Når sorgen rammer
En selvbiografisk-inspireret grafisk roman, der rammer lige i hjertet: Buster er død. Busters far står tilbage.
Der er to følelser, der altid rammer mig hårdt: skuffelse og sorg. “Buster” er en historie om sorg over at miste sit barn. Jeg har aldrig grædt så meget over en historie, som jeg har over “Buster”.
Vi følger Anders, som han går igennem sin hverdag. Han er en orange figur i en sø af mørkeblå, hvor alle linjer er hvide. Han er allerede fra første side visuelt isoleret fra sine omgivelser: alle lever deres egne liv omkring ham, men synes også gennemsigtige som spøgelser for ham.
Han prøver at arbejde, men bliver sendt hjem med nagende dårlig samvittighed over, hvorfor han ikke kan komme videre. Som læser ved man, at han ikke har det godt, at noget tydeligvis nager ham.
Han standser foran en legetøjsbutik, hvor han træder ind og alle børnene har fået fylde, ikke længere spøgelser, og står tydeligt frem påden blå baggrund. Han køber en legetøjsbil og bruger gåturen til at tænke på, hvor glad hans søn mon ville blive over sådan en fin gave.
Og så bliver vi ramt af virkeligheden, af kirkegården.
Buster er død.
Buster, Anders’ søn, nåede at blive 8 år gammel, og vi følger nu Anders’ liv, som er
overtaget af sorgen. Parforholdet går i stykker, fordi Anders knap nok kan rumme sin egen
sorg, slet ikke sin kones. Arbejdslivet halter, efterhånden som Anders isolerer sig mere og mere fra livet omkring sig. En nat, da han næsten fryser ihjel liggende på Busters grav, dukker Buster op som en engel. Buster hjælper faren videre på sin rejse gennem sorgen og endelig kan faren sige farvel til sin søn, acceptere sorgen, og lade livet komme tilbage, smukt vist ved at der endeligt er farve tilbage på siderne. Farven forsvandt sammen med Busters død.
Anders finder også i løbet af historien en dreng, der har brug for en far, og vi ser, hvordan
han til sidst kan rumme et nyt barn i sit liv.
Allerede da jeg læste op på forfatter/tegner Rasmus Julius, rørte hans historie mig. Rasmus Julius har selv mistet et barn, og har brugt bogen til at arbejde med sorgen. Bare det at se nogle af siderne fra “Buster” fik tårerne frem. Det er lykkedes Julius at skildre meget stærke scener, som tydeligt er baseret på hans egen oplevelse. Jeg kendte ikke til Julius’ tidligere værker, som inkluderer den gakkede “Ø-kuller” og “Under Vandet” — begge værker er korte, humoristiske striber, men “Buster” er Julius’ første grafiske roman.
Gennemgående for Julius’ værker er en simpel streg, som i “Buster” føles naiv, men fungerer godt som kontrast til et så seriøst og svært et emne.
Stilen får lov at være meget udtryksfuld, hvor blyantstregerne sommetider bliver rå og
ukontrollerede. Man kan mærke Julius’ egen sorg i de ekspressive streger og i de mange
sider, hvor der ikke er meget tegnet; sorgen fylder på alle sider og trænger ind i alle dele af
historien, som en meget fuldendt metafor.
Der er så mange scener, der rammer en, men jeg vil især fremhæve siden, hvor faren står i døren efter Buster er død og hans kone trækker ham væk i et kram, men kernen af faren bliver tilbage. Den mand, han var før, bliver på den hospitalsstue.
Dette er blot et af mange rørende eksempler. Historien slutter håbefuldt og viser, at selvom savnet er der, kan man godt komme videre sammen med kærligheden.
Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg ville give “Buster” fire eller fem nummer 9’er og måtte genlæse den for at være helt sikker i min sag. Jeg endte på fem af flere årsager: her er et værk, der virkelig har ramt mig. Historien fik mig til at mindes min egen sorg over at miste min svigermor; det er et afsavn, at hun ikke er her i mit liv, og især mit barns liv.
“Buster” får fem 9’er for hvad den symboliserer, dens stærke visuelle skildring, samt det
betydningsfulde i at bruge det kreative—bruge en tegneserie—til at bearbejde stærke
følelser.
Rasmus Julius har åbnet dørene for os og taget os med på sin rejse igennem en umulig
situation, og jeg kan mærke ham bearbejde sorgen på hver side, fra fortrængning i starten til accept til slut, gennem at sige farvel og finde sin egen vej tilbage til livet.
Tak for det.
