Byretten i Bruxelles har netop udsendt en kendelse i en sag om hvorvidt Hergés Tintin i Congo kan beskrives som racistisk. Det gør den som reaktion på et sagsanlæg fra 2007, der har søgt tegneserien forbudt fordi den portrætterer afrikanere på racistisk vis. Konklusionen er, at Hergés intention ikke var at opildne til racehad og domstolen har derfor afvist sagen.
Congolesiske Bienvenu Mbutu Mondondo, anlagde sagen med støtte fra CRAN — de ‘Sortes organisationers repræsentationsråd i Frankig,’ bl.a. med inspiration fra en britisk kendelse, der krævede den britiske førsteudgave fra 2006 kategoriseret som voksentegneserie ledsaget af en advarende tekst.
Mondondo fastholdt i 2007, at tegneserien udtrykker en belgisk attitude overfor Congo, der stadig er kurant og stærkt problematisk, og i det støttedes han af historikeren Joël Kotek fra Det frie universitet i Bruxelles, der betonede at belgierne stadig har berøringsangst overfor deres kolonialistiske fortid.
I dag melder Mondondos advokat, at denne agter at fortsætte sit sagsanlæg, hvilket sandsynligvis betyder af byrettens dom vil blive anket til højere instans.
Tintin i Congo blev første gang udgivet i 1930-31, om end det er farveudgaven fra 1946 — herhjemme udgivet af Carlsen i 2005 — der har været genstand for dommen. Den oprindelige version er i øvrigt netop udkommet på dansk fra Cobolt i en såkaldt “fundamentalistisk udgave.”
Det bør vel præciseres, at retten ikke har taget stilling til, OM Tintin i Congo er racistisk. Kendelsen går på, at historien ikke falder ind under nutidens racismelovgivning, fordi det ikke var en specifik hensigt med den på skabelsestidspunktet at bedrive racisme.
Det er i tråd med retten i Sverige, der skulle tage stilling til en lignende anmeldelse fra Afrosvenskernas Riksförbund, men helt afviste sagen med den begrundelse, at man ikke kan forbyde noget, der har været offentligt tilgængeligt i årtier og findes i millioner af menneskers hjem verden over.
I øvrigt kan man jo undre sig over, at Moulinsart og Casterman ikke frivilligt har accepteret at forsyne den franske udgaver med en forklarende forord, som jo var et sekundært krav fra Mondondo, hvis retten ikke ville forbye udgivelsen.
Og så skal det måske også præciseres, at 1946-udgaven af Tintin i Congo har været tilgængelig på dansk siden 1975, og ikke kun siden 2005. (Og i virkeligheden siden 1949, hvor den blev trykt i Kong Kylie-bladet).
Ja, overskriften var lidt vidtløftig — jeg dækker mig ind under at Guardian skrev det samme, og i redegørelsen for dommen skriver de jo som jeg citerer.
Er den danske udgave fra 1975 ikke den, hvor næsehornet ikke længere bliver sprunget i luften? Kong Kylie-udgivelsen er under alle omstændigheder ikke til at komme uden om, men måske nok ikke den udgave folk vil ty til, hvis de gerne vil efterprøve domstolens afgørelse.
Jeg kan fortælle, at Fyns Amts Avis brugte samme overskrift. Så hverken du, Matthias, eller The Guardian har det mindste at skamme jer over.
Det er dog væsentligt at holde fast i, synes jeg. Ingen påstår jo, at Tintin i Congo ikke ER racistisk – ellers havde Hergé vel heller ikke senere lagt afstand til den. Hvis historien var lavet i dag, var der uden tvivl noget for retten at komme efter, selv om det jo er temmelig teoretisk at forestille sig. Derfor går kendelsen også på, at Hergé ikke kunne vide bedre i 1930, og det kan man hverken dømme ham eller værket for efter en lovgivning, der først blev gældende i 1980′erne.
Den danske 1975-udgave er ganske rigtigt den med den censurerede næsehornsscene – ligesom alle senere standardudgaver (Minicomics-udgaven og den nye standardudgave i Niels Søndergaards oversættelse (som ikke er udkommet endnu)). Men næsehornsscenen har jo ikke noget med racisme at gøre. Det er et hvidt næsehorn, ikke et sort!
I retroudgaven i farver fra 2005 er næsehornsscenen ikke censureret, og negrene undervises i deres “fædreland”, Belgien. Det gør de dog også allerede i den Jørgen Sonnergaard-oversatte første sort-hvide udgave fra 1984, så det er såmænd ikke specielt nyt. Selv om DR Kulturnyt dagen før offentliggørelsen af dommen havde en nyhed med overskriften “Nu må Tintin igen være racistisk”, som de baserede på Benni Bødkers anmeldelse af den nye, fundamentalistiske udgave – men de havde ikke læst Bennis tekst særlig grundigt, og deres overskrift havde ikke noget med dommen at gøre.
Vil man for alvor efterprøve domstolens afgørelse, skal man studere retroudgaven i farver fra 2005 eller den kommende standardudgave i Niels Søndergaards oversættelse, fordi det er farveudgaven, retssagen drejer sig om – og fordi Niels Søndergaards tekst er nærmere tonen i Hergés original end Jørgen Sonnergaards.
Den fundamentalistiske retroudgave i sort-hvid er den saftigste af dem alle, men det er ikke den, retssagen drejer sig om. Formentlig fordi den af naturlige grunde er langt mindre udbredt end farveudgaven.
Man skal selvfølgelig se albummet i det perspektiv den er lavet i… Samtidig bliver alting fordrejet i sådanne sager – nu er det bare lige Tintin det går ud over – f.eks. børnebogen “Lille sorte Sambo” ?! – en af de typiske misforståelser er at Sambo er en lille “negerdreng” men i virkeligheden er han jo Inder, han går i snabelsko og omgås farlige tigere… og de findes vist ikke i Afrika.. Tintin er jo også lavet i en tidsånd hvor Tintin ville undervise i skolen og give vestlig lærdom videre…
Intelligente argumenter for Mondondonos sag. I fh.t. selve dommens ordlyd:
Ja. Men: og hvad så? Hvis Tintin i Congo er racistisk, hvad så? Og hvad gør vi så med de tusindvis af øvrige kulturprodukter fra den periode og i øvrigt, andre perioder?
Jeg forstår ikke helt kritikken, hvad skulle konsekvensen være?
Konsekvens: Alle racistiske værker fra fortiden (og vel også nutiden) skal have et mærke på sig, der advarer om racistisk indhold. I Danmark går forhånelse af homoseksuelle også ind under racismelovgivningen, så Biblen ville også skulle forsynes med denne advarsel. En ganske underholdende konsekvens, synes jeg…
Hvor absurd sådanne konsekvenser kan lyde, tror jeg i bund og grund at det er en anmodning om anstændighed, det her drejer sig om. Det har Mondondono ikke fået fra hverken domstolen eller sine belgiske kritikere — som også Kotek påpeger har Belgien en masse lig i lasten, de ikke officielt vil være ved.
Jeg går ikke ind for censur på nogen måde og finder mærkater fjollede, men der ligger altså nogle uerkendte problemer i det her.
Selvfølgelig er der nogle problemer, og selvfølgelig rummer Mondondonos sag en form for råb om anstændighed og fokus på belgiernes uhyrligheder i Congo – som Tintin i Congo så blot er et synligt bevis på. Det er formentlig også årsagen til, at sagen overhovedet er blevet ført – at det ville være ubærligt for belgierne at afvise den på forhånd (som man gjorde i Sverige, da der blev forsøgt anlagt en tilsvarende sag).
Man kan godt undre sig over og begræde, at Moulinsart ikke har villet imødekomme Mondondonos sekundære krav – som faktisk var hans alternativ til helt at forbyde bogen – at give den en eller anden form for forklaring med i form af et forord (som der jo er i fx de fleste danske udgaver).
En egentlig advarsel virker derimod modsat. Det så man i forbindelse med den engelske udgave med et stort, fedt mavebælte om. Det viste sig at være fantastisk markedsføring. Selv her i landet har al omtalen af retssagen helt afgjort også styrket salget og udbredelsen af Tintin i Congo, som indtil Tintin-filmens premiere i oktober sidste år var det mest solgte Tintin-album i de foregående par år.
I Jyllands-Posten kunne man sidste lørdag overraskende læse, at “den moderne danske udgave af Tintin i Congo sælges med en advarende banderole med teksten småborgerlige, patriarkalske stereotyper fra perioden”. Det har dog ikke noget på sig og skyldes en blunder af journalisten, og den maleriske ordlyd stammer fra en tidligere artikel i Politiken – om den engelske udgave.
At det er et af de mest solgte albums kan vel også skyldes, at folk starter med at købe bind 1, og derefter konkluderer at serien ikke er særligt god, og derefter ikke køber resten?
(det jeg mente var: der var vel en grund til at man i 70erne startede med at udgive de senere bind i serien. Når “Tintin I Congo” udgives som nr 1, risikerer man vel den bieeffekt?)
@Michael: Men Tintin i Congo har aldrig været nr. 1. Den var nr. 22 i den hidtidige softcoverudgave og nr. 2 i minicomicsudgaven. Retroudgaverne i farver og de fundamentalistiske i sort-hvid har ingen numre. Men du har selvfølgelig ret i, at Tintin i Congo blev udgivet “først” blandt retroudgaverne i farver i 2005. Når Tintin i Congo og Den Blå Lotus blev de første af retroudgaverne, der blev genoptrykt, skyldes det dog også kvalitetsproblemer i en del af førsteoplaget af de to bind. Syv andre af retroudgaverne er i øvrigt også udsolgt eller praktisk taget udsolgt nu og på vej i 2. oplag.
Salget af Tintin i Congo er under alle omstændigheder først steget i de sidste par år. Jeg har kendskab til mennesker, der har indkøbt flere eksemplarer, fordi de forventede, at albummet snart ville blive forbudt. Og en boghandler ringede, fordi en kunde ønskede at vide, hvilken udgave der var den mest originale, og dermed mest forbudte, før han eller hun anskaffede sig et eksemplar for at nærstudere det.
@Mig selv: Det forlyder nu i dag, at Casterman og Mondondonos organisation, Cran, har forsøgt at kommunikere med hinanden efter dommen. Det gik ikke så godt, fordi Castermans direktør ‘uden at tøve’ svarede “ja”, da han blev spurgt, om han var stolt af at have Tintin i Congo i forlagets katalog. Casterman har dog samtidig offentligt meddelt, at forlaget anbefaler et forord i de franske udgaver. Bolden ligger dermed hos Moulinsart, idet Casterman, selv om forlaget har rettighederne til bogudgivelserne i 40 år endnu, ikke må ændre så meget som et komma i de franske udgaver uden tilladelse fra Hergés arvinger i Moulinsart.
Ok, tak. Interessant.
Jeg har nok undervurderet det forbudtes magnetiske tiltrækningskraft. Jeg må hellere straks sætte mit eksemplar af “Tintin i Congo” op i afdelingen med ‘farlige bøger’ i min reol, sammen med “Lost Girls” og “Historien om Øjet”.
Der kan de sikkert stå sammen med de udgaver af Pippi Langstrømpe, hvor “neger” ikke er erstattet af “kurrekurredut”, og med Lille Sorte Sambo, og med De Sorte Smølfer (de er dog stadig sorte på dansk, men violette i USA) … og så videre