PINGPRISEN 2014: The Debriefing!

plakatDer er gået en uge siden Pingprisen 2014 lukkede og slukkede i Lille VEGA efter en fantastisk og underholdende aften, hvor alle var glade og tilfredse. Sådan virkede det i hvert fald når jeg gik rundt i salen. Men selvom holdet bag Pingprisen kan sige til sig selv: ”Mission accomplished!” er der som efter enhver god og professionel aktion, brug for en debriefing. Hvad er op og hvad er ned? Hvem var de gode og hvem var de onde?

Gør dig klar til uforbeholden og selvtilstrækkelig ros: Det her er min helt uofficielle, uautoriserede og ufuldstændige gennemgang af Pingprisen 2014.

Årets højdepunkt: Der er ingen tvivl. Det kan simpelthen ikke være anderledes. Det absolutte, ubestridte og helt suveræne højdepunkt til Pingprisen 2014 var da selvfølgelig mit grønne shorts-jakkesæt! Det er da klart! Eller du kunne måske bedre lide de stumpe bukser? Eller detaljen med den grønne lommeklud i det blå jakkesæt? Eneste ulempe ved at se så godt ud: Det er desværre begrænset hvor meget af showet man kan se når man hele tiden skal rende og skifte til grønne shorts, prikket slips osv.

Foto: Jon Bjarni Hjartason

Foto: Jon Bjarni Hjartason

Årets overraskelse: Egentlig ikke nogen. Selvom Tobias Mørch Bendixen skarpt og forbilledligt havde forsøgt at lave rav i den med sine udfordrende forudsigelser, synes jeg at feltet i år bød på så mange gode (og måske også lidt sikre) titler at, det er svært at pege på en overraskelse. Vinderne af Pingprisen 2014 var på mange måder ganske forudsigelige. En artig overraskelse var måske Sarah Glerups webserie-vinder Det Sarahkastiske Hjørne, der snuppede prisen foran sidste års pristager Anyone for Rhubarb? og kategoriens to mastodonter Stine og Maren.

Årets bedste takketale:
Nikoline Werdelin viste hvordan den slags skal gøres da hun holdt sin skidegode og virkeligt velskrevne takketale da hun modtog Æresprisen. Kulturminister Marianne Jelved (hermed udnævnt til Årets scoop) holdt en knastør og ret sjov pristale men det var modtageren, der stjal scenen og publikum med sin tale, der både var hylende morsom, tankevækkende og meget dybfølt. Hun formåede at holde en tale, der både var personlig og kollegial – selv om hun sidder og arbejder i Berlin fik hun skabt et billede af sammenhæng og fællesskab. Det var en tale med substans og uden flæbende taksigelser. Og da hun få minutter senere skulle på scenen igen for at modtage (den meget fortjente) pris for Bedste danske tegneserie, leverede hun lige én til skarp og morsom tale. Hvis der fandtes en Pingpris for Bedste takketale, ville jeg i hvert fald nominerede Nikoline Werdelin.

… og den værste: Anderledes kortfattet formulerede Philip Ytournel sig da han modtog den nyindstiftede pris Årets journalistiske tegner. Et enkelt ord: ”Tak!” Det var hvad det blev til. Hm. Som hårdtarbejdende arrangør af Pingprisen kunne jeg godt have ønsket mig en liiidt længere tale om tegneserier og bladtegning og om hvor vigtigt det hele er og bla bla bla. Men som almindelig publikum kunne jeg næsten ikke lade være med at grine over Ytournels iskolde og arrogante frækhed – årets værste takketale var også en af de sjoveste.

