Monstertid. Her er 9 tegneseriefortolkninger af Mary Shelleys Frankenstein. Mød monsteret som både geni, superhelt og blomsterplukker.
I efteråret 2025 udkom Guillermo del Toros længeventede filmatisering af Mary Shelleys mesterværk Frankenstein fra 1818. Men det er langt fra den eneste særprægede nyfortolkning af klassikeren, der foruden film også været grundlaget bag en lang række af tegneserier.
Del Toros Frankenstein præsenterer en Victor Frankenstein og et monster, som begge er plaget af distancerede eller emotionelt afskårne fædre. Forholdet mellem børn og forældre bliver det primære tema i filmen.
Men Mary Shellys roman har meget mere at byde på. Som værk indeholder Frankenstein en ufattelig tematisk rigdom, der gør, at forskellige aspekter af romanen tiltaler forskellige kunstnere og læsere.
Den har overvejelser om faderskab og opdragelse, men ligeledes etik, det fremmede, det unstige, menneskelighed og kærlighed. Og så er der selvfølgelig selve monsteret, der er en spændende figur at portrættere, og som man kan gå i vidt forskellige kreative retninger med. Er han monstrøs eller menneskelig? Er han et offer eller en forårsager? Kunstig eller autentisk? Han eller det? Alle disse spørgsmål spiller ind i den måde, hvorpå monstret visuelt portrætteres i film og tegneserier.
Den oprindelige roman portrætterer et hæsligt og hævngerrigt, men ømt væsen, der blot ønsker kærlighed og selskab og dog bliver mødt med mistro og vold af menneskeheden. Her lærer monsteret at tale ved at observere andre i smug, og med sproget fra en 1800-tals digter formidler han både sine lyse og mørke sider til sin skaber.
I am malicious because I am miserable: am I not shunned and hated by all mankind? You, my creator would tear me to pieces, and triumph; remember that, and tell me why I should pity man more than he pities me? You would not call it murder, if you could precipitate me into one of those ice-rifts, and destroy my frame, the work of your own hands. Shall I respect man, when he contemns me?
– Mary Shelley
Boris Karloff som monstret
Shelleys monster er både en morder og et udstødt, afvist barn. Ikke alle fortolkninger har stræbt efter denne moralske kompleksitet. F.eks. er Boris Karloffs monster stumt i sin første spillefilm fra 1931. Dets destruktive tendenser tilskrives her en unormal hjerne, som det får ved en fejltagelse.
I stedet for en velreflekteret og veltalende person, er her monstret som et forvirret barn, der ikke kender sin egen styrke. Stadig et offer for sine omstændigheder, men også en simplere figur. Boris Karloffs monster er så ikonisk, at mange senere fortolkninger trækker på den – ofte i højere grad end Shellys roman. Ikke mindst når det handler om monstrets udseende. Visuelt er monstret her ikke langt fra at være et stort menneske, men spor efter kirurgi og to metalbolte på halsen minder os om, at han er kunstigt skabt.
I tegneserieverdenen er der også blevet leget med monstrets visuelle udseende, alt efter om han har været uhyre, skurk, superhelt eller en komisk figur.
Her skal vi se på på en række bemærkelsesværdige eksempler over de seneste 80 år. Over årene har monstret indgået i utallige tegneserie-franchises og kæmpet imod f.eks. Batman, Hellboy og X-Men, men i denne omgang springer vi over de værker hvor monsteret er en bifigur.
Her er fokus på deciderede Frankenstein-tegneserier.
1. Dick Briefer (1945-1947): Frankenstein
Tegneserieforlaget Prize Comics’ hæfte om Frankenstein startede som en relativt regelret gyserserie, men i tegner Dick Briefers hænder undergik den snart en radikal forvandling.
Inspireret af New Yorker-striberne om The Addams Family forvandlede Briefer sin monstrøse hovedperson til et godmodigt gemyt: Han spiller kort med vampyrer og holder rotter, edderkopper og flagermus som kæledyr, men gør ikke en flue fortræd. I øvrigt til stor skuffelse for den gale videnskabsmand der skaber ham, efter at have læst Mary Shelleys originale Frankenstein: “I want only to create misery, misery, and more misery”, proklamerer han; men da han sender sit monster ud for at terrorisere nabolaget, kommer den store klods tilbage med friskplukkede blomster og et træ fuld af sangfugle.
Briefers korte fortællinger trækker på alt fra tidens romantiske komedier – som da Frankenstein får sig en brud med fine fornemmelser – til gyserklichéer: “Frankenstein and the Mananimals” er fx et åbenlyst riff på H.G. Wells’ The Island of Doctor Moreau. Visuelt er serien til gengæld helt sin egen. Frankensteins ansigt er en lille kileform oven på kroppens store kileform, med udtryksfulde, plirrende øjne og en næse, der er vandret helt op til øjenbrynene; og stregen er udført i ekspressiv pensel, løs og legende.
Hvis du er på udkig efter en trofast gengivelse af Shellys monster eller et godt gys i al almindelighed, finder du det ikke her. Men for dig, hvis yndlings-film om Frankenstein er Mel Brooks’ Young Frankenstein? Look no further!
2. Dell Comics (1966-1967): Frankenstein
Dell Comics superhelteserie om Frankensteins monster havde en kort levetid på tre blade, og resultatet er mere finurlig kuriositet end noget andet. Her vågner monstret i 60’erne efter mere end hundrede års dvale, hvorefter han beslutter sig for at bekæmpe kriminalitet som en ægte sølvaldersuperhelt.
Men der er ikke meget monster over denne Frankenstein. Han er høj, stærk og langt fra hæslig. Hans eneste visuelle adskillelse fra menneskeheden er et grønt ansigt, der let kan skjules med en maske, når han påtager sig alteregoet som milliardærplayboyen Frank Stone. Desuden bliver monstret langt varmere modtaget af offentligheden, end man skulle tro. Hurtigt bliver han sin bys elskede helt, og det eneste problem er, at en ung kvindelig journalist flere gange kommer tæt på at gennemskue hans hemmelige identitet.
Generelt gør denne Frankensteinfortolkning hverken noget spændende med figuren eller superheltegenren, og tegneseriens hovedperson kunne nemt erstattes med utallige andre sølvalderhelte. Men det er dog en sjov lille sag, der for første gang præsenterer ideen om monstret som superhelt; en tanke der senere skulle blive realiseret på mere interessante måder. Desuden er Frankensteins ærkefjende i denne serie en spøjs lille mand ved navn Mr. Freek, som rider på en gorilla, og det er sgu meget skægt.
3. Marvel (1973-1975): Monster of Frankenstein
Frankensteins monster har en lang historie i Marveluniverset, og optrådte særligt i 70’erne som bifigur i flere superheltehistorier. Men monsterets egen serie, Monster of Frankenstein, var superheltefri, og startede som en nogenlunde akkurat genfortælling af romanen, skrevet af Gary Friedrich og tegnet af Mike Plugg.
Herefter følger man monsterets videre rejser, idet han omkring år 1900 søger efter Victor Frankensteins efterkommer, og møder både varulv, en kæmpeedderkop og Grev Dracula. Således er serien en klassisk eventyrfølgeton uden noget fast persongalleri udover monstret selv, idet det altid er på farten. Det er en drabelig serie, hvor monsteret i næsten alle numre bliver nødt til at dræbe.
Dette monster er veltalende, reflekteret og skammer sig over sit eget udseende, alt imens drømmen om en kvindes kærlighed jævnligt hvisker til ham. Det hvidhudede, rødhårede og kæmpemæssige monster skulle angiveligt være designet til ikke at ligne Karloff, men ej heller befinder designet sig i en helt anden grøft.
Alt i alt er den første Marvelserie om monstret en underholdende spændingsfortælling, som bygger videre på den oprindelige roman. Men så snart Dracula og co. dukker op, forsvinder en del af den filosofiske tyngde.
4. Junji Ito (1999): Frankenstein
Horror-manga skaberen Junji Ito er også blandt de utallige kunstnere, som har kastet sig over Frankenstein, og hans fortolkning er blandt de mere tro imod Shelleys roman. I Itos streg er monsteret en særpræget figur, både ulækker og umenneskelig, der ikke har meget tilfælles med Boris Karloff-versionen. Man forstår virkeligt menneskenes frygt for denne uhyggelige skabning, og dog har man også sympati for ham. Victor Frankenstein er ligeledes en kompleks og ofte ubehagelig figur i Itos fortolkning, ligesom han er det i romanen.
