Nymfe
Nymfe skildrer præcist og nuanceret et ungdomsliv, hvor gode intentioner kan have uforudsete konsekvenser.
I Nymfe møder vi Hans, en sød, letlevende og elskelig ung person, som gerne vil være et godt menneske (og knalde en masse). Forståelige mål, som de fleste nok kan nikke genkendende til. Hans er lige begyndt i 3.g, og hans tilværelse består mestendels af fest, hygge og byture med hans to roomies Sol og Thomas; iblandet poesiskrivning og et akavet møde med hans fremmedgjorte far.
Status quo er fint. Der drikkes, knaldes, og læses ind imellem lektier. Hans ser også lidt mast ud undervejs. Og det er vel meget normalt, ikke…?
Men lavinen begynder at rulle, da Hans en dag møder Mason, en noget ældre og meget attraktiv fyr, som Hans forelsker sig hovedkulds i. De har en sød og intens affære, måske optakten til et forhold. Men så går det galt, og uden at spoile (for meget), så trækker Mason sig. Hans mister fodfæstet, og kommer gradvist længere og længere ud, til han nærmest mister alt.
Hans’ livsstilsmæssige valg i løbet af historien har nemlig akkumuleret nogle træls konsekvenser, på trods af hans ønske om at være god. Om at være en person, som kommer godt ud af det med alle. Og som gør en forskel. Men den forskel, som Hans kommer til at gøre, er nok ikke lige den, han har ønsket sig.
For det er her, at jeg synes Nymfe er særlig interessant. Den portrætterer et mylder af gråzoner, som er mere eller mindre lyse, afhængigt af hvilket standpunkt man har. Og som læser får den dig til at tænke over, hvad der egentligt er normalt og acceptabelt – særligt blandt folk på Hans’ alder – og hvad der egentlig er problematisk. For eksempel Hans’ brug af feststoffer, og hans sex-positive tilgang til (by)livet.
Begge dele er noget, som der er ret forskellige holdninger til, afhængig af hvor vi er henne på den moralske gråzone-slider. På den ene ekstrem af skalaen vil der være moralens vogtere, der forfærdet griber sig til perlekæden og gisper, at stoffer altid er en ufattelig dårlig idé, og at det uforpligtende seksuelle forbrug af andre mennesker (gerne flere på en aften) er et tegn på sexafhængighed. Mens mere frisindede folk vil sige “fucking chill, man kan sgu’ godt poppe lidt piller ind imellem.” Og tilføje noget om, at voksne mennesker kan gøre præcist hvad de vil, så ofte de vil, så længe der er entusiastisk samtykke.
Går det galt for Hans? Ja. Faktisk både med stofferne, og i en situation, hvor det entusiastiske samtykke ikke kan gives. Men er det stofferne og den uforpligtende sex, som i sig selv er problemet, eller er det den måde, at Hans håndterer begge ting på? For med stofferne ved han ikke præcist, hvad han har fingrene i. Og med samtykke-situationen er det promiskuøsitet og desperationen for kontakt, som går helt over gevind. Skulle han helt have holdt sig fra de sjove piller og den tilfældige sex, eller skulle han blot have forvaltet begge mere fornuftigt?
Jeg tænker sgu’ stadig over det, her flere dage efter jeg har læst Nymfe. Og det er Nymfes styrke – den ser måske nuttet ud på overfladen, men under kølerhjelmen har vi nogle spændende kompleksiteter.
Der er flere interessante gråzoner – for eksempel aldersforskellen på Mason og Hans. Mason er 31, og Hans er lige startet i 3.g – med mine avancerede antropolog/matematikkundskaber udleder jeg, at Hans er ca. 19 år. Her bliver den woke-interesserede, som har fulgt den politiske diskurs om alt muligt magtdynamik-relateret, interesseret i aldersforskellen her: Hvordan bliver det adresseret? Svaret er: Det gør det faktisk ikke rigtigt. Og her er vi tilbage til gråzone-slideren, for det er op til læseren at konfrontere sin egen moral og overbevisning. Er det totalt fine and dandy, fordi begge er voksne, samtykkende mennesker. Fordi der ikke er et magtforhold i form af fx et lærer-elev-forhold – og i øvrigt er det Hans, der initierer? Eller fremprovokerer aldersforskellen lidt en ick-følelse i læseren, fordi den ene er fuldvoksen, og den anden stadig er teenager – og er i øvrigt måske lidt skrøbelig?
En sidste ting, jeg vil fremhæve, er det bittersøde forhold til faderen. Meget tidligt i historien ser vi et blødt og drømmende tilbageblik, hvor faderen har taget lille Hans med ud i naturen. Her tryllebindes Hans af et insekt, som senere giver inspiration til hans tatovering. Hans bærer bogstaveligt mindet med sig. Det smertelige i forholdet med faderen består i, at Hans udvikler sig – vokser op, bliver sin egen person, mens faderen hænger fast i naturen som sin ene interesse, og ingen forståelse har for sin søns situation og tilværelse. Paradoksalt nok er det faderen, der viser Hans et færdigudviklet insekt – men faderen forstår ikke sin egen søns metamorfose. Scenerne med faderen er nærmest smertelige at læse – og vil nok være genkendelige for en del.
Og det er den anden store styrke ved Nymfe. Genkendeligheden. Som læser kender du de her situationer. Du kender de folk. Du kender problematikkerne – og du må selv tage stilling til dem.
Historien ender en smule ufuldendt. Hans rammer et plateau, men hvordan det kommer til at gå ham derfra, ved vi faktisk ikke. Antydningerne er vage, og der er ikke indikation af, at han rigtig kommer til bunds i årsagerne til hans deroute – så hans midlertidige løsning er måske bare et plaster på et åbent benbrud.
Titlen Nymfe er bl.a. en henvisning hos visse typer af insekter, hvor larven bliver til et voksent insekt via et antal hudskifter. Lige i Hans’ tilfælde synes jeg ikke så meget, at det handler om hudskifter. Det er snarere vokseværk som lag af hud, der skrælles af, og efterlader ham øm og rå – men nærmest voksen.
Tegnestilen er enkel og klar; bløde buer og skarpe vinkler. Den er holdt i gråtoner, bortset fra rødmende kinder og lyserøde hjerter, og det føjer til følelsen af sen-teenage naivitet og begær rullet sammen i ét. Flashback-scener i blyant giver følelsen af en simplere, blødere tid, og er en fin variation i det visuelle udtryk. Der er også smukke kalender-layouts og fuldsides-opslag, der giver en panorama-lignende effekt både til selve scenen, og til den handling, der foregår i den.
Alt i alt er selve historien i Nymfe ikke banebrydende (ung person roder sig ud i lidt for meget snavs, og må trække stikket for at komme ovenpå igen). Men den overbeviser med charme, realistiske og nuancerede personskildringer, og den lægger rigeligt i kakkelovnen til refleksioner. Den visuelle stil er lækker, og personerne (særligt Hans) er skildret flydende som kviksølv. Man kunne godt have skubbet konvolutten lidt mere på de visuelle virkemidler, men stilen harmonerer godt med indholdet.
