Du læser de forkerte tegneserier…

Lige nu er der en overvældende mængde af gode, unge, produktive og nyskabende tegneserieskabere. De udgiver ting på nettet, i zines, hæfter og større og mindre bøger, men ingen af dem laver graphic novels. Der er ved at ske et paradigmeskift indenfor alternative tegneserier, og det er ikke for tidligt.

Begrebet ”graphic novel” er om noget et emne, der kan dele vandene, i en forsamling af tegneserieinteresserede. Visse folk ser begrebet som del af en revitalisering af tegneseriemediet, der så kan nyde en nyfunden opmærksomhed fra et publikum der traditionelt set har anset tegneserier for at være underlødige. Andre mener at begrebet er unødvendigt, og er udtryk for en mangel på loyalitet overfor tegneseriefeltet. I det første indlæg på denne nye blog vil jeg argumentere for hvorfor jeg mener, at det nu er nemmere end nogensinde at vælge side i denne debat – og hvorfor jeg placerer mig sikkert i den sidstnævnte lejr. Det vigtigste i indlægget er dog selvfølgelig følgende: Når graphic novel-begrebet, samt mange af de værker der er blevet det påduttet, ikke er interessante hvad er SÅ?

En rigtig god opsamling af hæfter.

En rigtig god opsamling af hæfter.

I mine øjne lider graphic novel begrebet sit første og største knæk når vi opdager hvilke udgivelser vi finder blandt det vi normalt anser som genrens hovedværker. ”Ghost World”, ”David Boring”, ”Black Hole”, ”Locas”, ”Palomar”, ”The Poor Bastard”, ”Ed the Happy Clown” og selv ”Jimmy Corrigan” har alle det til fælles at ingen af disse værker er tænkt, tegnet eller oprindeligt udkommet som graphic novels, men har derimod først været udgivet i seriel form. Afslørende nok er mange af de bedste tegneserier, der i dag sælges som graphic novels det altså slet ikke.

Dårligere end en roman, dårligere end en tegneserie

Det er klart, at der også udkommer tegneserier, der fra deres begyndelse er tænkt som graphic novels, og indenfor denne kategori findes der selvfølgelig både gode og dårlige værker, men som hovedregel finder jeg personligt genren problematisk. Tegneserien med den omfangs- og udseendemæssige lighed med romanen, ligner måske umiddelbart et vægtigere værk end det 30 sider lange hæfte, men er i langt de fleste tilfælde i realiteten meget, meget mindre værd, end hvad en serie af hæfter udgør tilsammen – og fremstår samtidig håbløst underlegen ift. de ”rigtige” romaner den så gerne vil ligne. Dette mener jeg kan eksemplificeres ved den måske mest roste graphic novel af dem alle: ”Asterios Polyp”. Denne bog er blevet hyldet vidt og bredt som noget af det ypperste indenfor graphic novel genren, men sammenlignet med litteraturhistoriens hovedværker er den ekstremt banal og sammenlignet med de bedste alternative tegneserier er den ulideligt prætentiøs og usjov.

Et kæmpe makværk

Ja, man skulle jo nødig misse pointen…

”Asterios Polyp” er et eksempel på, at lighederne med det bredere værdsatte medie, som romanen repræsenterer (f.eks. mange sider, omfattende intertekstualitet, ”seriøsitet”), kan sikre tegneserien et nyt publikum samt roser fra medier, der normalt ikke interesserer sig for tegneserier, men hvis retfærdigheden sker fyldest, vil eftertiden dømme den hårdt – fordi den i virkeligheden er elendig. Hvis du vil have uddybet, hvorfor jeg mener det, kan du læse mit lange indlæg i kommentartråden til anmeldelsen på følgende link: http://nummer9.dk/anmeldelser/polyppen-er-et-pletskud/.

Undergrund er optur

Jeg har (modsat f.eks. DTR og sikkert også, forståeligt nok, en masse folk på forlag) som sådan ikke nogen holdning til om tegneserieverdenen skal åbne sig op eller ej: Om min yndlingstegneserie sælger 10 millioner eksemplarer, og læses af folk, der ikke normalt interesserer sig for tegneserier, gør den hverken værre eller bedre i min bog – om end jeg selvfølgelig gerne under mine helte, at kunne leve af deres serier. Jeg vil bare helst ikke have, at dette sker på bekostning af nogle af de kvaliteter som jeg selv sætter pris på. Jeg interesserer mig for alternative tegneserier, og det er således dét denne blog drejer sig om. Hvad Frank Miller, Alan Moore, Marvel og DC har på tapetet, har jeg ikke noget at sige om, udover at jeg ikke selv kommer til at investere i det.

Who cares?

Who cares?

For mig er alternative serier ikke blot én genre blandt mange, derimod repræsenterer de en markant anderledes måde at tænke tegneserier på. Alternative tegneserier eksisterer som modkultur – som undergrundskultur.

En af de vigtigste egenskaber ved undergrundskultur i det hele taget er at skellet mellem kunstner og fan er mere flydende end indenfor finkultur eller bredere popkultur. Et godt eksempel på dette er en punk-koncert, hvor band og publikum ikke adskilles af høj scene, barrierer og udsmidere, men hvor det tværtimod ses som en helt legitim del af en koncert at folk fra publikum kan hoppe på scenen for at synge med i en mikrofon, stagedive eller lignende. En sådan følelse af at være fælles om kulturen er miljøskabende og ekstremt fordrende for kreativitet, idet kunstnere ikke ses som noget ophøjet, men som personer på linje med alle andre, der tilfældigvis er skabere af et eller andet produkt. Dette er efter min mening langt mere frugtbart, end den gamle romantiske forestilling om kunstneren, der sidder i et elfenbenstårn og videreleverer et værk fra himmeriget engang imellem.

I de klassiske alternative tegneseriehæfter, som f.eks. ”Eightball” eller ”Hate”, ses undergrundsmentaliteten udover i seriernes indhold blandt andet i brevsektionerne. En brevkasse er selvfølgelig ikke nødvendigvis undergrundskultur i sig selv, men den der fandtes i disse hæfter adskilte sig fra den man finder i eksempelvis ”Anders And og Co.”. I ”Eightball” og ”Hate” kunne man få svar på sit brev direkte fra kunstneren bag serien, og man kunne endda se sit brev gengivet i vedkommendes håndskrift, som en del af hæftets æstetiske helhed på linje med selve historierne. Ved samlede bogudgivelser af ”Ghost World”, ”Buddy Bradley” historierne osv. er dette aspekt gået tabt, og i Clowes’ senere værker, såsom ”Wilson”, er det fraværende fra starten. Selvom ”Wilson” er en skide sjov tegneserie mangler den det intime bånd til sit publikum, som er undergrundskulturens kendetegn, og jeg vil vove at påstå, at den aldrig kommer til at blive det generationsdefinerende værk som ”Eightball” var.

Et af Clowes' sande mesterstykker

Et af Clowes’ sande mesterstykker

Den tredje bølge

I 60’erne hed det ”underground comix”, og var centreret omkring Crumb, i 80’erne startede den bølge af ”alternative comics”, der blandt andet resulterede i de hovedværker jeg nævte i starten af indlægget, og nu er der endelig kommet noget tilpas nyt til, at jeg mener man kan tale om en ny tradition. Nutidens bedste alternative (tja, indtil videre er det vel stadig dét det hedder) serieskabere, eksempelvis Simon Hanselmann og Michal Deforge, bevæger sig da heller ikke indenfor graphic novel feltet. Ganske vist har Deforge lige fået opsamlet en af sine netstriber i den forholdsvist omfattende bog ”Ant Colony” og Hanselmann har en opsamling af Megg, Mogg, Owl & Werewolf Jones historier på vej fra Fantagraphics, men de tos værker er ellers i høj grad udkommet i mindre bøger, hæfter og zines. Herudover er de begge eksempler på, serieskabere der tydeligvis har tårnhøje kunstneriske ambitioner, men samtidig virkelig dyrker det meget tegneserie-agtige ved tegneserier. Tegningerne er udpræget cartoony og farverige, hovedroller indtages ofte af antropomorfe dyr og handlingsforløbene er bizarre og fjernet fra hverdagsrealisme – alt sammen kvaliteter, der skriger umiskendeligt ”tegneserie”!

En pendant til brevkasserne i ”Hate” og ”Eightball” ses i mange nye serieskaberes aktivitet på det sociale medie Tumblr, der måske er det vigtigste medie lige nu for miljøskabende aktivitet indenfor alternative tegneserier. I lighed med de førnævnte brevsektioner ligger Tumblr nu sider til skriftlige korrespondancer blandt serieskabere og fans, men Tumblr fungerer også som medie for æstetiske bidrag, der interagerer med og rækker udover ”hovedtegneserierne”. Eksempelvis har Alex Schuberts (fantastiske!!) tegneserie ”Blobby Boys” været genstand for en stor mængde fanart, skabt både af prominente alternative serieskabere og andre. Tumblr fungerer altså ikke blot som kanal for selvpromovering for serieskaberne, men i høj grad som et community de tager aktiv del i på lige fod med alle andre.

Blobby Boys fanart af Michael Deforge

Blobby Boys fanart af Michael Deforge

Alternative tegneserier er en del af livet på en mere omfattende måde end en bog på reolen alene. Personligt ser jeg tegninger, striber samt anden Tumblr-aktivitet fra mine yndlings-serieskabere på nettet hver dag, jeg får ofte nye udgivelser med posten med deres værker og jeg har blandt andet mailet med Simon Hanselmann om både hans serier såvel som vores fælles utraditionelle kønsidentitet – hvilket netop har føltes muligt grundet Hanselmanns tilstedeværelse på Tumblr, der gør ham noget mere tilnærmelig end en ophøjet kunstner, der udgiver 500 sider lange bøger hvert syvende år. Dette skriver jeg ikke for at få mig selv til at fremstå som for fed, men blot for at illustrere hvor meget der er at komme efter.

En lang tegneserie er en lang tegneserie

Jeg har altså i de foregående afsnit opstillet en modsætning mellem undergrundsmentalitet og en efter min mening fejlagtig snobben opad. Hvis man synes den undergrundsmentalitet jeg skitserer, er i fare for at blive lige selvtilstrækkelig nok, vil jeg anerkende, at jeg har forståelse for hvorfor længere og indbundne tegneserier har mere appeal for folk med en mere casual interesse for tegneserier, der f.eks. aldrig vil komme til at købe zines. Det er i den sammenhæng selvfølgelig en positiv ting, at meget bliver opsamlet i bøger (selvom man altså ikke får den fulde oplevelse på denne måde, som jeg har argumenteret for allerede). Det er bestemt heller ikke fordi jeg ikke bryder mig om tegneserier med handlingsforløb, der strækker sig over mange sider. Faktisk foretrækker jeg det i mange tilfælde.

Tell it like it is!

Når jeg læser en tegneserie vil jeg gerne have tid til at komme så langt ind i universet, at jeg bliver berørt af enhver lille begivenhed i karakterernes liv. Dette har både klassiske serieskabere som Hernandez brødrene såvel som nye mestre som Hanselmann forstået: Behandling af et enkelt univers over mange sider kan være særdeles kraftfuldt. Dette mener jeg dog ikke bør have noget med romanmediet at gøre, og disse to serieskabere udgiver jo netop også deres værker i andre formater – en tegneserie ER simpelthen et andet medie end en roman, og behøver ikke at stræbe efter noget som helst andet end at være en god tegneserie. Dette kan opnås igennem en kort eller en lang form, men aldrig ved at en udgivelse forsøger at være noget den aldrig kan blive.

Denne stræben efter at opnå de same litterære kvaliteter som en roman er dømt til at fejle gang på gang, og udviser en mangel på tro på de kvaliteter, der ligger i tegneseriemediet. En tegneserie kan simpelthen bare noget andet end en roman, og da især hvis man kombinerer mediet med en undergrundsmentalitet fremfor en misforstået leflen for et potentielt andet, bedre og mere købedygtigt publikum, som alligevel hellere vil læse ”rigtige” romaner.

Som det gerne skulle fremgå nu bliver de bedste tegneserier nu udgivet i andre formater end som graphic novels, og de bedste graphic novels er sådan set slet ikke dét, men i virkeligheden opsamlinger af tidligere udgivet materiale. Herfra skal altså lyde en opfordring til at stoppe forventningen til graphic novels som værende the end all be all for seriøse og kunstneriske tegneserier og vende sit blik et nyt sted hen.

Zzzzz....

Zzzzz….

… Læs de rigtige!

Er man for alvor tegneserieinteresseret ser jeg ingen grund til at man skal få serveret det mest bredt appellerende i opsamlinger eller sætte sin lid til den gamle garde. Hvis man gerne vil finde de mest interessante, sjove, flotte, banebrydende og bevidsthedsudvidende tegneserier, der bliver lavet lige nu, nytter det altså ikke noget at sidde med hænderne i skødet og vente på at Chris Ware udgiver noget, som ikke er en pisseelendig historie om en bi. Gå ind på Tumblr og følg de navne jeg har nævnt her, og find selv flere. Bestil nogle zines fra Oily samt tegnerne selv og nogle hæfter og bøger fra Space Face og Koyama. Det er muligt, at det brede publikum først får øjnene op for de her ting om mange år, hvis overhovedet, og det kan ”branchen” så ærge sig over, men for læserne er der uendeligt meget at gå i gang med – så gør det!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

34 kommentarer til Du læser de forkerte tegneserier…

  1. Michael Thomsen skriver:

    Fint med nogle ‘atnernative’ synspunkter. Jeg ved dog ikke om det hele holder 100% vand.

    fx:

    1) Charles Dickens udgav jo også sine romaner på føljeton-form først. Er de så heller ikke ‘rigtige’ romaner.

    2) fokus på ‘litterære’ kvaliteter, eller mangel på samme, i graphic novels ignorerer at tegneserier først og fremmest er et tegnet medie, og at en bog som “Asterios” er absurd fedt tegnet og designet. Det handler om det ‘feel’ man får når man sidder med den i hånden.

    3) er tiden ikke lidt løbet for brevkasser på papir? De tegnere der ønsker at være i direkte kontakt med deres læsere, kan vel relativt nemt gøre dette på facebook.

    4) mange alternative tegneserier om sex, personlighedsforstyrrelser og høj musik er jo meget henvendt til læsere der er i de sene teen-år og i 20erne. De samme mennesker der har energi til at gå til koncerter med upcoming bands på små spillesteder med dårlig lyd. Det er jo ikke nødvendigvis altid voldsomt relevant for andre aldersgrupper, der ikke er så meget til larm, sex og oprør. Jeg købte fx en sex/drugs/rocknroll Donya Todd-tegneserie for nylig og opgav at læse den, fordi den tydeligvis ikke var henvendt til min aldersgruppe.

    men bortset fra det, så er Deforges og alle dem der selvfølgelig fede!

  2. se mig jeg er Birger jeg læser de rigtige tegneserier (◑‿◐)

    Men nice!

  3. Tobias Mørch Bendixen skriver:

    Den første anke tænkte jeg nok måtte komme. Og ja, det er rigtigt – mange ældre romaner udkom i føljeton-form først. Også Dostojevskijs f.eks., men mig bekendt er det godt nok mange år siden det var normal praksis. Herudover er mange af tingene påbegyndt inden “graphic novel” begrebet blev rigtig udbredt. Og f.eks. tingene fra Love and Rockets er jo historier, der ikke er afsluttet endnu, og inddelingen i bøger synes mere at have noget at gøre med fysisk størrelse end afsluttede handlingsforløb på den måde.

    Punkt 2 er jeg sådan set på mange måder enig i, og det er jo netop den primære grund til at jeg ikke kan lide begrebet: at det synes at ignorere de kvaliteter der ligger i tegneserien som medie til fordel for nogle andre kvaliteter associeret med et andet medie.

    Om brevkasser på papir er passé… tjaaa, personligt kan jeg godt lide dem, og jeg synes de bidrager til en “community”følelse omkring en tegneserie. Men som skrevet findes den nutidige pendant i høj grad på Tumblr, omend læserne dér ikke har mulighed for at bidrage til en fysisk tegneserieudgivelse på samme måde som før.

    Det sidste ved jeg ikke hvad jeg skal sige til. Det må være din egen præference, hvilket selvfølgelig er fint nok…

  4. Michael Thomsen skriver:

    Min pointe er vist at ens præferencer sjældent er de samme hele livet igennem, og at mange ‘alternative’ tegnerier ER ret ‘ungdoms’-agtige. Jeg synes måske at du forsøger at sælge ting der er henvendt til et ret snævert segment, og lade som om det skulle kunne erstatte en serie som “Asterios Polyp”, der nok mest er henvendt til midaldrende. Det kan det ikke – det er to forskellige kulturforbrugersegmenter.

    Jeg HAR forsøgt at sælge Deforge i ‘alternative’ kredse, men folk syntes vist bare generelt det var tude-grimt tegnet og farvelagt. Det er en ret ’snæver’ æstetik. For de fleste vil det måske være bedre at stifte bekendtskab med ham i ‘udvandet’ populariseret form når han laver design for hele familien til Adventure Time.

  5. Carsten Søndergaard skriver:

    Det hed sig i 1800-tallet, at det kun var andenrangsforfattere, der var tvunget til at udgive deres værker direkte som romaner. Alle de bedste forfattere fik først deres værker udgivet som føljetoner og så derefter i romanform.

    Langt de fleste europæiske graphic novels laves i vore dage direkte til udgivelse i bogform. Det er kun i USA og Japan, at der stadig er et vist bladmarked, der leverer føljetoner til senere bogudgivelser.

    Og så er der sådan set ingen danske forlag, der længere bruger begrebet graphic novels på bøgerne, og det bliver sværere og sværere at definere, hvad begrebet egentlig betegner. Men det diskuteres heldigvis stadig flittigt 😉

    Først og fremmest fedt med nye stemmer på bloggen og masser af spændende tips og synsvinkler, tak for det!

  6. Anah skriver:

    Fed artikel, Tobias! Nice med nye synspunkter, som jeg faktisk ikke har hørt før. Jeg er enig med en stor del af det.

    Men hvad med graphic novels som “Persepolis”, David B.’s “Det store onde” og Alison Bechdel’s “Fun Home”? Det er nogle af mine yndlingstegneserier/graphic novels, og ihvertfald de to sidste ville ikke gøre sig godt på serie form i mine øjne – fordi de springer meget i tid og gør meget ud af at udvikle et visuelt sprog, som læseren kan følge med i – netop – fordi det er en lang bog. Jeg ved ikke om det er tilfælde, at de alle er autobiografiske, men jeg synes ikke, at de ville have gjort sig bedre på serier, eller at de lader noget tilbage i litterær kvalitet for romaner. Tværtimod synes jeg at tegneseriemediet giver dem mulighed for at kommunikere seriøse ting på en måde, som en roman ikke ville kunnet have gøre.

    PS. Kan du anbefale flere zines? Jeg følger selv med i Kus Komikss og tumblr, men kunne godt bruge flere anbefalinger til real life zines.

    • Matthias Wivel skriver:

      Lige hurtigt: Både Det store onde og Persepolis og blev oprindeligt udgivet serielt, i hhv. seks og fire bøger. Ikke at det gør den mindste forskel i fh. t. om de kan klassificeres som graphic novels, hvis man spørger mig.

  7. Erik Barkman skriver:

    Cool indlæg, Tobias. Jeg er helt med på det dér med, at det er fedt at dyrke fællesskabet omkring “undergrundskultur” af den ene eller anden slags – det har jeg selv haft en svaghed for, siden jeg som ung knægt udvekslede breve, fanzines og dødsmetal på kassettebånd med langhårede typer i Chile, Malaysia og God knows where else … Omvendt kan jeg også snildt nyde Daniel Clowes’ tegneserier uden at skrive beskeder til ham eller læse beskeder, andre har skrevet til ham. For mig er den dér livsstils/subkulturting et krydderi, ikke noget, der er centralt for nydelsen af et værk.

    Jeg er også helt på linje med Michael, når han påpeger, at den tilsyneladende forskellighed i mange af de ting, du nævner, i virkeligheden dækker over et relativt uniformt fokus på sex, drugs og nihilisme. Jeg sætter pris på alle de serieskabere, du nævner (det, jeg har læst af dem, du har helt givet læst mere), men hvis der ikke fandtes andre tegneserier end dem, de lavede, ville det altså være et lidt fattigt medie. I hvert fald for os, der ligger uden for 18-30 segmentet, he.

    Og så synes jeg din definition af “graphic novels” er unødvendigt rigid, når du skriver:

    “Ghost World, David Boring, Black Hole, Locas, Palomar, The Poor Bastard, Ed the Happy Clown og selv Jimmy Corrigan har alle det til fælles at ingen af disse værker er tænkt, tegnet eller oprindeligt udkommet som graphic novels.”

    – og konkluderer, at de så “i virkeligheden slet ikke er graphic novels”. Men for mig er graphic novel-begrebet mere end bare det, at man udgiver sin tegneserie i bogform først. For mig handler det om, at man fra dag ét tænker i en længere, afsluttet fortælling med det “litterære” ambitionsniveau, du også nævner (og som f.eks. Deforge og Hanselmann i min verden også har – på deres egen måde) – og så er det sådan set underordnet, om man af de markedsmæssige realiteter, der eksisterer på et givet tidspunkt, er tvunget til at starte med at udgive den i serieform. Det var Clowes, da han lavede “David Boring”, mens det ikke var nødvendigt med “Wilson” – men begge har for mig samme afrundede helhedspræg, som adskiller dem væsentligt fra tegneseriens rødder i endeløse serier med begrænsede ambitioner og mange små story arcs snarere end én stor – eller små hel- og halvfjollede fortællinger. I min verden kan “The End of the Fucking World” f.eks. fint klassificeres som en graphic novel, selvom den startede med at udkomme i minicomics-form – den er jo helt tydeligt tænkt som én længere fortælling fra starten.

    (Det samme kan ikke siges om f.eks. “Ed the Happy Clown”, men den er vist også et omhyggeligt valgt eksempel fra din side – “I Never Liked You” eller “The Playboy” ville f.eks. være langt mere oplagt at nævne. I det hele taget er det en lidt underlig kanon, du ligger frem dér … “Poor Bastard” et hovedværk inden for graphic novels? Aaarh …)

  8. Tobias Mørch Bendixen skriver:

    Anah:
    Hmmm, det er ikke meningen, hvis jeg giver udtryk for, at jeg nødvendigvis synes nødvendigvis SKAL serialiseres (selvom jeg selv elsker hæfter, zines osv., som det nok fremgår). Jeg er sådan set også ret enig i det du skriver om de tre tegneserier du nævner. Den er selvfølgelig lidt svær den der med litterær kvalitet, for det er jo heller ikke alle romaner, der ligefrem er Ulysses. Men jeg vil nu stadig mene, at de tre du nævner næppe ville blive betragtet som litteraturhistoriske hovedværker hvis de blot bestod af skrevne ord – okay, jeg ved godt det er en situation der er ret umulig at forestille sig, fordi hvordan havde sproget så været og så videre… – men den visuelle del tilføjer noget, som aldrig vil kunne eksistere i en roman, som du selv siger.
    Men min pointe om, at de mest interessante ting lige nu under alle omstændigheder udkommer i andre formater anfægtes nu stadig ikke af den diskussion. Den sidste Bechdel fik jeg f.eks. ikke engang læst, fordi den simpelthen ser såååå blodfattig ud.

    Mht. zines, så er jeg selv helt vild med f.eks. Heather Benjamin (som nok er min varmeste anbefaling, selvom det hun laver måske er på kanten af at være tegneserier. Men fuck, hvor er hun bare god), Jack Teagle (lidt sådan Johnny Ryan agtig, men grineren synes jeg ihvertfald), Benjamin Urkovitz (som har stået for mine favoritudgivelser fra Oily, som generelt er værd at følge med i. Der er lige begyndt at udkomme mini-comics igen, efter en lille pause.).
    Nu tænker jeg egentlig lidt om man overhovedet kan kalde de ting Oily udgiver (som ikke er Charles Forsman), overhovedet kan kaldes zine – for er noget et zine hvis man ikke helt selv har lavet det? Men det er ihvertfald små fotokopierede sager på helt almindeligt papir osv. Åååh, og så er der rigtig mange ting i mindre bøger eller hæfter, men det der var ihvertfald det første zineagtige, der lige kom til mig.

  9. Tobias Mørch Bendixen skriver:

    Erik:

    Skal jeg virkelig indrømme, at jeg godt ved jeg sætter nogle ting på spidsen?

    Ed the Happy Clown bliver da ofte omtalt som et graphic novel hovedværk, gør den ikke? Men nej, den er der ihvertfald ikke meget roman over, og derfor er den selvfølgelig også god at have med i min opremsning. Ved ikke med The Poor Bastard, kan godt være jeg er forblændet af at jeg selv elsker den/Peepshow. Du har nok ret i at Clowes mentalt allerede har bevæget sig lidt væk fra det serialiserede omkring David Boring. Ghost World tilgengæld har sgu ikke verdens mest gennemtænkte handlingsforløb, og de historier er ikke desto mindre uden tvivl det bedste Clowes nogensinde kommer til at lave (og selvfølgelig noget af det bedste der nogensinde er lavet indenfor nogen som helst kunstart, inklusive opera, ballet og andre ting jeg ikke ved noget om, så det er ikke så mærkeligt).

    Hernandez brødrende har ihvertfald aldrig tænkt i længere afsluttede fortællinger – de kan om nogen aldrig nogensinde få afsluttet noget. Men de har fandeme ambitioner, om de er litterære er svært at sige, for nu er det jo altså tegneserier de laver. Deforge gør det stensikkert ikke, og jeg TROR heller ikke Hanselmann gør det. Men ja, de arbejder helt klart med flere lag end en anti-graphic novel Johnny Ryan type, hvilket de dog især gør med visuelle midler frem for sproglige. Med samme argumentation kunne man så kalde Solaris og Persona for “roman-film”. Men det gør man ikke, for film har ikke (længere) det underlødige ry og dertilhørende mindreværdskomplekser, som jeg mener “graphic novel” begrebet er et resultat af.

  10. Tobias Mørch Bendixen skriver:

    Og når du endegyldigt bliver for gammel til det subkulturelle, så giver du bare mig dine dødsmetal demoer. 😉

    Mht. det der med ungdomskultur så skriver jeg jo om “det nye”, og så er det vel ikke så mærkeligt at meget af det er ungdomsagtigt. Jeg elsker da også stadig David Bowie, og jeg synes den sidste plade var skide god, men hvis man havde forventet at det var den mest spændene eller nye det år, så lukker man nok øjnene for en masse ting.
    Er dog ikke nødvendigvis enig i at det hele er “sex, drugs og nihilisme”. Især ikke den sidste, bortset fra de allermest prut og bræk agtige gag-ting, vel. Synes der bliver skubbet til rigtig mange ting i de tegneserier jeg skriver om, f.eks. indenfor kønsspørgsmål og Deforge beskæftiger sig jo f.eks. meget med kroppen, hvilket vel heller ikke er synderligt ungdommeligt, medmindre man reducerer det hele til at omhandle puberteten.

  11. Erik Barkman skriver:

    “Nihilisme” er måske det forkerte ord. “Desillusionerethed” kunne være mere rammende. “Fatalisme”?

    I forhold til graphic novels, så handler det jo dybest set om, hvad man forstår ved det begreb. Jeg er heller ikke vild med betegnelsen – ikke på nogen måde – men den er blevet forbundet med et skift i, hvordan visse serieskabere tænker og laver tegneserier, som jeg synes har været meget væsentligt.

    Man kunne også bare droppe tryksags-analogierne og lave en lige så upræcis sammenligning med levende billeder: Hvor tegneserier (minus avisstriberne) engang enten var endeløse serials/tv-serier, der kørte, til ingen gad læse dem mere, eller kortfilm à la Chaplin, Looney Tunes etc., så begyndte serieskabere i 80’erne så småt at arbejde i “spillefilmsformat” – altså med afsluttede fortællinger, hvor figurerne var klart karakteriserede og gennemgik en udvikling i fortællingen; hvor der var A-plot og B-plot, tekst og subtekst og så videre – alt sammen selvfølgelig i tegneserieform, hvilket til hver en tid gør analogien omtrentlig.

    (Den kompromitteres bl.a. også lidt af, at film også kan være serier af film, f.eks. “Star Wars” eller lignende; sådan er verden så kompleks)

    I dét perspektiv hører ting som f.eks. “Ed the Happy Clown” og “Locas” helt sikkert til i serials/tv-serie-kategorien – hvad de på ingen måde bliver ringere af, det her handler om forskellige tilgange til at lave tegneserier, ikke om gode og dårlige – uanset hvor meget man så samler dem i tegneserieækvivalenten til et dvd-bokssæt. Mens ting som “Black Hole”, “David Boring” og “Jimmy Corrigan” for mig at se fra starten er tænkt som længere fortællinger med en klar start, midte og slutning (alle krumspring til trods), hvorfor de hører til i spillefilms-kategorien.

