Øgle-tacos, Hrothgar, Sorte Slyngel og Hero Quest

Efter en lang periode hvor alle har sukket efter mere, vender ”Pen & Bræk” endelig tilbage. Denne gang samler jeg op på tegneserier fra 2014, der ikke har været behandlet her på siden før. Der er faktisk også en tegneserie fra 2013 med, men hvis du alligevel ikke har læst den, kan det jo være ligegyldigt.

John F. Malta – Baboom #2

Jeg har tidligere anbefalet første nummer af John F. Maltas hæfte ”Baboom” her på bloggen, og minsandten om ikke nummer to er udkommet siden. Der er stadig tale om et klassisk hæfte, der hænger godt sammen æstetisk hele vejen igennem. Hvor forgængeren var trykt på lyserødt papir, er dette nummer blot trykt på almindeligt hvidt papir. Det synes jeg er ærgeligt, da det farvede papir efter min mening passede rigtig godt til Maltas tegninger. Man kan vist godt tillade sig at kalde tegningerne lidt flade i det, hvilket jeg egentlig ikke synes gør noget, men det farvede papir gav lige det ekstra element der fik det hele til at fremstå lidt federe end ellers (og forstærkede desuden stilens lighed med punkflyers – en god ting i min bog), hvilket jeg altså savner i denne omgang.

baboom2_coverHistorien fortsætter direkte hvor vi slap sidst, hvor hovedpersonerne lige var sluppet væk fra en kæmpe edderkop. Hurtigt tager handlingen dog en drejning da rejsen til Mount Moldy må pause så den ene af vores hovedpersoner kan tage på date med lokal kvinde til en restaurant der serverer ”lizard tacos”. Det er ikke lige til at sige hvor denne historie skal lede hen, og det lader sådan set heller ikke til at være meningen.

”Baboom” er ikke den mest banebrydende serie i verden. Der er stadig tale om underholdene, om end også lidt hurtigt glemt, ramasjang. Men character-designsne er fede og letgenkendelige, det hele er tegnet flot og punket og er krydret med nok sjove ordvekslinger og episoder til at være læseværdigt, hvis man kan lide et rimelig klassisk alternativt tegneseriehæfte.

”Baboom” er altså et godt bud på en serie for dem, der synes at tegneserier bestemt godt må være mere eller mindre underlødig underholdning, men som samtidig ønsker en æstetisk oplevelse. Serien er i sandhed som skabt for hæfteformatet, og synes at tale til en barnlig begejstring for mediet og de muligheder, der ligger i det uforpligtende i en fortløbende serie, der i princippet kan stoppe når som helst, fremfor et gennemtænkt og langt sammenhængende værk. Hvad ”Baboom” ikke har i lag og personstudier har den altså i energi og retningsløs fremdrift, og nogen gange er det lige dét der skal til.

Michael DeForge – Lose #6

12354191243_a6628033bf_o”Lose” er vel nok den vigtigste tegneserie, der udkommer i hæfteform for tiden. Hvor DeForge allerede har lavet en lang række andre værker, såsom det lange nær-mesterværk ”Ant Colony”, synes ”Lose” at være den løbende opsummering af præcis hvor serieskaberen står lige nu. Hvis man ikke har de gamle numre, kan man f.eks. anskaffe sig opsamlingen ”A Body Beneath”, der indeholder nummer 2-5, og altså desværre ikke etteren, som DeForge angiveligt skammer sig over i dag.

De fleste Nummer 9-læsere kender nok DeForges stil efterhånden, så jeg vil ikke komme med en dybdegående karakteristik af denne, men jeg vil sige at ”Lose #6” desværre for mig virker som et lille tilbageskridt. Hvor tegningerne i eksempelvis ”Ant Colony” og tidligere numre af ”Lose” simpelthen bare drypper og vibrerer af liv, har de i denne omgang rykket sig noget tættere på en mere spartansk og nøgtern stil. Det begynder at minde mig lidt for meget om Chris Ware, til hvad jeg synes er passende for en serieskaber med et ellers så distinkt og nytænkende formsprog. Tag ikke fejl, alt er helt knivskarpt og flot hele vejen igennem, men personligheden er desværre mindre end hidtil.

