Lightfall 3: Mørke tider
I tredje del i Lightfall har de mørke tider gjort deres indmarch i Irpa – kan hovedpersonerne finde en måde at få lyset tilbage på?
I de første bind i Tim Proberts magiske serie, Lightfall, møder vi pigen Bea og galdurieren Cad, der skal ud på en farefuld færd for at redde Irpa, et fantastisk land der er truet af mørke kræfter. I tredje bog i serien er de mørke tider blevet en realitet, og Irpas skæbne er uvis.
Solen er knust og mørket er kommet, men håbet er endnu ikke udslukt. Vennerne Bea og Cad har en plan, men det kræver, at de stoler på både hinanden og de væsener, de ellers troede var farlige.
På deres søgen efter svar på, hvad det mystiske væsen Kest Ke Belenus egentlig er for en, kommer Bea, Cad og deres venner i endnu større fare og svære valg skal igen træffes.
De er på jagt efter gamle skrifter, der forhåbentlig vil kaste lys over, hvad der skete i fortiden, der stadig har så stor indflydelse på nutiden. Men jagten på disse skrifter er ikke uden fare, og da Beas bedstefar, Grisetroldmanden, kommer til skade, må de søge hjælp hos fremmede – og så alligevel ikke.
I dette bind hører vi også mere til Cads liv, og hvordan han endte i samme skov som Bea – der hvor vi møder ham første gang i ”Vogterne af den evige flamme”. Det giver et bedre kendskab til, hvorfor han er, som han er.
Det er dog ikke den eneste, vi kommer tættere på. For med skrifterne om de mystiske væsener, får vi indblik i en fortid i Irpa, der var formet af tro, håb og venskab. Som det er med mange ting, bliver disse ofte forpurret af tørsten efter magt, og de menneskelige konger vil ikke længere lade sig kue af de magiske væsener – nej, de vil selv bestemme.
Krigen bryder ud, og dem, der før var allierede, er nu fjender, og mange lider tab.
Med ny viden i rygsækken må Bea og Cad rejse længere ud for at finde svar, en rejse der vil teste deres viden og sammenhold. Samtidig lurer faren stadig lige under overfladen…
Tegneserier er hot lige for tiden, og selvom ”Lightfall” måske flyver lidt under radaren, er det bestemt en tegneserie, der fortjener omtale. Ikke alene er den virkelig flot illustreret, med store helsides illustrationer, masser af farver og detaljer og i det hele taget en ret unik tegnestil, der er helt sin egen i stil og udformning. Brugen af skiftevis almindelige tegneseriestriber og de store helsides illustrationer gør det til en fryd at læse.
Det er også en historie med virkelig mange lag. Hvor Bea var usikker og nervøs i starten, vokser hendes gå-på-mod og vilje til at prøve nye ting. Selvom hun sjældent klarer det i første forsøg, bliver hun ved – især fordi hun har god opbakning i sine venner. Hendes tanker og følelser fylder stadig meget. I de tidligere bind var hendes usikkerhed illustreret ved sorte “fangarme”, der snoede sig rundt om hende, i denne er det også tekst, der symboliserer, hvordan hun har det. Det gør, at hun føles som en troværdig og relaterbar karakter – at selvom man er udvalgt til at gøre store ting, så må man godt være usikker i sin rolle og hvordan den skal udføres.
I og med at vi lærer Cad bedre at kende, forstår vi også bedre hans næsten urokkelige tro på, at det hele nok skal gå. Når man har været det igennem og set det han har, bliver man nødt til at tro på, at det hele ikke har været uden grund.
Det historiske element i fortællingen om de magiske væsener er rigtig spændende og giver netop et indblik i Irpas historie. Det tilbageblik er skabt med en anden font og baggrund, så det skal opleves, som om man sidder med papirruller eller en gammel bog. Det er et ret fedt greb.
Det er en serie man har svært ved at slippe, så snart man er gået i gang, og det bliver spændende at se, hvor Bea og Cads rejse ender med at tage dem hen, og om de kan redde Irpa. Bøgerne kan læses fra 9-10 års alderen, men voksne læsere vil bestemt også få en god læseoplevelse.
