Kandidatfeltet til årets Pingpriser afsløres i disse dage én pris af gangen. I dag kategorien “Bedste børne/ungdomstegneserie”.
Kan gå til en dansksproget tegneserie udgivet i nomineringsperioden*, som helt eller delvist retter sig mod børn. Selve målgruppespørgsmålet er i sagens natur en vurderingssag, akkurat som grænsetilfælde, hvor værket også kan betragtes som en billedbog.
Ud fra ovenstående kriterier er her årets nominerede:
Thomas Wellmann: Den magiske muse (Pimo og Rex 1)
Thomas Wellmann var gæst på Copenhagen Comics 2015, hvor første bind af hans charmerende og farverige fortælling om Pimo og Rex samtidig blev præsenteret fra forlaget God og ond. I sin anmeldelse kaldte Peter Dyring-Olsen den ”en tegneserie til alle”. Under alle omstændigheder en tegneserie, der ikke ligner andre, men skaber sit helt eget særegne univers både i form og indhold.
Anmeldelse af Den magiske muse
Kim Fupz Aakeson/Rasmus Bregnhøi: Mogens og Mahdi
Aakeson og Bregnhøi har arbejdet sammen gennem længere tid, men prøvede sidste år noget nyt, da de lavede en tegneserie målrettet drenge. Begge er vant til succes, og der blev da også kvitteret med 5 stjerner i Berlingske. Men sørme om ikke også målgruppen selv kunne se kvaliteterne i den, da Jakob Albrethsen lod 12-årige Niels Plenge Albrethsen interview-anmelde den. Forlaget Carlsen står bag.
Luke Pearson: Hilda og trolden
Luke Pearson lagde også vejen forbi Copenhagen Comics 2015, selv om Hilda og trolden desværre var forsinket med bare en enkelt dag og derfor ikke nåede frem i dansk oversættelse fra Forlaget Turbine. Englænderen er nået til fjerde bind i serien, men i Danmark halter vi bagefter, og derfor er det første charmerende og eventyrlige bind, der er nomineret.
Interview med Pearson fra Copenhagen Comics
Céline Fraipont/Pierre Bailly: Lille Kvast på pottekongens slot
Tegneserier er – naturligvis – også for de allermindste, hvilket forlaget Forlæns har blik for. Fraipont og Baillys historier om Lille Kvast er ordløse historier med humor og blik for de mindstes syn på verden, hvilket også tidligere har udløst en nominering i kategorien. I Lille Kvast på pottekongens slot bliver der sågar leget med afføring, hvilket har udløst endnu en nominering i år.
Anmeldelse af Lille Kvast på pottekongens slot
Carla Hansen/Vilhelm Hansen: Rasmus Klump – De samlede eventyr 1951-1955
Sidste nominerede behøver vel ingen introduktion. Forlaget Zoom søsatte Mary og dets besætning i original og kronologisk sort-hvid avisstribeudgave, hvilket – utroligt nok – ikke tidligere har været gjort. Første bind dækker perioden 1951-1955, men end ikke mere end 60 år på de prikkede smækbukser kan hindre den sidste plads i feltet af årets børne/ungdomstegneserie. I forbindelse med Copenhagen Comics 2015 opnåede Rasmus Klump da også en hæderfuld 6. plads, da en række tegneserieskabere, oversættere, anmeldere, gallerister og forlæggere udpegede deres favoritter.
Tegneseriefavorit 6: Rasmus Klump
Om Pingprisen 2016
Pingprisen 2016 uddeles ved et festligt awardshow i Vega den 11. juni. Du kan købe billetter, samt læse mere om prisen og de nominerede på pingprisen.dk. Du kan også følge Pingprisen på Facebook.