PINGPRISEN 2014: The Debriefing!

plakatDer er gået en uge siden Pingprisen 2014 lukkede og slukkede i Lille VEGA efter en fantastisk og underholdende aften, hvor alle var glade og tilfredse. Sådan virkede det i hvert fald når jeg gik rundt i salen. Men selvom holdet bag Pingprisen kan sige til sig selv: ”Mission accomplished!” er der som efter enhver god og professionel aktion, brug for en debriefing. Hvad er op og hvad er ned? Hvem var de gode og hvem var de onde?

Gør dig klar til uforbeholden og selvtilstrækkelig ros: Det her er min helt uofficielle, uautoriserede og ufuldstændige gennemgang af Pingprisen 2014.

Årets højdepunkt: Der er ingen tvivl. Det kan simpelthen ikke være anderledes. Det absolutte, ubestridte og helt suveræne højdepunkt til Pingprisen 2014 var da selvfølgelig mit grønne shorts-jakkesæt! Det er da klart! Eller du kunne måske bedre lide de stumpe bukser? Eller detaljen med den grønne lommeklud i det blå jakkesæt? Eneste ulempe ved at se så godt ud: Det er desværre begrænset hvor meget af showet man kan se når man hele tiden skal rende og skifte til grønne shorts, prikket slips osv.

Foto: Jon Bjarni Hjartason

Foto: Jon Bjarni Hjartason

Årets overraskelse: Egentlig ikke nogen. Selvom Tobias Mørch Bendixen skarpt og forbilledligt havde forsøgt at lave rav i den med sine udfordrende forudsigelser, synes jeg at feltet i år bød på så mange gode (og måske også lidt sikre) titler at, det er svært at pege på en overraskelse. Vinderne af Pingprisen 2014 var på mange måder ganske forudsigelige. En artig overraskelse var måske Sarah Glerups webserie-vinder Det Sarahkastiske Hjørne, der snuppede prisen foran sidste års pristager Anyone for Rhubarb? og kategoriens to mastodonter Stine og Maren.

Årets bedste takketale:
Nikoline Werdelin viste hvordan den slags skal gøres da hun holdt sin skidegode og virkeligt velskrevne takketale da hun modtog Æresprisen. Kulturminister Marianne Jelved (hermed udnævnt til Årets scoop) holdt en knastør og ret sjov pristale men det var modtageren, der stjal scenen og publikum med sin tale, der både var hylende morsom, tankevækkende og meget dybfølt. Hun formåede at holde en tale, der både var personlig og kollegial – selv om hun sidder og arbejder i Berlin fik hun skabt et billede af sammenhæng og fællesskab. Det var en tale med substans og uden flæbende taksigelser. Og da hun få minutter senere skulle på scenen igen for at modtage (den meget fortjente) pris for Bedste danske tegneserie, leverede hun lige én til skarp og morsom tale. Hvis der fandtes en Pingpris for Bedste takketale, ville jeg i hvert fald nominerede Nikoline Werdelin.

… og den værste: Anderledes kortfattet formulerede Philip Ytournel sig da han modtog den nyindstiftede pris Årets journalistiske tegner. Et enkelt ord: ”Tak!” Det var hvad det blev til. Hm. Som hårdtarbejdende arrangør af Pingprisen kunne jeg godt have ønsket mig en liiidt længere tale om tegneserier og bladtegning og om hvor vigtigt det hele er og bla bla bla. Men som almindelig publikum kunne jeg næsten ikke lade være med at grine over Ytournels iskolde og arrogante frækhed – årets værste takketale var også en af de sjoveste.

Foto: Alexander Almegaard

Foto: Alexander Almegaard

Årets sviner: Ingen Pingpris uden skældud. Heller ikke denne gang. Det plejer at være Matthias Wivel, der fra scenen kommer på kant med publikum, og skælder dem ud for at være dårligt klædte og ikke have nogen sans for stil (manden havde selv et krøllet Tintin-slips på til den første Pingpris!). Men årets sviner kom denne gang fra den ellers så flinke juryformand Erik Barkman. Da han skulle overrække prisen for Bedste danske nettegneserie, gav han lige hele nomineringsfeltet en stempling med knopperne først: De skal tage sig sammen og lade være med at lave det samme og det samme! Han mente det utvivlsomt godt, men det er altså rimelig råt at gå på scenen for at give en pris og sige at det, der er faktisk ikke er godt nok. Nu må vi se, hvordan de nominerede ser ud til næste år…

Årets bedste råd gik til alle tegnere fra Nikoline Werdelin: du skal spænde dig fast til din ergonomiske stol, placere en balje til højre for dig og bare arbejde løs – og når du så har tegnet én rude færdig, må du som belønning læne dig til siden og brække dig! Fantastisk motivationstale til unge talenter, der har adskillige arbejdsår foran sig. Gad vide om metoden også virker på blogindlæg, universitetsopgaver og anmeldelser?

Foto: Jon Bjarni Hjartason

Foto: Jon Bjarni Hjartason

Årets fest: Da jeg og resten af Pingprisen var blevet trætte og gik hjem i seng fortsatte festen selvfølgelig. En højrøstet mand i skjorte med vadefuglemotiv forsøgte at købe øl til alle og enhver mens en anden højrøstet mand med solbriller på om natten førte forsamlingen af feststemte tegneserietegnere og -hang-arounds over på Enghave Plads, hvor festen fortsatte på skaterampen til klokken 4. Jeg tror lidt at man skulle have været der. Fordømt!

Og konklusionen: Jeg er – ligesom resten af holdet bag – meget tilfreds og meget glad efter Pingprisen 2014. Og en lille smule stolt. Det er simpelthen så dejligt at se at så mange mennesker gider at holde en fest for den danske tegneserie – for der er vitterligt noget at fejre. Det er hårdt arbejde at arrangere sådan et awardshow, men det er det hele værd når kulturministeren gider at komme, når billetterne bliver revet væk, når Anders Lund Madsen brillerer og når salen jubler af de nominerede. Men jeg må også indse at jeg har sat mig selv under et gevaldigt pres: Hvad skal jeg tage på næste år? Og hvordan skal jeg dog få presset flere garderobeskift ind i sådan et show?

Med andre ord: Alt er godt og vi gør det igen til næste år!

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | 5 Comments

…og pludselig er der tegnefilm over det hele!

Hvor meget tegnefilm kan man se på fire timer? Man kan se otte afsnit af The Simpsons inklusiv reklamer. Man kan se straight-to-dvd-filmen Barbie: Svanesøen – tre gange. Eller man kan se 25 tegnede, malede, modellerede og animerede kortfilm ganske gratis på nettet.

Logorama_ronald_psicoFor lidt over et år siden brokkede jeg mig her på bloggen over, at der ikke er nogen gode tegnefilm på tv. Det hele er tomhjernet import fra USA og den store danske talentmasse bliver skammeligt overset. Det mener jeg sådan set stadig. Men når fjernsynet svigter, er det jo godt at vi har internettet!

For helt parallelt og samtidigt har Filmmagasinet Ekko og Dagbladet Information pludselig lavet hver deres blog eller shortlist for kortfilm. Også de tegnede. Det betyder at en bunke dejlige animations- og tegnefilm nu er lige ved hånden.

Ekko Shortlist fungerer som en slags hitliste som man kender det fra radioen: Man kan stemme på sine favoritter og følge med i den ugentlige Top 10 (hvor førstpladsen lige nu indtages af en animationsfilm!). Kortfilmsbloggen på Informations hjemmeside har ingen rangorden, men præsenterer bare tre nye kortfilm hver uge.

reward290Ekko har 138 (mere eller mindre) danskproducerede film liggende, hvoraf 15 er animations- eller tegnefilm. Information har kun 53 danske og udenlandske titler på bloggen – men til gengæld er 10 af dem animerede.

Filmene er alle sammen korte (mellem 4 og 25 minutter) og de er alle sammen animerede på den ene eller den anden måde. Men derudover er det 25 meget forskellige film, der bliver præsenteret på siderne. Der er et væld af genrer: dystopisk sci-fi, dansk socialrealisme, selvbiografier og søde børnefilm. Der er et væld af hovedpersoner: en dræbersnegl, en kommende flæskesteg, en dame med et stort hoved, en desperat arbejdsløs og en pige, der bliver til en hund. Og der er et væld af animationsmetoder og udtryk: klassiske tegnefilm, fotocollager, pixelanimation og informationsgrafik.

Men fælles for filmene er at der er utroligt meget død, vold og blod. I Out of a Forest bliver en uskyldig kaninfamilie brutalt myrdet af en ulv, i The Hopper skyder narkoganstere i modellervoks løs på hinanden i Baltimore, i The Backwater Gospel slagter en hel landsby sig selv ihjel for fødderne af en mystisk bedemand og i The Saga of Biôrn forsøger aldrende viking desperat at dræbe sig ind i Valhalla

logorama_01-1200Vold er også omdrejningspunktet i en af de allerfedeste film i bunken. Den franske trio François Alaux, Hervé de Crécy og Ludovic Houplain har med Logorama skabt en helt fantastisk og tankevækkende historie, hvor Ronald McDonald er skurk og Michelin-manden helt i et Los Angeles bygget op af mere end 2500 logoer og registrerede varemærker. Starbucks, Esso, Mac, Colgate, Haribo, Lacoste osv.: man sidder bare og genkender logoerne. Det er kapitalismekritik med masser af humor.

Men det er trods alt ikke død og ødelæggelse det hele. Den finske film Benigni er på en gang en frastødende ulækker og hjerteskærende smuk fortælling om en mand og hans venskab med en godartet svulst. Danske Goutte d’Or handler om en død sørøverkaptajns forelskelse i en nøgen prinsesse, der flyver rundt på en kost og har en blæksprutte på hovedet (!). Og engelske I Am Tom Moody handler om en skrøbelig musiker, der kommer i kontakt med sit indre barn og overvinder al mulig usikkerhed.

skhizein-jeremy-clapinUdover Logorama byder Kortfilmsbloggen også på andre franske mesterstreger. F.eks. den suveræne og meget rørende film Shkizein, der handler om en mand, der i bogstaveligste forstand er ved siden af sig selv. Efter et møde med en meteorit er den stakkels hovedpersons visuelle jeg blevet forskudt med 91 centimeter til højre. Instruktøren Jérémy Clapin illustrerer med en rammende sarthed en af sprogets mærkelige metaforer.

Den tredje franske perle hedder Chienne d’Histoire, hvilket må betyde noget i retning af Historiens tæve. Den er instrueret af fransk-armenske Serge Avidikian og handler om den berygtede massedeportation af Konstantinopels herreløse hunde i 1910. Dyrene, der havde været en del af den osmanniske hovedstads identitet, blev af ungtyrkerne anset fro en enorm plage, så bystyret lod 60.000 hunde sulte ihjel på en øde klippeø. Man aner at hundemordet er en analogi over det armenske folkedrab i 1915-1918, hvor mellem en og halvanden million armenere døde. Det er en dybt foruroligende og forstemmende film.

The-RewardAnderledes munter er stemningen i Mikkel Mainz Elkjær og Kenneth Ladekjærs adventure-fortælling om to venner, der drager ud på en farefuld færd. The Reward er en actionpacked og veloplagt film om venskab, eventyr og high fives. Eneste minus: den er kun 10 minutter land. Jeg er sikker på at The Reward kunne blive et kæmpe hit som spillefilm. Den har det hele – totalt charmerende og vildt fedt tegnet. Men indtil videre må vi nøjes med kortfilmudgaven og vente på den serie, holdet bag er i gang med at producere.

the-thomas-beale-cipher-3Mens The Reward er en klassisk tegnefilm, så er Andrew Allens mystiske spionfortælling The Thomas Beale Cipher en eksperimenterende collage. Lag på lag af papir og tapeter, farvekontraster og stærke grafiske detaljer gør det til ti af de mest spændende filmminutter jeg længe har set. Historien udspiller sig som menneskejagt med udgangspunkt i et krypteret budskab om en begravet skat. Vistnok en rigtig historie fra 1885. Og når hovedpersonen oven i købet er en kryptograf ved navn Professor White, kan det jo næsten ikke blive bedre…

Kortfilm kan være et ubarmhjertigt format. Også når det gælder tegnefilm. Hvis ikke det hele er skåret tilpas skarpt mister både film og publikum fokus. Samtidig er der en fare for at den korte film kommer til at virke mærkelig og ufuldstændig. Heldigvis holder (næsten) alle filmene på Ekkos Shortlist og Informations Kortfilmsblog et utroligt højt niveau og langt de fleste er værd at se flere gange. For når kortfilm fungerer kan de levere et budskab og en stemning med en helt forrygende præcision og effekt.

…og ja: der er linket til alle filmene i løbet af indlægget.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | 4 Comments

En bog kan også være en skotøjsæske

JRA_CHRIS_WARE_004.jpgDen ene er otte meter lang. Den anden minder mest af alt om en gaveæske til (f.eks.) en fin pyjamas. Men i virkeligheden er de begge to tegneserier – eller i det mindste tegneserielignende udgivelser – der rejser spørgsmålet: Skal tegneserier være nemme at læse? Og behøver de at være bøger?

Jeg snakker naturligvis om Chris Wares voldsomt imponerende (men måske ikke heeelt så gode) graphic novel-kompleks Building Stories og Joe Saccos 1. Verdenskrigspanorama The Great War, som jeg for nylig havde fornøjelsen af at anmelde.

Hverken Chris Ware eller Joe Saccos tegneserie ligner altså bøger. De ligner heller ikke hinanden særlig meget for den sags skyld. Building Stories består (som du nok ved) af en stor æske med 14 forskellige bogobjekter i: aviser, pixibøger, en slags spilleplade osv. The Great War er en såkaldt leporello: én eneste sammenhængende panoramategning, der foldes ud i otte meters længde. Der er umiddelbart ret langt til Anders And-bladet eller Asterix-albummet, ikke sandt?

buildingstories_intChris Wares tegneserier er i meget høj grad design, og han tager den taktile læseoplevelse dødalvorligt. Hver historie i Building Stories-kassen føles særlig, ikke kun i forhold til handlingsindhold eller karakterfokus, men også på den måde læseren rent faktisk holder og læser værket på. Nogle striber læses f.eks. horisontalt, mens man folder andre ud vertikalt. Disse forskelle har ikke kun betydning for, hvordan man håndterer det hæfte – eller objekt – man nu sidder med. Formatet har i høj grad også betydning for, hvordan man helt praktisk læser og hvordan historiens tid og rum opleves. En indbundet bog med guldryg giver simpelthen en anden oplevelse end en plakat, der er foldet på midten.

2012 Hammer Exhibition InviteChris Ware eksperimenterer med bogen som trykt objekt. Han er meget opmærksom på den individuelle bogs fysiske aspekter – papirkvalitet, indbinding, sidens dimensioner osv. Når man tager låget af Building Stories, er det næsten som at åbne en protest mod brug og smid væk-kulturen, engangsprodukter og de nye mediers insta-kommunikation. Chris Ware holder på det modsatte og formulerer faktisk på bagsiden af Bulding Stories en slags program for bogudgivelse:

With the increasing electronic incorporeality of existence, sometimes it’s reassuring— perhaps even necessary—to have something to hold on to. Thus within this colorful keepsake box the purchaser will find a fully-apportioned variety of reading material ready to address virtually any imaginable artistic or poetic taste, from the corrosive sarcasm of youth to the sickening earnestness of maturity…

Building Stories er både reaktionær og nytænkende. Chris Ware holder sig til (mere eller mindre) kendte formater og publikationsformer, men har samtidig dekonstrueret sin egen tegneserie og splittet den op i mindre dele. Det skulle gerne være klart for læseren at Building Stories ikke bare ser sådan ud for sjov.

51E3YxrMkTLMed The Great War har Joe Sacco gjort det samme – bare på den modsatte måde. Øh… kan man sige det? Tja, det kan man vel egentlig godt: I stedet for at opsplitte tegneserien i en mængde mindre dele har Joe Sacco samlet sin fortælling i ét stort billede. Og også her spiller form og format en central rolle. Den helt håndgribeligt langstrakte form understreger, sammen med fraværet af ord, den meningsløshed og fornemmelse af evighedskrig, der må have været i de nordfranske skyttegrave under 1. Verdenskrig.

Selvom Building Stories og The Great War er ret forskellige, har de en række lighedspunkter. Det mest tydelige er, at de ikke ligner almindelige tegneserier. Et andet er, at de er noget så utidsvarende som besværlige at læse! Det er simpelthen svære at overskue og afkode. Detaljerigdommen i begge værker er med til at gøre dem svære, men det er nok for alvor format og formgivning, der udfordrer læsningen. Begge værker er slet og ret for overvældende – og det er en pointe i begge tilfælde.

41U9Sxj12LLJoe Saccos bog er ikke engang en bog. Den har ingen ryg, og man kan faktisk se hele ”bogens” indhold på én gang. Noget som man normalt ikke kan med bøger, der jo har tekst og billeder på begge sider af papiret, som er limet sammen i ryggen og derfor ikke kan ses samtidig. Den fransk-belgiske tegneserieteoretiker Thierry Groensteen siger i sit indflydelsesrige værk Systéme de la bande dessinée (eller System of Comics), at tegneseriens mindste byggesten er panelet, og at tegneserien er et netværk af billeder. Men The Great War har afskaffet rammer, paneler og mellemrummet mellem billeder. Alligevel er Joe Saccos panorama efter min bedste overbevisning en tegneserie. På trods af fraværet af paneler er der en form for netværk mellem elementer og en sekvensering i billedet – der er både fremadskridende tid og rum i den otte meter lange tegning.

