Lyden af tegneserier

Kulturen omkring den amerikanske mainstream-tegneserie har altid været hurtig til at omfavne nye måder at dele sin begejstring på. For eksempel har både fans og serieskabere i løbet af de sidste par år gjort Twitter til hele tegneseriekulturens nye messageboard. Her kan man komme helt tæt på hinanden og diskutere de seneste udviklinger, sladder og historier fra både seriernes universer og den branche, der producerer dem.

Senest har kulturen taget podcast-formatet til sig i en grad, som ingen anden fan-kultur kan matche. Groft sagt findes der flere podcasts om tegneserier end noget andet emne i verden. Men de hjemmegjorte lydoptagelser kan være noget af en jungle at navigere i, for langt størstedelen af tegneserierelaterede podcasts begås af ensomme eller overbelæste bitternørder, der optager i mors kælder, og som oftest taler mere til sig selv end til publikum.

Desuden er podcasts med mere end én vært desværre stadig en sjældenhed, og nørder, der taler med sig selv om kontinuitet og referer til ting, du måske ikke selv har læst, bliver tit så indforståede, at de ikke er værd at lytte til. Heldigvis findes der en hel del, der har knækket nøden. Her er min liste over nogle af de bedste, som jeg selv har stor fornøjelse af at lytte til.

 

 

ifanboy

De tre drenge fra iFanboy ligger ubestridt i toppen over verdens bedste tegneseriepodcasts. I de sidste 8 år har de hver uge sat sig sammen og talt om ugens serier. De skiftes til at vælge The Pick of The Week, som får ekstra opmærksomhed, men vender generelt alt, hvad der ellers har været værd at læse. En del af deres opskrift på succes – der efterhånden er blevet så stor, at de har gjort podcastet og det tilhørende website til deres levevej – er, at de er utroligt gode til at balancerer mellem det nørdede og det indforståede. Du behøver ikke at have været trofast fan igennem en årrække for at kunne følge med. Deres fokus ligger på storytelling og karaktertegning snarere end snirklet, indforstået kontinuitet. Her er en ægte kærlighed til mediet og dets muligheder på spil, som er en fornøjelse at være vidne til. Trioen vælger konsekvent også kun at tale om de ting de kan lide, og rakker kun sjældent ned på stinkerne. Ingen bitterhed her. Og så har de en utrolig bred smag. Umiddelbart er de hver især typecastet som henholdsvis Marvel, DC- og Indie fans. Men alle drengene er nysgerrige på nye serier, og deres podcast er et af de bedste steder på nettet til at få øjnene op for up-and-coming serieskabere eller serier, der ellers lever et stille liv i skyggen af “The Big Two”.

Ud over deres Pick of the Week-podcast producerer iFanboy desuden en række podcasts, der sætter fokus på graphic novels, tegneseriefilmatiseringer, comicbook creation – korte nedslag med gode råd til vordende serieskabere lavet i samarbejde med redaktører og professionelle fra branchen – og andre relaterede samtaler. Strengt taget kan alle dine podcastbehov blive dækket her, så hvis du kun har plads til én, er det den, du skal vælge.

 

 

wordballoon

John Suientres fra Wordballon er nettets rigeste ressource, når det kommer til interviews med serieskabere, redaktører og den omgivende fankultur. Johns interviews er lange og ofte krydret med spørgsmål fra publikum. Her får tegnere og forfattere tid til at tale sig rigtigt varme og gå i dybden med deres overvejelser og metoder. Og tit breder samtalerne sig ud til også at dække film, tv- og popkultur generelt.

Mr. Suintres har måske lidt en tendens til røvslikkeri og er ikke ligefrem nettets mest kritiske journalist, men han er charmerende og alvidende som få. Selv vælger og vrager jeg lidt imellem hans mange udsendelser, da de som sagt tit er meget lange, men jeg bliver tit positivt overrasket over, hvor underholdende selv interviews med serieskabere, jeg ellers ikke er særligt interesseret i, kan blive i selskab med mr. Suientres.

