, uden de er i stand til overbevisende at protestere imod det.
Summen af beboerne er, at de er ensomme, utilfredse mennesker, fanget i et limbo mellem deres gamle liv og døden, som de i bund og grund ikke har lyst til at befinde sig i. Det er halv- og heldemente stakler helt uden filtre, for hvem de selv er centrum og alle andre bør indpasse sig. Da Bo bliver taget væk fra gudstjeneste, fordi han har tisset i bukserne, protesterer han voldsomt. Først prøver han verbalt at slå igen, ved at kalde personalet for ”møgfisser” og insistere på at blive siddende. Da han alligevel tvinges væk, trækker han resolut bukserne ned og skider bogstaveligt talt på personalet.
Høegh leverer på billedsiden helt enkle og usentimentale tegninger med let skraverede baggrunde. Personerne er i fokus og har godt med luft rundt omkring sig i billedruderne, hvilket ofte forstærker følelsen af, at de er alene i verden. Fællesrum og værelser virker ofte uforholdsmæssigt store og nøgne, så menneskene næsten forsvinder i dem, hvilket næppe er helt tilfældigt. Hendes tegninger tjener historien godt, men der er mange talende hoveder og overkroppe, så de er ikke i sig selv en attraktion.
Den deprimerende pointe må være, at svage mennesker på kanten af livets afslutning ikke kan indpasses i de rammer, et plejecenter kan tilbyde. Der er ikke plads til, de kan være sig selv med alle de forskellige særheder, man kan oparbejde i løbet af et liv. Hvis den var et debatindlæg, ville Plejehjemmet forhåbentlig udløse protesterende modindlæg, hjertevarme historier fra pårørende eller ansattes dementi af mistrivslen. For Plejehjemmet tilbyder ingen alternative løsninger eller formildende omstændigheder. Der er ingen pårørende, ingen politiske løfter og ingen mirakuløse helbredelser. Hvis livet på et plejehjem næsten er værre end ikke længere at være i live, så lykkes Plejehjemmet fuldt ud med at vise det. Derfor er der kun tilbage at håbe på, man har fået nogle gode gener, følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og krydse fingre for en værdigere afslutning end den, beboerne på Plejecenter Frydenlund får, for der er håbet slukket.