    Hvilket alt sammen bare er for at sige: For mig repræsenterer “graphic novels” en væsentligt anderledes måde at tænke tegneserier på, ikke fordi de prøver at være “romanagtige”, men fordi de arbejder med andre typer fortælleformater end flertallet af de tegneserier, der kom forud. De er ikke bedre eller dårligere end alt det, der ikke er graphic novels, men de er noget andet – uanset hvor bøvet selve betegnelsen er.

  12. Jakob Albrethsen skriver:

    Velkommen og godt blogget, og sæt endelig tingene på spidsen – og lad os få nogle flere debatter her på sitet.

    Jeg er generelt heller ikke fan af “Graphic novel”-begrebet, fordi det groft sagt lægger for meget op til at “nu skal vi satme være kulturelle og kloge ligesom en bog”. Men man må bare ikke bortdømme en hel genre. “This is the last day of the rest of your life” af Ulli Lust er for eksempel en fremragende tegneserie, som er meget “roman-agtig”, men uden at blive for højstemt (Fru Lust står i øvrigt ikke tilbage for Hr. Hanselmann hvad angår tilfældig sex og hårde stoffer). Jeg er fan af “Asterius Polyp” og “The Wrong Place” (af belgiske Brecht Evans), som også er eksempler på voksen-tegneserier, der tør være ambitiøse og kloge, men som bevarer gnisten og ikke bliver selvsmagende, mens for eksempel Charles Burns og Chris Ware ikke gør det helt store for mig, men som begge har været vigtige for mediets udvikling (ligesom Hanselmann og Deforge er lige nu).

  13. Erik Barkman skriver:

    Med hensyn til “det nye”, så er det vel klart nok, at upcoming serieskabere sjældent arbejder med graphic novels – lange, komplekse fortællinger er simpelthen bare tungere at danse med end kortere fortællinger og serier, både i forhold til den tid og tålmodighed, det kræver at lave dem, men også i forhold til den rutine, det kræver som fortæller at få dem til at gå op.

    Men sådan har det vel alle dage været? Selvfølgelig findes der folk, der er debuteret med graphic novels – R. Kikuo Johnson falder mig ret arbitrært ind lige nu, der er givetvis langt mere oplagte eksempler – men det er et fåtal. Og for mig er der ingen tvivl om, at det kan være supersundt at “varme op” med kortere, mindre forpligtende formater først … Ellers risikerer man nemt at knække halsen.

    Spørgsmålet er så, om du med “det nye” i virkeligheden mener “det bedste” – altså om du sætter lighedstegn mellem nyhedsværdi og kvalitet? Det kunne din kommentar omkring David Bowie f.eks. godt indikere. Personligt har jeg det sådan, at det altid er spændende at se nye artister komme og gøre tingene på nye måder – men at det ofte er mindst lige så interessant at læse det, de laver ti år efter de var “nye”, når de er modnede som kunstnere og behersker mere nuancerede, afrundede fortællinger.

    Jeg er enig i, at Bowie var bedre i tresserne og især halvfjerdserne, men f.eks. Nick Caves “Push the Sky Away” er i min bog noget af det allerbedste, han nogensinde er lavet. Når kunstnere formår at bevare deres relevans, så bliver de ofte kun mere interessante med alderen, især inden for sfærer som film, litteratur og altså tegneserier, som ikke slider lige så meget på deres udøvere og ikke er lige så modeprægede som rockmusikken.

    For at tage dit eget eksempel, så var Daniel Clowes 32, da han startede på det, der blev til “Ghost World” (hvad end det så er en graphic novel eller ej, jeg er enig i, at den er lidt på kanten) – på det tidspunkt havde han været aktiv som serieskaber i otte år og var alt andet end “ny” 🙂

    ————-

    – misforstå mig ret: Der er intet som helst galt i nysgerrigt at opsøge det nyeste nye og lovprise de friske og skæve tilgange, man finder dér – tværtimod, det er al ære værd. Men det er ikke den eneste rigtige måde at konsumere tegneserier på, og det er heller ikke nødvendigvis dén, der fører til de største læseoplevelser.

    Og ellers er jeg med Jakob: Altid fedt at få sat tingene på spidsen, keep on truckin’! 😉

  14. Tobias Mørch Bendixen skriver:

    Selvfølgelig er mest nyt ikke nødvendigvis ligmed bedst, og kunstnere laver ikke nødvendigvis deres bedste værker tidligt i karrieren. Dog må man sige, at der er en tendens til at folk laver deres mest energiske og kreative ting som nogenlunde unge. Selvom jeg godt vil give dig ret i, at dette er mere sandt indenfor rockmusik end indenfor tegneserier.

    Samtidig mener jeg også, at det er klart, at nye strømninger vil føre interessante ting med sig, som det er værd at følge med i. Og jeg mener jo netop, at der nu ikke blot er tale om et nyt kuld alternative serieskabere (Adrian Tomine har ALDRIG været bedre end Daniel Clowes), men en helt ny strømning eller genre eller whatever af alternative serier. Og de laver, indtil videre ihvertfald, ikke graphic novels.

    Hvis man som rockfan i 1977 bare sad og glædede sig til det næste Pink Floyd dobbeltalbum (som så endda viste sig at være The Wall – rockhistoriens Asterios Polyp – YIKES!), så kunne man måske med fordel have rettet sin opmærksomhed et andet sted hen.

  15. Tobias Mørch Bendixen skriver:

    Jeg er meget enig i at graphic novel betegnelsen har medført en ny måde at tænke tegneserier på, men også at denne måde overvejende har medført en periode med dårligere tegneserier. Både fordi den har affødt et syn på alt andet som “endeløse serier uden ambitioner”, som du også selv skriver, og fordi den “nu skal vi satme være kulturelle og kloge ligesom en bog”, som Jakob nævner, efter min mening har medført en masse overdrevet prætentiøse og pisse kedelige tegneserier. Asterios Polyp og Blankets er de bedste eksempler indenfor det meget kanoniserede jeg lige kan komme på.

