Den franske tegneserieskaber, Philippe Bertrand, i Danmark bedst kendt for den stilrene, erotiske tegneserie Linda elsker kunst (orig. 1985, da. 1987) er død af kræft i en alder af 61 år.
Bertrand blev født i Saint-Jean-de-la-Ruelle i 1949, debuterede som tegner i 70ernes venstreorienterede franske presse og tegnede fra 1974 for Charlie Mensuel. I hans albumdebut A cet instant aux antipodes (1981) havde han allerede fundet sin art deco-inspirerede, kantede stil og han begyndte snart at tegne for bladet Pilote mensuel, i hvilke Linda elsker kunst først blev offentliggjort. Den blev som sagt udgivet i albumform i 1985 og siden fulgte tre albums i samme serie.
I løbet af 80erne tegnede han endvidere for (à suivre) og Métal Hurlant og udgav en længere række albums i forskellige genrer, bl. a. Olympia (m. Jean-Marie de Busscher, 1988), samt en række udgivelser for børn. Han ernærede sig imidlertid først og fremmest som illustrator for en lang række publikationer, deriblandt Le Monde, Lui, Stratégies, Télérama, Ça m’intéresse, L’Express, L’Événement du jeudi og Chic.
Blandt hans seneste arbejder var to satirer over internetboomet, forfattet af Frédéric Beigbeder, Rester normal (2002) og Rester normal à St Tropez (2004), samt L’Amour cash (2008) med Tonino Benacquista på manus, og ikke mindst tegneserieversioneringen af Jean Teulés Montespan, der udkom sidste år.
Philippe Bertrand hos Lambiek , Nekrolog på ActuaBD