1383332977.png.CROP.promovar-mediumlargeBogobjekter som Building Stories og The Great War er på mange måder en modreaktion på digitalisering. Selvom vi kan swipe løs på vores iPads og have et helt bibliotek ved hånden, vil vi også gerne røre, folde og bygge. Og selvom begge værker i bund og grund genopliver gamle formater – Building Stories er i familie med 1800-tallets prospekter, papirklip, glansbilledark m.m. og The Great War viderefører samme periodes uhyre populære panorama – så afspejler de også nødvendige kunstneriske valg og en vilje til at tænke tegneseriemediet på en anderledes og udfordrende måde.

Herhjemme (ligesom i hele verden i øvrigt) har den ”rigtige” litteratur talrige eksempler på eksperimenter med både form og format. I 1930′erne lavede Emil Bønnelycke nogle chokerende billeddigte, i 1960′erne og 70′erne eksperimenterede digtere som Vagn Steen med bogens form i en række højst besynderlige værker (bl.a. denne bog med hul igennem) og i disse år er der atter fokus på det som forskerne kalder en ”ny materialisme”. Det kunne f.eks. være sådan noget som det her eller det her.

Både Building Stories og The Great War rykker ved grænserne for, hvad vi kan kalde en tegneserie. Og det skal vi være glade for. I formeksperimentet opstår ofte nye måder at læse tegneserier på og nye grænser for hvad en tegneserie kan være. Jeg tror, at der til enhver tid er brug for formeksperimenter for at en kunstart eller et medie kan udvikle sig – behovet for at blive konfronteret med sin egen form kan resultere i fantastiske kunstværker. Det er både Building Stories og The Great War beviser på.

(…og så gør facebook mig lige opmærksom på at det her også findes. Og det passer jo meget godt.)

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Kan man tegne en roman? En guide til litterær litteratur i tegneserieklæder

Hvad har August Strindbergs Inferno, Federico García Lorcas Blodbryllup, Ray Bradburys Fahrenheit 451, Joseph Conrads Heart of Darkness, Paul Austers City of glass og Bibelen til fælles? Ja, de hører alle til blandt verdens-litteraturens store fiktionsværker. Og så er de også udkommet som tegneserier.

city-of-glass-artTegneserier med litterært forlæg er de seneste år væltet frem. Det gælder både for omtegnede romanklassikere og for graphic novel-udgaver af nye bestsellere som Khaled Hosseinis Drageløberen og Stieg Larssons Millenium-trilogi. Flere og flere forlag forsøger sig med tegneserie-romaner, der ikke bare er tiltænkt en plads på skolebibliotekets hylde, så 7.d kan få læst lidt Shakespeare, men som faktisk er selvstændige kunstværker i sin egen ret.

Men den tegnede litteratur er som sådan ikke noget nyt fænomen. De første romaner-som-tegneserie dukkede op helt tilbage i 1941 da Albert Kanter udgav de første bind i serien Classics Illustrated, der på dansk blev til Illustrerede Klassikere. Indtil 1969 udkom hele 169 romanklassikere (især af forfattere som Herman Melville, Sir Walter Scott og Rudyard Kipling) som tegneseriehæfter for børn.

Tendensen har de seneste år peget henimod flere sider, flere ord og mere plads end i de Illustrerede Klassikere. Og en god tegneserieudgave af en roman bør også være andet og mere end bare illustration. Men der er selfølgelig en masse udfordringer og forhindringer at tage højde for når en roman skal omskabes til tegneserie.

HOD-21-22Og en masse spørgsmål at besvare. For kan man sige at man har læst Don Quixote, hvis man kun har læst tegneserieudgaven? Kan prosa overhovedet oversættes til billeder? Og er bogen altid bedre end filmen – hvis du forstår hvad jeg mener?

En litterær tekst genfortalt i tegneserieform mister nødvendigvis en del at sin oprindelige mængde ord, sætninger og afsnit. Udfordringen er at bevare romanens originale skelet og struktur – og samtidig præsentere det i en bemærkelsesværdig visuel form. I de bedste tilfælde er der snarere tale om en gendigtning eller fortolkning i stedet for bare en tilpasning og det er også de tegneserier, der finder den rette balance mellem behovet for at kondensere og komprimere – ved at lade tegningerne gøre prosatekstens arbejde – og samtidig bevare romanforlæggets essens og tone.

Men lad mig lige slå det fast, en gang for alle: bare fordi du har læst tegneserien, betyder det ikke at du har læst romanen! Helt ligesom at du ikke har læst Shakespeare bare fordi du så Baz Luhrmanns Romeo + Juliet engang i midten af 90′erne…

strindbergMen uanset at Ray Bradburys Fahrenheit 451 faktisk er bedre end Tim Hamiltons tegneserie, og uanset at Henrik Rehr og Cav Bøgelunds version af Blodbryllup trods alt ikke er dramatik i verdensklasse, så findes der heldigvis en række fremragende tegneserier, der engang var ganske almindelig, god gammeldags litteratur.

Her er tre gode – og en enkelt dårlig…

TRE DU BØR LÆSE:

City of glass af David Mazzucchelli og Paul Karasik (1995):
City of glass udkom i 1985 som den første del af Paul Austers New York Trilogi, og gjorde med det samme forfatteren til en stjerne. Ti år senere omsatte to af tegneserieverdenens helt store kanoner David Mazzucchelli og Paul Karasik roman til en graphic novel.

71BPMc2L2iL._SL1500_Resultatet af Mazzucchelli og Karasiks omformning er ikke bare et værdigt supplement til romanen, men et kunstværk, der til fulde retfærdiggør sin eksistens på egne præmisser. Selvom en imponerende stor del af Austers egne ord har overlevet i tegneserien, har Karasik og Mazzucchelli ikke bare illustreret romanen, men brugt teksten som en del af mange i en ganske kompleks helhed.

I stedet for blot at vise karaktererne i situationer, blander Karasik og Mazzucchelli symboler, kort og diagrammer med mere ligefremme handlingssekvenser. Siderne er inddelt i ruder, der bliver til værelser, vinduer, et netværk af gader eller en fængselscelles tremmer. En håndfuld motiver – en barnetegning, linjerne i en notesbog mm – dukker igen og igen op bogen igennem, og for hver gang samler de mere og mere kraft og betydning op.

Da bogen udkom i England i 2005 (ti år efter den var blevet lavet) mente The Guardians anmelder Josh Lacey endda at dele af fortællingen fungerer bedre i Mazzucchelli og Karasiks tegneserie end i Paul Austers originale manuskript.

August Strindbergs Inferno af Fabian Göranson (2010):
page_1_thumb_largeDen store svenske forfatter og dramatiker August Strindberg udgav i 1897 sin selvbiografiske roman Inferno, der handler om hans omtumlede liv i 1890′erne, hvor han lagde pennen på hylden for i stedet at hellige sig alkymistiske eksperimenter. Men August Strindberg følger sig forfulgt: af rivaler, af teosofiske selskaber, af dæmoner og af selve den katolske kirke. Alt går galt og rodes sammen i en mærkelig blanding af sort magi, hemmelige tegn og paranoide vrangforestillinger. På alle mulige måder et hovedværk i den skandinaviske og europæiske litteratur.

Den svenske serieskaber Fabian Göransons bearbejdning er i vid udstrækning tro mod originalen og gengiver en stor del af Strindbergs egen tekst. Den er som sådan ganske konservativt fortalt. Men Fabian Göranson har en ganske særlig fornemmelse for den bizarre humor og komik, der gemmer sig i Strindbergs udskejelser – uden at være illoyal formår han at gøre tegneseriens hovedperson akkurat ligeså sitrende sindssyg og uimodståeligt charmerende som i den mere end 100 år ældre roman. (I modsætning til Per Demervalls amatøriske livtag med et andet Strindberg-mesterværk, Röda Rummet, i øvrigt.)

Heart of Darkness af Catherine Anyango og David Zane Mairowitz (2010):
heart-of-darkness-graphicJoseph Conrads hovedværk Heart of Darkness (1899) er på mange måder et underligt tilfælde. Det er en helt igennem fremragende bog og hører til blandt de første modernistiske romaner. Den er verdensberømt. Punktum. Og alligevel er Francis Ford Coppolas film Apocalypse Now (1979), som er (godt nok meget løst) baseret på bogen, endnu mere berømt. Hvis jeg siger ”The horror! The horror!” så er der er i hvert fald godt chance for at du siger Coppola før du siger Conrad.

Selvom Cathrine Anyango og David Zane Mairowitz graphic novel-version af Mørkets hjerte ikke kan måle sig med hverken romanforlæg eller filmfortolkning, så er det en interessant tegneserie, der fanger en af bogens grundstemninger: rædslen og utrygheden i den feberhede jungle. Den tætte og trykkede stemning, luften fuld af myg, gengives godt i bogens sort-hvid-grå kultegninger.

Bogen er iøvrigt udkommet på London-forlaget SelfMadeHero, der på det nærmeste har specialiseret sig i tegneserieversioner af litterær litteratur. De har både Kafka, Dickens og Dostojevski i bagkataloget.

…OG ÉN DU BØR UNDGÅ:

Drageløberen af Fabio Celoni og Mirka Andolfo (2012):
drageloeberen.-graphic-novel_197752Det er ikke nok at romanen er en bestseller. Hvis tegneserien skal være god er romanforlægget altså også nødt til at være godt – 400.000 danskere kan sagtens tage fejl. Derfor bør du helt klart undgå italienske Fabio Celoni og Mirka Andolfos version af den afghanske forfatter Khaled Hosseinis uhyggeligt populære roman Drageløberen (2004). Tegneserien er en tandløs omgang melodramatisk sødsuppe af værste skuffe. Og så er den tegnede Drageløber i virkeligheden ikke andet end et forsøg på at score lidt ekstra på en i forvejen etableret kassesucces. Kort sagt: golddigging.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | 1 Comment

PING-SPECIAL: Insiderens guide til outsidervindere

ping-mainPå lørdag går det løs: Pingpriserne skal uddeles og juryen har travlt med at finde vinderen blandt de nominerede. Det betyder at alle vi andre nu har en uge til at spekulere og gætte, lave prognoser og udråbe dark horses. En uge til at proklamere at dén og dén selvfølgelig vinder – mens det er fuldstændigt tåbeligt at dén og dén overhovedet blev nomineret. 

Men hvis du ikke lige selv orker den slags – eller bare mangler overblikket – kan du læse med her, hvor jeg vil forsøge at navigere feltet og finde det frække, det usandsynlige eller det oversete bud på en Ping-sejr – direkte fra Pingprisens dybeste indre. Velkommen til insiderens guide til outsidervindere. 

De-gale1Bedste danske tegneserie: Sidste års vinder i ”hovedkategorien” var Rikke Bakmans Glimt som uden tvivl er en af de seneste års allerbedste danske tegneserier. Så der er i den grad noget at leve op til for årets nominerede. Heldigvis har vi endnu en gang et stærkt felt, hvor godt kunne se ud som om at føretrøjen sidder på Mårdøn Smets Stig & Martha. Bogen bliver i hvert fald hele tiden kaldt en klassiker og en genistreg – og så scorede den 5 ud af 5 hos Nummer9′s anmelder. Min personlige yndling fik derimod kun 3 ud af 5, men alligevel er De gale ikke et helt tosset bud. Mikkel Sommer og Erik Barfoeds version af Kim Fupz Aakesons sci-fi-ungdomsroman er spændende, skarpt skåret og virkelig godt tegnet. Og så er det så heldigt at fremtiden stadig er ligeså fjern nu som den var i 1992! Måske er det lige hvad vi har brug for i disse tider, hvor tegneseriekultureliten ellers dikterer kryptiske og personlige auteur-serier.

Jan-Loof-21Bedste internationale tegneserie på dansk: Her kan der ikke være nogen tvivl: David Mazzuchellis suveræne – ja, guddommelige – mesterværk Asterios Polyp er en sikker vinder! Eller er den? Politiken-darlingen Jiro Taniguchi er jo også med i opløbet. Men mit outsider-bud skal hverken findes i Japan eller USA, men lige på andra sidan sundet. For hvorfor skulle andet bind af Jan Lööfs samlede serier i ikke kunne vinde? Det er charmerende, velfortalt og venstreorienteret. Man skal aldrig afskrive de gamle ronkedorer. Og så deler Jan Lööfs elskede hovedperson fornavn med undertegnede – og det må da betyde noget!

the-hiveBedste internationale tegneserie: Chris Wares uoverskueligt-storslåede multi-hybrid Building Stories ligner en stor forhåndsfavorit. Men mens den løber med al opmærksomheden, sniger en af konkurrenterne sig måske bagom ryggen på kolossen og når først i mål. Den konkurrent kunne godt være Charles Burns’ The Hive. Jeg medgiver at han ikke er den største outsider – eller det er måske lige netop hvad han er: stor! – men i en kategori, hvor nominørerne må plukke fra øverste hylde i hele verden er det jo hvad man kan forvente. Forløberen til The HiveX’et ud – var sidste år nomineret i kategorien for Bedste internationale tegneserie på dansk, men vandt ikke. 2013 kunne godt gå hen og blive Charles Burns’ år. Ellers er The Hive andet bind i en planlagt trilogi – og så er der jo altid 2014…

tavs1Bedste børne/ungdomstegneserie: Jeg har altid været dødsens bange for Tove Janssons Mumitrolde. Og Julien Neels topscorende franske pigeserie Lou! (som jeg blankt indrømmer at jeg ikke har læst) ser simpelthen for irriterende ud. Til gengæld er Rasmus Meisler en helt igennem fremragende tegner. Hans og Camilla Hübbes danske tegneserie-blandingsbog Tavs er det seriøse men måske også – og desværre for det – det usandsynlige bud på en vinder i børne/ungdomskategorien. Men måske tager jeg fejl – man har jo lov til at håbe!

anyone-for-rhubarb1Bedste danske nettegneserie: Maren Uthaugs marensblog.dk har 3900 likes på facebook. Stine Sptedtsbergs Stinestregen har 3797 likes. Og Christian Henrys Anyone for Rhubarb? Har … 292 likes. Hm. Ja, okay. Det er måske ikke de bedste odds man kan have, men Christian Henry er ung, ukendt og formalistisk sprudlende. Når han er bedst kan Anyone for Ruhbarb? minde om noget fra MAD Magazine eller nogle af de bedste og mest bizarre CartoonNetwork-tegnefilm som Flapjack eller Ko og Kylling. Og så er den i farver! Så, selvom det er lidt irriterende at hans striber er på engelsk, og selvom Stinestregen har udråbt 2013 til Maren-vinder-alt-i-år-år, tror jeg på at Anyone for Rhubarb? kan komme ind fra højre og tage Ping-statuetten med hjem.

aske2Bedste danske debut: Debut-kategorien er efter min bedste overbevisning den tætteste til årets Pingpris. Rasmus Svarres Kensington er et imponerede, ambitiøst og intellektuelt bud på en malet tegneserie. Maren Uthaugs selvudgivede bog Ellers går det godt er ultrapopulær og blev en lille bestseller-succes. Og Mikkel Ørsted Sauzets kuglepensrøde Aske er en visuelt stærkt fortælling om voodoo og slaveri. Tre stærke vinderbud, der også gør det ekstra svært at udpege en outsider. Så i stedet vil jeg bare pege på den tegneserie som jeg synes fortjener sejren: Aske. Mikkel Ørsted Sauzets debut er sjældent stilsikker og lovende – en af de mest markante danske debuter de seneste år.

Får jeg ret? Eller tager jeg fuldstændigt fejl? Kun juryen kender svaret… Uanset hvad, så glæder jeg mig helt utroligt meget til d. 1. juni! Vi ses i Lille VEGAbe there or be square!

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | 3 Comments

Far, søn og Hitler


forsideHistorien om en af Tysklands mest populære avisstriber er historien om en anti-nazistisk serietegner, der endte med at arbejde for sine modstandere. I dag er det 110-året for hans fødsel.

For tre-fire måneder siden gav min far mig en lille gul bog som han havde købt i en museumsbutik i Hamborg. Det var et udvalg af den tyske tegner e.o. plauens avisstriber Vater und Sohn der gik i et berlinsk dagblad i 1934-1937. e. o. plauen en af Tysklands mest populære og afholdte serieskabere – jeg havde bare aldrig hørt om ham.

Det eneste jeg kunne finde på dansk er en minibiografi på Goethe-instituttets fine hjemmeside om tysksprogede tegneserier. Men med lidt tyskkundskaber (eller for os andre: god tid, en ordbog og Google translate) kommer man hurtigt på sporet af e. o. plauen. I virkeligheden hed han Erich Ohser og i dag – som i i dag – er det 110 år siden han blev født.

Vater und Sohn er en næsten ordløs avisserie om den tykke, skaldede far og hans pjuskhårede søn. Den er en morsom og til tider hjerteskærende sød blanding af slapstickhumor, Storm P.-agtige påfund og de to hovedpersoners nærmest konspiratoriske forhold. Stregen er enkel, men udtryksfuld, og Vater og Sohn er to af de mest elskelige og charmerende figurer, jeg er stødt på længe.

Men bag alle narrestregerne gemmer der sig en spændende og tragisk historie om en anti-nazist, der endte med at arbejde for sine modstandere. En historie om splittelse og overlevelse. En historie der endte brat med et selvmord.

dienstamvolkInden han begyndte at tegne humørstriber under pseudonymet e. o. plauen (der er sat sammen af hans initialer og hjembyen Plauen) var Erich Ohser kendt for sine skarpe karikaturtegninger. Fra slutningen 1920′erne kunne hans tegninger ses i en række aviser og tidsskrifter, bl.a. i de liberale blade Neue Revue og Querschnitt og i det socialdemokratiske Vorwärts, hvor han især kritiserede den småborgerlige bornerthed og den voksende nationalsocialisme. Men efterhånden som nazisterne fik mere magt blev dette job skæbnesvangert for ham.

