How I tried to be a good person
Som ung var Ulli Lust punker og rejste rundt i Europa uden pas eller penge på lommen. Dén periode skildrede hun i sin graphic novel This is the last day of the rest of your life. I opfølgeren How I tried to be a good person er Lust blevet fem år ældre og har fået en søn og en ældre kæreste. Men hun er stadig anarkist i hjertet.
Ulli synes at have fundet den perfekte kæreste i den noget ældre George. Han kommer godt ud af det med både hendes forældre og hendes fem-årige søn, Phillip. Der er bare det problem, at sexlivet halter; Georg kan ikke tilfredsstille Ulli, og det trigger hans angst og mindreværdskomplekser. Som det moderne, progressive par Ulli og Georg selvfølgelig er, tager de en åbenhjertig snak om problemet. Løsningen bliver, at de må have et åbent forhold. Snart efter finder Ulli sammen med den (tilsyneladende) ultimative lover-boy, Kim fra Nigeria, og så bliver der ellers knaldet til den store guldmedalje.
Det kunne være så godt, men der er slanger i paradis; selvom Georg accepterer Kim, er Kim rasende jaloux. Det bliver rammen om et trekantsdrama, hvor især Ullis ønske om at leve i et åbent forhold karambolerer med Kims ønske om traditionel familie.
Ligestilling dræber begæret
På et tidspunkt nævner Georg, at han og Ullis forhold minder ham om Jean Paul Sartre og Simone de Beauvoir, som også havde et åbent forhold. Det er en overmåde passende sammenligning: Ulli er en frisindet, moderne europæer, der uden tvivl har læst begge de to eksistentialistiske forfattere, mens hun har siddet på en cafe – men som alligevel må sande, at sex med en nigeriansk mand med konservative værdier er bedre end med den bløde, evigt forstående Georg. Av!
Men historien stopper ikke dér. For selvom sex med Kim er forrygende og tilfredsstillende, er heller ikke det nok i sig selv. Ulli savner nemlig George, da han rejser på ferie, for Kim kan kun snakke om biler og fodbold, og bliver desuden mere og mere besidderisk.
Og her har vi måske kernen i konflikten; på den ene side den traditionelle kultur med dets undertrykkende kønsroller, der kvæler individet, og på den anden de moderne idealer om frihed og ligestilling, som dræber begæret. Det er, som om ingen af delene er løsningen.
Lust kommer heller ikke noget svar nærmere; hendes ærinde er at skildre forholdet mellem tre bestemte mennesker i denne bestemte situation.
Kompleks fortælling
Ulli og Kim er ikke jævnbyrdige: Hun er statsborger i Østrig, mens han er der på midlertidig opholdstilladelse. Hvis de giftede sig, ville han kunne blive boende, men Ulli insisterer på retten til sin frihed. Lettere bliver det ikke af den kvindeundertrykkende kultur, Kim har med i bagagen.
Lust har blik for den komplekse fortællings mange facetter, og det bliver aldrig sort/hvidt, hverken i forhold til køn eller race. Hun får endda også påpeget, hvordan mænd diskrimineres i sager om forældremyndighed.
Ulli Lust er i det hele taget hudløst ærlig, hvad end det gælder hendes liderlighed eller hvor udmattende samværet med hendes søn er, men det ville alt sammen være ligegyldigt, hvis hun ikke også var en fantastisk fortæller. Hendes øre for dialog, sans for pacing og livfulde tegninger gør, at man stryger igennem værkets mange sider. Hendes streg er rå, og hun kombinerer blyant og tusch alt efter humør. Det får hver side til at sitre af uforfalsket og uperfekt liv, præcis som hele forfatterskabet.
Masser af sex
How I tried to be a good person har ikke helt den samme nerve og ungdommelige energi som sin forgænger, This is the last day of the rest of your life. Til gengæld er det et mere modent værk.
Det er tiltrængt at se de borgerlige idealer om kernefamilie og monogami udfordret – omend det i historien går katastrofalt galt – og Lust beskriver flot, hvor svært det kan være at få kærlighed, begær og alment menneskelig anstændighed til at hænge sammen.
Det vil de fleste – mand, kvinde m.m. med et minimum af selvindsigt – kunne relatere til.
Der er masser af eksplicit sex i How I tried to be a good person. Til forskel fra i This is the last day of the rest of your life er det skildret sensuelt og nydelsesfuldt, i en sådan grad at kropsligheden nærmest vælter ud af siderne. For selvom Ulli er blevet ældre, er hun stadig ”wild at heart”, og insisterer på sin ret til seksuel tilfredsstillelse. Det er godt at se, at de mandlige karakterer nu også er blevet til rigtige mennesker, og ikke bare omvandrende hard-ons, der prøver at komme i bukserne på hende.
Således placerer Lust sig solidt i den samme kanon af modige, kvindelige fortællere som Alison Bechdel og Marjane Sartrapi, der bruger den grafiske roman som selvbiografisk medie. Synes man om Sartrapi og Bechdel, bør man heller ikke snyde sig selv for Ulli Lust. How I tried to be a good person er ærlig og dybt personlig, men samtidig gennemført alment menneskeligt. Dét er kendetegnet ved god litteratur!
Del på