 

fatman

Podcasts-kongen Kevin Smith – der officielt nu har så travlt med at sidde derhjemme og tale ind i en mikrofon og ryge joints, at han i en periode helt overvejede at holde op med at lave film – har selvfølgelig også en tegneserie-relateret en af slagsen i hans parade af udsendelser på S.I.R (Smodcast Internet Radio). Den hedder Fatman on Batman, og har, som navnet antyder, især fokus på Smiths yndlingssuperhelt, Batman. Smith inviterer hver onsdag en notabilitet, der har haft en indflydelse på Batmans udvikling, hjem i de pottågede gemakker, og så går snakken ellers. Og ikke kun om Batman, men ofte også om livet, døden og hvad har vi. Gerne i et par timer af gangen. Og kan man se igennem fingre med – eller ligefrem finder underholdning i! – Smiths’ tågede og gerne pubertære kommentarer, er der virkeligt guld at hente her. For Smith kaster garnet bredt, og byder på navne fra både tegneserien, filmen og fjernsynets verden. Alt fra komponister, forfattere, tegnere, og Stan Lee. Og han kan få dem til at snakke. Og tit får de ham til at græde. Jeg er fan!

 

awesomed

ABC begåes af et hipster-tegneserie-ægtepar fra New York. Hun er redaktør på Rolling Stone og han er guitarist i et ukendt indie-orkester opkaldt efter Yoriks abe Ambersand fra Y: The Last Man. Ja, de er tit lige så ulideligt hipsteragtige, som de lyder, og jeg indrømmer gerne, at manden i forholdet tit irriterer mig grænseløst. Men HUN er guld værd, og ret fantastisk til at tale om tegneserier. Og HAN byder gerne på sjove indslag som “tracing porn with Greg Land” og andre vittigheder. Og så tilgiver man ham igen.

Sendefrekvensen er da også sat lidt ned efter de har fået en baby – jo, den taler de også meget om, men heldigvis ikke lige så meget som de snakkede om deres katte før – så jeg nupper stadig en dosis ABC, når de udkommer.

 

qpaw

Q!PAW! var engang min yndlingspodcast. Ikke fordi Jon og Matt fra England var særligt gode til at anmelde tegneserier, men netop fordi de var så ufatteligt dårlige på en vidunderlig selvbevist måde. Man kan simpelthen høre, hvordan deres ambitioner om at lave et seriøst tegneseriepodcast falder sammen, mens de taler, for så at blive erstattet med en række fantastiske indslag – piratradiotegneserie-nyheder, anmeld tegneserier med en lyd, og u-indviede venner, der fortæller om de mest kontinuitetstunge slaskere – samt fantastiske quizzer og generel nonsens.

Desværre sender de ikke længere, men jeg varmt anbefale at opsøge de omkring 17 afsnit, de nåede at producere, hvis man er i humør til et godt grin. De bliver bare dårligere og dårligere og bedre og sjovere for hvert eneste afsnit!

 

Alle podcasts på listen kan findes på iTunes. God fornøjelse!

Farvel til papir?

Tegneserier har altid fyldt meget i mit liv, ikke bare inde i mit hoved men også sådan fysisk. I min lejlighed. For selv om jeg definerer mig selv som ”læser” og ikke som ”samler”, har jeg altid haft svært ved at skille mig af med de tegneserier jeg har købt.

Jeg synes tegneserier er så smukke. Jeg elsker at se på dem, at bladre i dem, arrangerer dem og røre ved dem. Og selv om jeg har en hel del tegneserier jeg VED at jeg aldrig kommer til at læse igen, nænner jeg ikke at smide dem ud.

For mig er bøger små mirakler, objekter der har værdi i sig selv, og derfor beholder jeg dem. Men da jeg for omkring 10 år siden genfandt den amerikanske mainstream-scene begyndte det at blive et reelt problem.
Jeg er en af den slags læsere der køber blade hver onsdag. Omkring 10 blade om ugen. Det bliver til en hel del papir i løbet af 10 år. Mere end der er plads til i en reol. Og lige så stille begyndte papkasserne at sprede sig som en slags svamp i mit hjem. Papkasser under sengen. Bag døren. I et hjørne bag ved sofaen. Men papkasser, lige meget hvor fyldte de så er med gode oplevelser og farverig ramasjang, har altså ikke helt samme æstetiske værdi som indholdet, så noget måtte der ske.

foto (1)

foto (3)

 

 

 

 

 

 

 

 

Den åbenlyse løsning var at begynde at læse digitalt, men ER det virkeligt det samme? Jeg besluttede at vove fjerene og her er mine erfaringer:

