Én ting er at kunne lave tegneserier – noget andet er at kunne lære andre det samme. Palle Schmidt og Christine Reinwald deler deres erfaringer med tegneserieundervisning – og hvordan de selv er blevet bedre tegnere af at lære fra sig.
Tegneserier skal redde de unge. Det mener i hvert fald Kulturministeren – og et væld af eksperter og aktivister, der har fået ham på den tanke. Det er en politisk udvikling, vi hilser velkommen på Nummer 9! Men hvordan skal det egentlig gøres?
Det handler selvfølgelig om læsning: at få tegneserier i hænderne på børn, via skoler, biblioteker, reduceret bogmoms (såfremt det virker…) og en bred erkendelse af, at tegneserierne tæller. Men det handler også, siger blandt andre Dansk Tegneserieråd, om at fremelske tegneglæde blandt børn. Give dem papir og blyant og lade dem skabe de billedfortællinger, der er så geniale for læselysten.
Det er en oplagt opgave for tegneserieskabere, der som bekendt kan have svært ved at tjene til huslejen alene ved at lave tegneserier og søge legater. En undervisertjans, hvad end det foregår fast i et klasselokale eller mere ad hoc, kan udgøre en af de mange bække små.
Men hvad får man egentlig ud af at undervise i tegneserier, ud over at oplære næste generation af tegneserieskabere? Er det bare b-indkomst og smør på brødet? Et bord at sidde og skravere ved, mens eleverne løser opgaver? Et hold betalæsere til alle ens vildeste idéer?
Kendte ansigter
Der er sikkert lige så mange svar, som der er tegneserieundervisere. Vi har talt med to tegnere med forskelligt perspektiv på sagen – ét fra folkeskolen og ét fra et kommunalt fritidstilbud:
Eksempel på opgaveark (Christine Reinwald)
Christine Reinwald tegneserie-debuterede med Smerten og jeg og har været aktiv som zineskaber og tegner i en del år forinden. Hun er uddannet lærer og underviser på Billedskolen i Tvillingehallen (Københavns Kommune) og fortæller om sit virke:
– Jeg underviser primært i at lave tegneserier – mit ene ugentlige hold på Billedskolen i Tvillingehallen er udelukkende et tegneseriehold, hvorimod mit andet hold er et billedkunsthold, hvor vi også kommer omkring mange andre kunstarter, teknikker mv. Mine enkeltstående workshops er primært tegneserieworkshops, selvom det også hænder at jeg f.eks. laver zine-workshops, hvor tegneserier kan være ét element i indholdet af workshoppen.
– Tidligere har jeg også undervist et tegneseriehold til voksne gennem FOF og i samme regi lavet tegneserieworkshops af 2-5 timers varighed, hvor folk kun kom en enkelt gang og lærte at lave tegneserier. Jeg udbød i en periode også private tegneseriekurser til unge og voksne af 4-6 mødegange 1,5 time per gang.
Palle Schmidt er et kendt ansigt her på Nummer 9 og i tegneseriemiljøet. I denne sammenhæng er han kendt for sit mangeårige virke med Tegneserieskolen, der både findes på Youtube og som live undervisningsformat, og for den nyligt udkomne Billedlitteratur, skrevet sammen med Marianne Eskebæk Larsen.
– Jeg har undervist både store og små, korte workshops på helt ned til to timer og længere forløb op til en uge. De seneste 3-4 år har jeg dog fået en del kilometer i benene på mellemtrinnet. Mere specifikt har jeg under kulturprogrammet Kumult undervist næsten alle 5. klasser i Ringsted kommune, herunder også specialtilbud. I dette forløb er jeg to dage i hver klasse.
– Jeg underviser også i at skrive. Eller vi kunne kalde det “historiefortælling” som lidt bredere og mere tilgængeligt begreb. Men det er helt klart tegneserierne, der er mest efterspørgsel efter på mellemtrinnet.
Eksempel på opgaveark (Palle Schmidt)
Aktiv og passiv indkomst
Begge tegnere bekræfter, at undervisning udgør en væsentlig del af deres indkomst. Reinwald vurderer, at ”tegneserieundervisning udgår pt. ca. 60% af min indtægt, hvor de resterende 40% kommer fra eget kunstnerisk arbejde og illustrationsarbejde.” Efter eget udsagn kræver undervisningen, at hun selv er til stede i rummet:
– Jeg har kun meget lidt af min undervisning nedskrevet som “opgaver”, da jeg primært underviser ved brug af stikord til mig selv og tavle, mesterlære, dialog og individuelt tilpassede opgaver.
Christine Reinwald.
I bogen Billedlitteratur, en praktisk håndbog til folkeskoleundervisere, har Schmidt bearbejdet sit format, så det kan afvikles uden han selv er til stede. Det er let at gå til selv for lærere, der ikke selv er tegnere. Den type ’passiv indkomst’ er ikke ny for ham – men vil nok heller aldrig helt erstatte undervisning ansigt-til-ansigt:
– Jeg udviklede for et par år siden onlinekurset Tegneserieskolen, fordi jeg med videoformatet så en mulighed for at udbrede undervisning i at lave tegneserier, uden jeg behøvede være til stede. Men der er stadig bud efter kvalificerede voksne ude i klasserne, så jeg slipper nok ikke helt, ha ha! Og jeg må indrømme, at jeg også elsker at komme rundt og møde børn med livslyst og lys i øjnene og skøre idéer.