    Selvfølgelig findes der gode “graphic novels”, men jeg synes at genren ofte forbindes med en højstemthed der er ret pinlig. og hvor er det bare rædsomt at se Smagsdommerne sidde og falde på halen over Asterios Polyp, fordi den behandler nogle emner som de slet ikke troede en tegneserie kunne behandle – uden at tage stilling til hvordan den egentlig behandler dem. På den måde får mange graphic novels i virkeligheden lov til at være ret letbenede i deres reelle substans, samtidig med de bliver hyldet for deres postulerede dybde. Hvilket om noget er bevis på at tegneserier stadig ikke rent faktisk tages alvorligt.

  16. Erik Barkman skriver:

    Jeg skriver ikke “endeløse serier uden ambitioner” nogen steder 🙂

    Og er i øvrigt uenig i din vurdering af “Asterios Polyp” og generelt i, at graphic novel-bevægelsen (eller hvad hulen vi nu skal kalde den) har medført dårligere tegneserier. Tværtimod.

    MEN: Det bliver vi jo ikke enige om – så måske kan du i stedet (evt. i et fremtidigt blogindlæg) fortælle lidt mere om, hvad det egentlig er, som for dig karakteriserer den her “helt ny[e] strømning eller genre eller whatever af alternative serier”, du taler om?

    I det her blogindlæg kommer vi det umiddelbart ikke så meget nærmere, end at de nye serieskabere tegner cartoony og “tegneserieagtigt” og i Hanselmanns tilfælde arbejder med de samme figurer i en lang række fortællinger. Begge dele er jo gamle dyder, så hvad er for dig det “helt nye” ved den her strømning?

    EDIT: Eller tænker du det mere som brit-punken, som (i sin selvforståelse) skrællede de overflødige kilo af rockmusikken og gik tilbage til tidlige The Who og så videre? Altså et “tilbage til rødderne”-nybrud? Og hvis ja, hvad er det så mere præcist for nogle rødder, de vender tilbage til, tænker du?

    (Jeg spørger ikke for at være polemisk, jeg er oprigtigt nysgerrig 🙂 )

  17. Tobias Mørch Bendixen skriver:

    Ja, det er da en god idé.

    EDIT:
    Nej, tænker ikke specielt på det som et “tilbage-til-rødderne” nybrud, selvom det måske på nogle punkter godt kan ses sådan. Tog bare året 77 som et eksempel på et tidspunkt hvor der opstod en helt ny strømning.

  18. Erik Barkman skriver:

    Tjek! 🙂

  19. Michael Thomsen skriver:

    Nydelig illustration der er kommet i toppen i stedet for den anden, under de rette omstændigheder kan bloggerens kæreste åbenbart overgå selveste hr. tegneserie-legende Peter Bagge.

  20. Rikke Villadsen skriver:

    Kone.
    De er gift.
    Tobias: Jeg synes generelt, du skriver svedigt og ganske herligt nytænkende. Jeg er vældig enig – som måske den eneste fra segmentet “gammel” – at Asterios er >gab< megabanal i fortælling og sandt nok usmagelig prætentiøs. Og og og som du så flot understreger med illustration fra bogen, pinlig overtydelig. Hey vi bruger lige bløde røde streger til damen og geometrisk blå til manden. Den slags kan åbenbart virke overvældende på folk, der ikke fatter en skid af billedesprog og derfor pludselig kan fornemme en forudsigelig symbolik ved disse overtydelige pædagogiske midler. Når det så er sagt, så lad nu være med at blande begrebet litteratur sammen med snobberi. Litterære kvaliteter betyder altså også fortællingens kvaliteter. Selvom det oprindeligt betød skrift, er det dælme mange år siden. Et af tegneseriens store og pinlige problemer med at forstå sig selv er altså at opleve den samtidige litteratur som uopnåeligt snobberi og "de fine" og så videre. Hvis nu man så lidt udover sin egen uformåen her … og i stedet betragtede nogle af de brud der skabes konstant på den litterære scene, så kunne det være, at de helt store kunne udfolde mere end rød streg, blå firkant. Eller flere var i stand til at buhe det ud som banalt og absolut ikke nytænkende eller eminent visuelt heller. (Som nyeste temmelig vilde udgivelse kan nævnes Christina Hagens Boyfrind. Jeg vil bare lige nævne det. Se lidt til den side. Ingen snobberi).

    Må vi også gerne få flere navne og anmeldelser fra den alternative scene på din blog. Flere end Hanselmann og DeForge f.eks. JATAK

  21. Michael Thomsen skriver:

    “overtydelig symbolik”… lavede du ikke den der bog, hvor kvinden har sex med et fyrtårn? Gymnasie-lærer symbolik kan ske for den bedste 😉 Nej, jeg joker bare, håber det er ok.

  22. Matthias Wivel skriver:

    Jeg er temmelig enig med både Tobias og Rikke, om ikke i detaljerne så i den overordnede ånd, kritikken er fremført i. Der skal nye boller på suppen ind i mellem og det ser heldigvis ud til at være ved at ske (igen) — og det er interessant at platformen (den digitale) tyder på at være afgørende for den æstetiske udvikling, ligesom den var det, da tegneserier begyndte at udkomme i bogform.

    Jeg er dog usikker på, om det er i den undergrund, der her besynges, at de store forandringer sker — der er langt flere bredt appellerende middle-of-the-road blogs end der er undergundstumblrs, så vidt jeg kan se, og det er sandsynligvis dem, der kommer til at sætte en stor del af dagsordenen, om end forhåbentlig ikke alt for meget af den æstetiske…

    En anden ting, jeg synes man skal være forsigtig med er at besynge det “tegneserieagtige” alt for højlydt — det lugter lidt af, at pendulet er ved at svinge tilbage, nu tegneserien er blevet fin på den og for de af os, der efterhånden begynder at gråne, lyder det meget lig den kritik firsernes koldkrigere fremførte, da de såkaldt “litterære” tegneserier begyndte at gøre deres indtog i halvfemserne.

    Misforstå mig ikke, jeg synes bestemt tegneserien har en tradition, man kan trække på i innovativ forstand og keder mig ligeså meget over tegneserier, der prøver at være illustrerede romaner, som Tobias lader til at gøre — jeg mener bare man skal passe på med at blive for rindalistisk.

  23. Tobias Mørch Bendixen skriver:

    Puha, rindalist vil jeg helst ikke være, men det er vel hvad prætentiøst lort kan få op i én. 😉

    Nej men, jeg er faktisk enig i det Rikke skriver. Har absolut intet imod “finere” litteratur, og ser netop også gerne at den slags ikke anskues som værende uopnåeligt og langt over tegneseriens niveau. Hvis nu skal jeg bruge de samme to eksempler igen igen igen, så synes jeg egentlig også at Hanselmann (nok især ham) og Deforge er ligeså “litterære” som eks. Blankets (er på overfladen) – samtidig med at de også har masser af humoristiske, fjollede eller “tegneserieagtige” elementer.

    Og mht. flere nye undergrundsfolk på bloggen: JO, selvfølgelig! Nu var det bare lige belejligt at koncentrere sig om et par stykker i den her.

  24. Rikke Villadsen skriver:

    Til Michael Thomsen: der er forskel på overtydelig symbolik og så KONKRETISEREDE symboler. Jeg transformerer jo et fallos symbol/EN KLICHE til et håndgribeligt legeme opad hvilket kvinden kan dyrke elskov og endvidere avle på.

    Jeg har egentlig heller ikke noget imod “gymnasielærer-symbolik” så længe det ikke er symboler, der pædagogisk og blidt strøget med hårene refererer til fastlåste møg-boring kønsroller og elendige sociale konstruktioner. Det er jo det, vi som kunstnere og forfattere har en pligt til at ruske op i og stille spørgsmåltegn ved. Til almindelig gavn for menneskelig udvikling etc.

    Eller jov jeg har lidt imod gymnasielærere.

  25. Michael Thomsen skriver:

    Altså, Asterios har to hovedpersoner med ret traditionelle kønstræk, men den siger jo ingen steder at alle mennesker er på den måde. Fest-scenerne deler jo ikke folk op i blå kvinder og lyserøde mænd.

    http://nummer9.dk/wp-content/uploads/ap_fuld1.jpg

    Og jeg synes den gør det rimeligt klart at hovedpersonens lidt forstokkede persolighed og gammeldags træk i praksis er et problem for ham. Så jeg synes ikke det er så sort/hvidt. Nej, det er ikke så subtilt, og der findes bedre Graphic Novels derude. Men så slemt er det heller ikke.

  26. Michael Thomsen skriver:

    …uh… lyserøde kvinder og blå mænd.

  27. Rikke Villadsen skriver:

    Ammen, det er da den mest krampagtigt fortænkte grafiske symbolik. At mennesker gengives som klodser eller prikker. Det er da vist allertydeligst et udtryk for at det generelle niveau for billedforståelse simpelthen er for lavt. Jeg kan så godt forstå, Tobias skriver, man føler sig talt ned til. Der skal altså være lidt mere på spil for kunstneren, før det rykker. Overlegenhed og arrogance gør det bare ikke

  28. Michael Thomsen skriver:

    haha, du synes ikke at du selv er bare en lille smule arrogant og overlegen? 😉

  29. Michael Thomsen skriver:

    …men bortset fra det så opfattede jeg mest de abstrakte former som en henvisning til alle ‘ismer’-ne fra for 100 år siden. Tegneseriens udvikling sprang jo meget denne gammel-modernistiske periode over, så nogle kunstnere tager så revance nu og leger med det billedsprog. Det verdenssyn har sine begrænsninger set med nutidens øjne, men på den anden side førte det også til noget af de bedste billeder nogensinde. så det skal vel prøves af inden for tegneseriens rammer. Fint nok hvis du ikke gider arbejde med kølig Bauhaus-agtigt design og forsimplede former. Men det er så åbenbart det Mazzucchelli synes er fedt. I øvrigt føler jeg mig tit rimelig kantet og geometrisk. Hvis du aldrig føler dig på den måde, skal du vel bare være glad for det.

  30. Rikke Villadsen skriver:

    Grunden til min arrogance er simpel; jeg kan sgu ikke finde mit eksemplar i reolen og har derfor ikke belæg for at gå særlig sagligt i klinch med værket. Jeg synes, den som har lånt min bog skulle aflevere den tilbage prompte. “Hvad synes du om dansk litteratur?” er også væk. Det er da mega strengt!

    Et spørgsmål der dog alligevel er værd at stille sig er: kan man vise NERVEN i al den modernistiske kunst ved at henvise så køligt til den?

    Og er det ikke sagens kerne, at det her totalovergennemtænkte værk mister sin egen nerve også?

  31. Michael Thomsen skriver:

    Jeg orker sgu egentlig heller ikke at genlæse den for at diskutere i dybden.

    Altså, det er jo helt klart en form for ‘middle-brow’ værk der svarer lidt til nogle af de lidt mere tilgængelige dramaer man kan gå ind og se i Grand-biografen. Forrige generations avantgarde har vel med at blive den nuværende generations mainstream tapet-mønstre. Jeg vil ikke forsvare den som noget top-20-bedste-ever mesterværk.

    Jeg holder bare på at den der opdeling af folk i ‘typer’ baseret på forskellige kunstneriske ‘former’, det svarer rimeligt godt til verden som jeg oplever den. Det er vel bare verden set fra hans ultra-nørdede mandeagtige arkitekthovedpersons synsvinkel. Han er ikke nogen ‘people-person’. Og han er ikke udtryk for nogen ultimativ sandhed, som alle mennesker behøver at tage til sig.

  32. Michael Thomsen skriver:

    Anyway, jeg gentager vist bare mig selv. Boooooring!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *