…og pludselig er der tegnefilm over det hele!

Hvor meget tegnefilm kan man se på fire timer? Man kan se otte afsnit af The Simpsons inklusiv reklamer. Man kan se straight-to-dvd-filmen Barbie: Svanesøen – tre gange. Eller man kan se 25 tegnede, malede, modellerede og animerede kortfilm ganske gratis på nettet.

Logorama_ronald_psicoFor lidt over et år siden brokkede jeg mig her på bloggen over, at der ikke er nogen gode tegnefilm på tv. Det hele er tomhjernet import fra USA og den store danske talentmasse bliver skammeligt overset. Det mener jeg sådan set stadig. Men når fjernsynet svigter, er det jo godt at vi har internettet!

For helt parallelt og samtidigt har Filmmagasinet Ekko og Dagbladet Information pludselig lavet hver deres blog eller shortlist for kortfilm. Også de tegnede. Det betyder at en bunke dejlige animations- og tegnefilm nu er lige ved hånden.

Ekko Shortlist fungerer som en slags hitliste som man kender det fra radioen: Man kan stemme på sine favoritter og følge med i den ugentlige Top 10 (hvor førstpladsen lige nu indtages af en animationsfilm!). Kortfilmsbloggen på Informations hjemmeside har ingen rangorden, men præsenterer bare tre nye kortfilm hver uge.

reward290Ekko har 138 (mere eller mindre) danskproducerede film liggende, hvoraf 15 er animations- eller tegnefilm. Information har kun 53 danske og udenlandske titler på bloggen – men til gengæld er 10 af dem animerede.

Filmene er alle sammen korte (mellem 4 og 25 minutter) og de er alle sammen animerede på den ene eller den anden måde. Men derudover er det 25 meget forskellige film, der bliver præsenteret på siderne. Der er et væld af genrer: dystopisk sci-fi, dansk socialrealisme, selvbiografier og søde børnefilm. Der er et væld af hovedpersoner: en dræbersnegl, en kommende flæskesteg, en dame med et stort hoved, en desperat arbejdsløs og en pige, der bliver til en hund. Og der er et væld af animationsmetoder og udtryk: klassiske tegnefilm, fotocollager, pixelanimation og informationsgrafik.

Men fælles for filmene er at der er utroligt meget død, vold og blod. I Out of a Forest bliver en uskyldig kaninfamilie brutalt myrdet af en ulv, i The Hopper skyder narkoganstere i modellervoks løs på hinanden i Baltimore, i The Backwater Gospel slagter en hel landsby sig selv ihjel for fødderne af en mystisk bedemand og i The Saga of Biôrn forsøger aldrende viking desperat at dræbe sig ind i Valhalla

logorama_01-1200Vold er også omdrejningspunktet i en af de allerfedeste film i bunken. Den franske trio François Alaux, Hervé de Crécy og Ludovic Houplain har med Logorama skabt en helt fantastisk og tankevækkende historie, hvor Ronald McDonald er skurk og Michelin-manden helt i et Los Angeles bygget op af mere end 2500 logoer og registrerede varemærker. Starbucks, Esso, Mac, Colgate, Haribo, Lacoste osv.: man sidder bare og genkender logoerne. Det er kapitalismekritik med masser af humor.

Men det er trods alt ikke død og ødelæggelse det hele. Den finske film Benigni er på en gang en frastødende ulækker og hjerteskærende smuk fortælling om en mand og hans venskab med en godartet svulst. Danske Goutte d’Or handler om en død sørøverkaptajns forelskelse i en nøgen prinsesse, der flyver rundt på en kost og har en blæksprutte på hovedet (!). Og engelske I Am Tom Moody handler om en skrøbelig musiker, der kommer i kontakt med sit indre barn og overvinder al mulig usikkerhed.

skhizein-jeremy-clapinUdover Logorama byder Kortfilmsbloggen også på andre franske mesterstreger. F.eks. den suveræne og meget rørende film Shkizein, der handler om en mand, der i bogstaveligste forstand er ved siden af sig selv. Efter et møde med en meteorit er den stakkels hovedpersons visuelle jeg blevet forskudt med 91 centimeter til højre. Instruktøren Jérémy Clapin illustrerer med en rammende sarthed en af sprogets mærkelige metaforer.

Den tredje franske perle hedder Chienne d’Histoire, hvilket må betyde noget i retning af Historiens tæve. Den er instrueret af fransk-armenske Serge Avidikian og handler om den berygtede massedeportation af Konstantinopels herreløse hunde i 1910. Dyrene, der havde været en del af den osmanniske hovedstads identitet, blev af ungtyrkerne anset fro en enorm plage, så bystyret lod 60.000 hunde sulte ihjel på en øde klippeø. Man aner at hundemordet er en analogi over det armenske folkedrab i 1915-1918, hvor mellem en og halvanden million armenere døde. Det er en dybt foruroligende og forstemmende film.

The-RewardAnderledes munter er stemningen i Mikkel Mainz Elkjær og Kenneth Ladekjærs adventure-fortælling om to venner, der drager ud på en farefuld færd. The Reward er en actionpacked og veloplagt film om venskab, eventyr og high fives. Eneste minus: den er kun 10 minutter land. Jeg er sikker på at The Reward kunne blive et kæmpe hit som spillefilm. Den har det hele – totalt charmerende og vildt fedt tegnet. Men indtil videre må vi nøjes med kortfilmudgaven og vente på den serie, holdet bag er i gang med at producere.

the-thomas-beale-cipher-3Mens The Reward er en klassisk tegnefilm, så er Andrew Allens mystiske spionfortælling The Thomas Beale Cipher en eksperimenterende collage. Lag på lag af papir og tapeter, farvekontraster og stærke grafiske detaljer gør det til ti af de mest spændende filmminutter jeg længe har set. Historien udspiller sig som menneskejagt med udgangspunkt i et krypteret budskab om en begravet skat. Vistnok en rigtig historie fra 1885. Og når hovedpersonen oven i købet er en kryptograf ved navn Professor White, kan det jo næsten ikke blive bedre…

Kortfilm kan være et ubarmhjertigt format. Også når det gælder tegnefilm. Hvis ikke det hele er skåret tilpas skarpt mister både film og publikum fokus. Samtidig er der en fare for at den korte film kommer til at virke mærkelig og ufuldstændig. Heldigvis holder (næsten) alle filmene på Ekkos Shortlist og Informations Kortfilmsblog et utroligt højt niveau og langt de fleste er værd at se flere gange. For når kortfilm fungerer kan de levere et budskab og en stemning med en helt forrygende præcision og effekt.

…og ja: der er linket til alle filmene i løbet af indlægget.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

4 Responses to …og pludselig er der tegnefilm over det hele!

  1. Fede anbefalinger, men måske en *anelse forklejnende, når det kommer til det armenske folkemord? 🙂

    • Felix Rothstein says:

      Ha ha, ja det var måske liiige historieforvanskende nok med halvanden død. Der skulle meget gerne stå millioner nu.

  2. Jakob Albrethsen says:

    Tak! Den der “Logorama” er en fryd for øjet – (det er jo nærmest en helt ny animations-stil?!)

  3. Kristian Bang Larsen says:

    Et dejligt bibliotek over timer med overspringshandlinger.
    Men det ærger mig lidt med rettelsen. Jeg var helt vild med sætningen: “det armenske folkedrab i 1915-1918, hvor mellem en og halvanden armenere døde”.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *