Nummer9 bryder alle reglerne og anmelder i dag Steven Spielbergs længe ventede Tintin-filmatisering. Thomas Thorhauge likes.
Kunne Hergé se Steven Spielbergs filmatisering af Tintins oplevelser ville han ret sikkert være glad.
Dels fordi det engang i begyndelsen af 80’erne var Hergés eget ønske, at det skulle være den unge Spielberg – der netop havde imponeret verden med ’Jagten på den forsvundne skat’ (der som bekendt er mere end åndeligt beslægtet med fortællingerne om ’De syv krystalkugler’ og ’Soltemplet’ og flere andre Tintin-albums) – der burde være manden der skulle forestå rejsen til det hvide lærred, og dels fordi missionen lykkes – Steven Spielberg har sammen med Peter Jackson lavet en effektiv, veloplagt og forbløffende loyal filmisk gendigtning af ’Enhjørningens hemmelighed’, ’Rackham den Rødes skat’ og ’Krabben med de gyldne klosakse’.
Desværre døde Hergé i 1983, mens forhandlingerne med Spielberg stod på, og siden har film-dealen været på stand-by. Men det ændrer ikke ved det faktum, at Hergés drøm langt om længe er blevet virkelighed.
Teknologien endnu ikke på 100%
For indædte fans af Hergés tegneserier er der i Spielbergs ‘Tintin og Enhjørningens hemmelighed’ i realiteten kun én kamel, der for alvor skal sluges: forvandlingen af Tintin fra ligne claire-2D til real life-3D. Motion capture-animationen er heldigvis langt mere vellykket end i Robert Zemeckis ubegribeligt grimme og charmeforladte forsøg – ’Polarekspressen’, ’Beowulf’ m. fl.
Teknologien føles dog endnu ikke helt forløst; der er underligt stive, ’forsinkede’ bevægelser, som når Dupond (eller Dupont) løber ind i en lygtepæl. Men alt i alt fungerer Haddock, Tintin, Allan og den nye skurk Sakharin (som før spillede en kun lille rolle i begyndelsen af ’Enhjørningens hemmelighed’) forbløffende godt, og man tager sig i at tænke at fortjenesten er Spielbergs. Spielberg har jo i modsætning til Zemeckis og hans øvrige teknikfetichistiske kolleger næsten altid haft et fantastisk blik for de små detaljer, der får figurer i film til at føles rigtigt levende, og det er der alt andet lige brug for i tilfældet Tintin, der som bekendt lever i et underligt katolsk krops- og kærlighedsforskrækket univers, næsten udelukkende beboet af hankønsvæsner.
Fokus på suspense og ramasjang
Forståeligt nok har manuskriptforfatterne stramt fokus på suspense, mysterier og ramasjang. Filmen er ét langt rollercoaster-ride a la ’Jagten på den forsvundne skat’, bare med langt mere sofistikerede stunts og tableauer, men også uden den charme, som Harrison Ford og hans medskuespillere dengang besad.
Tintin-filmen er et formidabelt underholdningsprodukt, der helt som sædvanligt fiser lidt ud til sidst, men dog med en cliffhanger. Højdepunktet i filmen var for denne publikummer en halsbrækkende menneske/fugle/hundejagt i en ørkenby – altså en regulær actionscene. Der er ikke meget tankegods i filmen som bliver hængende bagefter, men det er også meget passende for en fortælling, der knytter sig til den midterste del af Tintin-oeuvret, som er fuldblods eventyr – ikke specielt personligt, som de senere såkaldte ‘transcendentale’ Tintin-albums.
Konklusion: pragtfuld film, men det geniale Tintin-værk er fortsat Hergés, og de geniale Spielberg-værker er fortsat ’Dødens gab’ og ’Jagten på den forsvundne skat’.
Karakter: 4 ud af 5
Værkets titel: Tintin og Enhjørningens hemmelighed
Instruktion: Steven Spielberg
Producent: Peter Jackson
Premiere i biograferne 27. oktober 2011