Først hen imod slutningen begynder Itos version at variere en smule fra romanen, men den er stadig en rigtigt god og atmosfærisk introduktion til den originale fortælling. En helhjertet adaption snarere end en nyfortolkning.
Nogle beklager sig endda over, at Ito skulle være for tro over for Shelleys værk, hvilket bare vidner om, hvor svært det er at gøre alle tilfredse, når man fortolker en elsket klassiker. Men selv hvis man kender historien godt gør Itos unikke visuelle stil, at man aldrig keder sig. Er man til det melankolske og makabre i Frankenstein, bør Itos fortolkning absolut læses.
5. Wachowski–søstrene og Steve Skroce (2004-2007, 2019): Doc Frankenstein
Doc Frankenstein – The Postmodern Prometheus er et actionbrag, der bygger videre på monstret som figur. Han er selv blevet videnskabsmand og symbol for fremskridtet, både teknologisk og politisk, og han har sat fingeraftryk på historien. For Doc Frankenstein, eller Frankie blandt venner, har levet et interessant liv siden afslutningen på Shelleys roman. Gennem flashbacks får man bl.a. bidder af hans tid som dusørjæger i det vilde vesten. Men hans progressive politik og videnskabelige opfindelser bringer ham i konflikt med landets allermest konservative, der ser ham som en dæmon, som må udryddes fra Guds jord.
Det er en travl tegneserie fyldt med kristne fanatikere, varulve, feer, eksplosioner, religiøs satire og lange monologer om umenneskeliggørelse, faderskab og tro. Således forsøger den at fange den refleksive dybde fra den originale roman, men, som titlen indikerer, i et postmoderne virvar af blod, grin og tårer.
Den enkelte læser må selv vurdere, om resultatet kommer i mål, men uanset er tegneserien underholdende og ikke uden rørende øjeblikke. Særligt de små glimt af monstrets liv gennem historien er et højdepunkt, der gør, at man fornemmer monstret som en kompleks figur og forstår, hvordan han har udviklet sig siden den oprindelige historie.
Hele affæren er illustreret af Steve Skroce i en flot semirealistisk streg med elektriske moderne farver. Monstret selv fremstår en action-helt fortolkning af Karloff versionen; han er endda en smule sexet takket være sine imponerende muskler og heroiske attitude.
Doc Frankenstein, som er skrevet af skaberne bag the Matrix, udkom ved et lille kunstnerejet forlag, og var i mange år uafsluttet, idet sjette blad sluttede på en cliffhanger i 2007. Først i 2019 er serien blev færdiggjort i én hardcover version med 64 ekstra sider til at runde historien af. Man kan fornemme, at der har været planer for endnu mere Doc Frankenstein, ud fra bogens ekstra materiale, men i sig selv er det eksisterende bind fornøjelse nok.
6. og 7. Bernie Wrightson og Steve Niles (1983, 2012-2018): Frankenstein Alive, Alive!
I 1983 udkom en af de absolut flotteste illustrerede udgaver af Shelleys Frankenstein, tegnet af Swamp Thing medskaberen Bernie Wrightson. Med sine detaljerige og smukke sort-hvid illustrationer præsenterer den et melankolsk gotisk univers, som passer perfekt til motiverne i romanen. Selve monsteret fremstår som en både makaber og umådeligt trist skabning i Wrightsons streg, og få har, i min optik, gjort det bedre med at tegne ham.
Mange år senere skulle Wrightson da også vende tilbage til figuren, da han i 2012 lancerede tegneserien Frankenstein Alive, Alive! i samarbejde med sin ven og kollega Steve Niles. Som flere af sine forgængere fortsætter Alive, Alive! den oprindelige romans historie, men i dette tilfælde uden at ændre genre til en action-fortælling. I stedet er Alive, Alive! en sober og langsom lille fortælling, hvori monsteret både finder venskab, men også bliver placeret i et forfærdeligt dilemma. Det er en solid, rørende og atter visuelt smuk tegneserie, som kom til at blive Wrightsons allersidste værk. Den kan klart anbefales, hvis man ønsker en Frankenstein fortsættelse, som ikke er fuld af slåskampe.
