Foreningen Danske Tegneserieskabere har besluttet at lukke den ambitiøse app for danske tegneserier, de søsatte i 2012. Grunden er manglende tilslutning fra tegneserieskaberne selv, siger tovholder Dan R. Knudsen.
Den gratis App, der var programmeret til iOS, var en stor satsning for foreningen, der postede et omkring 60.000 kroner i dens udvikling i forhåbningen om at skabe en tidssvarende salgsplatform for danske tegneserier. Desværre blev den ikke mødt med den tilslutning, folkene bag havde håbet på, og på foreningens nys overståede generalforsamling blev det besluttet at lukke den, for ikke at poste flere penge og mere energi i et projekt, man anser som håbløst.
“Vi havde brugt tid og ressourcer på at stille et fint redskab til rådighed – så kunne man for et minimum af penge og udgifter komme i et oplag på 2.000 læsere…[men] Tegneserieskaberne har åbenbart ikke kunnet se det attraktive i ideen og uden indhold – ingen app”, skriver Knudsen i foreningens forum.
Han anbefaler foreningens medlemmer og andre tegnere, der ønsker at sælge eller bare gøre deres værker tilgængelige til læsning på nettet, at overveje ePub-formatet. For dem, der har solgt deres serier via app’en, får de deres royalty udbetalt ved slutningen af året, men salgsaftalerne bliver ikke fornyet efter deres udløb i december 2014, meddeler foreningen.
Rettelse: i en tidligere udgave af denne artikel stod der, at der var brugt omkring 200.000 kr. på appen. Det var, som det fremgår af kommentarsporet nedenfor, forkert og er nu blevet rettet. Nummer9 beklager fejlen.