Løveungen Mahar
Journalist Anne Poiret og tegner Lars Horneman formidler den barske fortælling om en barndom som kriger for ISIS.
Mahar var kun ti år gammel, da Islamisk Stat angreb hans hjemby og splittede hans familie fra hinanden. Herefter havnede både han og hans bror i ISIS koranskole, hvor de lærte at recitere og leve efter terrororganisationens primære doktriner. Disse er håndplukket fra den større islamiske religion, og reducerer de fleste fremmede, inklusiv mange andre muslimer, til vantro. Mahar var ikke selv født som muslim, men del af yazidi-religionen, og dog gjorde det ingen forskel for ISIS. Det vigtigste var blot, at han kunne forvandles til en af deres krigere.
Efter konstant indoktrinering og isolation fra familien lykkedes det da også. Mahar forstod, at den ultimative lykke var at give sit eget liv i kalifatets kamp og blive martyr. Han lærte at dræbe, at kommandere med andre børnesoldater og at foragte sin egen arv og sit folkeslag. Og han begyndte at drømme om den dag, hvor han ville få chancen for at blive selvmordsbomber. Men til Mahars forvirring og redning kom den dag aldrig. Han overlevede krigen og ISIS’ nederlag og stod tilbage som en ødelagt dreng, der var blevet frarøvet sin barndom. Vil det lykkes ham at bryde sin indoktrinering, det sociale stigma og traumerne – og opbygge et almindeligt liv?
Mahars historie er vaskeægte, om end hans rigtige navn ikke er Mahar. I tegneseriemediet er både hans navn og udseende blevet anonymiseret. Hermed kan hans historie fortælles, uden at han selv kommer til at opleve konsekvenser af det. For livet som tidligere ISIS-børnesoldat er ikke nemt, og ofte bliver man kun mødt med foragt, selv hvis det var alt andet end frivilligt at blive indlemmet i kalifatets armé.
Her virker tegneserien som det rette valg for Poirets genfortælling af Mahars oplevelser. Hendes primære medie som journalist er ellers dokumentarfilmen, og Mahar optræder som både silhuet og stemme i hendes Iraq’s Lost Generation fra 2021, hvor han fortæller en brøkdel af sin historie. Men det er begrænset, hvor meget han kan optræde på denne måde og fortsat bevare sin anonymitet. Så her tjener tegneserien det formål at udfolde Mahars oplevelser og at portrættere de mest grusomme sider visuelt – uden at skulle gøre brug af arkivmateriale eller rekonstruktionsoptagelser.
Lars Hornemans streg giver da også historien den tyngde, som den behøver. Den er aldrig fotorealistisk, men meget udtryksfuld, og den blander stilelementer fra krigsfotografi med den klassiske europæiske tegneserie. Mahar, som han fremstår på coveret, ligner næsten en tragisk malplaceret Hergé figur. Det simple børne-udseende kontrasteres med de grufulde omstændigheder, han befinder sig i. Man både forfærdes og får ondt helt ind i hjertet på vegne af den unge dreng.
Løveungen Mahar er ikke nogen rar læseoplevelse, men det er et vigtigt værk, og den tjener som en god følgesvend til Poirets dokumentar. Og selv hvis Islamisk Stat heldigvis er mindre magtfuld, end den var i Mahars barndom, så er historien endnu uhyre aktuel. Radikalisering og indoktrinering er udbredte fænomener mange steder verden over, og selvom den umiddelbare reaktion ofte vil være at betragte de unge soldater i fjendtligtsindede organisationer som farlige, så må man aldrig glemme, at de typisk også selv har været ofre i et forfærdeligt system. Vi må huske på at udvise empati og minde os selv om, at ikke hvem som helst har muligheden for at bygge et nyt liv.
Mahars historie er netop ufuldstændig. Tegneserien afsluttes med indblik i hans drømme for fremtiden, men det er uvist, hvordan det vil gå ham. Og han er endnu derude et sted i verden, blot en ung mand, som gerne vil leve i lysere tider end dem, han hidtil har været igennem.
