Saga, Vol. 7: Krigen om Phang
Vaughan og Staples saga Saga behøver vel efterhånden ingen nærmere introduktion*. Så lad os i stedet benytte den danske udgivelse af 7. samlebind i serien som anledning til at se på de syv grunde til, at den fungerer så godt og rammer så bredt, som den gør.
*Skulle den alligevel det, kan Nummer9’s tidligere anmeldelser her og her tjene formålet.
1. Al vedkommende sci-fi handler mere om os og vores samtid end om noget andet, og dens fremskrivninger af teknologisk udvikling, klimaforandringer, politiske og eksistentielle forhold om vores frygt og håb for fremtiden. Men undertegnede mindes ikke at have stiftet bekendtskab med et så hverdagslignende fremtidsscenarie som dette: alt fra krige mellem planeter og uretfærdig ulighed mellem rig og fattig over arbejdsmarkedet og underholdningsbranchen til børnepasning og utroskabsmuligheder er nærmest 1-til-1 lig det, der møder os alle sammen lige uden for vores hoveddør. Og Vaughan prøver ikke engang at kamuflere det. Jo, der er selvfølgelig forskellige planeter og racer og rumskibe og lasergøbs, men hvis det ikke tjener et underholdningsformål at ændre overfladeformen, så bor en figur altså bare i et paracelhus og går på arbejde hver morgen, selv på en fremmed planet.
Nogle steder er privatliv knap så vigtigt som på jorden
2. Den genkendelige baggrund giver rigtig god plads til den kulørte sæbeoperahandling i forgrunden. Det er meget nemmere at identificere sig med figurerne, når man ikke behøver at spekulere på alle mulige fremmede og uforståelige samfundsformer og kulturer og skikke. Med mindre andet er angivet kan man uden videre antage, at både hoved- og bipersoner er lige som os, motiveres af omtrent de samme ting; kærlighed til ægtefæller og børn, penge, magt, hævntørst osv. Det kræver ingen forudsætninger, ingen større forestillingsevne eller suspension of disbelief at vade direkte ind i dette univers. Serien er vitterligt åben for alle, selv de mere sci-fi- og fantasy-fjendtlige læsere.
… og en lyvekat
3. På samme måde er handlingen umiddelbart forståelig og helt ublu i sin traditionelle opbygning. Forbudt kærlighed på tværs af en væbnet konflikt tilsat indkøbsposer og parforholdsskænderier; en omfattende besætning af bipersoner der i modsætning til de ejegode hovedpersoner kan bidrage med alskens dårligdomme og mangler og dermed fascination ud over blot comic relief og hvad der ellers skal til; karakterdrevne både hoved- og sidespor; flugt og forfølgelse, skududvekslinger, slagsmål, cliffhangers, nedtællinger og hele den palet af virkemidler også. Vaughan skammer sig ikke over at låne eller bare gøre det, der nu engang virker, og man tilgiver ham da også, fordi det er så vældigt underholdende.
4. Åbenheden omfatter også en meget præcist udmålt politisk korrekthed. Vaughan har altid været opmærksom på at fremstille mænd og kvinder og forskellige etniske grupper og socialklasser og forholdet imellem dem på den helt “rigtige” måde, der begejstrer de selverklæret progressive uden at støde andre end de allermest indædt selverklærede knap så progressive væk. Det er en knivsæg, som de fleste producenter af mainstream-underholdning nu om dage på godt og ondt forsøger at balance på, men kun meget få er i stand til at gøre det helt så skarpt som Vaughan. Det kan fremstå kalkuleret, men sandheden er nok snarere, at han kun er så dygtig på det punkt, fordi han rent faktisk mener det oprigtigt.
“Vi skal alle sammen dø. Og jeg mener ikke ude i fremtiden.”
5. Og så kan Vaughan som stort set alle tegneserieforfattere på øverste gagetrin nu om dage bare skrive replikker; replikskifte efter replikskifte, fortællerstemmer, monologer, side op og ned, stort set uden at ty til klichéer eller standardfraser og ofte morsomt eller begavet eller bare fint flydende. Det er sværere at oversætte gode replikker end dårlige, så selv om Steffen Raybrun gør det omtrent så godt, som man kan forvente af nogen oversætter, der også skal tage hensyn til tidsforbrug og den begrænsede plads i taleboblerne, mister serien uundgåeligt et niveau af skarphed i den danske udgave. Ellers er G. Floy Studios udgivelse loyal og upåklagelig, og selvfølgelig skal Saga foreligge på dansk.
6. Fiona Staples er blevet et stort navn i takt med Saga‘s succes. Denne anmelder må indrømme at have haft det stramt med hendes særegne stil; kun personerne er optrukket med konturstreg, mens baggrundene er (digitalt) malet: Det gør de to elementer sært uforbundne og interaktionen herimellem ofte lident overbevisende. Effekten er ikke ulig teaterskuespillere foran et malet bagtæppe; i mainstreamtegneseriens hastigt producerede natur et ofte lidt nødtørftigt malet bagtæppe uden større detaljeringsgrad. Staples er desuden meget afhængig af fotoreferencer, hvorfor alle rumvæsenerne er enten sammenflikket af eller løftet direkte ud af jordklodens fauna. Men okay, det er nu engang blevet seriens udtryk og kan efter syv samlebind, otte på engelsk, ikke længere kan udskilles af helheden. Den gror på én, sommansir.
Don’t bring a laser gun to a stomping fight
7. Jeg har før erklæret min positive forhåndsindstilling til Vaughan, så dette skal selvfølgelig tages med et vist forbehold; men jeg kan ikke komme på et bedre bud på en egentligt bredt appellerende serie end Saga. Dens kvalitet er til dels af være så rendyrket en tegneserie, helt og holdent et udtryk for denne kunstform og kun den, og dels at henvende sig til så mange, køn, alder og nationalitet upåagtet og langt ud over kernekundegruppens rækker. På samme måde som Game of Thrones, med samme eksplicitte forhold til brutalitet og seksualitet om end med et noget anden værdiladning. Der er andre serier, også blandt Vaghans egne, som jeg personligt sætter større pris på, men de har ikke samme almene appel som denne. Og det har i sig selv værdi.
Del på
