Satiretegninger puster tit til debatten ved at overdrive emnet, og nu kan du finde ud af, om overdrivelsen fremmer forståelsen: I deres nye fælles udstilling sætter Storm P. Museet og Museet for Dansk Bladtegning nemlig fokus på satiretegningen og dens evne til at skabe debat.
Grænseløs humor? hedder udstillingen, og den skal sætte spot på, hvordan humor- og satiretegninger har arbejdet med fænomenet ”medborgerskab”. Og hvad vil det så sige?
Jo, normalt forbinder vi satiretegningen med bål og brænd pga. de efterdyndinder, vi har set fra bl.a. Muhammedtegningerne og Charlie Hebdo. Men det billede vender de danske tegneseriemuseer nu på hovedet:
De udstiller humortegninger, der behandler temaer som diversitet, klima, økonomi og integration. Her bliver fællesskab og ligestilling sat på dagsordenen, og genrens provokationer bliver pludselig til opfordringer.
Udstillingen er lavet i samarbejde med kursister fra Københavns Sprogcenter, så umiddelbart er museerne med på idéen om ”talk the talk – walk the walk”, når de skal formidle budskabet om dialog, inddragelse og medborgerskab.
Publikum inviteres også til fortsat refleksion og dialog, så kigger du forbi udstillingen, kan du være med til at præge debatten.
Her kan du se udstillingen Grænseløs humor?:
Storm P. Museet, 4. maj – 18. september 2016
Et bredt udsnit af internationale tegninger, der belyser emnet medborgerskab.
Pris: 50 kr. for voksne, 40 kr. for studerende og seniorer, børn under 18 gratis
Museet for Bladtegning, Det Kgl. Bibliotek, 3. maj – 12. juni 2016
Danske bladtegninger, der forholder sig til immigration og integration i Danmark.
Pris: 40 kr. for voksne, 25 kr. for studerende og seniorer, børn under 16 gratis