Det er ikke let at være sømand uden skib. Ny engelsk udgave brækker Corto Maltese ned i ruder på brutal vis.
Corto Maltese har det ikke nemt. Som vores læsere måske har bemærket, har Faraos Cigarers nye udgave af Hugo Pratts klassiker ‘Balladen om det salte hav’ voldt problemer med det kinesiske trykkeri, da det opdagede, at det i forordet fremgår, at Formosa/Taiwan i 1914 var okkuperet af Japan. En historisk kensgerning, som det de kinesiske trykkere ikke ville vide af, og som de nægtede at trykke.
Tror man på karma, kunne man sige, at balladen afbalancerede det faktum, at forlaget uden forklaring har valgt at betitle Corto Malteses debut med den forkerte danske titel, ‘Balladen om det fordømte hav’, i stedet for ‘Balladen om det salte hav’.
Og havde Faraos Cigarer valgt at være tro overfor det fransk/italienske forlæg, var der naturligvis aldrig blevet en ballade, for den udgave har ikke forord af Cigarens Christopher Ouzman, men derimod af Hugo Pratts ven, den verdenberømte forfatter og semiotiker, Umberto Eco. Det forord må danske læsere så have til gode til en anden god gang…
Men alt det er polemik, sammenlignet med den nye italiensk-producerede, engelsksprogede udgave af ‘Balladen om det salte hav’, som er en opvisning i kunstnerisk lemlæstelse.
Udgiveren Universe er en del af det store italienske forlag Rizzoli, og her har man taget kreative midler i brug for at imødekomme amerikanske læsere og boghandlere, der ikke bryder sig om det store europæiske albumformat. Først og fremmest er ‘Balladen om det salte hav’ reduceret i format til noget, der er lidt mindre end et amerikansk tegneseriehæfte. Men herfra har man så besluttet at bryde samtlige rammer op, så hver side byder på tre etager af rammer i stedet for fire. Og som med Askepots søstre, bliver man i den proces nødt til at kappe en hæl og on tå, man kan ikke lave en omelet uden, etc. etc.
Nedenfor følger dokumentation, Find fem mange fejl:
Bemærk den nænsomme beskæring, som man kender det fra tv-stationers pan-and-scan-beskæring af widescreenfilm:
Den faste ejendom styrter ikke blot længere sammen, i pagt med finanskrisen er baghusets kvadratmeter skrumpet gevaldigt:
Når vi skal se flotte dampskibe gider vi ikke se på negerkanoer, vel? Nej, væk med dem:
Nu tror læserne nok, at forlaget kun kan finde ud af at gøre billederne mindre, men haha, vi kan også gøre dem større, så man kan se at Corto Maltese i virkeligheden mangler en arm:
Og til sidst bemærkes det, hvordan ombrydningen og beskæringerne ligesom ikke var nok, nu smadrer vi også stregerne i solnedgangen:
Det skal retfærdigvis siges, at Pratt selv godkendte ombrydningen af historien, forstå det hvem der kan.
Det forsvarer Rizzoli sig i hvert fald med — ikke at det på nogen måde retfærdiggør behandlingen af albummet. Dertil kommer, at Pratt næppe har godkendt pixeleringen…
I det nederste billede har de da lavet en skalering, der er gået helt galt. Sammenlign med de to billeder ovenover på siden.
Ja, og den skalering er foregået digitalt, hvilket Pratt af gode grunde ikke kan have været med til. Uden at have den udgave fra 1994, Universes er baseret på, vil jeg tro, at samme skalering forekommer uden pixelering.
tak for en god lup, Tjomas. Når vi er i gang med at se nøjere på Corto Maltese, er der så nogen der kan fortælle mig hvad f.. charmen er, jeg kan simpelthen ikke se det.
En gammel bekendt havde sagt, at det skulle jeg tjekke ud, når nu jeg selv var gået til tegneseriemediet. Og det gjorde så. Igår. Jeg lånte Alkymiens rose på biblioteket og var nær ved at slå mig selv ihjel på den. Hold kæft hvor var den kedelig. Jeg mener, ikke et eneste billede fortæller noget om handlinger eller følelser, ikke en eneste lillebitte ansigtsmimik er at spore gennem hele albummet. Hele tiden er der tunge, dræbende kedelige lange talebobler med løfter om at “det forbløffende, det utrolige, det forførende” viser sig, vi får det bare aldrig at se. Historisk materiale “namedroppes” i et væk, og måske læseren fuld af viden kan bekræfte sit ego, nikke klogt. Hvad ved jeg. Det er da bare oldtidskundskab i gymnasiet med en lærer, der lugter af kaffe og sur ost. Sprogligt (litterært) har den ingen gang på jorden. Al tekst er som billederne pertentlige gengivelser af detaljer uden liv. Nej puh, det var godt jeg slap med livet i behold.
Hvad siger I drenge? er der noget jeg har overset?
Alkymiens rose er røvfed, men acquired reading, ren jazzzz. Jeg ved ikke hvor du skal starte, måske skal man bare lade det ligge, hehe… Men altså de afrikanske noveller (‘Afrikas Horn’) er fede, det er der i det hele taget mange af novellerne, der er. Og sådan noget som Corto Maltese i Sibirien, Det gyldne hus i Samarkand er også fede. Altså… Det HELE er faktisk fedt. Men det ER et underligt værk, for det er jo et univers, der er vokset ud af klassiske drenge-eventyr-serier, som så bare har en meget personlig, og hen ad vejen idiosynkratisk kunstnerisk transcendens.
Smag og behag — jeg kan bestemt godt forstå at nogle tænder af på Corto, der jo *er ganske idiosynkratisk og også lettere krukket, men samtidig er det bare bjertagende fedt, hvis man kommer på bølgelængde. Poesi, eventyr, tragedie, liv.
Jeg forsøgte højpandet, og i øvrigt ganske kort, at formulere hvorfor jeg synes Corto er noget særligt en gang for nogle år siden.
takker.
Som een kommenterer på metabunkeren, skal man huske hvad klassikerne gjorde i deres tid, og det giver mening at TT nævner den tradition serien er vokset ud af. Pointe.
Det kunne også tænkes, at der var et kønsspørgsmål på spil, jeg har faktisk engang set i et mandemagasin, at der stod skrevet spalte op og ned med mikro-idiotiske detaljer om forskellige dingenoter og den slags, nogle mænd læser Hemmingway med tøfler og stor fornøjelse. Man kan måske sige det beretter, men det får mig ikke til at forsøge igen. Dertil er tiden på jorden alt for kort.
Det er rigtigt nok, at det ikke er en ny udgave og ikke en ombrydning, der er foretaget for at “imødekomme amerikanske læsere”. Det meste af serien blev ombrudt til den franske pocketbogsudgave, dengang det var på mode at pocketificere de store serier (en del udgivet på dansk i Carlsens “Mini Comics” 1990-91, som dog ikke kom til at omfatte Corto). Hvorvidt Pratt rent faktisk selv har foretaget ombrydningen eller blot sanktioneret den (og af hvilke grunde) står i et noget dubiøst skær, som hele hans forhold til Patrizia Zanotti. Zanotti er også bagkvinden bag farvelægningen af de gamle sort-hvide historier, som hun også hævder, at Pratt var helt indforstået med, og bestyrer i dag hans arv, hvilket i tidens løb har medført en del kritik fra hans børn.
I bund og grund er ombrydningen jo ikke meget anderledes end den, der i årtier foregik i Sverige af spændingsserier fra engelske og amerianske dagblade til brug for skandinaviske serieblade som Agent X9, Seriemagasinet, westernblade osv., hvor der ofte også blevet gået hårdt til skalpellen
@Rikke: Jeg tror, Thomas har en pointe i, at Corto er vokset ud af klassiske drenge-eventyr-serier (som fx dem i Agent X9) og derfor har tiltalt en del af disses læsere, fordi man ligesom kunne fastholde eventyruniversets præmisser på en mere voksen måde, når man selv blev mere voksen. I øvrigt kan interessen for Pratt blandt forlæggere, redaktører og kritikere sammenlignes med med Will Eisner – den en mangefold større og langt mere holdbar end interessen blandt almindelige læsere.
Man kan evt. starte med Hayao Miyazaki’s “Porco Rosso”, som lidt er Corto Maltese for hele familien med en gris i hovedrollen. Men faktisk har Miyazaki også indrømmet at det nok i virkeligheden mest er en film for gamle mænd.
Det er helt sikkert ikke en kønsting. Kvinder i hele verden (jeg selv inklusiv) er nærmest forelskede i Corto.
Men start med de korte historier – koncert i O-mol for harpe & nitroglycerin og Vinterdrømme & krigsroser.
Alkymiens Rose og Mu er lidt stillestående og overfilosofiske.
Hugo Pratt havde nok en side i sig med utrolig dårlig dømmekraft.
De tidlige Corto ting er fantastiske, men det bliver for stillestående og prætentiøst senere hen.
Og han fik i en periode en dårlig teknisk tegner til at tegne biler og maskiner i serien, og det så simpelthen bare ud af H til.
Og så var der den der tvivlsomme efterfølgende farvlægning af de tidlige ting, der lugter lidt af George Lucas og hans senere vandalisme af de tidlige Star Wars film.
Og der den omtalte ombrydning af rammer i “Det Salte Hav”. Det skulle ikke overraske mig om han også har godkendt det.
Til gengæld har han nok ikke godkendt Ouzmans forord på bekostning af Umberto Ecos…
Det er så frygtløst at det er sjovt.
men måske KAN det skyldes nogle praktiske rettighedsomstændigheder omkring Eco forordet?
Tjah… eller KUNNE Ouzman bare gøre det bedre end Eco?
Er idiosynkratisk det mest brugte ord når der tales tegneserier?
Haha, helt sikkert, og der er langt ned til mest brugte tegneserieord nummer to…
He, he
Jeg tror kun “idiosynkratisk” er mest brugt her på nummer9, hvor det tydeligvis smitter. Jeg har kun sjældent set det brugt på andre tegnseriesider.
Det er kun idioter som kradser af uden på et eller andet tidspunkt at have forholdt sig idiosynkratisk til Corto, “Nummer9″, eller tegneseriemediet som sådant!:-)
Det er jo et glimrende eksempel på “idiosynkrati” at Nummer9 er særlig glade for ordet…
Jeg mindes ikke at have brugt ordet, og jeg er da stadig en del af Nummer 9 – så vi er åbenbart ikke alle blevet smittet endnu