Roy Race og de sande værdier

Jeg følger fodboldsporet lidt endnu og undersøger hvordan en oldegyptisk prins og en stribe fodboldhelte hænger sammen med antifascistisk modstandskamp og den kolde krigs frygt for atomkrig? Jeg har nemlig været en tur i kælderen og læse Rekordmagasinet – tegneserier fra da far var dreng.

I 1973 sendte forlaget Interpresse et nyt tegneserieblad på gaden, Rekordmagasinet – et blad, der fik en ganske kort levetid med bare atten numre på mindre end to år. Indholdet var slet og ret sportstegneserier og forbilledet var engelske serie- og sportsblade som Tiger og Scorcher Comics, og ikke mindst det svenske Rekord-Magasinet. Men bag drengebladscharmen finder vi en meget uventet og politisk historie, der placerer bladet som et stykke antifascistisk modstandskamp.

Det svenske Rekord-Magasinet var et sportsblad for børn og unge, udgivet af boksepromoteren Edwin Ahlqvist. Midt under 2. Verdenskrig, den 1. december 1942, sendte han første nummer på gaden – et blad med en ny ungdommelig og hæsblæsende stil, der frem til 1969 udkom en gang om ugen og fik en omfattende læserskare. Udover sportshistorier indeholdt bladet også noveller og beretninger om eventyrere, bjergbestigere og andre vovehalse samt krimier og vittighedstegninger.

Det danske Rekordmagasinets serier var oftest oversat fra engelsk, og bladets eneste originale materiale var en enkelt lille sportsklumme og de få brevkassesider, Buster-klubben. Den lille kasketklædte Buster var Rekordmagasinets stemme eller ”vært”, der modtog tegninger, svarede på breve og sagde læseren et alvorsord. Og så var han hovedperson i sin egen stribe, Busters drømmeverden.

Bladets flagskib var den engelske marathonserie Roy of the Rovers, om centerforwarden og anføreren Roy Race fra det fiktive hold Melchester Rovers. I England, hvor serien gik fra 1954 til 2001, er Roy Race kult, og danske læsere lærte ham allerede at kende i 1968 i Seriemagasinet – én af Interpresses andre bladserier, der primært bragte agent- og actionserier. De mest populære blandt de øvrige serier i Rekordmagasinet var Bobby fra De blå drenge om Bobby Booth fra Everpool City – et ekko af Roy Race, helt ud i navnets bogstavrim – og Zet, Faraos søn om den oldegyptiske prins, der er wrestler i 1970′ernes USA!

Allerede fra begyndelsen var Edwin Ahlqvists Rekord-Magasinet et meget idealistisk projekt med en klar politisk dagsorden. Lederen i første nummer tonede rent flag: ”STARTSKOTTET HAR GÅTT! I en svår och hård tid – vars ljuspunkt är ungdomens beundran för hederlighet, rent spel och tapperhet – kommer Rekord-Magasinet.” Målet var at give unge drenge et positivt og sundt kropsbillede og dermed et alternativ til nazismens atletisk-olympiske ideal. Det var et forsøg på at vise en anderledes kropsdyrkelse, end den som optog Europas fascister. Edwin Ahlqvist ville at der skulle ”blåsa friska fläktar från tidningens sidor.” Noget der naturligvis kun var muligt i det neutrale Sverige på et tidspunkt hvor både Danmark og Norge var besat.

Men Rekord-Magasinet var ikke bare et forsøg på at vise et alternativ. Bladet deltog aktivt i samfundsdebatten og allerede fra første nummer fremgik modstanden mod nazismen. Ifølge Ivar Söderlind fra Västerbottens Idrottshistoriska Sällskap kom Edwin Ahlqvist og Rekord-Magasinets modstand mod nazismen på et tidspunkt hvor det endnu ikke var kommet på mode i Sverige. Som følge af den aktive modstand blev redaktøren også jævnligt udsat for trusler fra svenske nazis-sympatisører. Og beskyldninger om at levere kommunistisk propaganda kom endda fra det svenske udenrigsministerium. Alligevel var beretninger fra både danske og norske modstandsfolk fast indhold indtil krigens afslutning, ligesom bladets faste klumme Jorden Runt på 8 dagar fordømte Hitler og Mussolini. Rekord-Magasinet blev efter sigende endda smuglet til Danmark med motorbåd i ly af natten.

De gode mod de onde
Mens Rekord-Magasinets oprindelse i Sverige er tæt knyttet til krigen og det politiske, udkommer det danske blad først mange år efter og i en helt anden kontekst. Mens 2. Verdenskrig ligger tredive år tilbage, er det kun ti år siden at atomtruslen under Cuba-krisen i 1962 var overhængende. Bladet udkommer midt under den kolde krig, oven i købet i netop 1973, hvor oliekrisen betyder at danskerne må tage kolde brusebade og spare på benzinen på bilfrie søndage.

Sovjetunionen har nu overtaget Nazitysklands rolle som fjendebillede for den demokratiske verden, hvilket ikke kun ses i det politiske, men i høj grad også i populærkulturen, hvor især spionfilm og -romaner bliver enormt populære. Også i tegneserieverdenen er spionen en hyppigt brugt figur, f.eks. i Mad Magazines Spy vs. Spy, der tager spændingen mellem øst og vest op som kulsort og slapstick-agtig komik. Rekord-Magasinet skal – som alt andet populærkultur – ses i tilknytning til sin samtid. Og netop frygten for invasionen fra fjenden afspejles i bladets serier. Klassiske idealer, klassiske skurke og den klassiske kamp mellem det gode og det onde var hovedingrediensen i langt de fleste af Rekord-Magasinets serier og noveller.

Edwin Ahlqvist ville give sine læsere gode forbilleder og høj moral med ambition om både at undrerholde og opdrage. De samme værdier er repræsenteret i den danske udgave af bladet, der, i tryg afstand fra krigen, viderefører Edwin Ahlqvist idé om opdragelse til demokratisk medborgerskab. Her overtager et broget heltegalleri rollen som demokratiet og hæderlighedens vogtere. Zet, Faraos søn, Bobby Booth og Roy Race er alle uangribelige forbilleder i et meget forudsigeligt univers, hvor der ikke kan tages fejl af god og ond.

Fælles for alle serierne i bladet er at plotstrukturen er umådelig tynd, og historierne er bygget op efter samme model. Med omdrejningspunkt i en sportskamp – der tit er liiiige ved at blive tabt, men som naturligvis bliver vundet til sidst – kæmper helten mod en udefrakommende skurk, der måske står for ondskab og kriminalitet eller måske “bare” er umoralsk og usportslig. Samtidig skal vores helte også lige ordne noget helt andet: F.eks. opklare et mysterium om et tyveri fra omklædningsrummet, træne et skolefodboldhold ved hjælp af skakbrikker eller deltage i et quizprogram, hvor et af spørgsmålene går på hvad linjevogterne hed i FA Cup-finalen i 1879. Og så ender det hele altid godt.

Ikke nok med at plottet bliver fulgt slavisk og genbrugt skematisk, så er serier som Roy of the Rovers og Zet, Faraos søn udformet uden kunstneriske ambitioner. De overtydelige, forklarende og teksttunge talebobler tager sig af alt det der ikke lige kunne nå (eller ikke lige var råd til) at blive tegnet: ”Pas på, Zet! Åhh … Min advarsel kom for sent!” eller ”Han header lige i sit eget mål! Vi har udlignet!”. Der er altså ikke overladt meget til læserens fantasi, når historien styres af klodsede replikker som blot beskriver det, som tegningen med al tydelighed netop viser netop.

Men det er netop denne enkelthed, der giver serierne mulighed for at virke som en slags propaganda. De udpenslede talebobler efterlader ingen mulighed for at tænke selv. Med en skamløs enkelthed viser Rekord-Magasinets serier helt uden subtilitet eller nuance hovedpersonen som et uproblematisk forbillede, nærmest som var det en sovjetisk propagandaplakat der afbilleder den stærke markarbejder som ideel. Retfærdighed, holdånd og fair play – ofte udtrykt med klassiske ordsprog som ”forbrydelse betaler sig aldrig” – er fremtrædende i serierne, der har bevæget sig fra at tjene et antifascistisk formål til et antikommunistisk.

Uanset om det er Roy Race, der spiller på udebane i et ubestemmeligt europæisk land mod Rythoven Olympic eller Zet, Faraos Søn, der bryder mod Abemanden fra Burma, går ambitionen ikke videre end til blot at leve op til konventionen. Heltene er stereotyper der kæmper en retfærdig kamp mod feje og korrupte skurke, der er så skurkagtige at de fremstår som karikaturer. Zets ærkefjende hedder Baron Munsen, er sådan lidt tysk i det og skurk med alt hvad det indebærer, mens Roy Races modstandere altid kommer fra skumle bananrepublikker og aldrig har rent mel i posen. Det er en næsten xenofobisk holdning til skurkene, der, ligesom de tilbagevendende kidnapningshistorier (Roy Race bliver bortført i udlandet en håndfuld gange i løbet af sin karriere!) taler til frygten om at blive rendt over ende af fjenden.

Amatørhelte
En af Edwin Ahlqvists store ambitioner for Rekord-Magasinet var det faste indslag Kontakt med läserkretsen, der både fungerede som brevkasse og en slags leder. Her skrev han om alle mulige emner, han mente ville være interessante og relevante for Sveriges ungdom – også emner, der rakte langt ud over sporten. Efter krigen optog bl.a. en stor strejke blandt metalarbejdere siderne. Ønsket om at opdrage læserne til engagement og medborgerskab udspringer af troen på det moderne velfærdssamfundet og den svenske folkehjælpstanke, hvor social ansvarlighed, solidaritet og tolerance er nøgleordene.

Kontakt med läserkretsen har – omend i noget mindre omfang – en pendant i den danske udgave. Det faste indslag Buster fortæller var i bladets korte levetid også et medie for en form for politisk og social opmærksomhed. Her kunne man f.eks. læse om Hitlers OL i 1936 og om boksere, der efter en lang karriere må leve med hukommelsestab, talebesvær og depression. Sportens skyggesider var ofte omdrejningspunktet og i Rekordmagasinet nr. 4, 1973 fortalte Buster om professionelle fodboldspilleres høje lønninger og om hvordan sporten på det tidspunkt for alvor var ved at blive showbizz. Sponsorindtægter og millionlønninger stemples som alt for høje og uretfærdige i en tid med oliekrise og sultkatastrofer.

Rekordmagasinet udkom i Danmark i en tøbrudstid mellem amatørisme og professionalisme, hvor udenlandsprofessionelle fodboldspillere først lige har fået lov til at spille på landsholdet. Og det afspejles i bladets serier, der peger bagud i tid og på nærmest romantisk vis fremhæver amatørismens fair play-dyder. Roy Race og Bobby Booth repræsenterer den rene sportsånd og klubloyalitet, der ikke interesserer sig for penge og store kontrakter og på den måde tager serierne del i en diskussion, der udvikler billedet af amatøren som ærlig, arbejdsom og beskeden.

Hovedpersonerne i sportserierne skal opdrage de unge på samme måde som selve sporten skal. De bliver nærmest til et glansbillede af en mønsterborger, der inkarnerer de det moralkodeks og de dyder, Edwin Ahlqvist stillede op for sit blad. Heltene er retfærdige, kloge, fornuftige – kort sagt: gode sportsmænd. Amatøren står for alt det hæderlige ved sporten og på den måde knyttes tanken om amatørisme sammen med det antifascistiske og antikommunistiske heltebillede, som serierne i hhv. det svenske og det danske Rekordmagasinet dyrker.

Ivar Söderlinds artikel om Edwin Ahlqvist og det svenske Rekord-Magasinet kan læses i Västerbotten Idrottshistoriska Sällskaps medlemsblad Visuellt nr. 34 fra 2008, hvor der også er artikler om All Sport, et andets svensk sports- og serieblad. Det hele kan findes her.