Allerede i 1933, året for Hitlers valgssejr, rejste Joseph Goebbels Propagandaministerium en sag mod Erich Ohser, der kom under efterforskning. Tegninger som ”Dienst am Volk” (”I folkets tjeneste”) hvor en mand i ly af natten pisser et hagekors i sneen faldt ikke i god jord hos de nye magthavere. Han blev ekskluderet af den tyske presseforbund, hvilket i praksis betød et arbejdsforbud.

V&S1Men gennem sin ven, den populære digter og humorist Erich Kästner, fik han muligheden for at arbejde for dagbladet Berliner Illustrierte Zeitung. Her blev Vater und Sohn bragt for første gang i 1934 og var fra begyndelsen en stor succes. En afgørende grund til at han overhovedet kunne overkomme de udmattende bryderier med nazi-bureaukratiet hænger i høj grad sammen med den berømmelse han opnåede gennem netop Vater und Sohn: det første samlealbum solgte lynhurtigt mere end 90 000 eksemplarer. For nazisterne var seriens hverdagsidyl kombineret med den enorme popularitet værdifuld. Alligvel fik Erich Ohser i 1936 endnu et arbejdsforbud.

Erich Ohser var nødt til at tilpasse sig hvis han ville blive i Tyskland – og samtidig overleve. Det var naturligvis ikke uden risiko og hans rygte som karikaturtegner og satiriker var en tung byrde at bære under nazi-diktaturet.

Mod slutningen af 1930′erne kontrollerede NSDAP hele det tyske avismarked. Og i et forsøg på at undgå komplet ensformighed lancerede partiet i 1940 ugebladet Das Reich, der udover e. o. plauen beskæftigede en række af de prominente intellektuelle, der ikke var gået i eksil. Mange var tvunget af omstændighederne til at arbejde for regimet – eller dø. Immigration var ikke længere en mulighed og mange ikke-nazister delte en ubestemmelig fornemmelse af landsforrædderi ved tanken om flugt. Samtidig delte mange ansatte på Das Reich også illusionen om at kunne fortælle sandheden om nazismen mellem linjerne i ”fjendens blad” og på den måde advare ligesindede læsere.
Uden navnI Das Reich tegnede Erich Ohser karikaturer af nazismens fjender og mange af hans illustrationer blev ledsaget af kort, der viste tyske troppebevægelser i det europæiske krigslandskab. Men alligevel var Erich Ohser måske ikke aldeles i regimets tjeneste. I hvert fald fornemmer man bag karikaturernes motiv fortvivlelsen over nazismen, over krigen, over råheden og over ondskabens indtræden i hverdagslivet.

Mens jeg stavede mig igennem en bunke tyske hjemmesider om Erich Ohser stødte jeg på et essay af den tyske filosofi- og retorikprofessor Gert Ueding. I essayet, der hedder ”Ungeheuer aus der Tiefe” (”Uhyret i dybet”), sammenligner han Erich Ohsers sene karikaturtegninger med den spanske maler Francisco de Goyas malerier fra starten af 1800-tallet. Gert Ueding genkender den samme desperate og brutale tone fra Goyas Sorte malerier i mange af Erich Ohsers illustrationer fra Das Reich.

Uden navn2Den verden Erich Ohser tegner er fuld af vold, afpresning og undertrykkelse og de figurer der bebor den er groteske. Det er et fantasmagorisk mareridt af politiske figurer, hvor Roosevelt, Churchill eller Stalins ansigter smelter sammen med glubende dyrehoveder. Det eneste der mangler blandt Erich Ohsers ekspressive – nærmest ekspressionistiske – grotesker er Hitler-karikaturen. Tegningernes budskab er ikke de nazi-tro tekster, men den altdominerende livslede og frygt, der siver ud af hans streg.

Det gennemgående tema er billedet af verden som et åbent helvedeshul, som dårekiste og som lighus. Men Erich Ohser kunne naturligvis ikke identificere dén verden som et product af nazi-diktaturet – det havde været at underskrive sin egen dødsdom. Han var hele tiden nødt til at skjule og maskere. Kampen mellem det tilsyneladende og det faktiske budskab bliver i Erich Ohsers karikaturer til en eksistentiel kamp for tegneren om spørgsmålet ”give op eller fortsætte?”

V&S2Satiren og de politiske karikaturer hører sammen med Vater und Sohn. De to meget forskellige dele af værket skaber et helhedsbillede af Erich Ohser som anti-nazist. Mens karikaturerne skildrer umenneskeligheden i verden im Grosßen, skildrer Vater und Sohn menneskelivets komedier im Kleinen.

Selvom nazisterne elskede seriens biedermeier-agtige landsbyidyl er det på ingen måde et reaktionært og nationalsocialistisk billede som de to umage hovedpersoner tegner. Farens godmodige og legesyge opdragelse af sønnen minder sine steder om kulturradikalismens reformpædagogik. Og fraværet af en mor, og dermed af kernefamilien, er i direkte modstid med nazismens idealforestilling om samfundets opbygning.

Det er ikke uvæsentligt at Vater und Sohn er så godt som ordløs. Det er hverken fordi Erich Ohser var doven eller uopfindsom. Jeg ser det derimod som et af seriens stærkeste modstandstræk. Mens nazismens kommunikation er præget af højtråbende propaganda-retorik og militaristiske ordrer, insisterer Vater und Sohn på at tie stille. Fraværet af ord placerer seriens antihelte i direkte opposition til nazismen og er med til at gøre en tilsyneladende harmløs humørstribe til et subtilt men stærkt oprør.

Vater und Sohn er virkelighedsflugt og modstandskamp på en og samme gang. Og Erich Ohser søger i serien en modgift mod den fortvivlelse og terror han oplever. Her v&s3triumferer munterhed og venlighed og i den på én gang kærlige og anarkistiske omgangstone finder han et alternativ til nazismens rigide og agitatoriske stil. Hovedpersonernes kreative utilpassethed er nærmest antiautoritær og børn er tydeligvis bedre end voksne, legeonkler bedre end politibetjente, naturen bedre end byen og i den sidste stribe i den lille gule bog: havfruer bedre end mennesker.

Vater und Sohn var Erich Ohsers smuthul ud af helvede til et andet liv.

Det andet liv nåede Erich Ohser aldrig at opleve. Om natten d. 28. marts 1944 blev Erich Ohser og hans ven og kollega Erich Knauf arresteret i en af Gestapos såkaldte Nacht und Nebel-aktioner. De var blevet angivet af en nabo, der havde overhørt deres anti-nazistiske vittigheder. Natten til d. 6. april – dagen inden han skulle for den nazistiske folkedomstol – hængte Erich Ohser sig i sin celle mens Erich Knauf måtte vente til maj, før han blev henrettet.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | 5 Comments

Mere tegnefilm på tv

Fjernsynet flyder over med tegnefilm – ikke mindst i ferietider som disse – men niveauet er langt fra altid højt og det meste er noget masseproduceret bras. Der er ellers masser af dansk talentmasse og fremragende tegnefilm, der i den grad ville pryde sendefladen.

Den 14. december holdt Filmskolen i København premiere på Animationslinjens midtvejsfilm og -spil. Med hjælp fra bl.a. Animation Workshop i Viborg var det blevet til i alt fire film og to spil. Der var blandt andet en ordløs 3D-film om en slags trædukke, en film om en pige og en kæmpeulv og et multimediemysterium der både er et spil, en film og et … telt. Men de mest iøjnefaldende projekter var de to film Vakuum og Hvid.


Vakuum, instrueret af Claudia Stræde (med storyboard af Palle Schmidt), er en rigtig tegnefilm med sort-hvide tegninger. Filmen handler om en reklametegners deadline-mareridt, hvor hun desperat hvirvles ind i sine egne tegninger i et forsøg på at lave et kampagneforsalg til nogle japanske forretningsmænd.

David Adler har instrueret det kondenserede polardrama Hvid, hvor to polensfarere kæmper mod sult og snestorm. Animationen minder mest af alt om fraktalgeometriske mønstre, som passer utrolig godt til.

Begge film er meget talentfulde – de er morsomme, spændende, vittige, godt skrevet, godt tegnet, godt fortalt. I det hele taget bare ret gode. Men hvorfor er der aldrig gode animerede kortfilm som dem, i fjernsynet?

Danskproducerede animationsfilm i spillefilmslængde har de seneste år haft et mindre gennembrud. Rejsen til Saturn (2011), Gummi T (2012) og Ronald Barbaren (2012) høstede alle flotte anmeldelser og på Cartoon Movie (der er en slags producent- og distributørtopmøde) i Lyon i marts var otte ud af 50 europæiske tegnefilmprojekter af spillefilmlængde rent dansk producerede eller med dansk co-produktion. Tilsammen stod de nordiske lande for omkring en fjerdedel af de præsenterede film, de fleste endnu på udviklingsstadiet.

Men mens flere og flere gode, dygtige og flotte animationsspillefilm finder vej til biograflærredet halter det helt klart bagud på tv-fladen. Fælles for alle midtvejsfilmene er en varighed på ca. syv minutter. Det korte tegnefilmsformat forbinder man ellers ofte med typiske børnekanaler som Cartoon Network og med DR’s Disney Sjov. Men de korte animationsfilm kunne og burde fylde meget mere på kulturkanaler som f.eks. DR K.

Udover tegnede sitcoms som The Simpsons består den animerede del af sendefladen dog mest af tanketomt og uambitiøse børneserier. Indrømmet: der er også gode serier iblandt. Jeg skal være den første til at anbefale Ramasjangs franske genistreg Cowboy, Indianer & Hest eller mainstreammesterværket Flapjacks uhyrlige eventyr på Cartoon Network.

Men dansk tegnefilm er i rivende udvikling og det bør blive afspejlet i tv-kanalernes programplanlægning. Det er oplagt for DR’s kanaler at sende mere danskproduceret animation. Sebastian Klein kritiserede i Politiken i april DR og især Ramasjang for at lade børnefjernsyn i stikken (og ikke kun det tegnede) til fordel bl.a. dubbede Disney-serier. Som han siger:

”Det er ikke meningen med en licensfinansieret kanal, at der skal være japanske tegnefilm og amerikanskindkøbte serier. Det skal jo være der, hvor vi ser dansk.”

Det har han jo ret i. Men DR har ikke bare en forpligtigelse til at dyrke danskproduceret børnefjernsyn. DR har også en forpligtigelse til at dyrke godt fjernsyn. Derfor skal det ikke kun være et spørgsmål om dansk men et spørgsmål om kvalitet.

Ligesom DR K’s intermezzo’er ”Dagens sang” burde små tegnefilm også kunne optage pladsen mellem andre programmer. Det animerede kortfilmsformat passer perfekt til kanaler som DR 2, DR K og DR 3, når den går i luften efter nytår. Og hvorfor ikke give pladsen til nogle af de mange dygtige talenter, der uddanner sig i Viborg og i København?

Midtvejsfilmene fra Filmskolen viser at der er masser at byde på og en enorm mængde talent. Og at danskproducerede animationsfilm (i alle længder) bør få meget mere opmærksomhed og sendetid. I en artikel i Politiken tidligere på måneden sagde Peter Dyring, der er projektleder på Animation Workshop i Viborg:

”Jeg tror ikke, at folk uden for miljøet er klar over, hvor godt det går for dansk animation, men vi er stolte af at være en del af en udvikling, hvor et lille land som Danmark kan vise kreative muskler.”

Der mangler tegnet kvalitet på tv-skærmen! Viborgs animatortalenter og unge, talentfulde instruktører som Claudia Stræde og David Adler fortjener tid og plads på danske fjernsynskanaler. Når nu musklerne er der, hvorfor så ikke spille med dem?

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | 1 Comment

Tegnefilm i virkeligheden

Et kig tilbage i arkiverne her på Nummer9.dk afslører bl.a. en række anmeldelser og artikler om tegneserier, der på den ene eller den anden måde arbejder med dokumentargenren. Og på CPH:DOX kan man finde ud af, at den nye dokumentarfilm er … en tegnefilm.

De sidste godt og vel 20 år har tegneserie-dokumentaren da også vokset sig stærkere og stærkere. Lige fra berømte og berømmede selvbiografier som Art Spiegelmanns MAUS og Marjane Satrapis Persepolis over Guy Delisles rejserbeskrivelser fra Nordkorea, Burma/Myanmar og Jerusalem til Joe Saccos tegnede journalistik fra Gaza og Goražde, har virkeligheden sneget sig ind i tegningerne. I foråret blev det endda til en hel antologi med ”danske tegneserier, der beskæftiger sig med verden omkring os.” DOKUMENT – Tegneserier i virkeligheden, som den hedder, engagerede en række af landets bedste tegnere til at, ja, dokumentere verden og virkeligheden.

Men det er ikke kun på tryk at tegneserien møder dokumentarismen. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der åbnede i går har nemlig en animeret film på programmet: den fransk-belgiske film Approved for Adoption. Men hvad laver en tegnefilm på en dokumentarfilmfestival?

Approved for Adoption er den belgiske tegner Jung Henins selvbiografiske graphic novel om at vokse op som koreansk adoptivbarn i en belgisk familie. Sammen med instruktøren Laurent Boileau har Jung Henin filmatiseret tegneserien, og ud af det er der kommet en flot og rørende film. Den handler på én gang om forfatterens egen vej fra Seouls gader til en belgisk provinsby og den identitetskrise, der er grundlæggende og uundgåelig for ethvert adoptivbarn.

At bevæge sig ind i en filmskabers – eller serieskabers – turbulente minder og erindringer samtidig med, at den undersøger sociale og politiske sager er relativt nyt indenfor animationsfilm. Alligevel kan det se ud som om at det regner med priser når én af slagsen optræder på filmfestivaler verden over. Jung Henins film har fået en strålende modtagelse bl.a. med priser ved animationsfilmfestivalen i franske Annecy tidligere på året.

Modtagelsen af Approved for Adoption minder på nogle punkter om tidligere animerede dokumentarer som Ari Folmans Waltz With Bashir, der i 2009 blev nomineret til en Oscar. Denne eksplosive tegnefilm bruger en realistisk animationsstil til at udforske filmskaberens egne fortrængte erindringer og mareridt om sin rolle som israelsk værnepligtig under den brutale massakre på palæstinensiske flygtninge i lejrene Sabra og Shatila under krigen mod Libanon i 1982. I Waltz With Bashir står drømmesekvenser og mareridtscener som en central del af udtrykket i Ari Folmans forsøg på dels at afdække begivenhederne og dels at se sin egen passive deltagelse i øjnene. I filmens sidste scene viger animationen pladsen for videoptagelser fra dengang.

Videooptagelser spiller også en vigtig rolle i Approved for Adoption. 42-årige Jung fortæller sin historie fra Sydkorea, hvor et kamera er vendt med ham tilbage til for at forsøge at finde sin biologiske mor. Den animerede del af filmen er holdt i lyse gule og brune farver, der fint rammer indtrykkene og barndomserindringerne ind, og er kombineret med originale smalfilmsoptagelser fra forfatterens opvækst i Belgien.

Men hvor Ari Folman i Waltz With Bashir bruger kontrasten mellem tegning og optagelse til at illustrere den uforståelige og absurde i et folkedrab, spiller det en anden mere subtil rolle i Jung Henins film. I en film bygget af erindringsglimt og fornemmelsen af noget fraværende som Approved for Adoption væver tegninger og optagelser sig ind i hindanden på samme måde som den koreanske Jung og den belgiske Jung gennem hele filmen forsøger at finde hinanden.

Animationen skjuler ikke noget og gør ikke dokumentaren mindre dokumentarisk – tegninger er ikke mere slørende end filmsprog og virkemidler er normalt. Men mødet mellem tegninger og optagelser er i Jung Henins film såvel som i Waltz With Bashir afgørende for filmenes æstetik og for den måde historierne bliver fortalt.

På CPH:DOX’s hjemmeside kan man læse om Approved for Adoption at

“Sensibiliteten og den bittersøde sans for kulturelle modsætninger fra Jungs oprindelige, tegnede værk Skin Color: Honey er til fulde bevaret i hans selvbiografiske film om opvæksten fra barn til voksen i et land og en familie, som han på samme tid er fremmedgjort fra og fuldstændig integreret i.”

Og det er netop sensibiliteten og filmens følsomme og interesserede toner der er den animerede dokumentarfilms styrke. Ligesom i Waltz With Bashir står erindringen som det centrale i Jung Henins film. Det er ikke en journalistisk reportage eller en afslørende dokumentar. Jungs historie kræver noget andet en pressefotografiets rå konstatering.

Den animerede dokumentar i almindelighed og Approved for Adoption i særdeleshed er på mange måder et modsvar til fotografiets begrænsninger. Med animation kan man gøre ting, som kke kan lade sig gøre med et kamera – man kan vække forhistoriske dyr til live (som i BBC’s spekulativt-videnskabelige serie Walking With Dinosaurs) og man kan fremkalde subjektive oplevelser på lærredet. Animation kan ikke bare genskabe, men også fange fjerne erindringer ind på ny. Og det gør Jung Henin og Laurent Boileau fantastisk godt i Approved for Adoption.

Approved for Adoption vises for første gang på festivalen i eftermiddag kl. 16:40 i Dagmar. Men hvis du er anderswo engagiert kan du stadig nå at se den. Og det bør du i den grad gøre! Filmen kan også ses tirsdag d. 6. november kl. 16:40 i Dagmar og fredag d. 10. november kl. 16:30 i Falkoner Biografen.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | 5 Comments

Ham med øret

Selvom klokken endnu ikke er elleve er køen foran Van Gogh Museet i Amsterdam lang. Og indenfor fortsætter køen med at være lang. Heldigvis har jeg købt billetten i hotellets reception, så jeg stryger lige igennem sikkerhedskontrol og det hele, og kommer ind i museets første galleri, hvor publikum defilerer forbi malerierne med audioguides i ørerne og kamera i hænderne.

Min lillebror og jeg har brugt lidt over to uger af vores sommerferie på at rejse rundt i Holland og Belgien. Af alle steder! I nattoget fra København tænke jeg at der i Belgien – af alle steder, igen! – nok skulle vise sig et eller andet spændende tegneserie-emne til bloggen her. Men Bruxelles’ mange gavlmalerier med euroklassikere til trods, var det i Amsterdam jeg fandt noget at skrive om. Nærmere bestemt i Van Gogh Museums gift shop. Dér fandt jeg nemlig et lille tyndt album, tegnet og skrevet af de to, for mig, helt ukendte Marc Verhaegen og Jan Kragt – hhv. belgier og hollænder. Tegneserien hedder Vincent Van Gogh: An artist’s struggle (2012) og er udgivet af forlaget Eureducation i samarbejde med Van Gogh Museet. Mere om den senere.

På museet er der mange kinesiske og amerikanske turister, der lige kan klemme Van Gogh - og Rembrandt på Rijksmuseum - ind i programmet inden næste stop på en sikkert svimlende travl Europaturné. Det er et tidsbevidst publikum, der ved hvad det vil have og hvad det er kommet efter. De store grupper stimler sammen om de samme få billeder: Kartoffelspiserne, Værelset i Arles, Solsikkerne, Det gule hus og Hvedemark med krager. The Big Five.

Derimod er der ikke trængsel i afdelingen om den unge Vincent Van Goghs inspiration fra Barbizon-malerne eller i samlingen af malerier fra Nabis-gruppens kunstere. Her glider køen let forbi. Selv samlingens værker af samtidige store navne som Gauguin, Pissaro og Toulouse-Lautrec synes at blive forbigået. Selv adskillige af Van Goghs egne malerier bliver ikke beundret mere end højst nødvendigt.

Det er naturligvis ikke i sig selv besynderligt – eller kritisabelt for den sags skyld – at en kunstsamling har nogle værker der er mere berømte end andre og derfor tiltrækker flere besøgende. Men det er bemærkelsesværdigt at disse få malerier kobles sammen med malerens mest skandaløse biografiske kendsgerninger i en nærmest ubrydelig trekant, hvis sidste ben er souvenirbutikken. Det er nemlig den samme håndfuld malerier, der kan købes som postkort og plakat i den obligatoriske gift shop. Og som er trykt på kaffekopper, håndtasker, t-shirts, puslespil, paraplyer, vægkalendere, servietter, notesbøger, tørklæder, nøgleringe – you name it.

Det er de samme få malerier og den samme myte, der præger hele formidlingen af Van Gogh. Det er som om at det er de eneste malerier der overhovedet er udstillet på museet. Som om det er de eneste Van Gogh har malet.

Det er nøjagtig den samme fornemmelse man sidder tilbage med efter at have læst An Artist’s Struggle. På titelbladet står at ”Key feautres of their [altså tegnerne] work are a gripping storyline, a sense of humour and Marc Verhaegen’s outstanding artwork.” Det er nok lige at oversælge serien, der i virkeligheden ikke er andet og mere end et meget middelmådigt forsøg på en tegnet skolebog.

Museumstegneserien til formidling for fortrinsvis (skole)børn er gennem en årrække blevet en hel genre. London Museum har udgivet en iPad-tegneseire om Charles Dickens, British Museum har udgivet en introduktion til samlingen i manga-form og herhjemme udskrev J.F. Willumsens Museum i Frederikssund i 2010 en ambitiøs graphic novel-konkurrence. Men i langtde fleste tilfælde er de museumstegneserier, der kan findes i museumsbutikker verden over, af meget dubiøs kvalitet.

Det gælder i den grad også for An Artist’s Struggle. Tegneserien viser en Van Gogh, der er præcis som vi altid har fået at vide: konstant vippende på grænsen mellem gal og genial. Manden der som blot 37-årig skød sig selv. Manden, der skabte nogle af de allerfineste kunstværker vi overhovedet har. Et geni. En fantast. Manden der skar sit øre af! Kort sagt: en mytefigur.

Der er ingen kunstnerisk ambition bag bogen. Intet interessant psykologisk portræt, ikke nogen undersøgelse af en kunstnerisk psyke, ikke nogen fortolkning af et kunstværk. Marc Verhaegen forsøger kejtet, og næsten som et alibi, at indarbejde Van Goghs malerier (igen de samme fem som før…) i tegningerne, men gør ikke andet end at reproducere den klichefyldte – men ufatteligt kommercielle – myte om maleren, der gør museumsbesøg spiseligt for tonsvis af turister. Som oplysende undervisningsmateriale formår An Artist’s Struggle ikke at kaste nyt – eller bare klart – lys over hverken maleren eller tilfældet Van Gogh.

Vincent van Gogh er blevet portrætteret på mange forskellige måder i mange forskellige kunstarter gennem tiden. Alt fra Irving Stones roman Lust for Life over Don McLeans folkballade Vincent (Starry, Starry Night) til enmandsteaterstykket Vincent skrevet og opført af Leonard Nemoy (yes, Mr. Spock himself!) har brugt den store maler som inspiration og omdrejningspunkt. Men så vidt jeg kan se ikke nogen tegneserie.

Det har museet så her i 2012 selv forsøgt at råde bod på med An Artist’s Struggle. De har tilmed lavet en meget suspensefyldt YouTube-trailer til tegneserien, hvor man bemærker de primitive forsøg på at animere tegningerne. Bevægelserne minder om nisserne i en juleudstilling i et stormagasin.

Til trods for ihærdige forsøg fra museet på at skabe opmærksomhed om andet end det afskårne øre er det netop dén myte, der trækker turister i massevis til Amsterdam – og det er også den myte, der er hele drivkraften bag Verhaegen og Kragts tegneserie.

Da jeg et par timer senere forlod museet, var køen ude på Paulus Potterstraat kun blevet længere…

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | 6 Comments

Roy Race og de sande værdier

Jeg følger fodboldsporet lidt endnu og undersøger hvordan en oldegyptisk prins og en stribe fodboldhelte hænger sammen med antifascistisk modstandskamp og den kolde krigs frygt for atomkrig? Jeg har nemlig været en tur i kælderen og læse Rekordmagasinet – tegneserier fra da far var dreng.

I 1973 sendte forlaget Interpresse et nyt tegneserieblad på gaden, Rekordmagasinet – et blad, der fik en ganske kort levetid med bare atten numre på mindre end to år. Indholdet var slet og ret sportstegneserier og forbilledet var engelske serie- og sportsblade som Tiger og Scorcher Comics, og ikke mindst det svenske Rekord-Magasinet. Men bag drengebladscharmen finder vi en meget uventet og politisk historie, der placerer bladet som et stykke antifascistisk modstandskamp.

Det svenske Rekord-Magasinet var et sportsblad for børn og unge, udgivet af boksepromoteren Edwin Ahlqvist. Midt under 2. Verdenskrig, den 1. december 1942, sendte han første nummer på gaden – et blad med en ny ungdommelig og hæsblæsende stil, der frem til 1969 udkom en gang om ugen og fik en omfattende læserskare. Udover sportshistorier indeholdt bladet også noveller og beretninger om eventyrere, bjergbestigere og andre vovehalse samt krimier og vittighedstegninger.

Det danske Rekordmagasinets serier var oftest oversat fra engelsk, og bladets eneste originale materiale var en enkelt lille sportsklumme og de få brevkassesider, Buster-klubben. Den lille kasketklædte Buster var Rekordmagasinets stemme eller ”vært”, der modtog tegninger, svarede på breve og sagde læseren et alvorsord. Og så var han hovedperson i sin egen stribe, Busters drømmeverden.

Bladets flagskib var den engelske marathonserie Roy of the Rovers, om centerforwarden og anføreren Roy Race fra det fiktive hold Melchester Rovers. I England, hvor serien gik fra 1954 til 2001, er Roy Race kult, og danske læsere lærte ham allerede at kende i 1968 i Seriemagasinet – én af Interpresses andre bladserier, der primært bragte agent- og actionserier. De mest populære blandt de øvrige serier i Rekordmagasinet var Bobby fra De blå drenge om Bobby Booth fra Everpool City – et ekko af Roy Race, helt ud i navnets bogstavrim – og Zet, Faraos søn om den oldegyptiske prins, der er wrestler i 1970′ernes USA!

Allerede fra begyndelsen var Edwin Ahlqvists Rekord-Magasinet et meget idealistisk projekt med en klar politisk dagsorden. Lederen i første nummer tonede rent flag: ”STARTSKOTTET HAR GÅTT! I en svår och hård tid – vars ljuspunkt är ungdomens beundran för hederlighet, rent spel och tapperhet – kommer Rekord-Magasinet.” Målet var at give unge drenge et positivt og sundt kropsbillede og dermed et alternativ til nazismens atletisk-olympiske ideal. Det var et forsøg på at vise en anderledes kropsdyrkelse, end den som optog Europas fascister. Edwin Ahlqvist ville at der skulle ”blåsa friska fläktar från tidningens sidor.” Noget der naturligvis kun var muligt i det neutrale Sverige på et tidspunkt hvor både Danmark og Norge var besat.