1) SAMLINGEN:                                                                                                         Analogt: I de første par år som mainstream-læser brugte jeg mange fornøjelige timer på at holde orden på mine serier. Spider-Man lå i én stak i nummereret rækkefølge. Avengers og Mighty Avengers lå i en anden. Marvel Comics her, DC Comics der. Orden i sagerne. Men det krævede lige præcis én flytning til en ny lejlighed før det system gik fløjten. Jeg aner ikke hvor noget som helst er, og det tager mig timer at grave sidste nummer af en serie frem hvis jeg har lyst til/brug for at genopfriske hvad der skete i sidste måned.        Digitalt: Jeg køber mine serier i Comixology-app’en. Jeg ved hvor alting er. Jeg har alting med mig hele tiden. Bum!    

2)UDVALGET                                                                                                             Analogt: Noget af det fedeste der er sket på mainstream-scenen i løbet af de sidste par år, har været eksplotionen af såkaldt ”creator owned” serier. Altså serier der især udkommer på mindre forlag. Desværre er det ikke alle i Danmark der deler min begejstring, og derfor er det tit svært at finde dem på hylderne. Man skal aktivt bestille dem hjem, og kan således ikke falde over noget eller opdage noget man ikke kendte til i forvejen.                                                                                                                       Digitalt: I kølvandet på Marvel og DC’s succes med at lancerer deres titler digitalt samme dag som de udkommer på print, er resten af mainstream-scenen gået samme vej. Jeg bliver nu præsenteret for det hele og læser nu et langt større udvalg af genre og historier. Bum!

foto

 

 

 

 

 

 

 

 

3)BUTIKKEN                                                                                                             Analogt: Det er et sted imellem 5 og 8 kroner billigere at købe en serie digitalt. Men: Marvel Morten. Rolf. Søren. Kenn. Marit. Mennesker der kender min smag, og ligger ting til side til mig. Mennesker der ikke bliver fjerne i blikket når man diskuterer om Spider-Mans nye dragt er federe end den gamle. Bum!                                                                         Digitalt: En ensom sofa på Gammel Kongevej. Det er bare ikke det samme vel? Derfor har jeg også valgt at beholde mine abonnementer på en lille håndfuld serier i Butikken under påskud af at Dark Horse stadig ikke har en velfungerende digital plotform, eller at nogen serier ikke har en brevkasse i den digitale version. Men i virkeligheden handler det om at jeg ikke fuldstændigt kan undvære Fantask.

4)LÆSEOPLEVELSEN                                                                                                              Her kommer vi til det springende punkt. Er det lige så ”effektivt” at læse en tegneserie på en skærm, som på papir? Jeg har før forsøgt mig med enkelte serier på min computerskærm på laptop’en. Og her er svaret endegyldigt nej, det er ikke det samme. Men så var det at jeg fik en iPad. Og ved i hvad? Det er overhovedet ikke noget problem. Nu hvor skærmens format svarer til det trykte format skænker jeg det ikke længere en eneste tanke. Det er på mange måder faktisk federe. Er i klar over hvor mange reklamer der er i en gennemsnitlig superhelte-serie? Jeg ved det ikke længere, for jeg ser dem ikke mere. Ser farvelægningen federe ud på en retina-skærm? Jeg synes det helt sikkert. Den giver en særlig glød som er ret vidunderlig. Og så skal jeg ikke længere ligge med natlampen tændt og læse om aftenen. Bum!

KONKLUSION:                                                                                                                  Kom endelig i, vandet er fint. Seriøst, det var min mening at give det digitale forsøg et par måneder inden jeg ville træffe min endelig beslutning. Men jeg ved godt allerede nu, at det løb er kørt. Jeg vender aldrig tilbage til tryk. Men, men, men. Der er selvfølgeligt grænser. Det er kun mainstream-serierne der få lov at pryde min skærm. F  ysiske bøger er stadig små mirakler med værdi i sig selv. Og det fede er, at nu bliver der plads til flere af den slags i min reol. It’s a win win.

foto (4)

HawkGUY?

Jeg havde egentligt lovet at skrive noget om døde superhelte. Et emne jeg har talt meget om på det sidste, her (omkring 9.40) og her. Men så udkom MARVELS’s “Hawkeye #6″, det måske bedste nummer af den måske BEDSTE månedlige serie fra et af de 2 store superhelte forlag i Å. RE. VIS. Og den begejstring er jeg simpelthen nødt til at dele med nogen. Men hvorfor tage mit ord for det, når serien kan tale for sig selv.

Så hvorfor er den så fed?

Fordi: Forsiderne

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Masken

 

 

 

 

 

 

 

Den tager vi lige igen:

 

 

 

 

Fordi: HawkGUY?

 

 

 

 

 

 

Fordi: dialogen

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Pizzadog

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: At alle Avengers tilsyneladende følger med i “Dog Cops”?!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Sidescroll?

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Rooftop parties

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: 24 paneler i en genre hvor gennemsnittet er 5

 

 

 

 

 

 

 

Fordi: Joggingtøjs-mafiaen

 

 

 

 

Fordi: Boomarang-pilen!

Teenageren er blevet voksen

Det amerikanske ”mainstream”-tegneseriemarked har i årevis været domineret af de to store superhelteforlag Marvel og DC Comics. De har altid været – og er stadig – de altdominerende spillere på markedet. Men deres markedsandele er i løbet af især de sidste 10 år blevet truet af en række mindre forlag, med anderledes forretningsgange og andre strategier. De tre største ”opkomlinge” er Dark Horse Comics, IDW publishing – som begge i høj grad lukrere på licenser som bl.a. Aliens, Predator, Doctor Who, Star Trek og andre film- og tv-fortolkninger – og så Image Comics. Er forlag som har været igennem en helt enorm udvikling, siden det blev grundlagt for 20 år siden.

Lige nu er Image det absolut mest interessante og fascinerende forlag i mainstream-USA, og Robert ’Walking Dead’ Kirkman har en stor del af æren. Men intet kommer af intet, så lad os lige kigge over skulderen inden vi kommer til Kirkman:

Image Comics’ begyndelse i 1992 kom som en reaktion på den behandling både tegnere og forfattere fik hos Marvel og DC Comics. De mest populære tegnere var efterhånden blevet trætte af at se forlagene skovle penge ind på deres arbejde og idéer, mens de selv arbejdede for et relativt lavt, fast beløb pr. side de producerede. Ikke mindst fordi fankulturen siden 60’erne har opdyrket en slags ”personlighedskult”, hvor det kreative team er blevet større trækplaster end serien/figuren. En håndfuld fan-favourites (bl.a. Todd McFarlane, Rob Liefeld, Jim Lee, Erik Larsen) valgte derfor at tage deres gode tøj og gå, for at stifte deres eget forlag – Image Comics. Her var parolen, at tegnerne SELV ejede rettighederne til ALT, hvad de skabte og ikke skulle trækkes med redaktionel indblanding.

Image Comics var i de første mange år kendt for en række superhelteserier hvor tegningerne var langt vigtige end plottet, og er for mange fans selve definitionen på alt hvad der var forfærdeligt ved 90’ernes superheltescene. Serierne var ulideligt teenageagtige og hed tit noget med eXtreme, Blood eller Dark-et-eller-andet. Men i løbet af de sidste 10 år er teenageforlaget blevet voksent. De seks superheltetegnere, der stiftede forlaget, har inviteret resten af branchen indenfor, og står nu for det mest alsidige og interessante udbud af titler på det amerikanske marked.

For et par år siden blev Robert Kirkman, forfatteren bag fænomenet ’The Walking Dead’, gjort til partner i forlaget, og han har med sit eget projekt defineret en ny succesfuld forretningsstrategi for den moderne, amerikanske serieskaber. Han understreger blandt andet det vigtige i IKKE at blive hængende hos Marvel eller DC når du først han skabt dig en fanbase. Der er ingen grund til at forære alle dine idéer til et forlag der vil eje dem længe efter du selv er blevet erstattet af ”det hotte, nye navn” på scenen, siger han. Nej, kom over til Image og tag dine idéer og din fanbase med, og skab noget, du selv ejer og som du selv kan høste – som f.eks. den pensionsordning, som de store forlag ikke tilbyder dig.

Marvel og DC har selvfølgeligt set sig nødsaget til at reagere på Images succes. Det har de blandt andet gjort ved rent faktisk at udbetale serieskaberne højere royalties, at tilbyde (nogen vil sige stavnsbinde) dem kontrakter, der giver dem højere løn, men samtidig forbyder dem at udgive værker på konkurrende forlag. Og sidst, men ikke mindst, starte deres egne ”creator-owned imprints”. Marvels ICON-linie er nok det mest kendte. De tilbyder udgivelsesbetingelser, der minder om dem man finder hos Image – rettighederne til egne kreationer, ingen redaktionel indblanding osv. – men med Marvels distributionsapparat i ryggen. DC har forsøgt noget lignende, men mere halvhjertet, på datterselskabet Vertigo. Men kun de mest succesfulde forfattere på Marvel er endnu blevet tilbudt at udgive titler under ICON-banneret. Og Vertigo han ikke kunnet se sig helt fri for redaktionel indblanding når det kom til stykket. Så i sidste ende har det ikke kunne stoppe den langsomme flugt at talent der søger mod Image Comics, så snart deres eksklusive kontrakter hos de store forlag udløber.

I det sidste års tid synes Image Comics’ kreative og kommercielle succes at kulminere. Robert Kirkmans ’The Walking Dead’ er nu nået til hæfte nummer 100, og har gjort ophavsmanden til mangemillionær. Samtidig skriver han en af den længste runs på en ny superhelt skabt uden for de store forlag – den veloplagte og stærkt underholdende ’Invincible’. Plus selvfølgelig all-ages serien ’SuperDinosaur’, om en dreng og en T-rex med kæmpe robotarme (what’s not to love?). Og så er han selvfølgeligt også ”show-runner” på ”jam-serien” ’Thief of Thieves’. ’The Walking Dead’s enorme succes har gjort det muligt for Kirkman at afprøve et væld af idéer uden at risikerer økonomisk ruin, og mange af disse idéer bruger han til at dele sit spotlight med nye, upcoming navne i branchen. Manden er så svært elskelig, at man næsten glemmer at han også han været involveret i en retssag omkring rettighedern til zombie-guldet. Men det er en historie vi gemmer til en anden gang.

I løbet af året er mange af de succesfulde forfattere fra Marvel og DC også søgt over på Image. Det gælder blandt andet Ed Brubaker, manden der næsten egenhændigt genfødte Captain America som vedkommende og interessant figur. Men som i min optik fortjener langt større opmærksomhed for sit samarbejde med tegneren Sean Phillips. De to har formået at formidle noir i tegneserieform så overbevisende at man næsten skulle tro at det var tegneseriemediet, der havde patent på genren. Ikke mindst i deres svendestykke, ’Criminal’, der udkom på Marvels ICON-linie. De har nu rykket butikken over til Image, hvor de udgiver den Noir/Horror-mashup-serien ’Fatale’, som, bevares, måske er mindre veloplagt en ’Criminal’, men som velfortjent allerede er en langt større kommerciel succes end ’Criminal’ var. Og, som alt andet makkerparret står bag, absolut er værd at stifte bekendsskab med. Ikke mindst i hæfteform, hvor den er spækket med en række magasin-agtigt ekstramateriale som man ikke finder i samlingerne. Og så er prisen også lavere end et typisk Marvel eller DC-hæfte, selv om sidetallet er større.
Også Grant Morrison, kendt for sine idiosynkratiske takes på især DC’s superhelteikoner Batman og Superman, er netop debuteret på Image med serien Happy. Jeg har endu ikke læst det første nummer, men det skal blive spændende at se, hvad der sker når man slipper Grant Morrison løs fra snærende, redaktionelle bånd. Det er uden tvivl en af de læseoplevelser jeg ser mest frem til i løbet af de kommende måneder.

Men mest spektakulært for Image er nok, at forlaget har formået at blive platform for et comeback af en af de mest savnede navne på tegneseriescenen. Brian K. Vaughn, der længde har været i Hollywood-land er nemlig vendt tilbage til tegneseriemediet på Image, med hvad der uden tvivl er den bedste serie på markedet lige nu. Den sprudlende fantasifulde og vanvittigt underholdende ’Saga’. Brian K. Vaughen er kendt for at skrive genrehistorier på en lettilgængelig og inkluderende facon. Han begejstrer simpelthen både garvede og helt nye læsere. Hans tidligere serier på Vertigo trak et stort, nyt publikum til mediet, og topper stadig listen over bedste ”gate-way læseoplevelser” når det kommer til at overbevise kærester, veninder eller skeptikere om tegneseriemediets kvaliteter. Samtidig mestre han som ingen anden at skrive ”the single issue” i en tid hvor der i alt for udbredt grad tænkes i ”6 issue story arcs” det kan samles som ”graphis novels”. BKV’s serier er måske lange, men hvert enkelt hæfte er en unik lille læseoplevelse med eget anslag, udvikling og payoff. Og som regel en vidunderlig cliffhanger, der aldrig virker påklistret. Således også i ’Saga’ som tegnes af vidunderlige Fiona Staples. Serien er blevet pitchet som en slags ”Romeo og Julie møder Star Wars”, men der er meget mere at komme efter i historien om det nybagte forældrepar par Alana og Marko der er på flugt gennem en fjern galaxe hvor sci-fi og fantasy blandes med genkendelige hverdagselementer. Den er en vidunderlig blanding af romance, bleskift, sæbeopera og robotsex. Læs den!

Image repræsenterer på alle måder fremtiden for dem amerikanske mainstreamscene. De har modet og viljen til at afprøve nye formater og idéer. De har erfaringen og salgsapparatet til at bakke dem op og få dem ud til publikum. Og en tyrkertro på at tegneseriemediet ikke er døende, men stadig byder på en unik måde at fortælle og formidle et væld af forskellige historier og idéer. Også som månedlige, fortsatte serier. På samme måde som Marvel kom blæsende ind på scenen som et friskt puft i 60’erne, er det nu Image der sætter kursen mod fremtiden.
Et sted hvor tegnere og forfattere ikke skal lege med det samme legetøj, i de samme sandkasser, som andre har slidt på i årtier, men kan skabe og udvikle nye former for fortællinger. Et sted hvor publikum ikke skal være indforstået med en kanon eller en kontinuitet som strækker sig tilbage til tiden før anden verdenskrig, og ikke belemres med ”cross overs” og ”tie ins”, men stå på den slags fortælling som tænder dem.
Og ikke mindst et forlag som forsøger at finde ud af de specialbutikker hvor samlermentaliteten trives og krampagtigt modsætter sig enhver form for forandring.

Og det er godt for alle. Godt for tegnere og forfattere. Godt for publikum. Og godt for mediet. Så lad vanetænkningen ligge og dyrk det nye Image. Må jeg udmygst foreslå at du starter med ’Saga’?

Fedtede fingre på arvesølvet?

Velkommen til SuperLigaen!

Det er mig, der er Cav Bøgelund og jeg vil her på stedet især forsøge at tage temperaturen på den amerikanske mainstreamscene. Både den del, der beskæftiger sig med kapper og masker, men også den spirrende “creator owned-bølge” der endeligt er ved at tage kampen op mod de store forlag, der har siddet på markedet i årtier. Ind imellem vil der sikkert også bliver plads til andre ting, men jeg har en vir-ke-lig sød tand for de fantastiske genrer, og vil gerne prøve at dele ud af min begejtring og sætte et spotlight på mange af de både store og rørende fortællinger- der udkommer som føljetoner i små hæfter måned efter måned efter måned…

Men, inden vi når til begejstringen er jeg nødt til at kaste blikket på noget… uundgåeligt.

Alan Moore og Dave Gibbons’ monumentale ‘Watchmen’ har siden dens udgivelse for mere end 25 år siden stået som en af de helt store klassikere på tegneseriescenen. Ikke kun fordi den sammen med Frank Millers ‘The Dark Knight Returns’ var med til at legitimere superheltegenren, men nok først og fremmest fordi den var en fortælleteknisk tour de force så larmende, at ekkoet stadig kan høres på siderne af stort set hver eneste amerikansk mainstreamtegneserie, der er udkommet siden. Så det vakte selvfølgeligt vild opstandelse da DC Comics for nogle måneder siden annoncerede, at de ville udgive en række ”prequels” til serien hen over hovedet på Alan Moore, der i forvejen har fået – og beklaget sig over! – en stedmoderlig behandling af forlaget.

De fleste dømte med det samme projektet til at være kreativt dødfødt, da det uundgåeligt ville havne i skyggen af forlægget og have svært ved at blive målt på egne præmisser, men det er tydeligt at ’Before Watchmen’ er et prestige-projekt for DC Comics, og at man har sat alle sejl til. Og faktisk overrasker i hvert fald én af de foreløbig 5 udgivne serier positivt.

Ved første øjekast synes line-up’et af tegnere og forfattere dog virkeligt at savne tyngde. Der spilles med lidt for sikre kort. Jeg savner både helt store stjerner og nye, sultne navne. I stedet har DC ”type-castet” serieskabere til de forskellige figurer, med skiftende held.

Jeg har læst det første nummer af alle serierne, og her er min dom – so far:

MINUTE MEN #1 (skrevet og tegnet af Darwyn Cooke):

Man fornemmer at Darwyn Cooke i DC’s optik er en bona fide A-list comic book artist, og det er sikkert derfor man har ladet ham skære for med projektets første udgivelse. I MINUTE MEN præsenteres vi for de første ”maskerede eventyrer”, og ser hvordan de tager form som kulturelt fænomen. Cooke er en intelligent fortæller og har en slick, letaflæselig stil der, hvis man kniber øjnene lidt sammen, godt kunne ligne noget fra 1950’erne, hvor serien også foregår. Men Cooke kæmper med at gøre materialet til sit eget. Hans historie har mere karakter af referat eller opremsning end egentlig fortælling. Vi møder den ene helt efter den anden, og får lov at komme med ind i deres hemmelige hovedkvarterer osv. Men man kommer aldrig rigtigt ind under huden på nogen af dem. Hæftet læser mere som et ”hvem er hvem” end ”hvorfor er de blevet sådan”. Og den samme lidt kolde stemning præger Cookes tegninger. Han kan godt finde ud af at fortælle i billeder og lave kløgtig grafik. Men der er for meget smart reklameæstetik smurt ud over det hele, og det samlede indtryk ender i sidste ende med at være upersonligt og ganske forglemmeligt.

OZYMANDIAS #1(skrevet af Len Wein, tegnet af Jae Lee):

Denne serie har Watchmens oprindelige redaktør Len Wein bag roret, og det kunne jo tale til dens fordel. Men af alle serierne er det faktisk denne, der i højeste grad føles som et stykke ulideligt fan-fiction. Vi følger den unge Bruce Way… undskyld, Adrian Veidt i sin ungdom, og senere på hans rejser rundt i Østen og ser hvordan han altid har været totalt bad ass og meeeega vild til alting. Så grundlæggende: En kedsommelig og gammelklog figur uden forsonende træk. Og ja, jeg ved godt at det er en del af figurens koncept, men Wein formår altså ikke at udnytte Ozymandias’ verdensfjernhed og følelseskolde distance på en måde, der gør figuren spændende at læse om. Der mangler ligesom et modpunkt og konflikt. Også tegneren Jae Lee falder igennem. Han er en udmærket karakterdesigner, og der er da også enkelte stærke øjeblikke. Men han forstår grundlæggende ikke at konstruere en velkomponeret tegneserieside. Han har forsøgt sig med et clever leitmotif, hvor hver enkelt side er bygget op i omkring en række cirkler, men resultatet virker mere statisk end imponerende. Gaaaaaaab!

NITE OWL #1(skrevet af J. Michael Straczynski, tegnet af Andy og Joe Kubert):

Endnu et stykke ophøjet fan-fiction. JMS ligger ellers godt ud med et følsomt og stærkt portræt af forholdet mellem en ung Dan Dreiberg og en Hollis Mason, der er parat til at lade Nite Owl-arven gå videre. Og gid han dog havde blevet ved det, for det er faktisk både medrivende og selvstændigt tænkt. Men desværre når vi ikke længere end halvvejs ind i første nummer før han begynder at fedte arvesølvet til med en række scener, der udvider optrin fra forlægget eller skildrer dem fra andre vinkler. Komplet uinteressant og komplet unødvendigt.

På billedsiden har vi vel nok projektets største navn i spil. Nemlig legenden Joe Kubert, der netop er gået bort. Desværre begrænser/begrænsede Joe Kuberts rolle i projektet sit til rentegner for sønnen Andy. Resultatet er hverken fugl eller fisk. Joe Kubert forstår ganske vist at puste liv og sprælskhed i sønnens lidt kedelige pølsefabriks-streg, men når alt kommer til alt er Andy Kubert for anonym en fortæller til at resultatet rigtigt bliver interessant. Og så klæder det i øvrigt ikke Joe Kuberts karakteristiske streg at blive sjasket til i moderne farvelægning. Overgjort farvelægning er i øvrigt et generelt problem for ’Before Watchmen’-titlerne.

THE COMEDIAN #1(skrevet af Brian Azzarello, tegnet af JG Jones):

Her nærmer vi os noget, der faktisk har kvaliteter nok til at jeg faktisk overvejer at købe andet hæfte i serien. Men så alligevel: Brian Azzarello er kendt for at kunne skrive barske mænd som ingen anden, så det er klart at han er blevet sat til at varetage Edward Blake/The Comedian. Han har oven i købet fundet ind til figurens gammeldags bløde, moralske sensibilitet. Og grundpræmissen er faktisk også spændende. Edward Blake agerer bodyguard for Kennedy-brødrene, mens JFK sidder i Det Hvide Hus, og ser hvordan han bliver spillet af forskellige aktører og udnyttet til at tage sig af forskellige beskidte opgaver, som ikke tåler dagens lys. Portrætterne af figurerne er godt skåret. Men plottet viser sig i sidste ende for skrøbeligt og forudsigeligt til rigtigt at fænge.

På billedsiden har vi JG Jones, en tegner jeg normalt sætter ret stor pris på. Han kan noget med at forankre fantastiske ting i virkeligheden og gøre dem plausible. Hans streg virker desværre i denne sammenhæng en smule forhastet og under normal standard. Men acceptabel nok til at formidle historien tilfredsstillende. Og som sagt, karaktertegningen af Blake er stærk nok til at binde an med i hvert fald nummer 2 i serien.

SILK SPECTRE #1 (skrevet af Darwyn Cooke og Amanda Conner, tegnet af Amanda Conner):

Kan du huske, jeg sagde at en af serierne overraskede positivt? Kan du også huske at jeg svinede Darwyn Cooke lige før? Kaldte ham glat og kold og alt muligt? Ja? … Sjovt nok optræder han her igen i en ret overraskende konstellation. Den hemmelige ingrediens er uden tvivl Amanda Conner! Dejlige Amanda. Hun optræder i denne sammenhæng både som medforfatter – hun har skrevet, Cooke har plottet – og som tegner. Og i Amandas streg løfter serien sig op og ud af det selvhøjtidelige mørke, der præger de andre miniserier.

Selv om SILK SPECTRE ligesom de andre serier i Before Watchmen klart er “for mature readers” anslår den en langt lysere og mere humoristisk tone, som er et totaaaaalt frisk pust, og som på mange måder gør den mere moderne og interessant end de andre, som i deres misforståede forsøg på at hylde forlægget, godt kan komme til at virke bedagede. Og så kan Amanda Conner altså virkelig godt tegne. Hun har en rund og letlæselig stil, fortæller overlegent uden smarte dikkedarer, og er en af de bedste tegnere når det kommer til at få figurerne til at skuespille. Med ganske få streger fanger hun kropssprog og ansigtudtryk og formidler dermed alt det usagte, på en måde der tit gør dialog overflødig. Og så er hun den bedste i branchen til at tegne piger. Hun kan tegne følsomme piger uden at de læses som svage. Sexede piger, uden at det bliver for cheesecake’et og stærke, kompetente piger med vilje og ben i næsen. Og så har hun samtidigt helt styr på hvordan man konstruerer og bruger en tegneserieside til at formidle tempo og suspense. En ægte cartoonist i ordets bedste forstand. Fåk, hvor er hun bare god!

I serien følger vi en ung Laurie, der stikker af til San Fransisco efter et opgør med sin “overbeskyttende” og manipulerende mor. Den tegner et skarpt, ærligt og underholdende portræt af en teenagepige, der er i gang med at skabe sin egen identitet efter at have været fanget i sin mors skygge hele sin barndom. Også dét må Amanda Conner få noget af æren for. Cookes plot er nemlig ikke videre interessant, men eksekveringen af det sidder lige i øjet, og den har Amanda som sagt tidligere også stået for. Jeg glæder mig allerede til næste nummer.

P.S. Ja, jeg har fuldstændigt valgt at ignorerer de to siders pirathistorie, ‘The Curse of the Crimson Corsair’ (skrevet af Len Wein og tegnet af den originale WATCHMEN-farvelægger John Higgins) der afslutter hvert enkelt nummer over hele linien. Den er simplethen ikke værd at spilde tid på. Suk.