Asterix i Lusitania
Den lille frihedskæmper kommer op imod storkapitalister, tung melankoli, klipfisk og en lidt rodet tematik i sit enogfyrrende album.
Siden serien om den gæve galler Asterix begyndte i 1959, har titelfiguren og hans trofaste, let forvirrede ven Obelix besøgt utallige lande. De har været forbi antikkens Britannien, Spanien, Indien, Nordamerika, ja endda Atlantis og mange flere til. Men gennem årene har tegneseriens portugisiske fans flere gange ønsket, at gallerne skulle besøge Lusitanien, dvs. antikkens svar på Portugal — i en sådan grad, at den portugisiske ambassadør i Frankrig officielt bød gallerne velkommen, da det nye album blev annonceret. Der må da også være noget særligt ved at opleve, at et globalt fænomen som Asterix portrætter ens egen kultur, især når det som i Asterixs tilfælde medfører en kærlig parodiering.
En stor del af Asterix i Lusitanien går da netop også med at portrættere tegneseriens udlægning af den lusitanske (og anakronistisk portugisiske) kultur. Bl.a. bliver den vildsvineglade Obelix utilfreds, da han primært bliver budt på klipfisk og fiskesovs under opholdet. Som så mange andre kulturer i tegneseriens univers har lusitanerne et relativt ensartet udseende, dog med en vis variation i kropsforme og ansigter (det vil især sige næsestørrelser hos Asterix), og regionens byer og landskaber er afbilledet ganske charmerende og romantisk med rige farver. Ligesom tidligere historier i Didier Conrads streg er Asterix i Lusitanien en flot tegneserie, og det univers, der skabes, føles sammenhængende og konsistent – både internt, men for det meste også med forgængeren Uderzos utallige album.
Asterix i Lusitanien styrer hårdt efter det portugisiske koncept saudade (en slags stolt melankoli, der blander glæde og tristhed) som sin ledestjerne i forhold til at portrættere lusitanernes ånd og levevis. Gallerne kan knap nok føre en samtale med de lokale, uden at de får at vide, at ”lyst eller ej, så bliver enden den samme.” Dette fokus på melankolien leder til flere gode onelinere, bl.a. da en flok stenhuggere bliver nødt til at undskylde for en af deres kollegaers lidt for positive udstråling. ”Veltefres har været en anden verção af sig selv, siden han fik en stor sten i hovedet…”
Men det melankolske motiv kommer også tæt på at blive overbrugt, og hen imod slutningen begynder man at være mæt af de samme to-tre vittigheder, der gentager sig selv undervejs på eventyret. Særligt skyldes denne mæthed, at albummets handling ikke rigtigt har noget med melankolien at gøre. Endda vil jeg vove den påstand, at selve plottet ikke benytter sin rejsedestination til særligt meget. Der er ganske vist mange vittigheder omkring den lokale kultur, omtale af melankolien og en masse flotte tegninger, men gallernes reelle mission kunne snildt have fundet sted mange andre steder.
Asterix og Obelix drager nemlig til Lusitanien for at hjælpe en lokal producent af garum (fiskesovs), som er blevet falsk anklaget for en forbrydelse. Konspirationen er orkestreret til fordel for hans konkurrent – den kæmpemæssige virksomhed Garum Lupus, som har filialer gennem hele Romerriget, og idet gallerne forsøger at komme til bunds i sagen, bliver de viklet ind i en verden af rigmænd, corporate-snak og nådesløse forretninger. Det er således historien om den lille selvstændige virksomhed imod en skrupelløs mastodont, og albummet leverer ved denne lejlighed et par ret solide vittigheder på storkapitalisternes bekostning.
Desværre er forbindelsen mellem fokusset på den lusitanske melankoli og kritikken af kæmpekoncernerne lidt tynd. Man kunne argumentere for en tematisk sammenhæng, men det virker mere tilfældigt end noget andet, den måde albummets elementer er blevet kombineret på. Som om skaberne havde tænkt, at de gerne ville lave et album, der foregik i Lusitanien, og ét der omhandlede forretningsverdenen, hvorefter de slog ideerne sammen. Derimod havde det måske givet mere mening at benytte den handlingsmæssige idé i forbindelse med en lokation som det merkantile Fønikien, hvor den kulturelle portrættering kunne harmonere med plottets tematik. Så kunne Lusitanien derimod have været brugt til en historie, der mere dybdegående drejede sig om melankoli.
Hver for sig er albummets to sider nemlig rige på styrker, og det endelige resultat er en underholdende læseoplevelse. Men det havde utvivlsomt været stærkere, hvis albummet var mere beslutsomt i forhold til, hvad det egentligt skulle handle om. Til sammenligning var der større tematisk harmoni i det forrige album Asterix og Den Hvide Iris, der var Fabcaros første album som forfatter.
Asterix i Lusitanien lægger sig i forlængelse af seriens klassiske rejsealbum, og vil nok behage, hvis ikke imponere de fleste fans – forhåbentligt ikke mindst de portugisiske fans, som har ventet på lejligheden i mange år. Det er velegnet til en hyggelig eftermiddag og en kop kaffe, og det indeholder en god håndfuld grin. Men det står heller ikke ud som noget enestående blandt gallernes mange eventyr.