13757006114_6bc0eb3736_z

Michael DeForge har hidtil været kendt for at variere sine tegninger relativt meget fra udgivelse til udgivelse, så hvad fremtiden angår, er det ikke sikkert, der er grund til bekymring – tilbageskridtet behøver absolut ikke være irreversibelt. I hvert fald fremstår DeForge stadig som en overlegen historiefortæller, ikke mindst i hæftets hovedhistorie, ”Me as a baby”, hvor kvinden Cherelle skal følge sin niece til en skolekoncert, men på vejen konfronteres med sin iboende rebelskhed, indlader sig med en form for mafia, der befolkes af Sorte Slyngel-lignende karakterer og finder sig selv i en række andre situationer, som jeg ikke skal afsløre her. Her ses endnu engang hvordan DeForge kan fortælle en foruroligende historie som en af de absolut bedste i tegneserieverdenen. Igennem historien løber i høj grad en åre af fremmedgjorthed, og her giver de lidt dæmpede tegninger måske mening, om end jeg som tidligere nævnt personligt savner den mere ekspressive og bodyhorror orienterede stil.

Hvis man skulle være i tvivl er der altså købspligt på denne tegneserie. Hvad end jeg måtte have af præferencer i forhold til variationer over DeForges tegnestil, er det her et hæfte i absolut topklasse.

Anya Davidson – School Spirits

anya-davidson-school-spirits-4Nogle kender måske Anya Davidson fra striben ”Banned For Life”, der tidligere har løbet på Vices hjemmeside, men nu blot kan følges på Davidsons egen hjemmeside (http://anyadavidson.com/). Jeg elsker at kigge på ”Banned For Life”, men den er efter min mening fuldstændig umulig at følge med i i sin nuværende form, hvor man får en side eller to af gangen. Derfor glæder jeg mig til at Fantagraphics sender en bog med det hele på gaden. Indtil da kan man læse Davidsons debutbog ”School Spirits”, der er en hardcover-sag, i modsætning til de zines, hun hidtil har gjort sig i.

Anya Davidson har udtalt følgende om kimen til ”School Spirits”: “I always had a hard time growing up with other women, other girls, because gender norms disgust me and I hate the way girls are brainwashed from such a young age. So I wanted to do a story about unconventional girls. Very unconventional girls. (http://www.comicbookresources.com/?page=article&id=48785)”

Der er en lang tradition hos alternative tegneserier for at behandle temaer relateret til kønsidentitet. Dette sker, som citatet antyder, i høj grad også i ”School Spirits” – blandt andet på ret subtil vis igennem samspil mellem de verdener der ses i dagdrømme, og den virkelighed der omgiver disse. ”School Spirits” giver altså efter min mening et af de mest interessante bud på denne tematik, som jeg har læst længe. Comics Journals anmeldelse af serien fokuserer især på dette aspekt (http://www.tcj.com/reviews/school-spirits-2/).

De nævnte dagdrømme fylder en hel del i tegneserien. Hovedpersonen Oola har nemlig en meget livlig fantasi, der gør at hun ofte mildt sagt zoner ud i sin hverdag. Dette sker både i forbindelse med at hun lytter til musik af sin favorit metal-musiker Hrothgar, sidder i en historietime om et særligt dramatisk emne, har seksuelle fantasier om vennen Grover og meget mere. Disse dagdrømme er fuldt illustrerede og fylder op til mange sider hver, hvilket giver ”School Spirits” et noget mere varieret sæt billeder at arbejde med, end hvad man normalt ser i tegneserier om outsider-teens. Oolas impulsive og rebelske væsen sikrer desuden også en del action i seriens ”normale” virkelighed, så der er altså ikke tale om en kedelig hverdags-orienteret tegneserie på nogen måde.

school3-650x822

Som det måske fremgår, har Anya Davidsons tegneserie flere tematiske ligheder med Jaime Hernandez’ ”Locas” historier. Jeg synes også at kunne spore en vis Hernandez inspiration i tegningerne. Nu er ”School Spirits” jo en debutudgivelse, og Davidsons tegninger er selvsagt ikke oppe på niveau med førnævnte mesters. Her kan man godt se, at serien er ældre end ”Band For Life”, hvor tegningerne både er blevet mere skarpe og mere personlige. Blandt andet er dén serie forsynet med en farvelægning som jeg er helt vild med.

Altså, endnu en grund til at glæde sig til at ”Band For Life” udkommer i bogform, men dette skal nu ikke overskygge at ”School Spirits” er en virkelig god tegneserie, der formidler sine temaer og sine personers følelsesliv på yderst sofistikeret vis, der giver nyt liv til gamle travere i alternativ tegneserie-sammenhæng som outsider-liv og kønsidentitet. Jeg bliver personligt aldrig træt af de temaer, så tak for dét.

Gabriel Corbera – Days Longer Than Long Pork Sausages

dltlps_coverSidste tegneserie I denne omgang er Gabriel Corberas “Days Longer Than Long Pork Sausages” (”DLTLPS”). Ligesom ”School Spirits” er der også her tale om en længere sag på lidt over 100 sider. ”DLTLPS” skriver sig ind i en tradition af alternative tegneserier der låner fra de mere genre-orienterede kanter, såsom science fiction eller fantasy, der også tæller f.eks. CFs ”Powr Mastrs”, Patrick Kyles ”Distance Mover” og Johnny Ryans ”Prison Pit”. Som de tre værker fusionerer ”DLTLPS” genretroper og settings med en mere løs tilgang til plot (der i dette tilfælde nærmest er ikke eksisterende), et meget jordnært sprog og tilsyneladende amatøristiske tegninger – altså elementer vi netop kender fra alternative tegneserier.

Seriens to hovedpersoner vandrer rundt på et slot, hvor alle andre tilsyneladende enten er døde eller til stor fare for enhver der møder dem. De udsættes for diverse prøvelser, men der er tilsyneladende ikke andet at opnå for dem end blot at holde sig i live, og den personlige udvikling er også til at overse. Denne lidt stillestående fornemmelse gør, at ”DLTLPS” har mere til fælles med et spil ”Hero Quest” eller ”Diablo” end med ”Star Wars”, og dette er ment som en positiv ting.

De primitive tegninger er som sådan med til at bidrage til den skumle stemning, men personligt bliver jeg en anelse træt af at kigge på de to knudemænds forstenede ansigtsudtryk med konstant nedadvendte mundvige og skygger som øjne. Tilgengæld skal Corbera roses for at bruge computertekstning på en måde, der rent faktisk giver visuel mening, og ikke blot fremstår som udtryk for dovenskab og komplet mangel på æstetisk sans, sådan som man ser det i mainstreamen. Her bidrager fonten til den overordnet set lidt cheesy fornemmelse ”DLTLPS” afgiver, og tjener muligvis også som en bevidst henledning af læserens tanker mod ældre computerspil.

2

Alt i alt mangler der dog et eller andet for for alvor at få ”DLTLPS” til at fremstå som en essentiel tegneserie – især dens relativt omfattende længde taget i betragtning. Det bliver lidt for ensidet, og der mangler efter min mening lidt flere sjove ordvekslinger, lidt flere visuelle overraskelser eller bare et eller andet ubestemt ”mere”. På den anden side indeholder ”DLTLPS” bestemt også, som nævnt, flere positive sider, så hvis man er fan af det mere alternative take på de klassiske genrer, eller gerne vil hensættes til et dungeon crawler spil på en anden måde end normalt, er den værd at anskaffe sig alligevel, selvom man ikke skal forvente at blive rystet i sin grundvold.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *