Arne And er afgået ved døden og blevet vakt til live igen flere gange end de fleste tegneseriekarakterer uden for superhelteuniverset. Ved den seneste lejlighed lykkedes det desværre kun at genoplive den vredladne ands krop, ikke at redde hans sjæl.
Arne Anka, som han hedder på den andet side af sundet, dukkede første gang i tidsskriftet TreNioNio i 1983, hvor han nåede at optræde syv gange, inden både han og udgivelsen afgik ved døden. To år senere skaffede Arne dog sin skaber Charlie Christensen, der dengang signerede sine helsides-striber “Alexander Barks”, fastansættelse som serietegner på fagforeningsbladet Metallarbeteren. Og selv om den unge satiretegner i starten havde lidt problemer med at finde sit eget take på ande-figuren, kom han hurtigt på sporet af noget stort med serien.
Ti år senere, i 1995, valgte Charlie Christensen at sende sig selv på pension ved at lade Arne slå igennem som digter og leve lykkeligt derefter. På det tidspunkt havde han, altså Charlie, vundet det svenske tegneserieakademis pris “Urhunden” for bedste album to gange, udgivet selvbiografien Bombad & Sänkt om ham og Arne og fået sat et stykke baseret på serien op på Stockholms Stadsteater. Succesen var især kommet efter Disney-koncernens sagsanlæg – et angreb, som CC særdeles vittigt havde besvaret i tegneserieform ved – igen – at lade Arne afgå ved døden, tilsyneladende, blot for at dukke op med et plastikkirurgisk modereret næb, så han ikke længere bar en så slående lighed med sin mere berømte navnebror.
Og det var bestemt ikke ufortjent, at Arne And høstede så stor anerkendelse. I sine bedste år i starten af 90’erne var serien om den alkoholiserede digter/taber-misantrop i det socialdemokratiske forbuds-Sverige ikke bare en over-gennemsnitlig god gang mandehørms- og kønslivs-fikseret tegneserie-stand-up mixet med rimelig skarp politisk satire – den transcenderede til tider formatet og blev dyb, poetisk og rørende. Og ophavsmanden havde endda formatet til at stoppe på toppen.
Det havde han så bare ikke helt alligevel. Da Charlie Christensen foranlediget af Irak-krigen begynder at tegne serien Konrad K. for Dagens Arbete, varer det ikke længe, før hovedpersonen, en ellers glat og ikke-funny animal’sk udenrigskorrespondent, begynder at udvise Arne-lignende karaktertræk. Snart dukker Arne op i sammes drikkelag, og fra 2005 er Arne And endegyldigt tilbage, med eget navn som serietitel. (Og i 2008 endda på, kort, visit i Danmark i Weekendavisen). På overfladen sit gode, gamle, anarkistiske, liderlige og misogyne, tømmermænds- og gældsplagende, vrisne og nedladende, anti-feministiske og -puritanske, ondskabsfulde, rygerhoste-spruttende selv, nu bare med et forlist ægteskab og et par delebørn.
Men Arne er ikke den samme. Selv om karakteren altid fungerede som Charlie Christensens undskyldning for at sige sin uforbeholdne mening om alt og alle, så er den afgørende forskel, at Arne nu får lov at gøre det uimodsagt. Hvor han før i tiden ofte endte med at få en ordentlig omgang klø af de værtshusgæster, han lod sin (van)vittige galde løbe over overfor, får han nu blot lov til at få det sidste ord. Hvor han før i tiden lod sin lede ved julegaveræset komme til udtryk ved at skrige “hold kæft” ad eller sin nedtrykthed ved at hviske “snart er du død, og ingen vil savne dig” til et uskyldigt barn, så konstaterer han nu blot resigneret, at den yngre generation er degenereret til digitale junkies, på evig jagt efter næste first-person-shooter- eller celebrity-porno-fix.
Der er ikke længere nogen egentlig empati med en verden befolket af religiøse fanatikere, korrupte politikere, samvittighedsløse forretningsfolk og hjernevaskede forbrugere at spore. Artikulationen og især den visuelle fremstilling er bedre, men i bund og grund er samfundskritikken på niveau med, hvad man kan få serveret sammen med sidste omgang på den lokale – monoton, anmassende og blottet for selvrefleksion. Den sympatiske skrøbelighed, der altid lurende lige under Arnes aggressive udfald mod det pæne og småborgerlige samfund, som ikke anerkendte ham, er forsvundet, og tilbage er kun foragten for samme. Melakolien er erstattet af kynisme, desperationen af fatalisme, og viddet af bedrevidenhed. “Skål, kosmonauter!” er blevet til dette:
Med denne del 8, Rapport fra krigen, er der udkommet lige så mange albums med den sene, sure og nedladende Arne And, som der udkom med den originale, lige så sure og nedladende, men også tragiske, morsomme og i bund og grund elskelige Arne. Hvis man ikke er i besiddelse af de første fire albums fra start-90’erne, så bør man købe dem i stedet for dette seneste. Og hvis man er, så bør man genlæse dem i stedet – og huske Arne, som han var engang.
Karakter: 2 ud af 5
Titel: Arne And, del 8. Rapport fra krigen
Forfatter/tegner: Charlie Christensen
Forlag: Politisk Revy
Format: Softcover, s/h, 112 sider
Pris: 168,- kr.
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark
ISBN: 978-87-7378-336-8
Del på
