HawkGUY?

Jeg havde egentligt lovet at skrive noget om døde superhelte. Et emne jeg har talt meget om på det sidste, her (omkring 9.40) og her. Men så udkom MARVELS’s “Hawkeye #6”, det måske bedste nummer af den måske BEDSTE månedlige serie fra et af de 2 store superhelte forlag i Å. RE. VIS. Og den begejstring er jeg simpelthen nødt til at dele med nogen. Men hvorfor tage mit ord for det, når serien kan tale for sig selv.

Så hvorfor er den så fed?

Fordi: Forsiderne

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Masken

 

 

 

 

 

 

 

Den tager vi lige igen:

 

 

 

 

Fordi: HawkGUY?

 

 

 

 

 

 

Fordi: dialogen

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Pizzadog

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: At alle Avengers tilsyneladende følger med i “Dog Cops”?!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Sidescroll?

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Rooftop parties

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: 24 paneler i en genre hvor gennemsnittet er 5

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Joggingtøjs-mafiaen

 

 

 

 

Fordi: Boomarang-pilen!

4 thoughts on “HawkGUY?

  1. Dejligt. Hænderne op og hovedet ned. Det grafiske udtryk i denne serie er banebrydende, og jeg har læst (superhelte) tegneserier i 30 år. Dialogen er god, historierne er en smule tynde, men æstetikken er i en klasse for sig. Pulido er en mester. Og Fraction (som jeg ellers ikke har været imponeret over) håndterer hele Superheltegenren på en ny måde, med humor og hverdagsrealisme. Der her vil være en perfekt gave som Trade til folk som normalt ikke læser (superhelte) tegneserier. Jeg tror jeg skal tilbage til DKR for noget der på samme måde udfordrede mine sanser. Desværre er Fraction/Pulidos Hawkeye ikke nær så storslået og historierne ikke nær så spændende, men det er et frisk pust fra et marked som gennem mange år har kørt i ring.

  2. Jeg er også kæmpe fan af Matt Fractions Hawkeye og David Ajas lidt rå illustrationer. Den her serie gør alt det, jeg har lyst til at resten af superhelteuniverset lader sig inspirere bare en smule af. Som læser man købe et hæfte og få en sammenhængende historie med nogle karakterer som ikke føles fremmede eller uvedkommende.
    Der er selvfølgelig også noget smukt ved den gigantiske myte der udfolder sig i de fleste andre superheltetegneserier; men når DC f.eks. genstarter hele deres univers med 52 “nyfortolkninger” af deres helte, forstår jeg ikke hvorfor der ikke kunne være bare to-tre af de titler, som kunne afvige en smule fra normen om at skrive en historie, der strækker sig over seks hæfter, så det lige passer ned i en opsamling.

Skriv en kommentar