Årets andet “forårsforskræp” runder en lange række genoptryk af klassiske stribe-, hæfte- og albumserier – og det, der ligner.
Dønningerne fra 70′ernes og 80′ernes store fransk-belgiske albumbølge mærkes fortsat i de danske bogbutikker. Her troner genoptryk i luksusudstyr på hylderne, hvor de lokker sparekronerne ud af sagesløse nostalgikere og andre med sans for klassisk europæisk tegneseriehåndværk. Og foråret 2012 vil byde på sin andel af glittede fristelser.
Cobolt fortsætter Tintin-udrulningen. Fire bind af de nyoversatte standardudgaver rammer butikkerne i april: “Den Blå Lotus”, “Den mystiske stjerne”, “Mission til Månen” og “De første skridt på Månen”. Klassiske Hergé-album, et tegneseriemarked som det danske kun kan være tjent med at have i frisk forsyning. Og så har Cobolt i øvrigt netop udgivet to “fundamentalistiske” genoptryk af de helt gamle Tintin-fortællinger “Tintin i Congo” og “Tintin i Amerika”. De er nok mest til samlerne.
Henover foråret fortsætter Cobolt fejringen af de fransk/belgiske klassikere med Linda og Valentins samlede eventyr. Bind 4 kommer til februar og rummer historierne “Metro Chatelet, retning Cassiopeia”, “Brooklyn Station, endestation kosmos”, “Spøgelset fra Inverloch” og “Tordenkilen fra Hypsis”. Alle er fra årene 1980-1985, hvor de helt klassiske album lå bag forfatter Pierre Christin og tegner Jean-Claude Mézières, men metaltrætheden endnu ikke for alvor havde indfundet sig. Til juli kommer så bind 5 med “Over ukendte grænser”, “De levende våben” og “Magtens cirkler”. Science fiction-serien vil på det tidspunkt være to samlebind fra målstregen.
Forlaget Zoom vil også være med til festen. Her samler man på Splint & Co. – sidste år kom fortællingerne fra 1976-1979 i stift bind, og i år er det lidt bagvendt årgang 1969-1972, der står for tur. “Guldmageren”, “Trianglen længe leve!” og “Mystik på klostret” var de tre første Splint & Co.-album fra dengang unge Fournier, hvis lod det blev at overtage serien fra mesteren Franquin. Resultatet var bedre, end datidens skuffede miner indikerede.
Og nu vi snakker Zoom og Franquin: Til april genoptrykker forlaget Vakse Viggo-albummet “En kæmpekatastrofe”, oprindeligt nummer 5 i den danske serie, nu nummer 13. Klassiske løjer fra en af tegneseriehistoriens store humorister.
En lille afstikker til den hjemlige andedam bliver det også til i forårets række af genoptryk: Forlaget Forlæns udgiver til februar andet bind af Dr. Albert Merlings Samlede Bedrifter, hvor Knud V. Larsens grafisk skarpe og næsten glemte stribeserie om en moralsk ambivalent magiker igen kommer til ære og værdighed i stift, grønt bind. Tilbagemeldingerne på bind 1 var lidt blandede, men sikkert er det, at serien er noget af det mest ambitiøse og interessante i nyere danske stribehistorie.
Så er der også de genoptryk, der egentlig ikke er genoptryk – i dansk sammenhæng. Donovan Comics fortsætter Franquin-inspirerede Maurice Tillieux’ Max Jordan-serie, hvor Interpresse slap i det herrens år 1981, og hvor Egmont forsøgte at tage over med tegneseriehæftet Tempo i 2009. Forlaget fra Djursland spiller ud med et dobbeltalbum, der kommer til at rumme album 5 og 9 i den originale franske serie, hvilket ifølge de gode folk på Comicwiki.dk vil sige “L’enfer de Xique-Xique” (1962) og “Le gant à trois doigts” (1966). Masser af old school euroramasjang til folket.
I den noget nyere ende fortsætter Aben maler med at samle på Jaime Hernandez’ Love & Rockets-fortællinger. Hen over foråret slipper forlaget først “Har du set mig?”, der følger op på sidste års anmelderroste “Speedy Ortiz dør” med alt, hvad der videre skete for Maggie, Hopey og de andre chicas fra Los Angeles-forstaden Hoppers. Og sidst på foråret kommer så “Maggies unge år”, hvor man kan nyde seriens syrede begyndelse som en sci fi-fortælling med flyvende biler og wrestlere. Nogle af de historier er i øvrigt allerede udkommet på dansk i serien Mekanix (Interpresse, 1983-1987). En af de helt uomgængelige seriefortællinger fra 80′ernes og 90′ernes amerikanske indie-scene.
Og nu vi balancerer på grænsen mellem fortid og nutid, så er Donovan Comics til november klar med bind 7 af finansthrilleren Largo Winch. Det udkom oprindeligt i 1996, og mændene bag er forfatter Jean Van Hamme og tegner Philippe Francq.
Endelig har Forlaget Fahrenheit bundet an med noget så ambitiøst som en komplet Jerry Spring. Serien blev startet i 1954 af Jijé (Joseph Gillain), hvis største claim to fame vel nok er, at han var Jean Giraud/Moebius’ læremester og hjalp ikonet i gang med det, der senere skulle blive til Blueberry. På dansk er hidtil kun kommet seriens tre næstsidste bind med historier af Gillains søn Philip, men Fahrenheit tager fat fra begyndelsen, altså i 50′erne, hvor Jijé selv stod for det meste. Jerry Spring komplet-serien kommer til at bestå af i alt fem bind trykt i et begrænset oplag, og det vil ikke blive genoptrykt, advarer forlaget. Samlere, indtag jeres pladser! 1, 2, 3 … <Bang!>
Serien af forårsforskræp fortsætter i morgen med tegneserier om virkeligheden.
Kandidat til årets forside: Jerry Spring.
Yes, den er virkelig elegant. Titel og forfatternavn spiller enormt godt sammen med illustrationen, og den dér dramatiske silhuet giver virkelig appetit på at udforske bogen nærmere.
… men hvis der skal findes en lille detalje at hænge fluebollegyngen op i, så er det ærgerligt, at Fahrenheits logo er skrevet med en retvinklet font.
Ja, og faktisk ville jeg også selv nøjes med at have 1-tallet på ryggen, men ikke desto mindre fører den stadig løbet.
(Og hvad er Popular Culture?)
Helt enig i en fantastisk forside, men nu vi er i småtingsafdelingen, jeg havde foretrukket en helt flad blå farve i stedet for den mindre farveovergang. – og burde det lyse sted i klippen ikke være hvid også …;)
Ja, hvad er Popular Culture?
Vi er heldigvis en del sagesløse nostalgikere og andre med sans for klassisk europæisk tegneseriehåndværk. Og heldigvis findes også forlag som gerne vil udgive disse værker.
Nye tegneserieudgivelser er langt fra klassetegneserierne, som nu genudgives selv om de også svinger en del i kvalitet.
Det optimale er at vi både får både klassiske genoptryk (gerne i luksusudgaver) og nyudgivelser i høj klasse, men sidstnævnte halter desværre gevaldigt.
jeg vil da gerne lige tilføje et par genudgivelser fra Faraos Cigarer, der ikke er nævnt i oversigten.
Corto Maltese fortsætter med “Balladen om det fordømte hav”, og senere på året “Kelterne” og “Argentinsk tango”.
Og så får vi endelig det manglende bind (på dansk) i min favoritserie Hemmelighedsfulde byer “Hombre une homme”. Om det bliver i foråret eller senere melder deres hjemmeside dog ikke noget om. men det giver da håb om en egentlig genudgivelse af hele serien, der er kommet i nye og udvidede udgaver i Frankrig fra 2007 og frem.
Mvh Erik
@ Lars Steenberg
>Vi er heldigvis en del sagesløse nostalgikere og andre med sans for klassisk europæisk tegneseriehåndværk. Og heldigvis findes også forlag som gerne vil udgive disse værker.
Men meget af det er jo GENudgivelser.
>Nye tegneserieudgivelser er langt fra klassetegneserierne, som nu genudgives selv om de også svinger en del i kvalitet.
Det kommer svært an på, hvilke kvalitetskriterier du arbejder med. Kunne det tænkes, at du ville argumentere for dine synspunkter?
>Det optimale er at vi både får både klassiske genoptryk (gerne i luksusudgaver) og nyudgivelser i høj klasse, men sidstnævnte halter desværre gevaldigt.
Igen grove generaliseringer uden antydning af argumenter…
@ Erik: Ja, Faraos svarede desværre ikke på Nummer 9s henvendelser, og hjemmesiden var på daværende tidspunkt lidt støvet. Men nu er der nyt fra dén front også på http://www.forlagetfaraos.dk/
Vedr. omtalen af “Dr. Albert Merlings samlede bedrifter” bd. 2 siges dette om bd. 1: “Tilbagemeldingerne på bind 1 var lidt blandede …”! Hvad bygger den udtalelse på? Berlingske Tidendes, Politikens og Strips’ anmeldelser var særdeles positive. Det samme var Troldspejlets omtale. Kun lektørudtalelsen var lettere forbeholden. Tilsyneladende kender Barkman til anmeldelser, jeg ikke har kendskab til. Dem vil jeg gerne se!
Altså, Politikens var da en anelse blandet – bogen fik pæne fire stjerner ud af fem, men det hed blandt andet, at “De to seriers [Merling og Bolette Hansen] respektive særpræg – og særheder – kan stedvis virke påtaget eller lidt naivt, men originale er de begge”. Men bortset fra det skrev jeg jo ikke specifikt “anmeldelser”, men jo altså “tilbagemeldinger”, og dér spøgede f.eks. Rasmus Bregnhøis svada her formentlig også i baghovedet
Hej Johan,
Genudgivelser giver folk mulighed for at få hele serien og oven i købet i luksus samlebind med ekstramateriale. Endda til relativt billige penge sammenlignet med enkeltalbum som rask væk kan koste 200 kr.
Linda og Valentin, Franquins Splint & Co., Jan Lööfs Serier, Carl Barks m.fl. er anerkendte værker og burde være kendt af enhver så jeg anser det for overflødigt at jeg beskriver kvaliteten af disse serier. For mange af os holder kvaliteten stadig og bl.a. derfor bliver de købt.
Med hensyn til nyudgivelser så ER det en generalisering og i særdeleshed en subjektiv vurdering. Enkelte nye værker har høj klasse men der er langt imellem. Jeg har svært ved at se kvaliteten i de fleste grafiske noveller og fx Manga m.fl. de fanger mig slet ikke hverken grafisk eller historiemæssigt.
Et værk skal i øvrigt helst slå til på både tegningniveau og plot for at det går ind hos undertegnede. Den tegnestil vi ofte ser i manga og grafiske noveller er ofte meget enkel og tiltaler ikke. Endvidere bryder jeg mig ikke om fortælleformen i mange af de grafiske noveller. Det er muligt at andre finder høj kvalitet i mange af de nyere udgaver og det er glædeligt for dem.
Når jeg skal lægge mine penge ved jeg til gengæld godt hvor jeg vælger at lægge dem.
Kære Lars Steenberg, hør nu, hvad jeg siger:
Den danske oversættelse af det engelske udtryk ‘graphic novel’ er ikke ‘grafisk novelle’, men ‘grafisk roman’. En novelle hedder a short story.
(Vi kan selvfølgelig godt opfinde udtrykket grafisk novelle, hvis vi vil tale om tegneserier, der er beslægtede med grafiske romaner, men kun på ganske få sider – men lad os lige vente med at gå, til vi kan krybe.)
Hej Lars Steenberg,
Vi kan nemt blive enige om at være uenige
Jeg kan heller ikke få øje på høj kvalitet i de fleste europæiske albumserier.
Men vi kan da sagtens blive enige om, at de bedste, f.eks. Hergé og Franquin, er, ja… ret gode!
Tak Steffen, altid rart at blive klogere.
Johan, det er godt at kunne blive enige
Jeg vælger det jeg kan lide, nyt som gammelt, og her rammer diverse luksus-integralér m.m. godt, endda med ekstramateriale, i flot kvalitet og med muligheden for at få hele samlingen. Det er perfekt og endda til rimelig pris. Skal jeg forstå det sådan at du ikke synes om Jan Lööf, Linda og Valentin og Carl Barks ? Andre fantastiske integralér er Valhalla og Blueberry.
Der er selvfølgelig meget andet der er godt, men dette er udgivelser jeg værdsætter, mens de grafiske romaner er noget jeg har meget svært ved at se kvaliteten i. Johan, jeg ved godt det er dit arbejdsområde, men heldigvis for dig er der jo andre, som har anden tegneseriesmag end undertegnede.
Jan Lööf og Carl Barks, ja tak. Linda & Valentin: Forbeholden (de senere bind: Nej tak). Blåfrakkerne, Sammy, Blake & Mortimer: Nej tak.
Men altså: Jeg er ikke så meget for at gå videre i en name-dropping-diskussion. Det bliver for afstemningsagtigt og substansløst, synes jeg.
Nu nævnte du lige et par stykker, derfor var jeg interesseret i at høre om det kun var dem eller om der var flere inden for de klassiske.
Blåfrakkerne, Sammy og Blake & Mortimer er ikke udgivet som integralér i Danmark så de bør ikke indflettes i debatten.
Det undrer mig dog en smule at du er til Tintin, men ikke Blake & Mortimer (i hvert fald de klassiske).
Jeg har stor respekt for, at folk har deres æstetiske præferencer, og jeg er selv meget glad for både Jan Lööf, Linda og Valentin samt Carl Barks – også selvom det ikke er det, jeg bruger mest tid på at læse nu, mest fordi jeg allerede har været igennem dem forfra og bagfra.
Men jeg bliver altid lidt skeptisk, når jeg ser folk argumentere for, at tegneserierne fra deres barndom/ungdom er meget bedre end nutidens nyudgivelser.
Som musikentusiast har jeg siddet igennem rigtig mange samtaler med mennesker, der er helt overbeviste om, at rockmusikken kulminerede lige præcis da de selv var mellem 15 og 20. Langt de fleste mener allerinderst inde, at sådan forholder det sig, og det må skyldes, at man som modtagelig teenager på jagt efter en identitet bliver “præget” med de toner, man bruger til at spejle til i – i en sådan grad, at man slet ikke rammes af nyere musik på samme måde, når man bliver ældre. Det skulle da lige være af musik fra dem, man forelskede sig i dengang …
Noget tilsvarende gør sig gældende med alle former for kulturforbrug, og det er en fuldstændigt ærlig sag – men man når ikke langt med at forveksle de værdidomme, der har med ens egen personlige udvikling at gøre, med noget “universalt sandt”. Eller med andre ord: Det kan godt være, at jeg stadig inderst inde er totalt forelsket i “Pulp Fiction”, fordi den bare var det vildeste, da jeg var 16 – men jeg bilder mig ikke ind, at det gør den bedre end så mange andre fremragende film, der er lavet før og siden …
Jeg siger ikke det er det, der ligger bag dine holdninger, Lars, men jeg siger, at det er en faldgrube, mange falder i.
Erik, jeg holder bestemt af tegneserier fra min barndom og ungdom men det er en misforståelse, at jeg kun værdsætter dem af den grund.
Jeg tjekker mange af de nyere tegneserier, men manga og grafiske romaner falder ikke i min smag. Måden de tegnes og fortælles gør at jeg ikke har lyst til at læse dem. Det er formentlig ikke anerledes end at mange ikke synes om opera. Det er dog muligt at der dukker nogle op en dag jeg synes om.
Jeg tjekker endvidere mange tegneserier af ældre dato som jeg aldrig har mødt før. Den mere klassiske måde at lave en tegneserie på tiltaler mig langt mere, både nyudgivelser som gamle. Der er dog langt flere gamle i høj kvalitet efter min mening, men der er selvfølgelig også langt bedre udvalg.
Hvis du vidste, hvor mange 40-50 årige jeg har hørt sige grundlæggende det samme om hip hop, techno eller andre stilarter, der er opstået efter deres ungdom …
Pyh, så er det godt, at alt nyt musik for tiden lyder som firserne!
Eller hvor mange teenagere, der siger det samme om europæiske albumtegneserier, der er opstået før deres ungdom
Størstedelen af menneskeheden er højst sandsynligt genetisk byggede til kun at kunne modtage nye inputs intil de er ca. 25 år gamle. Derefter er det meningen at de kun skal bruge hjernen på at opdrage børn. Folk er stadig er kulturelt nysgerrige efter de er fyldt 25 er i virkeligheden en form for freaky mutanter.
Men Carsten S… det er jo fordi visse forlag heldigvis bliver ved med at udgive de gamle serier, så de finder vej til børnebibliotekets hylder
Som børnebibber har jeg været med til at købe bunker af udgivelser fra forlag med speciale i den mere… traditionelle… form for tegneserier 
Og som børnebibliotekar kan jeg ikke sige andet end, at der gerne må komme flere albums med Smølferne. Også genudgivelser af de gamle, tak 
Det behøver dog ikke være i dyre samlebind. Ungerne er nemlig ligeglade med den slags, de skarn.
Rikke Bakman, Chris Ware og Johan F. Krarup står i voksenafdelingen og hygger sig. Der kan vi graphic novel-læsere så finde dem.
Men hvor er det dog fedt, at man som læser kan vælge så bredt
Erik, du fremstiller det næsten som om jeg skal kunne lide dem og jeg bare er stædig. Jeg ser det ikke som meget anerledes end at jeg ikke kan lide langt det meste jazz, opera og heavy metal – det meste er rent ud sagt noget skidt akkurat som Manga og grafiske romaner, hvis jeg skal bedømme. Det bunder dog til sidst i smag og behag.
Min smag udvider sig inden for musik og det gør den også for tegneserier.
Om jeg nogensinde rigtig åbner op for opera, jazz og heavy metal er tvivlsomt og det er det også muligvis inden for Manga og grafiske romaner.
@ Michael: Jeg tror, du misforstår Carsten – som jeg læser det er hans pointe, at “de unge” siger det samme om mange ældre tegneserier, som Lars siger om mange af de nye: De tiltaler dem ikke … Men du er så uenig, fornemmer jeg
@ Lars: Bare rolig, du skal ikke noget som helst
Mit problem opstår lige præcis dér, hvor du siger (her om jazz, opera og heavy metal) “det meste er rent ud sagt noget skidt” – når det, du mener, er “det er ikke min kop te”. Vel tilføjer du i den her sammenhæng et “hvis jeg skal bedømme”, men når du f.eks. længere oppe skriver:
- så er du jo ude i nogle generelle “sådan-er-det”-beskrivelser af nyere tegneserier, der næsten ikke kan andet end at kalde på modsigelse. Fordi du her begynder at argumentere for det universelt “rigtige” i din personlige afsmag for en bestemt genre af tegneserier.
Altså, jeg er f.eks. ikke specielt begejstret for hverken teater, lever eller hardcore techno, men jeg kunne ikke drømme om at forveksle de idiosynkratiske præferencer med noget, der kan argumenteres for på en måde, der giver mening for andre end mig selv …
(Hvilket igen ikke er ensbetydende med, at du ikke må sige noget, jeg prøver bare at forklare, hvor mit oprindelige pip kom fra
)
Erik, jeg kan ikke følge dit “pip”. Pippet må dog skulle tillæges de første indlæg og ikke det sidste.
Din første sætning til undertegnede i sidstnævnte indlæg er mig uforståelig, idet jeg påpeger at det er min mening og så prøver du alligevel at (over)fortolke det i en retning jeg ikke har skrevet. Der er ikke en modsætning, kun hvis du overfortolker på mit indlæg som i ovenstående indlæg.
Jeg er enig med Barkmans fejlslutning, men mener faktisk, at Lars’ vinkel indeholder en fejlslutning til. Med fortidens produkter er vi så nådige at tidens tand har gnavet alle lorteprodukterne i stykker, så kun de langtidsholdbare står tilbage. Vi har ikke muligheden for endnu at betragte nutidens produkter fra samme vinkel, og derfor kan vi ikke sammenligne. SELVFØLGELIG er samleudgaver af gamle værker gennemsnitligt af højere kvalitet end det gennemsnitlige nutidige værk er – jo højere kvalitet, jo større chance for at værket bliver genudgivet. Omvendt vil de fremtidige samleudgaver af nutidens serier jo også være af langt højere kvalitet end det gennemsnitlige kioskprodukt fra fortiden.
(Men selv om Barks’ Anders And, Franquins Splint & Co., Jan Lööfs serier, Claus Deleurans Danmarkshistorie, Charlier & Girauds Blueberry, mfl. er fabelagtige tegneserier, er mange af de samleudgaver, vi får for tiden, sørenjensme ikke uomgængelige mesterværker…)
(Næ, men de er heller ikke Hanna-Barbera.)
Jeg er meget glad for kanoniserede klassikere inden for film og musik, men inden for tegneseriemediet synes jeg at det lidt er et problem at klassikerne er ret børnerettede. Hvis jeg vil have noget transcendentalt voksenkunst der kan sammenlignes med mine Dylan- eller Coltrane-plader, eller med mine Werner Herzog-DVD’er, så er jeg nødt til at ty til nyere tegneserier. Der rykker Franquin ikke rigtigt, synes jeg. Men okay, så har man jo trods alt Crumb og Moebius.
@ Lars: Okay, så prøver jeg lige på en anden måde
Hvis jeg sidder i venners lag, så kan jeg sagtens finde på at udbrede mig om mine idiosynkratiske modviljer – mod teater, hardcore techno, lever og mere til. For de kender mig godt nok til muligvis at finde mine “likes and dislikes” interessante.
Omvendt: Hvis jeg f.eks. så en artikel på Politiken.dk om et teaterstykke, så ville jeg ikke logge på og begynde dér at argumentere for, at teater er lidt kedeligt. Ikke fordi det ville være ubehøvlet eller fordi jeg ikke mener sådan, men fordi jeg ved, at der blot er tale om en personlig præference, der ikke i sig selv er interessant for de fremmede mennesker på Politiken.dk.
Til gengæld kunne jeg sagtens finde på f.eks. at skrive en kommentar til en anmeldelse af en film, som jeg var enig eller uenig i, for dér ville jeg føle, at jeg var i stand til at diskutere filmens meritter med argumenter, der ville gøre det relevant og interessant for andre at indgå i en dialog med mig.
Og fordi jeg har det sådan, så forvirrer dine indlæg mig lidt. Det virker lidt, som om du “bare” præsenterer os for idiosynkratiske smagspræferencer, men fordi du gør det på sådan en meget eftertrykkelig måde – og fordi du gør det i et offentligt forum – så virker det, som om du prøver at argumentere for, at “sådan er det bare”
Citat:
Du undlader at læse hele sætningen. Påpeger så at jeg mener noget andet end det jeg skriver. Herefter gør du så opmærksom på at jeg faktisk skrev nøjagtig det jeg mente. Men ud fra den fordrejede sætning fejlfortolker du mig så til at modsige mig selv. Dette kunne vist let have været undgået.
Jeg har ikke påpeget andet end at det er min mening så hvorfor du prøver at få det til at fremstå som noget andet er mig uforståeligt.
Det undrer mig, at du så ikke i nærværende artikel hæver dit niveau op over egen personlig mening, der fremstår klart i denne quote:
Denne sætning fik mig bl.a. til at skrive herinde og påpege, at vi er en del som mener samleværkerne er af høj kvalitet samt værdsat og jeg tvivler på at ret mange af os mener vi er blevet lokket til noget og endnu mindre er sagesløse nostalgikere. I tillæg kom MIN mening om manga samt grafiske romaner.
Bemærk endvidere at mit indlæg ikke var en artikel i Politiken.dk, men et svar til en artikel i et dertilhørende debatforum. Mit indlæg fremkom fordi jeg følte at din artikel krævede et svar.
Hold nu op. Der er lang tradition indenfor tegneserieverdenen for at samlere griner af deres egne laster og sammenligner det med en form for narkomani. Både Robert Crumb og Harvey Pekar har lavet tegneserier om det. Joe Matt poster næsten dagligt updates om det (og sit relaterede porno-forbrug) på facebook. Det er jo bare en uskyldig joke fra hr. Barkman’s side.
Så alvorligt er det heller ikke ment
Vi er bare nogle som synes godt om luksus samleværker, andre elsker deres grafiske romaner
@ Lars: Nå okay – dén sammenhæng forstod jeg aldrig!
Næste gang kan du måske lige gengive det citat, du opponerer mod i dit indlæg, så meningen står krystalklart selv for de lidt langsommere læsere som f.eks. undertegnede
Og som Michael siger, så var dén passus, du citerer, ment humoristisk – jeg synes, tykke samlebind er lige så lækre som alle mulige andre gør.
OK, Erik.
Den forstod jeg så ikke. Det er svært at vide når det ikke markeres med smiley eller andet der markerer dette.
Næste gang skulle du måske markere dette så din mening står krystalklart. Du kan ikke regne med at alle forstår dine indforståetheder
Sorry Erik, jeg kunne ikke lade være med at bruge dine egne ord
Jeg synes mine meninger har stået klart, formentlig lige som du selv synes om egne.
Jeg bruger meget nødigt smileys i artikler, må jeg sige … Men point taken.
Jeg ved ikke, om min oplevelse kan generaliseres, men jeg nedprioriterer genudgivelserne, selv om jeg bestemt godt kan følge (og føle) samler-behovet for at eje komplette serier i ensartet form eller alt af en bestemt ophavsmand, til fordel for nye oplevelser. Det er så bare det pokkers ved at blive ældre, at man får sværere ved at finde oplevelser, der i intensitet kan matche dem, man havde i ens formative år.
Jeg har ikke de store forventninger om at få slået benene væk under mig på samme måde, som jeg fik ved første gang at læse The Dark Knight eller Watchmen – eller at se Pulp Fiction for den sags skyld. Og alligevel knyttes der et lille håb til netop ophavsmændende bag sådanne (for mig) skelsættende værker, når de kommer med noget nyt. Selv om reglen er, at man ikke skal forvente de bedste værker fra kunstnerens sene år.
Jeg istemmer, at JS-forsiden tager sig forrygende ud. Men jeg har svært ved at se behovet for en komplet udgave en 50 år gammel western-serie, som dårligt kunne bære en dansk oversættelse, dengang markedet var på sit højeste…
Hvis ens formative oplevelser har været Tintin, Barks, “Watchmen” m.m., så kan det godt være man bare skal erkende at man aldrig igen finder en tegneserie i samme klasse. Det er nok et bedre bud i stedet at kaste sig over nogle af romanerne i “1001 bøger du skal læse før du dør”.
Ingen tvivl om, at de dér første aha-oplevelser har en særlig intensitet, fordi man som ung og modtagelig kulturforbruger går ind i dem med pivåbne sanser. Det tror jeg gælder helt uanset hvad det er, man forelsker sig i – f.eks. har mange unge det i dag helt tydeligt på samme måde med manga, som Aarestrup havde det med Miller og Moore – og jeg tror man må belave sig på, at dén der helt særlige “wow”-oplevelse bare er sværere at opnå som voksen.
Der kan heldigvis foretages rigtig mange nyopdagelser i gamle udgivelser. Og med integralér, omnibus’ og diverse andre samlinger bliver fornøjelsen endnu større da de kan købes til rimelig pris (især hvis man kan fransk og engelsk – og kan man japansk har man sikkert muligheder her også). Nu og da dukker endda også nyudgivelser op som er gode
Tegneserien så for bare få år tilbage ud til næsten at være på vej til uddø, men den er i den grad vågnet op
Det kunne være man i stedet(også) skulle kaste sig over “1001 Comics You Must Read Before You Die”.
Jo måske er der også gode ting i “1001 Comics You Must Read Before You Die”. Men jeg tror måske stadig det er godt at sprede sig lidt ud over tegneseriemediet også, hvis man leder efter virkeligt store oplevelser. Nogle gange vågner jeg panisk op med mareridt om den scene i The Simpsons, hvor der flyver et atom-missil i retning af The Comic Book Guy, og han ser panisk ud i luften og udbryder “Ooooh…. I’ve wasted my life!”
(Og det jeg mener er – hvis man bruger en hel masse energi på at følge Frank Miller’s karriere, i håb om at han en dag producerer et nyt mesterværk som kan give een et eksistentielt kick… så er det jo nok derhen man bevæger sig: “Ooooh…. I’ve wasted my life!”)
Som art er vi udstyret med en enorm tilpasningsevne, der rent fysiologisk fungerer ved, at vi bliver født med en meget stor og meget ufærdig hjerne – der også bestemmer længden af graviditeten, fordi vi efter meget længere end 9 måneder ikke ville kunne komme ud med vores kæmpe-hoveder. Størrelsen gør, at der er plads til et meget stort overskud af nervebaner, som så kan “trimmes” til at være tilpasset præcis de omstændigheder, vi skal leve under.
Denne trimningsproces er stærkest i de første leveår, men den bliver først helt færdig et stykke op i 20′erne. Indtil da er vi netop meget åbne for at gøre nye erfaringer og dermed finindstille tilpasningen. Men så begynder det også at gå ned ad bakke, bl.a. fordi vi jo ikke som udgangspunkt er lavet til at skulle holde i 50-60-70 år.
Som stenaldermand ville jeg med mine i morgen 35 år have lagt langt størstedelen af min levetid bag mig. Det ville være tiden til at give mine erfaringer videre til de unge i flokken, herunder (forhåbentlig) mine børn, for bedre at ruste dem – ikke tiden til at gøre mig en masse nye erfaringer og stadigt omstrukturere nervebanerne i større stil. (Som fx at skulle vende min læseretning om for at kunne læse visse manga-serier).
Det er sikkert sundt at fastholde “an open mind” og være nysgerrig på verden. Lige som det er sundt at fastholde et fysisk aktivt liv. Men som med fysisk aktivitet kan man ikke løbe, bogstavelig talt, fra sin alder – man kan kun holde sig i form for sin alder.
Folk klarer jo alligevel ind imellem at skifte karriere eller flytte til et fremmed land i en sen alder.
Da jeg var yngre plejede jeg at more mig meget over forvirrede midaldrende mennesker, der tog på personlighedsudviklingskurser – nu er jeg ikke længere så sikker. Måske er det meget smart. Og måske ville nogle mangaer, der skal læses spejlvendt, være et oplagt indslag på sådan et kursus.
Der hvor sådan nogle tykke genoptrykssamlebind med serier fra min ungdom sætter nogle tanker igang hos mig, det er når jeg begynder og overveje, om det er værd at bruge så mange penge på at bygge et materialistisk og nostalgisk monument til den person jeg var, da jeg var 10-14 år gammel. Har jeg VIRKELIG brug for at eje den komplette “Linda og Valentin”, eller er der andre og vigtigere ting her i livet. Jeg ved jo alligevel at serien ender med at løbe lidt ud i sandet.
(Undskyld jeg ævler. Samlebind med gamle tegneserier kan VIRKELIG sende mig ud i nogle eksistentielle overvejelser.)
(“Mid-life Crisis, Eksistensialism and Comic Book Collecting”. Findes den bog? Ellers er der nogen der burde skrive den.)
@ Christian: Helt sikkert, vi halvgamle har vores begrænsninger, og sådan nogle er det jo altid klædeligt at være bevidst om – og at forlige sig med
Tillykke med fødselsdagen i morgen, i øvrigt!
Tak for det, Bark-man!