Foto: Alexander Almegaard

Foto: Alexander Almegaard

Årets sviner: Ingen Pingpris uden skældud. Heller ikke denne gang. Det plejer at være Matthias Wivel, der fra scenen kommer på kant med publikum, og skælder dem ud for at være dårligt klædte og ikke have nogen sans for stil (manden havde selv et krøllet Tintin-slips på til den første Pingpris!). Men årets sviner kom denne gang fra den ellers så flinke juryformand Erik Barkman. Da han skulle overrække prisen for Bedste danske nettegneserie, gav han lige hele nomineringsfeltet en stempling med knopperne først: De skal tage sig sammen og lade være med at lave det samme og det samme! Han mente det utvivlsomt godt, men det er altså rimelig råt at gå på scenen for at give en pris og sige at det, der er faktisk ikke er godt nok. Nu må vi se, hvordan de nominerede ser ud til næste år…

Årets bedste råd gik til alle tegnere fra Nikoline Werdelin: du skal spænde dig fast til din ergonomiske stol, placere en balje til højre for dig og bare arbejde løs – og når du så har tegnet én rude færdig, må du som belønning læne dig til siden og brække dig! Fantastisk motivationstale til unge talenter, der har adskillige arbejdsår foran sig. Gad vide om metoden også virker på blogindlæg, universitetsopgaver og anmeldelser?

Foto: Jon Bjarni Hjartason

Foto: Jon Bjarni Hjartason

Årets fest: Da jeg og resten af Pingprisen var blevet trætte og gik hjem i seng fortsatte festen selvfølgelig. En højrøstet mand i skjorte med vadefuglemotiv forsøgte at købe øl til alle og enhver mens en anden højrøstet mand med solbriller på om natten førte forsamlingen af feststemte tegneserietegnere og -hang-arounds over på Enghave Plads, hvor festen fortsatte på skaterampen til klokken 4. Jeg tror lidt at man skulle have været der. Fordømt!

Og konklusionen: Jeg er – ligesom resten af holdet bag – meget tilfreds og meget glad efter Pingprisen 2014. Og en lille smule stolt. Det er simpelthen så dejligt at se at så mange mennesker gider at holde en fest for den danske tegneserie – for der er vitterligt noget at fejre. Det er hårdt arbejde at arrangere sådan et awardshow, men det er det hele værd når kulturministeren gider at komme, når billetterne bliver revet væk, når Anders Lund Madsen brillerer og når salen jubler af de nominerede. Men jeg må også indse at jeg har sat mig selv under et gevaldigt pres: Hvad skal jeg tage på næste år? Og hvordan skal jeg dog få presset flere garderobeskift ind i sådan et show?

Med andre ord: Alt er godt og vi gør det igen til næste år!

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , . Bookmark the permalink.

5 Responses to PINGPRISEN 2014: The Debriefing!

  1. Erik Barkman says:

    Ha ha, min pointe var nu snarere, at vi skal have nogle flere gode danske webserier på banen, så feltet af nominerede ikke bliver det samme år efter år. Med andre ord: Det var mere tænkt som en opstrammer til alle dem, der IKKE laver webserier, men kunne gøre det, end til de få, der gør det – og gør det så godt, at en Pingpris-nominering er på sin plads.

    Et land med den serieskabertalentmasse og den internetpenetration, vi har i Danmark, BURDE kunne fostre en webseriescene med flere tilbud på hylden end den, vi har nu. Med al respekt for de tilbud der er, de fejler ikke noget – der er bare ikke så mange af dem.

  2. Henrik Andreasen says:

    Showet var virkelig suverænt og godt skruet sammen som sædvanligt. Godt gået. Og ja, det var ganske morsomt til meget tidligt på morgenen henne på skaterampen!

  3. Måger er IKKE vadefugle!

    Men store ros til Ping-holdet for endnu en vellykket afvikling af prisuddelingen. Og jeg opfattede nu heller ikke Eriks udmelding som håndmadder – men netop et kærligt los til alle dem der BURDE se at få deres ting ud på andet end papir (fx. TEGNESERIER-appen 😉

    PS og apropos: Nu hedder kategorien “net-tegneserier” – men BURDE det ikke ændres til “digitale tegneserier” – med ibooks og ebooks og alt det andet nymodens hejs?

    • Felix Rothstein says:

      Argh! I al den festlige forvirring forvekslede jeg måger med stylteløbere og klyder (som ER vadefugle). Det skal ikke ske igen.

  4. Jeg er helt enig i, at der må flere net-tegneserier på banen i Danmark!
    Heldigvis er vi jo nogen der gør det – og prøver at vinde fodfæste inden for feltet.

    http://denlillesorte.org
    http://livefralolland.dk
    http://henkogthverdag.dk

    – Og sikkert mange flere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *