Fedtede fingre på arvesølvet?

Velkommen til SuperLigaen!

Det er mig, der er Cav Bøgelund og jeg vil her på stedet især forsøge at tage temperaturen på den amerikanske mainstreamscene. Både den del, der beskæftiger sig med kapper og masker, men også den spirrende “creator owned-bølge” der endeligt er ved at tage kampen op mod de store forlag, der har siddet på markedet i årtier. Ind imellem vil der sikkert også bliver plads til andre ting, men jeg har en vir-ke-lig sød tand for de fantastiske genrer, og vil gerne prøve at dele ud af min begejtring og sætte et spotlight på mange af de både store og rørende fortællinger- der udkommer som føljetoner i små hæfter måned efter måned efter måned…

Men, inden vi når til begejstringen er jeg nødt til at kaste blikket på noget… uundgåeligt.

Alan Moore og Dave Gibbons’ monumentale ‘Watchmen’ har siden dens udgivelse for mere end 25 år siden stået som en af de helt store klassikere på tegneseriescenen. Ikke kun fordi den sammen med Frank Millers ‘The Dark Knight Returns’ var med til at legitimere superheltegenren, men nok først og fremmest fordi den var en fortælleteknisk tour de force så larmende, at ekkoet stadig kan høres på siderne af stort set hver eneste amerikansk mainstreamtegneserie, der er udkommet siden. Så det vakte selvfølgeligt vild opstandelse da DC Comics for nogle måneder siden annoncerede, at de ville udgive en række ”prequels” til serien hen over hovedet på Alan Moore, der i forvejen har fået – og beklaget sig over! – en stedmoderlig behandling af forlaget.

De fleste dømte med det samme projektet til at være kreativt dødfødt, da det uundgåeligt ville havne i skyggen af forlægget og have svært ved at blive målt på egne præmisser, men det er tydeligt at ’Before Watchmen’ er et prestige-projekt for DC Comics, og at man har sat alle sejl til. Og faktisk overrasker i hvert fald én af de foreløbig 5 udgivne serier positivt.

Ved første øjekast synes line-up’et af tegnere og forfattere dog virkeligt at savne tyngde. Der spilles med lidt for sikre kort. Jeg savner både helt store stjerner og nye, sultne navne. I stedet har DC ”type-castet” serieskabere til de forskellige figurer, med skiftende held.

Jeg har læst det første nummer af alle serierne, og her er min dom – so far:

MINUTE MEN #1 (skrevet og tegnet af Darwyn Cooke):

Man fornemmer at Darwyn Cooke i DC’s optik er en bona fide A-list comic book artist, og det er sikkert derfor man har ladet ham skære for med projektets første udgivelse. I MINUTE MEN præsenteres vi for de første ”maskerede eventyrer”, og ser hvordan de tager form som kulturelt fænomen. Cooke er en intelligent fortæller og har en slick, letaflæselig stil der, hvis man kniber øjnene lidt sammen, godt kunne ligne noget fra 1950’erne, hvor serien også foregår. Men Cooke kæmper med at gøre materialet til sit eget. Hans historie har mere karakter af referat eller opremsning end egentlig fortælling. Vi møder den ene helt efter den anden, og får lov at komme med ind i deres hemmelige hovedkvarterer osv. Men man kommer aldrig rigtigt ind under huden på nogen af dem. Hæftet læser mere som et ”hvem er hvem” end ”hvorfor er de blevet sådan”. Og den samme lidt kolde stemning præger Cookes tegninger. Han kan godt finde ud af at fortælle i billeder og lave kløgtig grafik. Men der er for meget smart reklameæstetik smurt ud over det hele, og det samlede indtryk ender i sidste ende med at være upersonligt og ganske forglemmeligt.

OZYMANDIAS #1(skrevet af Len Wein, tegnet af Jae Lee):

Denne serie har Watchmens oprindelige redaktør Len Wein bag roret, og det kunne jo tale til dens fordel. Men af alle serierne er det faktisk denne, der i højeste grad føles som et stykke ulideligt fan-fiction. Vi følger den unge Bruce Way… undskyld, Adrian Veidt i sin ungdom, og senere på hans rejser rundt i Østen og ser hvordan han altid har været totalt bad ass og meeeega vild til alting. Så grundlæggende: En kedsommelig og gammelklog figur uden forsonende træk. Og ja, jeg ved godt at det er en del af figurens koncept, men Wein formår altså ikke at udnytte Ozymandias’ verdensfjernhed og følelseskolde distance på en måde, der gør figuren spændende at læse om. Der mangler ligesom et modpunkt og konflikt. Også tegneren Jae Lee falder igennem. Han er en udmærket karakterdesigner, og der er da også enkelte stærke øjeblikke. Men han forstår grundlæggende ikke at konstruere en velkomponeret tegneserieside. Han har forsøgt sig med et clever leitmotif, hvor hver enkelt side er bygget op i omkring en række cirkler, men resultatet virker mere statisk end imponerende. Gaaaaaaab!

NITE OWL #1(skrevet af J. Michael Straczynski, tegnet af Andy og Joe Kubert):

Endnu et stykke ophøjet fan-fiction. JMS ligger ellers godt ud med et følsomt og stærkt portræt af forholdet mellem en ung Dan Dreiberg og en Hollis Mason, der er parat til at lade Nite Owl-arven gå videre. Og gid han dog havde blevet ved det, for det er faktisk både medrivende og selvstændigt tænkt. Men desværre når vi ikke længere end halvvejs ind i første nummer før han begynder at fedte arvesølvet til med en række scener, der udvider optrin fra forlægget eller skildrer dem fra andre vinkler. Komplet uinteressant og komplet unødvendigt.

På billedsiden har vi vel nok projektets største navn i spil. Nemlig legenden Joe Kubert, der netop er gået bort. Desværre begrænser/begrænsede Joe Kuberts rolle i projektet sit til rentegner for sønnen Andy. Resultatet er hverken fugl eller fisk. Joe Kubert forstår ganske vist at puste liv og sprælskhed i sønnens lidt kedelige pølsefabriks-streg, men når alt kommer til alt er Andy Kubert for anonym en fortæller til at resultatet rigtigt bliver interessant. Og så klæder det i øvrigt ikke Joe Kuberts karakteristiske streg at blive sjasket til i moderne farvelægning. Overgjort farvelægning er i øvrigt et generelt problem for ’Before Watchmen’-titlerne.

THE COMEDIAN #1(skrevet af Brian Azzarello, tegnet af JG Jones):

Her nærmer vi os noget, der faktisk har kvaliteter nok til at jeg faktisk overvejer at købe andet hæfte i serien. Men så alligevel: Brian Azzarello er kendt for at kunne skrive barske mænd som ingen anden, så det er klart at han er blevet sat til at varetage Edward Blake/The Comedian. Han har oven i købet fundet ind til figurens gammeldags bløde, moralske sensibilitet. Og grundpræmissen er faktisk også spændende. Edward Blake agerer bodyguard for Kennedy-brødrene, mens JFK sidder i Det Hvide Hus, og ser hvordan han bliver spillet af forskellige aktører og udnyttet til at tage sig af forskellige beskidte opgaver, som ikke tåler dagens lys. Portrætterne af figurerne er godt skåret. Men plottet viser sig i sidste ende for skrøbeligt og forudsigeligt til rigtigt at fænge.

På billedsiden har vi JG Jones, en tegner jeg normalt sætter ret stor pris på. Han kan noget med at forankre fantastiske ting i virkeligheden og gøre dem plausible. Hans streg virker desværre i denne sammenhæng en smule forhastet og under normal standard. Men acceptabel nok til at formidle historien tilfredsstillende. Og som sagt, karaktertegningen af Blake er stærk nok til at binde an med i hvert fald nummer 2 i serien.

SILK SPECTRE #1 (skrevet af Darwyn Cooke og Amanda Conner, tegnet af Amanda Conner):

Kan du huske, jeg sagde at en af serierne overraskede positivt? Kan du også huske at jeg svinede Darwyn Cooke lige før? Kaldte ham glat og kold og alt muligt? Ja? … Sjovt nok optræder han her igen i en ret overraskende konstellation. Den hemmelige ingrediens er uden tvivl Amanda Conner! Dejlige Amanda. Hun optræder i denne sammenhæng både som medforfatter – hun har skrevet, Cooke har plottet – og som tegner. Og i Amandas streg løfter serien sig op og ud af det selvhøjtidelige mørke, der præger de andre miniserier.

Selv om SILK SPECTRE ligesom de andre serier i Before Watchmen klart er “for mature readers” anslår den en langt lysere og mere humoristisk tone, som er et totaaaaalt frisk pust, og som på mange måder gør den mere moderne og interessant end de andre, som i deres misforståede forsøg på at hylde forlægget, godt kan komme til at virke bedagede. Og så kan Amanda Conner altså virkelig godt tegne. Hun har en rund og letlæselig stil, fortæller overlegent uden smarte dikkedarer, og er en af de bedste tegnere når det kommer til at få figurerne til at skuespille. Med ganske få streger fanger hun kropssprog og ansigtudtryk og formidler dermed alt det usagte, på en måde der tit gør dialog overflødig. Og så er hun den bedste i branchen til at tegne piger. Hun kan tegne følsomme piger uden at de læses som svage. Sexede piger, uden at det bliver for cheesecake’et og stærke, kompetente piger med vilje og ben i næsen. Og så har hun samtidigt helt styr på hvordan man konstruerer og bruger en tegneserieside til at formidle tempo og suspense. En ægte cartoonist i ordets bedste forstand. Fåk, hvor er hun bare god!

I serien følger vi en ung Laurie, der stikker af til San Fransisco efter et opgør med sin “overbeskyttende” og manipulerende mor. Den tegner et skarpt, ærligt og underholdende portræt af en teenagepige, der er i gang med at skabe sin egen identitet efter at have været fanget i sin mors skygge hele sin barndom. Også dét må Amanda Conner få noget af æren for. Cookes plot er nemlig ikke videre interessant, men eksekveringen af det sidder lige i øjet, og den har Amanda som sagt tidligere også stået for. Jeg glæder mig allerede til næste nummer.

P.S. Ja, jeg har fuldstændigt valgt at ignorerer de to siders pirathistorie, ‘The Curse of the Crimson Corsair’ (skrevet af Len Wein og tegnet af den originale WATCHMEN-farvelægger John Higgins) der afslutter hvert enkelt nummer over hele linien. Den er simplethen ikke værd at spilde tid på. Suk.

5 thoughts on “Fedtede fingre på arvesølvet?

  1. Pingback: Ny blogger elsker det kulørte

  2. Er den ‘undgåelig’? Man skal bevæge sig ind i en specialbutik og lægge flere tusinde kroner på disken for at få den samlede serie… det er egentligt ret let at undgå at gøre, det er ikke lige noget man kommer til at gøre ved et uheld. Heldigvis.

  3. Glimrende indlæg, som dog også synes at bekræfte forventningerne – muligvis ikke de værste, men derhenad. 4 ligegyldige/dårlige og 1 som er OK/god, men ikke nødvendig som jeg læser det. Jeg synes det virker som en fejltagelse fra DC, at skyde dette projekt af så kort tid efter deres succesfyldte reboot. Alle kan vel blive enige om, at Watchmen aldrig har haft brug for en prequel, man kunne måske have forsvaret projektet, hvis der havde ligget et stærkt auteur ønske/vision om en sådan. Det gør der så ikke. I stedet har man valgt at forsøge at strø lidt troværdighed ud over det, ved at inddrage Watchmens redaktør Lein Vein og DC’s stærkeste retro navn Darwyn Cooke uden større held. Jeg synes det forekommer som en forpasset mulighed, nøjagtigt som dengang Marvel besluttede at wolverine bare MÅTTE have en origin, og resultatet i sig selv var skidt og i øvrigt bevirkede at figuren blev 70 % mere uinteressant

  4. Pingback: Let’s Lucha 22! | luchacomico.dk

Skriv en kommentar