8. Victor LaValle og Dietrich Smith (2017): Victor LaValle’s Destroyer
Som et relativt frisk skud på stammen finder man Victor LaValle’s Destoyer (Boom! Studios), som vandt Bram Stoker prisen for bedste graphic novel i 2018.
Historien foregår i moderne tid og handler om en sort videnskabskvinde, hvis søn er blevet skudt af en politibetjent, og som ud af sorg efterligner Victor Frankensteins eksperiment for at genoplive ham. Det oprindelige monster optræder også, idet det finder vej tilbage til civilisationen efter at have dræbt en besætning af hvalfangere nær Nordpolen. Dette monster har altså en vis økobevidsthed og ønsker at beskytte dyr imod menneskeheden, men det fremstår også som en tavs terminator, der ikke skyr nogen midler for at opnå sine mål.
Selve tolkningen af monsteret er desværre ikke specielt spændende, men der præsenteres interessante ideer i historien om videnskabskvinden og sønnen, hvor temaer som racisme, moderskab og klima er centrale. Men noget nuanceret filosofisk værk er Destroyer ikke. Der er knald på tempoet, og det er på godt og ondt en moderne action sci-fi tegneserie med nanobotter, kloning og uforklarlig forunderlig teknologi. I den stil foretrækker jeg Doc Frankenstein, men Destroyer kan helt sikkert også noget for det rigtige publikum.
9. Lars Kramhøft og Jam Aden (2020): Frankenstine
Vi slutter med en dansk nyfortolkning. Frankenstine er en ungdomstegneserie om teenageren Stine, der bliver fundet i en afdød læges kælder, sammensat af kropsdele fra både drenge og piger. Således oplever hun en vis kønsballade, og hun står ud blandt sine jævnaldrende, da hun begynder i skole. Det er på mange måder en klassisk ungdomsroman med mobning, kærlighed og venskab med Shelleys figur symbolsk nyfortolket.
Tegneserien er måske ikke perfekt, men den er god til at bringe emner om køn og seksualitet på banen for sin unge målgruppe, og så viser den endnu en måde, hvorpå Frankenstein fortællingen kan bruges. Det er nemlig langt fra første gang, at transkønnethed eller queerhed og Frankenstein forbindes, og gennem årene er monstret ofte kommet til at repræsentere alle dem, der ikke passer ind i et heteronormativ samfund.
Monstrets udødelighed
Der findes utallige andre Frankenstein-tegneserier, men jeg håber, at denne gennemgang har givet dig et indblik i, hvor bredt Mary Shelleys udødelige roman kan blive nyfortolket, samt har inspireret dig til fremtidige læseoplevelser.
Det er de færreste klassiske romaner der oplever sådan et spænd af kreative, vidt forskellige fortolkninger. Og jeg vil mene, at Frankenstein er mere egnet til at vilde versioneringer, end f.eks. Dracula. Hvor Grev Dracula er helt igennem ond i Stokers roman, er der en tvetydighed og kompleksitet i Frankenstein. Synet på monstret og hans handlinger af øjnene, der ser det.
Nogle frygter ham, nogle har ondt af ham, og andre kan spejle sig selv i hans fremmedartet krop, der ikke passer ind i samfundet. Det siges somme tider, at Victor Frankenstein var det sande monster, fordi han forlod sin skabning og senere nægtede at skabe den en mage. En tolkning der senest ses i Guillermo del Toros filmatisering; en udgave som er helt og holdent på monstrets side.
Jacob Elordi som monstret i Guillermo del Toros “Frankenstein”. Med undtagelse fra næsen kunne denne version godt være inspireret af Wrightsons illustrationer.
Men jeg tror ikke, at Frankenstein har opnået sin udødelighed, fordi den viser, hvordan mennesket er i stand til monstrøse eller overmenneskelige gerninger. Det gør mange andre historier også. Derimod viser Frankenstein ikke bare, at mennesket kan være et monster, men, endnu vigtigere, at monsteret kan være menneskeligt.
***
Dick Briefer-teksten er skrevet af Erik Barkman, resten af Valdemar Rygaard Lenschow.
