Årets tegneserie i Frankrig byder på kulturchok, dyremishandling, folkesocialisme, panarabisme og menneskelort.
Vi nærmer os tegneserieårstidernes bedste og værste sæson: Copenhagen Comics venter lige om hjørnet og traditionen tro er en masse spændende udgivelser på vej, af hvilke mange ellers glimrende er dømt til at drukne i strømmen. Hvilke udgivelser er stærke nok til at klare konkurrencen – eller rettere sagt, hvilke tegneserier snakker folk om efter CoCo?
Uanset konkurrencen er Riad Sattoufs ‘Fremtidens araber’ et stærkt bud. Den kommer til Danmark med massiv medvind, vandt prisen for Bedste Tegneserie i Angouleme i januar, er oversat til 15 sprog og så videre. Læg dertil oveni at Riad Sattouf samtidig er Charlie Hebdo-tegner, og hallo! … står der vinder på ‘Fremtidens araber’, ja, det gør der vist.
Men hvad er det så for en tegneserie? Det er på mange måder en en efterfølger til Marjane Satrapis verdenssucces ‘Persepolis’, en selvbiografisk barndomsfortælling om at finde sig til rette mellem vestlig og mellemøstlig kultur, tegnet og fortalt lige ud ad landevejen med tekst som styrende fortællende princip.
Svulmende arabisk patriotisme
I ‘Fremtidens Araber’ er det dog ikke Iran, det handler om, men derimod Libyen under Gadaffi og Syrien under Al-Assad. Bogen skildrer tiden 1978-84 og lad det være sagt med det samme: den fortsætter i bind to, som Sattouf arbejder så fokuseret på, at han ikke har tid til at snakke med den danske presse.
Hovedpersonen er dog snarere Sattoufs far, en syrer i Frankrig, som med møje og besvær og lidt kærlig hjælp fra sin franske kone får antaget en doktorgrad i historie. Faren har store drømme om at vende tilbage og reformere den arabiske verden, og inden familien får set sig om, har han fået en lektorstilling i Libyen. Her følger en forrygende skildring af Gadaffis folkesocialisme, hvor folket ejer alle huse, hvorfor alle bare kan indtage et tomt hus til beboelse, hvilket i praksis betyder at man altid bør efterlade mindst et familiemedlem i sit hus, hvis man vil beholde det.
Skarpe iagttagelser af et bizart samfund som giver mindelser om Guy Delisles tegneseriereportager fra Pyongyang og Jerusalem, men med tillagt sans for dufte og lugte i et medie, der normalt kun lugter af tablet eller tryksværte. Den røde tråd er Sattoufs fars idiotiske loyalitet overfor alt arabisk, hvor selv tydeligt defekte og tragiske mekanismer i samfundet med svulmende patriotisme forvandles til forbilledlig vision. Men da Gadaffi får den ide, at folket skal bytte jobs med hinanden, så skolelæreren bliver landmand og omvendt, får faren kolde fødder, og tager for en kort replik hjem til Frankrig.
Kort efter får faren et adjunktur i Syrien (han har ikke forbindelser til at slå ordentlig mønt af sin doktorgrad), som genforener ham med sin meget jævne familie, som i mellemtiden har solgt alle hans aktiver, fordi de aldrig regnede med at se ham igen – for hvorfor dog komme tilbage til Syrien, hvis man har en doktorgrad i Frankrig?
Skrigende relevant
Den røde tråd fortsætter i Syrien, hvor farens patriotisme når uanede højde, skønt absurditeterne tårner sig op. Skildringen af Syrien er fra Sattoufs hånd kontant, når han viser menneskelort i gaderne, dumme taxachauffører, offentlige henrettelser, mødre og bedstemødre der opmuntrer deres bittesmå sønner til korporlige slåskampe, jødehad, enfoldige landsbyboere og en scene med det ondeste dyreplageri i mands minde.
Sattoufs skildring af Libyen og Syrien for 35 år siden er tæt på uforsonlig, og det gør stærkt indtryk i en tid præget af politisk korrekt distance overfor den arabiske verden. Uforsonlig er skildringen af faren også, men dommen over ham overlades mere neutralt til læseren. Hans patriotisme er latterlig, hans værdier flydende og hans egoistiske og hensynsløse adfærd overfor hans kone og to sønner, som reelt er gidsler i hans uudgrundelige projekt, er svært at sluge.
Sattouf er en meget dygtig selvbiografisk fortæller. Minderne kommer fra hans tidlige barndom og rummer detaljerede og fascinerende iagttagelser i både fransk, libysk og syrisk territorium, som er æstetisk og pædagogisk markeret med henholdsvis blå, orange og lyserøde staffagefarver. Hans streg er klar og dreven og fuld af raffineret humor, som tilfører stærkt misantropiske scenarier lune og ironi.
‘Fremtidens araber’ er i sin egen ret formelt set en virkelig god tegneserie, men som Persepolis også en fortælling, et kulturelt vidnesbyrd, som på godt og ondt lader os kigge med helt inde i almindelige menneskers hjem i lande med kulturer og forhold, der ligger langt fra den skandinaviske model. Kort sagt en fremragende og skrigende relevant tegneserie, som forhåbentligt vil finde et stort publikum.
Når det er sagt, må man også tilstå at ‘Fremtidens araber’ fortsættes i næste nummer. Vi vælger at tro, at Sattouf magter at følge sin krønike op med den autoritet, han demonstrerer i dette bind. Men præcis hvor Sattouf vil hen med sit projekt er indlysende stadig uklart, og der skal et eller andet større og stærkere perspektiv til end – som her – det udprægede registrerende, hvis det samlede værk skal helt op at ringe. Men vi får at se …
Karakter: 5/5
Titel: Fremtidens araber: En barndom i Mellemøsten (1978-1984)
Tegner/forfatter: Riad Sattouf
Oversætter: François-Eric Grodin
Udstyr: 160 sider i farver
Forlag: Cobolt
ISBN: 9788770855846