Tegning for alle
Generelt oplever Schmidt, at tegneserier får eleverne til at mødes i en rum, hvor alle kan noget og udviser interesse:
– Det fede ved tegneserier er jo, at selv de ikke så ordstærke elever kan være med. At undervise er jo ikke altid sjovt, men der sidder som regel et par stykker i hver klasse, der er virkeligt dygtige til at tegne. Ofte er det de her stille piger, som dårligt selv er klar over hvor dygtige de er. Så det er fedt, at være med til at give dem et boost selvtillid. Det er heller ikke sjældent jeg møder drenge, som overhovedet ikke gider skoleopgaver, men som bliver helt opslugte af tegneserieformatet. Jeg husker en lærer, der nikkede mod en elev og hviskede til mig: “Han plejer ALDRIG at lave noget, ham der.” Så det er helt tydeligt, at det aktiverer nogle elever, som ikke er vant til at få deres kompetencer i spil.
Schmidt plejede at begynde med historien, men har vendt sin tilgang på hovedet: ”Jeg er gået fra historien først til tegningerne først. Eleverne starter med at tegne en figur og så udvikler historien sig derfra.” På den måde, fortæller han, får eleverne ikke bygget noget op, de ikke selv synes de kan forløse i tegning. Uanset evner og erfaring kan de finde på en historie til den figur, de selv har tegnet.
Karakterdesigns fra Palle Schmidts undervisningsforløb
Det handler om at få eleverne til at forstå, at de godt kan blive så gode, som de gerne vil. Reinwald fortæller:
– Jeg havde for nogle år tilbage en elev, som virkelig havde svært ved at fange det med flowet i en historie og hvor langt der skal være fra den ene ramme til den anden, tids- og indholdsmæssigt, for at historien er sammenhængende og forståelig for andre. Det er noget som alle mine elever slås med, og som også kan gå galt for voksne, professionelle tegneserieskabere, for det er drønsvært!
Reinwald fandt på en øvelse for hele holdet, hvor hun havde fjernet en enkelt, men afgørende, rude fra et tegneserieforløb. Eleverne gav alle mulige bud på, hvad der manglede og hvordan det kunne løses. Det fik dem til at forstå, hvor meget plads der bliver til misforståelser, hvis ’springet’ er for stort:
– Der hvor det sjove og skønne opstod var, at når jeg efterfølgende gav min elev, der havde vanskeligt ved netop de her ting, feedback på hendes tegneserie, så forstod hun hvad jeg mente, når jeg sagde at der var ”for stort et spring” mellem to rammer i historien eller at ”den tomme plads” blev for stor her. Og hun begyndte endelig at lave tegneserier, hvor man rent faktisk kunne følge med i handlingen og forstå den. Se, dét er en sjov arbejdsdag som lærer!
Christine Reinwalds elever.
Egen læring
Men det er ikke bare eleverne, der lærer noget af undervisningen. Reinwald fortæller, at hun sætter ”langt højere standarder” for sit eget arbejde, fordi undervisningen kræver at hun reflekterer over hvordan og hvornår tegneserier virkelig fungerer. Men med bevidstheden følger også større forståelse for det, der er svært:
– Jeg er også blevet meget mere tilgivende overfor mig selv, når det gælder de faser af processen som er svære. F.eks. kan jeg se, hvordan alle mine elever virkelig bøvler med at få lavet ordentlige slutninger på deres historier, og på et tidspunkt kørte jeg et helt forløb der kun handlede om hvordan man kunne lave en slutning. Den proces fik mig virkelig til at blive meget mere omsorgsfuld overfor mig selv, når jeg sidder og arbejder på at færdiggøre et kapitel til min tegneserieroman – for hvert kapitel har jo også sin egen lille ”slutning”, og den er også svær at få rigtigt.
Foto: Christine Reinwald
– Og det med slutninger er bare ét eksempel. Jeg synes hele tiden det med at dykke ned i kunstarten på den der helt detektivagtige måde er enormt lærerig og inspirerende for mit eget kunstneriske virke, og noget der kommer virkelig god undervisning ud af samtidig!
For Schmidt har øget bevidsthed gjort det sjovere at tegne:
– Jeg er helt klart blevet mere bevidst om hvad jeg gør og hvad jeg ved. Jeg tror også, jeg har fået en mere løs tilgang til mediet. Altså, der er jo ingen grund til at bruge flere dage på en side, hvis man kan gøre det nemmere for sig selv og lave en mere enkel fortællestil. I mange år havde jeg et behov for at lave mere “voksne” tegninger, der lænede sig ind i realisme. Lige pt. tænker jeg bare, at jeg skal gi’ den gas og lave noget sjovt. Så kan jeg få mine seriøse sider ud i de romaner, jeg skriver.
Hvad med dig og dine elever?
Snart sagt alle undervisere, jeg kender (mig selv inklusiv) kan genkende pointen om, at ens egen praksis styrkes af, at man giver den videre. For Schmidt og Reinwald, der primært underviser børn, er der virkelig plads til den legende tilgang – og påmindelser om, at det gerne må være svært, men at det også skal være sjovt at lave tegneserier!
Men dette er bare to perspektiver på sagen. Der findes garanteret er væld af andre erfaringer derude. Måske man kan opdage en ny tegnestil ved at undervise? Måske det røver for mange timer fra arbejdet med selv at skabe? Måske det er helt anderledes, hvis man primært underviser voksne?
Så: Hvis du er tegneserieskaber og underviser i tegneserier, hører vi meget gerne fra dig om dine oplevelser! Del dine erfaringer i kommentarfeltet eller send en mail til charlottejohannef@gmail.com.