Men Rekord-Magasinet var ikke bare et forsøg på at vise et alternativ. Bladet deltog aktivt i samfundsdebatten og allerede fra første nummer fremgik modstanden mod nazismen. Ifølge Ivar Söderlind fra Västerbottens Idrottshistoriska Sällskap kom Edwin Ahlqvist og Rekord-Magasinets modstand mod nazismen på et tidspunkt hvor det endnu ikke var kommet på mode i Sverige. Som følge af den aktive modstand blev redaktøren også jævnligt udsat for trusler fra svenske nazis-sympatisører. Og beskyldninger om at levere kommunistisk propaganda kom endda fra det svenske udenrigsministerium. Alligevel var beretninger fra både danske og norske modstandsfolk fast indhold indtil krigens afslutning, ligesom bladets faste klumme Jorden Runt på 8 dagar fordømte Hitler og Mussolini. Rekord-Magasinet blev efter sigende endda smuglet til Danmark med motorbåd i ly af natten.

De gode mod de onde
Mens Rekord-Magasinets oprindelse i Sverige er tæt knyttet til krigen og det politiske, udkommer det danske blad først mange år efter og i en helt anden kontekst. Mens 2. Verdenskrig ligger tredive år tilbage, er det kun ti år siden at atomtruslen under Cuba-krisen i 1962 var overhængende. Bladet udkommer midt under den kolde krig, oven i købet i netop 1973, hvor oliekrisen betyder at danskerne må tage kolde brusebade og spare på benzinen på bilfrie søndage.

Sovjetunionen har nu overtaget Nazitysklands rolle som fjendebillede for den demokratiske verden, hvilket ikke kun ses i det politiske, men i høj grad også i populærkulturen, hvor især spionfilm og -romaner bliver enormt populære. Også i tegneserieverdenen er spionen en hyppigt brugt figur, f.eks. i Mad Magazines Spy vs. Spy, der tager spændingen mellem øst og vest op som kulsort og slapstick-agtig komik. Rekord-Magasinet skal – som alt andet populærkultur – ses i tilknytning til sin samtid. Og netop frygten for invasionen fra fjenden afspejles i bladets serier. Klassiske idealer, klassiske skurke og den klassiske kamp mellem det gode og det onde var hovedingrediensen i langt de fleste af Rekord-Magasinets serier og noveller.

Edwin Ahlqvist ville give sine læsere gode forbilleder og høj moral med ambition om både at undrerholde og opdrage. De samme værdier er repræsenteret i den danske udgave af bladet, der, i tryg afstand fra krigen, viderefører Edwin Ahlqvist idé om opdragelse til demokratisk medborgerskab. Her overtager et broget heltegalleri rollen som demokratiet og hæderlighedens vogtere. Zet, Faraos søn, Bobby Booth og Roy Race er alle uangribelige forbilleder i et meget forudsigeligt univers, hvor der ikke kan tages fejl af god og ond.

Fælles for alle serierne i bladet er at plotstrukturen er umådelig tynd, og historierne er bygget op efter samme model. Med omdrejningspunkt i en sportskamp – der tit er liiiige ved at blive tabt, men som naturligvis bliver vundet til sidst – kæmper helten mod en udefrakommende skurk, der måske står for ondskab og kriminalitet eller måske “bare” er umoralsk og usportslig. Samtidig skal vores helte også lige ordne noget helt andet: F.eks. opklare et mysterium om et tyveri fra omklædningsrummet, træne et skolefodboldhold ved hjælp af skakbrikker eller deltage i et quizprogram, hvor et af spørgsmålene går på hvad linjevogterne hed i FA Cup-finalen i 1879. Og så ender det hele altid godt.

Ikke nok med at plottet bliver fulgt slavisk og genbrugt skematisk, så er serier som Roy of the Rovers og Zet, Faraos søn udformet uden kunstneriske ambitioner. De overtydelige, forklarende og teksttunge talebobler tager sig af alt det der ikke lige kunne nå (eller ikke lige var råd til) at blive tegnet: ”Pas på, Zet! Åhh … Min advarsel kom for sent!” eller ”Han header lige i sit eget mål! Vi har udlignet!”. Der er altså ikke overladt meget til læserens fantasi, når historien styres af klodsede replikker som blot beskriver det, som tegningen med al tydelighed netop viser netop.

Men det er netop denne enkelthed, der giver serierne mulighed for at virke som en slags propaganda. De udpenslede talebobler efterlader ingen mulighed for at tænke selv. Med en skamløs enkelthed viser Rekord-Magasinets serier helt uden subtilitet eller nuance hovedpersonen som et uproblematisk forbillede, nærmest som var det en sovjetisk propagandaplakat der afbilleder den stærke markarbejder som ideel. Retfærdighed, holdånd og fair play – ofte udtrykt med klassiske ordsprog som ”forbrydelse betaler sig aldrig” – er fremtrædende i serierne, der har bevæget sig fra at tjene et antifascistisk formål til et antikommunistisk.

Uanset om det er Roy Race, der spiller på udebane i et ubestemmeligt europæisk land mod Rythoven Olympic eller Zet, Faraos Søn, der bryder mod Abemanden fra Burma, går ambitionen ikke videre end til blot at leve op til konventionen. Heltene er stereotyper der kæmper en retfærdig kamp mod feje og korrupte skurke, der er skurkagtige at de fremstår som karikaturer. Zets ærkefjende hedder Baron Munsen, er sådan lidt tysk i det og skurk med alt hvad det indebærer, mens Roy Races modstandere altid kommer fra skumle bananrepublikker og aldrig har rent mel i posen. Det er en næsten xenofobisk holdning til skurkene, der, ligesom de tilbagevendende kidnapningshistorier (Roy Race bliver bortført i udlandet en håndfuld gange i løbet af sin karriere!) taler til frygten om at blive rendt over ende af fjenden.

Amatørhelte
En af Edwin Ahlqvists store ambitioner for Rekord-Magasinet var det faste indslag Kontakt med läserkretsen, der både fungerede som brevkasse og en slags leder. Her skrev han om alle mulige emner, han mente ville være interessante og relevante for Sveriges ungdom – også emner, der rakte langt ud over sporten. Efter krigen optog bl.a. en stor strejke blandt metalarbejdere siderne. Ønsket om at opdrage læserne til engagement og medborgerskab udspringer af troen på det moderne velfærdssamfundet og den svenske folkehjælpstanke, hvor social ansvarlighed, solidaritet og tolerance er nøgleordene.

Kontakt med läserkretsen har – omend i noget mindre omfang – en pendant i den danske udgave. Det faste indslag Buster fortæller var i bladets korte levetid også et medie for en form for politisk og social opmærksomhed. Her kunne man f.eks. læse om Hitlers OL i 1936 og om boksere, der efter en lang karriere må leve med hukommelsestab, talebesvær og depression. Sportens skyggesider var ofte omdrejningspunktet og i Rekordmagasinet nr. 4, 1973 fortalte Buster om professionelle fodboldspilleres høje lønninger og om hvordan sporten på det tidspunkt for alvor var ved at blive showbizz. Sponsorindtægter og millionlønninger stemples som alt for høje og uretfærdige i en tid med oliekrise og sultkatastrofer.

Rekordmagasinet udkom i Danmark i en tøbrudstid mellem amatørisme og professionalisme, hvor udenlandsprofessionelle fodboldspillere først lige har fået lov til at spille på landsholdet. Og det afspejles i bladets serier, der peger bagud i tid og på nærmest romantisk vis fremhæver amatørismens fair play-dyder. Roy Race og Bobby Booth repræsenterer den rene sportsånd og klubloyalitet, der ikke interesserer sig for penge og store kontrakter og på den måde tager serierne del i en diskussion, der udvikler billedet af amatøren som ærlig, arbejdsom og beskeden.

Hovedpersonerne i sportserierne skal opdrage de unge på samme måde som selve sporten skal. De bliver nærmest til et glansbillede af en mønsterborger, der inkarnerer de det moralkodeks og de dyder, Edwin Ahlqvist stillede op for sit blad. Heltene er retfærdige, kloge, fornuftige – kort sagt: gode sportsmænd. Amatøren står for alt det hæderlige ved sporten og på den måde knyttes tanken om amatørisme sammen med det antifascistiske og antikommunistiske heltebillede, som serierne i hhv. det svenske og det danske Rekordmagasinet dyrker.

Ivar Söderlinds artikel om Edwin Ahlqvist og det svenske Rekord-Magasinet kan læses i Västerbotten Idrottshistoriska Sällskaps medlemsblad Visuellt nr. 34 fra 2008, hvor der også er artikler om All Sport, et andets svensk sports- og serieblad. Det hele kan findes her.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | 4 Comments