Darwin 1
Det er tydeligt at mærke, at den spanske forfatter og tegner Keto Valero elsker One Piece. Det stråler ud af hver en side af Darwin — på godt og ondt.
Darwin er en hæsblæsende actionmanga med humor, eventyr og en dynamisk billedside.
Vi følger den adopterede Darwin, som lige har lært, at han er den sidste af Dai-Kinn-folket, der har et hemmeligt, magisk relikvie — Skywood. Det vil han gerne have fingrene i, men han er ikke den eneste.
Darwin får fat i det meste af Skywood, som på grund af hans familiearv giver ham overnaturlige kræfter… men hvad de består i, det skal han først til at finde ud af nu.
Sammen med sin temperamentsfulde søster Wanda tager han ud for at finde det sidste stykke Skywood og møder nye sammensvorne, mens han bliver jagtet af dem, der også prøvede at stjæle relikviet. De vil nemlig have det hele for sig selv.
Det lyder jo egentlig ret simpelt og ligetil, men man skal ikke lade sig narre: Darwin er hæsblæsende, både i historie og tegninger, på en måde, der vælter én omkuld og efterlader én en smule forvirret over, hvad hulen der lige skete. Alene i første kapitel bliver vi introduceret til syv karakterer og en gris; at vores hovedperson Darwin har superkræfter; at Darwin måske har en superform; landsbyen, hvor han bor; og ikke én, men hele to grupper af antagonister.
Jeg må ærligt sige, at jeg var noget forvirret, da jeg havde vendt sidste side, for der var SÅ meget at holde styr på, fra karakterer til plot til world building.
Samme sammensurium af elementer finder vi også i tegningerne. Keto Valero er en meget dygtig tegner, ingen tvivl om det, men der er ikke særlig mange visuelle pauser på siderne. Karaktererne er alle meget detaljeret tegnede, faktisk til et punkt, hvor det distraherede mig fra historien. Eksempel: Jeg ser hovedpersonen i et stort panel og undrer mig over, hvornår det stykke stof landede på hans hoved — hvorefter det går op for mig, at det stof sidder fast til hans pandebånd. På nuværende tidspunkt har jeg glemt at læse tre talebobler. Mindst.
Jeg må tage hatten af for Keto Valeros actionscener. Som tegneserietegner ved jeg, at action er noget af det sværeste at koreografere i en tegneserie, så det er forståeligt og spændende. Det formår Keto på en sprudlende måde: kampene er hverken for lange eller for korte og alle får lov at vise sig med seje, dynamiske action-poses.
Det er tydeligt for mig, at Keto Valero er vokset op med mangahittet One Piece af Eiichiro Oda og har lært meget af den. De to lokationer, vi besøger i Darwin, er for eksempel finurlige på en måde, One Piece-fans vil kunne nikke genkendende til: lige fra det lille ø-samfund Waka til en bikubeby. Waka har et stort vandtårn med et ansigt tegnet på, og bikubebyen er komplet med bikubemønstre overalt og selvfølgelig en sur dronning.
Karakterernes designs lugter også lidt af One Piece med skøre elementer, ekspressive ansigter og en, tjah, genkendelig kvindesilhouette. Så har jeg vist ikke sagt for meget.
Ulempen ved at tage så meget inspiration fra One Piece er selvfølgelig, at man pludselig må finde sig i at blive sammenlignet med én af verdens — på alle måder — største mangaer. Der er noget at leve op til, og det gør Darwin simpelthen ikke. Endnu?
Jeg håber, at Darwin skruer tempoet ned i de kommende bøger, når nu så meget er blevet sat op i bog 1, så nogle af de forvirrende elementer bliver lettere at forstå. Det er simpelthen bogens største svaghed, at læseren ofte skrider ud i fortællingens mange mange mange sving.
