Ham med øret

Selvom klokken endnu ikke er elleve er køen foran Van Gogh Museet i Amsterdam lang. Og indenfor fortsætter køen med at være lang. Heldigvis har jeg købt billetten i hotellets reception, så jeg stryger lige igennem sikkerhedskontrol og det hele, og kommer ind i museets første galleri, hvor publikum defilerer forbi malerierne med audioguides i ørerne og kamera i hænderne.

Min lillebror og jeg har brugt lidt over to uger af vores sommerferie på at rejse rundt i Holland og Belgien. Af alle steder! I nattoget fra København tænke jeg at der i Belgien – af alle steder, igen! – nok skulle vise sig et eller andet spændende tegneserie-emne til bloggen her. Men Bruxelles’ mange gavlmalerier med euroklassikere til trods, var det i Amsterdam jeg fandt noget at skrive om. Nærmere bestemt i Van Gogh Museums gift shop. Dér fandt jeg nemlig et lille tyndt album, tegnet og skrevet af de to, for mig, helt ukendte Marc Verhaegen og Jan Kragt – hhv. belgier og hollænder. Tegneserien hedder Vincent Van Gogh: An artist’s struggle (2012) og er udgivet af forlaget Eureducation i samarbejde med Van Gogh Museet. Mere om den senere.

På museet er der mange kinesiske og amerikanske turister, der lige kan klemme Van Gogh – og Rembrandt på Rijksmuseum – ind i programmet inden næste stop på en sikkert svimlende travl Europaturné. Det er et tidsbevidst publikum, der ved hvad det vil have og hvad det er kommet efter. De store grupper stimler sammen om de samme få billeder: Kartoffelspiserne, Værelset i Arles, Solsikkerne, Det gule hus og Hvedemark med krager. The Big Five.

Derimod er der ikke trængsel i afdelingen om den unge Vincent Van Goghs inspiration fra Barbizon-malerne eller i samlingen af malerier fra Nabis-gruppens kunstere. Her glider køen let forbi. Selv samlingens værker af samtidige store navne som Gauguin, Pissaro og Toulouse-Lautrec synes at blive forbigået. Selv adskillige af Van Goghs egne malerier bliver ikke beundret mere end højst nødvendigt.

Det er naturligvis ikke i sig selv besynderligt – eller kritisabelt for den sags skyld – at en kunstsamling har nogle værker der er mere berømte end andre og derfor tiltrækker flere besøgende. Men det er bemærkelsesværdigt at disse få malerier kobles sammen med malerens mest skandaløse biografiske kendsgerninger i en nærmest ubrydelig trekant, hvis sidste ben er souvenirbutikken. Det er nemlig den samme håndfuld malerier, der kan købes som postkort og plakat i den obligatoriske gift shop. Og som er trykt på kaffekopper, håndtasker, t-shirts, puslespil, paraplyer, vægkalendere, servietter, notesbøger, tørklæder, nøgleringe – you name it.

Det er de samme få malerier og den samme myte, der præger hele formidlingen af Van Gogh. Det er som om at det er de eneste malerier der overhovedet er udstillet på museet. Som om det er de eneste Van Gogh har malet.

Det er nøjagtig den samme fornemmelse man sidder tilbage med efter at have læst An Artist’s Struggle. På titelbladet står at ”Key feautres of their [altså tegnerne] work are a gripping storyline, a sense of humour and Marc Verhaegen’s outstanding artwork.” Det er nok lige at oversælge serien, der i virkeligheden ikke er andet og mere end et meget middelmådigt forsøg på en tegnet skolebog.

Museumstegneserien til formidling for fortrinsvis (skole)børn er gennem en årrække blevet en hel genre. London Museum har udgivet en iPad-tegneseire om Charles Dickens, British Museum har udgivet en introduktion til samlingen i manga-form og herhjemme udskrev J.F. Willumsens Museum i Frederikssund i 2010 en ambitiøs graphic novel-konkurrence. Men i langtde fleste tilfælde er de museumstegneserier, der kan findes i museumsbutikker verden over, af meget dubiøs kvalitet.

Det gælder i den grad også for An Artist’s Struggle. Tegneserien viser en Van Gogh, der er præcis som vi altid har fået at vide: konstant vippende på grænsen mellem gal og genial. Manden der som blot 37-årig skød sig selv. Manden, der skabte nogle af de allerfineste kunstværker vi overhovedet har. Et geni. En fantast. Manden der skar sit øre af! Kort sagt: en mytefigur.

Der er ingen kunstnerisk ambition bag bogen. Intet interessant psykologisk portræt, ikke nogen undersøgelse af en kunstnerisk psyke, ikke nogen fortolkning af et kunstværk. Marc Verhaegen forsøger kejtet, og næsten som et alibi, at indarbejde Van Goghs malerier (igen de samme fem som før…) i tegningerne, men gør ikke andet end at reproducere den klichefyldte – men ufatteligt kommercielle – myte om maleren, der gør museumsbesøg spiseligt for tonsvis af turister. Som oplysende undervisningsmateriale formår An Artist’s Struggle ikke at kaste nyt – eller bare klart – lys over hverken maleren eller tilfældet Van Gogh.

Vincent van Gogh er blevet portrætteret på mange forskellige måder i mange forskellige kunstarter gennem tiden. Alt fra Irving Stones roman Lust for Life over Don McLeans folkballade Vincent (Starry, Starry Night) til enmandsteaterstykket Vincent skrevet og opført af Leonard Nemoy (yes, Mr. Spock himself!) har brugt den store maler som inspiration og omdrejningspunkt. Men så vidt jeg kan se ikke nogen tegneserie.

Det har museet så her i 2012 selv forsøgt at råde bod på med An Artist’s Struggle. De har tilmed lavet en meget suspensefyldt YouTube-trailer til tegneserien, hvor man bemærker de primitive forsøg på at animere tegningerne. Bevægelserne minder om nisserne i en juleudstilling i et stormagasin.

Til trods for ihærdige forsøg fra museet på at skabe opmærksomhed om andet end det afskårne øre er det netop dén myte, der trækker turister i massevis til Amsterdam – og det er også den myte, der er hele drivkraften bag Verhaegen og Kragts tegneserie.

Da jeg et par timer senere forlod museet, var køen ude på Paulus Potterstraat kun blevet længere…

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , . Bookmark the permalink.

6 Responses to Ham med øret

  1. En nok ikke særligt overraskende konklusion! Hvis vi snakker tegneserier, er den eneste Van Gogh-relaterede jeg lige umiddelbart kan komme i tanke om Manu Larcenets symbolsk-eventyrlige parafrase. Den er et kig værd.

    • Erik Petri says:

      Jeg er helt vild med den tegneserie … som heldigvis også findes på tysk, så dem der ikke kan fransk har en mulighed for andet end at kigge på Manu Larcenets fantastiske billedforløb

  2. Asger Hunov says:

    Men det kan sagtens gøres rigtig godt – altså det med kunstformidling som tegneserier.
    Her i sommer faldt jeg over albummmet KLEE af Christophe Badoux (som jeg heller ikke kendte). Jeg fandt det i museumsboghandelen i Bauhaus skolen i Dessau, som Paul Klee jo var en del af. Historien handler slet og ret om Paul Klee, hans liv, hans kunstneriske virke og inspiration. Stilen er den enkle, tintinagtige og stringente streg, som passer rigtig godt til Paul Klee´s værker.
    Forlaget Edition Moderne tilbyder denne <læseprøveder giver et rigtigt godt kig i bogen.

    Læs mere om Christophe Badoux her

  3. Pingback: Felix om “ham med øret”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *