Sort Bomuldsstjerne
Sort Bomuldsstjerne er en 2. verdenskrigshistorie om sorte amerikanere, som desperat kæmper om retten til at dø for deres land. Visuelt set er det et mesterværk, og historien er bedst, når den fokuserer på de sociale problemer, som hovedkaraktererne måtte overkomme.
Det er 1944, og historien starter på en amerikansk flyvebase. Her bliver vi introduceret til vores hovedkarakter, Lincoln, og hans to tætteste kammerater. De er sorte amerikanere og får aldrig lov til at se frontlinjerne. På trods af de selv har meldt sig til det amerikanske militær for at bekæmpe den tyske trussel, bliver de hensat til toiletarbejde, rengøring og lignende arbejdsopgaver. Men da Lincolns søster, tilbage i USA, finder ud af, at en af deres bedsteforældre har syet en sort bomuldsstjerne ind i det første amerikanske flag – for at repræsentere den sorte amerikanske befolkning – ændrer det alt.
Flaget befinder sig formentlig i Nazityskland, og det sætter deres personlige kamp i gang. De bliver hvervet til militærdelingen MFAA, de såkaldte ‘Monuments Men’, som har til opgave at bevare historiske artefakter fra tysk plyndring. Deres mission tager dem fra franske landsbyer til frosne belgiske landskaber, og alle deres overlevelsesevner bliver sat på prøve.
Hektiske krigssekvenser er æstetiske perler
Historien er, til at starte med, delvist opdelt i tre segmenter: Lincoln i militæret, hans aktivistiske søster tilbage i USA, og et flashback til Borgerkrigstiden, omhandlende en gammel slægtning til Lincoln og hans søster. I bogens tredje akt følger man kun Lincoln og hans militærdeling. På trods af de forskellige historiske placeringer, er historien aldrig rodet, og man kommer hurtigt ind på livet af de forskellige karakterer. En stor faktor i, at man hurtigt hæfter sig ved karaktererne, er Steve Cuzors tegnestil. Cuzor mestrer både at fange deres ansigtsudtryk såvel som tegne kinetiske og episke krigssekvenser.
I tredje akt af bogen, hvor man udelukkende følger militærdelingen dybt bag fjendens linjer, træder Yves Sente mere tilbage og lader Steve Cuzor om at fortælle historien.
Særligt var jeg ekstremt betaget af historiens klimaks, som fandt sted i et sneklædt skovlandskab. Hans evne til at have en ekstremt høj detaljeringsgrad og på samme tid producere overskuelige tegneseriepaneler imponerer hver gang, man bladrer til en ny side.
Jeg skal bekende, at når jeg læser tegneserier, er det sjældent, at jeg tænker over, hvem farvelæggeren er. De er ofte de usungne helte i kaliber med klipperne i en filmproduktion. I sandhed kunne jeg på stående fod – før jeg læste denne tegneserie – kun navnet på en enkelt farvelægger i tegneserieindustrien. Nu kan jeg ét mere: nemlig navnet Meephe Versaevel.
Hendes farvelægning i denne tegneserie er intet mindre end fremragende, og fungerer som hånd i handske med Cuzors tegnestil. Mest nævneværdigt er stilen, hvori hun skifter “colour-grading” (i mangel på bedre ord) for hver scene. Det giver et helt særligt æstetisk udtryk og spiller en stor rolle i at gøre tegneserien decideret mindeværdig.
Historiens styrker og svagheder
Ret skal naturligvis også være ret, og Yves Sente skal bestemt krediteres for sin evne til at forfatte en episk historie. Han behersker evnen til at give de forskellige karakterer deres egne distinkte stemmer og personligheder. Men særligt er han god til at skrive om den sociale problemstilling, vores hovedkarakterer befinder sig i. Paradokset i, at farvede mennesker var så undertrykte, at de ikke engang havde retten til at dø for deres land, er forrykt – og tragisk nok også faktuel. Det er trist at læse om denne militærdeling, som kæmper sig igennem fjendtligt territorium, og stadig ikke finder venner blandt deres egne allierede.
Det er, når disse socialhistoriske elementer er i fokus, at historien er på sit bedste – hvilket er en dobbeltsidet mønt. For når historien om soldaternes mission for at finde det historiske flag tager over, begynder mit engagement desværre at dale – og det er netop denne del, der fylder de sidste cirka 60 sider. Missionen om at opstøve et gammelt historisk værk i hænderne på nazister minder desværre lidt for meget om en vilkårlig Indiana Jones-historie. Hvor dette dog naturligvis er underholdende på mere “blockbuster”-manér, synes jeg, at det er en for stor kontrast til den mere politiske historie. Der mangler simpelthen noget hjerte i dén del af historien.
Desuden studsede jeg over et ret markant temposkifte i historiefortællingen. De første 100 sider af historien tager sig god tid til at etablere problemstillingen, karaktererne, personlige mål og forberedelsen af missionen. Tegneserien har intet, den skal nå, og bruger den tid, den nu engang vælger at bruge. Men da først missionen indledes, skifter hele tempoet i historiefortællingen.
Bevares, det hører sig naturligvis til krigssekvenser at være hektiske, men jeg fik nærmest piskesmæld over, hvor hurtigt historien flyttede sig. Pludselig er vi ét sted, så er vi et andet sted, så dør en karakter, så fortsætter vi til et tredje sted. Den nøjsomme historiefortælling, som var de to første akters største styrke, er fuldstændig forsvundet. Jeg kunne ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at Yves Sente løb tør for plads og bare måtte afrunde sin historie. Dette resulterer i, at klimakset og slutningen på hele historien bliver afklaret på utrolig kort tid, hvilket jeg synes er vanvittigt ærgerligt.
Men plottet er, på trods af førnævnte faldgruber, ikke uden charme. Strukturen, hvor man følger deres træning og forberedelse før missionen, samt hvordan missionen derefter fører dem dybt ind i krigens tåge, fungerer godt – og hele denne struktur tydeligt inspireret af Coppolas Apocalypse Now (eller for de mere litterære: Joseph Conrads’ Heart of Darkness). I tegneserien er der endda en scene, som tydeligt er inspireret af en scene fra Apocalypse Now, hvor militæret har istandsat et helt show med dansepiger og hele baduljen – tegneserierens twist er dog, at vores hovedpersoner ikke må være med blandt publikum på grund af deres hudfarve.
Uperfekt, underholdende og dragende
Den danske oversættelse af historien er grundlæggende god – men der er desværre utallige stavefejl og trykfejl. Normalt er sådanne fejl noget, man sagtens kan se igennem fingrene med, da det jo er en menneskelig fejl, og altid kan finde sted. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor mange der er i denne udgivelse. Det er vanvittigt ærgerligt, at der flere gange var så mange fejl, at jeg blev fuldstændig hevet ud af historien.
Sort Bomuldsstjerne er en virkelig underholdende og dragende tegneserie. De storslåede krigsscener er intense og veltegnede, og karaktererne har genkendelige personligheder. Tegneserien er på sit absolut bedste, når den omhandler de samfundsmæssige problemer, som de farvede soldater måtte stå med, og er på sit svageste, når historien blot handler om at hjemføre flaget. Tegnestilen og farvelægningen er decideret imponerende og løfter hele tegneserien. Hvis Cuzor og Versaevel stod for en tegneserie, som ikke handlede om andet end etableringen af kommunale parkeringspladser, ville jeg sidde på første række for at læse den, da jeg ved, at de ville gøre historien lige så spændende som en actionfilm.
