Argh! Det irriterer mig!

Den danske tegneserie har det ret godt for tiden og der er meget at glæde sig over. Jeg glæder mig over, at tegneserier stadig oftere finder finder vej til etablerede medier. Jeg glæder mig over, at Statens Kunstfond for nylig uddelte det treårige arbejdslegat til Halfdan Pisket og Rikke Villadsen. Jeg glæder mig over, at flere og flere forlag udgiver tegneserier, senest Gladiator og lige om lidt også Basilisk. Jeg glæder mig over tegneserier i aviserne, i radioen og i fjernsynet.

Men jeg glæder mig ikke når samme medier ustandseligt skal gøre krumspring og forklaringer for at forsvare tegneserieinteressen. Nu er tegneserier jo ikke længere kun noget for børn. Jeg hører det igen og igen – og det irriterer mig. Det irriterer mig, at tegneserier så ofte skal genopfindes som medie og kunstform før det kan lade sig gøre at mene noget om værket.

Derfor sukkede jeg også opgivende da jeg forleden læste Camilla Zulegers artikel ”En ny tid for grafiske noveller” (!) på Floret.se, et forholdsvist nyt og meget ambitiøst dansk-svensk kunst- og litteratursite. Det er glimrende når nye medier og kulturtidsskrifter retter opmærksomheden mod tegneseriemediet, men artiklen – der ellers både er optimistisk og sympatisk – gør alt det, der irriterer mig.

Argh!

Artiklen irriterer mig først og fremmest når graphic novel bliver til grafisk novelle i stedet for grafisk roman. Måske det bare er en simpel fejloversættelse, men det er også udtryk for manglende opmærksomhed og bevidsthed. Og det irriterer mig også når tegneserier bliver omtalt som én genre. Som om Building Stories, Basserne og Batman var ét fedt. Og det irriterer mig når tegneseriers kvaliteter konstant skal oversættes gennem andre kunstarter – tegneserier gør hverken som litteraturen eller billedkunsten. Tegneserier gør som tegneserier.

Camilla Zuleger laver også den kedeligt klassiske modstilling af børneseriernes ”tju-bang-historier, cowboys, superhelte, prinser og så de sjove med dyr og skøre, men ret indsigtsfulde børn” og de nye tegneserier, der generaliseres groft som ”filosofisk tunge med tendens til den lidt dystre melankoli og ikke mindst ensomhed.” Hun fremhæver bl.a. Marjane Satrapis Persepolis og Anders Brønseruds Otto, der begge er fantastiske og fremragende, men ikke ligefrem udtryk for noget helt nyt.

Det giver ikke mening at lave børne-voksen-skellet som hovedkarakteristik af selve tegneseriemediet. Hvornår var tegneserier sidst kun var for børn? Det forholder sig måske i virkeligheden omvendt, som man bl.a. kan læse af Netudgavens artikel fra sidste år, hvor det fremgår at tegneserier i disse år er alt andet end for for børn.

Det irriterer mig når de samme gamle tegneseriefloskler dukker op igen og igen. De er forældede og ganske enkelt unødvendige. Det bør ikke være nødvendigt at overbevise læsere om, at det er i orden at skrive om tegneserier. Der kommer i hvert fald ikke bedre tegneseriekritik ud af det.

Jeg ønsker mig en øget tegneserieopmærksomhed. Og jeg ønsker mig en mere kvalificeret tegneseriedebat. Alt andet er simpelthen for irriterende.

– – –

Camilla Zuleger har faktisk også lavet en glimrende lille læsning af Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussens 9 Piger – Liftet, som jeg vil anbefale, at man læser. Både bogen og artiklen.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , . Bookmark the permalink.

14 Responses to Argh! Det irriterer mig!

  1. Hej Felix.

    Du har ret! Men også lidt uret. Mest fordi min dikotomi tager udgangspunkt i mig selv. Min modstilling mellem tju-bang tegneserier og dem, jeg ser nu, er simpelthen et spørgsmål om, at de andre ikke fandtes for mig for 20 år siden. Ikke dermed sagt, at de ikke eksisterede. Men tegneserier er unægteligt noget mit børnejeg har læst flere af, end mit voksen-jeg. Derfor modstillingen, hvis den har virket som en “tegneserier er mest for børn”-kommentar, beklager jeg.

    Når det så er sagt, så synes jeg, at der sker noget, der gør at flere i min omgangskreds (som altså desværre hovedsagligt er voksne) har fundet en stigende interesse for tegneserierne. Derfor mener jeg, at det giver mening at åbne op for også at tale mere om tegneserierne. Og det kommer hurtigt til at lyde som om genren har brug for en berettigelse, men sådan ser jeg det ikke. For mig handler det blot om opmærksmhed.

    Og sidst beklager jeg udtrykket grafisk novelle. Det er kun fordi jeg har tyvstjålet begrebsapparaturet fra mennesker, der ved mere om det end mig og jeg gerne ville undgå det engelske udtryk.

    Så undskyld irritationen, men tak for at du alligevel tager dig tid til at læse Floret.

    Kh Camilla

    • Felix Rothstein says:

      Hej Camilla

      Tak for svaret – og ingen grund til at undskylde! Jeg følger Floret og synes at det er et meget lovende og spændende tiltag.

      Jeg er med på at du tager udgangspunkt i dine egne læsevaner og -oplevelser. Og jeg er fuldstændig enig med dig i, at der sker rigtig meget spændende på tegneseriefronten som fortjener masser af opmærksomhed. Og jeg synes, at det er fedt at du og Floret interesserer sig for tegneserier. Din artikel vækkede bare en irritation i mig, som altid bliver vakt når historien om tegneserier skal genstartes – der er lidt “allerede de gamle grækere” over det. Jeg er klar over at tegneserier – og måske især dem, der også kaldes graphic novels – er relativt nyt territorium for en del læsere, men jeg tror ikke, at det hjælper på debatten og opmærksomheden at starte i barndomsoplevelser eller “nu er de altså også for voksne” så ofte som jeg oplever.

      På trods af irritation og mindre uenigheder er jeg glad for, at du også læser og skriver om tegneserier. Jeg synes nemlig, at der er behov for en god debat om hvordan vi læser, taler og skriver om tegneserier. Og der større og større tegneserieopmærksomhed både akademisk og i kulturdebatten – og netop derfor synes jeg at der er god grund til at stille højere krav. Det er sådan vi bliver bedre.

      mvh Felix

  2. Jørgen Høgh says:

    Næsten ligegyldigt indenfor hvilket medie en god fortæller vælger at lade sin fortælling foregå, føler jeg stor glæde ved at lade mig opsluge. Uanset om det drejer sig om en roman, en film eller en tegneserie, er jeg med. Blot fortællingen er god, og fortælleren forstår at udnytte det givne medies virkemidler. Dog står tegneseriemediet mig nærmest; måske fordi jeg kan huske, at jeg i min barndom og ungdom stort set udelukkende var omgivet af folk, der følte sig kaldede til, at udtrykke deres foragt for min tegneserielæsning. Min far var her et lys i mørket, og støttede mig glad og gerne i min interesse. Dog følte jeg som ung mand fra tid til anden, at det var nødvendigt ligefrem at FORSVARE min kærlighed til tegneseriemediet ved at påpege, at tegneserier skam sagtens kunne være både “voksne” og “følsomme”. Den tid er heldigvis forbi nu, hvor selv “bjerget” har erkendt teneseriens eksistensberettigelse. Mediet har i årevis fundet spalte- og taleplads i både Weekendavisens bogtillæg og i “Skønlitteratur på P1”. Tegneseriemediets store udfordring i dag må være at fange børnenes interesse. At skabe god børnefiktion er lige så svært som at skabe god voksenfiktion. Kun få fortællere formår, som eksempelvis Asterix´ fædre, at appellere til voksne og børn på samme tid. Tak for linket til Sine Laura Iversens indsigtsfulde artikel på “Netudgaven”. Det er interessant læsning!

  3. Frank Madsen says:

    Elsker betegnelsen “grafisk novelle”, eller “græffik nåvvel” som Felix Reeper siger i den seneste Eks Libris. Allermest holder dog af tegneserien. Også dem for børn.

  4. Carsten Søndergaard says:

    Felix har ret. Og Allan har ret.

  5. Jørgen Høgh says:

    Ja, jeg må indse, at jeg brugte ordet medie (eller medium) forkert. Tegneserien i sig selv, er en kunstform. Det kan være god kunst eller dårlig kunst; men kunst er der i hvert fald tale om! Mediet kan være den trykte bog lavet ud af papirmasse og trykt billigt i Østeuropa eller i Kina. Tegneserien kan også findes på elektroniske medier, eksempelvis mobiltelefoner, også ofte skabt i lavtlønslande. Jeg har gjort mig skyldig i begrebsforvirring! Undskyld!

  6. Rikke Villadsen says:

    Til Felix og Camilla

    Jeg mener, at Camilla har en fin pointe i at tale om de nye tegneserier, og at der brug for en betegnelse, der signalerer, at der er sket et kvalitativt ryk i mediet. Også et skridt ud af børneværelset, eller om jeg må være fræk, nørdværelset. Der er en hel anden kompleksitet i både billeder og sprog, der gør den nye tegneserie vedkommende for voksne og for litteraturelskere i særdeleshed. Med litteraturudvalget anerkendelse af mit og Halfdan Piskets arbejde, har jeg forslået betegnelsen grafisk litteratur.

    I anledningen af uddelingen af de 3-årige arbejdslegater bragte Politiken en artikel, hvor Thomas Thorhauge udtalte: at nu var “tegneserier så blevet fine nok”. Det var et hånligt ordvalg, og ikke sandt. Tegneserierne er nemlig blevet GODE nok. Den grafiske litteratur har både fortællermæssigt og visuelt bevæget sig væk fra den forsimplede mimik og formidling, og at påstå at tegneserien først anerkendes som kunstform, når Peter Madsens Valhalla får litteraturudvalgets anerkendelse er fejlagtigt.

    Den nye grafiske litteratur er i høj grad beslægtet med billedkunsten. Stemninger bliver udtrykt i et komplekst visuelt formsprog, som afspejler tendenser, der ses i både litteraturen og i samtidskunsten. At der i læsningen er et behov for en udvidet billedforståelse, skal ikke skræmme nogen. Mange nye læsere kan gribe et mere udfordrende billedesprog med samme begejstring, som de griber litteraturens sproglige billedmageri.

    Jeg ser udviklingen som det første skridt i retning mod litteraturens og billedkunstens sameksistens, og det er både nyt og spændende.

    Kh Rikke Villadsen

  7. Rikke Villadsen says:

    Ps. forresten.

    Hvis det forholder sig sådan at tegneserier i disse år er “alt andet end for børn”, som Felix bemærker skal han huske på, at klassikere ikke forgår helt så let, og at der altid vil være en masse tegneserier med både let tilgængelige og folkelige kvaliteter. Derfor skal man heller ikke som Sine Laura Iversen sige, at netop folkeligheden bør bibeholdes som en grundkvalitet. Der skulle gerne være både plads til det, hun kalder elitært og ekskluderende og det let tilgængelige. Og er det ikke ret fantastisk at formen kan rumme begge kvaliteter? Som jeg læser det, er hun rent faktisk i endnu højere grad med til at fastholde en kedelig form, når hun taler om tegneseriens grundkvaliteter.

    Og det er da ikke heller en kvalificeret tegneseriedebat, at grave voldgrave så dybe, at man som Sine Laura Iversen bidrager med udsagn som: hvis ikke snart der kommer andre folkelige boller på suppen ender det hele med at være til læsere, der er “irriterende, selvbevidste, semi-intellektuelle hipsternørder”.

    Er det?

    • Felix Rothstein says:

      Hej Rikke

      Tak for en god kommentar og nu et godt ps. med et par vigtige spørgsmål. Jeg er helt enig med dig. Både i din karakteristik af Netudgaven-artiklen (folkelighed som grundkvalitet er en dårlig ide) og i din bemærkning om klassikere og børneserier. Og jeg er enig med dig i det du skriver om, hvad tegneserier kan og at kompleksitet ikke bør skræmme nogen væk. Og helt grundlæggende: jeg er enig i at der finder en spændende udvikling sted – der bliver virkelig lavet mange gode tegneserier. Jeg er måske ikke helt med på, at tegneserier er (eller skal være?) “litteraturen og billedkunstens sameksistens.” Måske jeg kan overbevises…

  8. Rikke Villadsen says:

    Med sameksistens mener jeg, at tegneserien i dens ypperste udtryk kan inddrage både den samtidkunstneriske tegnings strømninger og de moderne litterære tendenser. Det er den kunstform, der er i stand til at koble de to verdner.

    I de gode gamle dage i modernisme var billedkunsten og litteraturen særdeles samspillende, og de påvirkede hinanden i udviklingen af den ene isme efter den anden. Der var ét miljø, tænk bare på Gertrud Stein, der begyndte at skrive portrætter, mens Picasso malede dem, og de drak absinten sammen. Men de to kunstformer har bevæget sig væk fra hinanden, jeg tror det var Per Aage Brandt der har sagt, at de slet ikke forstår hinanden mere.

    Tegneserie gør ikke bare som tegneserie (ruder og talebobler forstår jeg det som). Tegneserier er billeder og sprog. Hvis sproget er intelligent er det godt at læse og hvis billederne er komplekse er de gode at fordybe sig i. Og i samspillet mellem de to kunstformer opstår en hybrid, der er sig selv.

    Forestil dig et niveau, hvor tegneseriens sprog kan udgives som prosa, og tegneseriens billeder kan betragtes som billedkunst. For at tegneserien skal gøre mere end bare tegneserie, skal formen (og miljøet og formidlingen) åbne sig op for billedkunsten og litteraturen. Det er det, der sker nu.

    Det kan godt være, at nogle så vil finde det elitært og bruge ordet med en smag af jante over læben, men lad os huske at ordet betyder det bedste, de dygtigste.

  9. Jørgen Høgh says:

    “jante” kommer kun ind i billedet, når nogen virkeligt stålsat tror på, at de er “bedre” end andre. De største autoriteter, jeg i mit liv har kendt, har været yderst ydmyge over for det håndværk – eller den kunstform – de har været autoriteter indenfor. Uanset om de har været formidable slagtere, snedkere eller tegnere har de bevaret en klædelig ydmyghed over for deres fag, fordi de har vidst, at selvom de måske overgik kolleger omkring dem i håndværksmæssig eller kunstnerisk duelighed, havde de hverken nået egne eller andres grænser.
    I mine øjne er eliten at betragte som de bedste blandt ligemænd.

    Jeg bryder mig ikke om at tegneserier, litteratur eller film for børn skal anses for mindreværdigt i forhold til tegneserier, litteratur eller film for voksne. Den voksne, der vælger at fortælle for børn – og gør det godt – er som regel den, der aldrig glemte, hvordan det var, at være barn. Nu blev Picasso nævnt! Han glemte det, så vidt jeg er orienteret, aldrig. Han søgte tilbage til “børnetegningens” glæde ved at lege med stregen. Fornøjelsen ved at tegne!

  10. Jørgen Høgh says:

    Tegneserien har overlevet hver gang den er blevet dømt “død!”.
    Og den er blevet dømt “død” omkring to til tre gange pr. årti de seneste tre årtier.
    Den har overlevet! I sin tid var den en glæde for mennesker, der havde svært ved “sproget”. Det engelske sprog; derovre i Amerika. Billedsproget derovre, gav dog vore forfædres slægtninge fra norden og Irland en fornemmelse af, at skønt de måske ikke var nogen af de heldige, der havde modet til at tage med vestover , og dræbe indianere, så havde de dog modet til at tage kampen op mod New Yorks kapitalister. For at beskytte disse kapitalister, som havde aviser som dyrkede dem, oprettede blandt andet en vis Hearst “den gule presse”. Tag mig nu ikke for bogstaveligt…den gule presse kom nærmest af sig selv, men en vis “Hearst” havde set dens muligheder, og ved at foregøgle almindelige folk, at storkapitalisten og den hårdtarbejdende arbejder delte interesser (den korporative tanke, som ikke må forveksles med den kooperative, som svarer til det modsatte), lykkedes det ham, at foregøgle dårligt stillede i New York at de var en del af et “stort fællesskab”. Yellow Kid var en del af dette. Tåbelige og sjove “Yellow Kid” var vel en slags ventil for de dårligst stillede. I kongernes tid, havde tegneserien vel været narren, der havde stillet sig frem og udfordret kongen, velvidende at kongen ikke kunne gøre ham noget. Men han gjorde ham heller intet godt. Ligeledes var Hearsts aviser dengang heller ikke så kritiske, at Kapitalen kom til at føle sig truet. Tværtimod gik det dengang sådan – som ofte senere – hverken værre eller værre ( ) end at antikapitalismen udviklede sig til en fascisme som viste sig at være kapitalismens bedste ven. Jeg kunne nu skrive noget om, at resten skulle være “historie”. Men der er blevet talt om, at man søgte efter en – seriøs – tegneseriedebat. Okay? Så begynd…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *