Smølfinemysteriet

Hvem er hun egentlig?

Forleden fik jeg den fantastiske opgave, at skulle smølfe den nye smølfetegneserie “Gammelsmølfinen” til Strip!. Jeg havde stort set ikke smølfet smølferne en tanke (ja lanceringen af smølfefilmen sidste år smølfede aldeles over mit hoved), siden dengang jeg i slutfirserne smølfede på mit værelse og dansede rundt til smølferne og Johnny Reimar med høj hat og Himmelbjerget-stok. (Jep, true story).

Eftersom ”Gammelsmølfinen” smølfer en hel del om Smølfine, smølfede jeg rundt på nettet for at smølfe lidt mere om denne ene kvindelige smølf og faldt ned i et smølfet ormehul, der ville give de fleste smølfeminister grå hår i hovedet.

(Okay, nu skal jeg nok stoppe med at smølfe igennem. Men smølf er bare det mest fantastiske tillægs-, udsagns- og navneord, der nogensinde er skrevet. Om det skal forstås negativt er jo helt op til modtageren at bestemme. ”Hold da op, hvor den frisure er smølf”, kan man sige, eller ”Wauw, det var godt nok smølfet gjort!”, og så må den person, man retter kommentaren til, helt og aldeles selv vurdere hvorvidt kommentaren skal forstås negativt eller positivt. Topsmart, siger jeg)

Da Peyo (Pierre Culliford) startede med at tegne smølferne i 1958, var smølfelandsbyen i Det Glemte Land et ganske harmonisk sted, der udelukkende var befolket af ens-udseende mandlige smølfer, naturligvis med hver deres personlighedstræk og navn, og så den store leder – Gammelsmølf. Der skulle gå hele otte år, inden den grumme troldmand Gargamel fandt på at bryde harmonien ved at introducere en kvindelig smølf, Smølfinen, der skulle skabe ravage i det ellers så harmoniske samfund. Jep, det er ren bibelhistorie (omend end en lidt mere blå og twisted en af slagsen), men bare rolig – det skal nok blive værre.

Intet kan skabe ravage som – ak, en kvinde!

Gargamel beslutter sig for, at han endelig kan få ram på de djævelske små blå mænd, som han skiftevis vil spise, dræbe eller lave om til guld (sjældent har en tegneserie haft en så ambitiøs, men alligevel omskiftlig en skurk som Smølferne), ved at forvirre dem med noget så grumt som en kvinde. EN KVINDE!!! Aaaaargh!!!

MCPW, ydrk, dem kan jeg ikke udstå!

Sugar and spice, but nothing nice … nemlig du, sådan er opskriften på kvinder anno 1966/1066! Smølfinen bliver skabt og straks sendt ud i den store skov, hvor hun ganske hurtigt bliver fundet af de intetanende smølfer og taget med tilbage til smølfebyen.

Ja, køn var hun jo ikke, den første smølfine, men bare rolig – den skal Gammelsmølf nok smølfe.

Prototype-smølfinen så unægteligt noget anderledes ud end den Smølfine, vi kender i dag, men det skulle ikke afholde de tre æbler høje smølfer fra at blive skrupforvirrede over hendes tilstedeværelse. Dog ikke helt på den måde som Gargamel havde tænkt sig, for den første Smølfine var med sit sorte, korte og krusede hår ligesom bare ikke rigtig lækker nok til at sætte brand i de små blå hjerter.

Ad! Pigelus!

I stedet gik hun de små blå mænd helt utroligt meget på nerverne, og de var ikke meget for at finde et sted til hende, hvor hun kunne sove, eller være med til at fejre hendes ankomst til byen med en stor fest. Det var jo også Gargamel, der havde brygget hende i sit laboratorium, men hun virkede aldrig direkte ond, bare lidt … øhm ja … træls. Hun var forfængelig og forsinkede sin store fest med hele to timer for at smukkesere sig, hvilket (oh, the horror!) alligevel ikke rigtig forberede hendes udseende. Hun sang så falsk, at selv Musiksmølf kunne høre, at den var helt gal. Men det værste var alligevel hendes tendens til at rende rundt ude ved dæmningen og stille spørgsmål, finde smølfer, der sov på arbejdet, og – og denne her er altså ret slem – opfordre smølferne til selv at tænke over, hvorfor de udfører de opgaver, de gør. Jep, hun er slangen i paradisets have.

Dette kunne også være starten på verdens første smølfethriller: Alt var fryd og gammen i Smølfebyen, indtil Klogesmølf pludselig begyndte at spørge ind til, hvorfor der skulle graves så mange dybe huller ude ved den store, brusende dæmning …

Nå, men menigsmølferne besluttede sig for, at de måtte gøre noget ved denne her emsige lille dame, og heldigvis ved Gavesmølf lige præcis, hvordan man får ram på den slags kvindtøj. Han er nemlig i tæt kontakt med sin indre internettroll og finder på den geniale, klassiske og skudsikre plan at drille hende med hendes vægt!

Øh … hvad dækker “smurf” over i den sidste taleboble?

Så smølferne begynder at komme med små sjove hentydninger til, hvordan Smølfine er begyndt at lægge sig lidt ud. De piller ved hendes vægt, hendes spejl og hendes tøj, mens de med spydige kommentarer samtidig gør det klart, at det absolut er mest attraktivt med kvinder i den lave ende af vægtskalaen. Man kan ikke helt undgå at være imponeret over, at smølferne – der efter alt at dømme aldrig har mødt en kvinde før – har fuldstændig styr på, hvordan man hurtigst muligt kan ryste en dame i sin grundvold: ved at kritisere hendes udseende og gøre hende opmærksom på, at man som mand absolut ikke er tiltrukket af hende.

Et af de smukkeste paneler, en børnetegneserie nogensinde har præsteret.

Der går naturligvis ikke længe, før hun bryder fuldstændig sammen. Men da det går op for Gammelsmølf, hvad de andre smølfer har smølfet rundt med, bryder han ind og beslutter sig for at hjælpe den stakkels og groft mobbede Smølfine. Selvom han tænker, at der absolut intet er galt med hende, er hans løsning dog ikke at forklare hende, at de andre smølfer er nogle ondskabsfulde små bæster, og at hun skal være glad og stolt over at være den, hun er. Næ, han tager hende med på laboratoriet og hjælper hende ved at udføre, hvad der formentlig må være tegneseriehistoriens første eksempel på en plastikoperation!

Plastikkirurg og stylist – der er intet, som Gammelsmølf ikke kan klare

Og Gammelsmølf ved, hvad der skal til, for at man kan knuse hjerter blandt smølferne, så den nye og forbedrede Smølfine har fået langt blondt hår, blonder på kjolen, strut i skørtet og højhælede sko.

Puha, det var straks bedre. Hende kan man da holde ud at se på!

Desværre har Gammelsmølf gjort smølferne en bjørnetjeneste. For nu hvor Smølfine er blevet en rigtig hot lille dame, kommer jalousien og kamphanen virkelig frem i de forelskede små smølfer.

Jep, lækre piger skal man holde sig fra.

Det sjove er, at Smølfines personlighed egentlig ikke har ændret sig voldsomt meget efter operationen. Hun snakker stadig som et vandfald, men smølferne er blevet langt mere tolerante over for hendes udgydelser om vind og vejr, fordi ja … hun er pææææææææn! Så smølferne begyndes at skændes, slås og kæmpe om hendes opmærksomhed, indtil hun til sidst får digtersmølf til at åbne diget i dæmningen (“kom nu, vi åbner det bare en lille smule”, lokker hun diskret på en måde, der overhovedet ikke indbyder til fortolkninger angående overgangen fra den uskyldige barndom/pubertet til det kønsbevidste voksenliv). Smølfebyen bliver oversvømmet, og de andre smølfer opdager, hvor Smølfine egentlig kommer fra.

Derfor beslutter Gammesmølf at stille hende for en domstol, hvilket de andre smølfer egentlig synes er lidt synd, for hvordan kan noget så pænt være ondt? Men heldigvis finder de hurtigt ud af, hvem skylden egentlig tilhører…

Så kunne han også lade være med at gøre hende så pæn næste gang!

Selvfølgelig! Det er plastikkirurgens skyld! Hvis hun ikke havde været så pæn, havde hun jo aldrig kunnet lokke Digtersmølf til at åbne diget. Det er jo også noget pjat sådan at bede folk om at tage ansvar for deres egne handlinger, når alle problemerne tydeligvis skyldes, at de små blå mænd har svært ved at styre sig i nærheden af en toplækker Smølfine. Tsk!

Smølfine har dog gennemskuet, at smølfelandsbyen anno 1966 ikke er helt klar til kvinder endnu, så hun venter ikke på domsafsigelsen, men efterlader et brev og smutter tilbage til skoven, hvor hun blev boende et godt stykke tid, inden smølferne lærte at vænne sig til hendes tilstedeværelse (og indtil de amerikanske smølfetegnefilm gjorde hende så populær, at hun blev en fast figur i Smølfeland).

Og Gargamel? Ja, ham fik smølferne da heldigvis også taget hævn over på smukkeste vis.

Please smurf me into your smurf?

Hævnen? At sende en grim kvinde i hælene på ham! Mu-ha-ha! Moralen? Grimme mennesker er trælse, pæne mennesker – især kvinder – kan gøre alt, hvad de vil, og hvis du har et problem, så prøv med plastikkururgi. Eller læser jeg den forkert?

16 thoughts on “Smølfinemysteriet

  1. Ja, det er sjovt: ‘Smølf den store’, men også ‘De sorte smølfer’ og så vidt jeg husker, ‘Smølfe for og smølfe bag’ og ‘Smølferne og Kraxelikroxen’ er alle fede fede historier, der kløgtigt og metaforisk undersøger hvordan fællesskabets dynamikker fungerer og udfordres, som er børnelitteratur når det er bedst (=all ages), og så er der det her dybt pinlige Smølfine-album, der afslører Peyo som jovial men plat mandschauvinist. Selvfølgelig er han dækket noget ind af kultur og tid, lidt ligesom Hergé og Tintin i Congo, men ‘Smølfine’ er på en eller anden måde sværere at acceptere/holde af end Congo. Selvom mandschauvinistisk humor retfærdigvis også kan være sjov. Eller hvad, Louise? :)

  2. Jeg har ikke til hensigt at forsvare Smølfine-albummet fuldt ud, men man skal måske huske på den ret raffinerede pointe, at Smølfine er en golem, *skabt af en mand.* Det nytter ikke så meget når nu de mandchauvinistiske klicheer står i kø og kæmper om opmærksomheden, men alligevel værd at tænke med…

  3. Smølfine stikker lidt pinligt ud, fordi albummets kønspolitik er så åbenlys, men i det hele taget glimrer det andet køn ved sit fravær i store dele af tegneseriehistorien, i al fald som selvstændige agenter.

  4. Til gengæld tager Peyos søn lidt revanche i “Gammelsmølfinen”, hvor de 99 % netop får på hattepulden for at være så mandschauvinistiske, og Smølfine træder i karakter som et ligeværdigt væsen. Men den matematiske ubalance er selvfølgelig svær at komme fri af.

    I øvrigt får Smølfine hovedrollen i den anden smølfefilm, der får premiere til sommer. Så må vi se, hvordan Sony håndterer kønspolitikken.

  5. “Moralen? Grimme mennesker er trælse, pæne mennesker – især kvinder – kan gøre alt, hvad de vil, og hvis du har et problem, så prøv med plastikkururgi. Eller læser jeg den forkert”

    Det er rigtig læst, men det er ikke en morale, men en pointe. For er det ikke en relativ skarp satire af hvordan mænd forholder sig til det modsatte køn? Jeg synes nu at pistolen primært er rettet mod os mænd – og hvordan vi lader os styre af hvor pæne eller ikke pæne kvinderne er. Jeg synes du tager tager smølfernes holdning til Smølfine til indtægt for Peyos holdning til kvinder.

  6. Det er fint nok med voksne romaner, hvor nogle er personerne har ‘skumle’ holdninger, som forfatteren ikke nødvendigvis deler. Men man kan nok ikke forvente at 6-årige læsere af smølferne er i stand til at jonglere med forskellen på Peyo’s holdninger og smølfernes holdninger.

  7. @Thomas – om mandschauvinistisk humor retfærdigvis også kan være sjov? Uha da, sikke et spørgsmål! Tænker umiddelbart lidt, at mandschauvinisme er mandschauvinisme, og det der er sjovt, er sjovt. Og at de to ting egentlig ret sjældent har noget med hinanden at gøre. At noget er sagt for sjovt eller ironisk har jeg i hvert fald svært ved at se som en retfærdiggørelse af sexisme, racisme og alt muligt andet spas. Dermed ikke sagt, at jeg ikke morede mig over at læse ”Smølfinen”. For det gjorde jeg. Men det skyldes nok mere, at jeg griner af den joviale mandschauvinisme – og ikke med den.

    @Kristian – Tja, jeg synes ikke helt den holder som skarpt satirisk portræt af, hvordan (forhåbentlig ikke særlig mange) mænd har det med kvinder. I hvert fald kræver det, at man kniber øjnene godt sammen og pænt ignorerer, at der jo aldrig rigtig bliver peget fingre af smølfernes tossebizarre opførsel. På den anden side, kan det godt være, at jeg er blevet en smule farvet af at læse det her:

    “In a recent biography of Peyo, Hugues Dayez relates a story about Peyo’s negotiations with NBC about the upcoming animated cartoon of the Smurfs. Peyo apparently spoke little or no English. When the discussion turned to Smurfette, Peyo’s interpreter explains:Peyo began by saying that she was “very feminine”. They asked him to be more specific, so he went on to say: “She is pretty, blonde, she has all the characteristics of women. . . ” Knowing the feminist spirit in the USA, I diplomatically translated this as “all the qualities”. I was banking on the fact that Peyo did not understand what I was saying (in English) and the others did not understand what he was trying to say. So naturally they asked him to expand. So he kept on going with : “She seduces, she uses trickery rather than force to get results. She is incapable of telling a joke without blowing the punch line. She is a blabbermouth but only makes superficial comments. She is constantly creating enormous problems for the Smurfs but always manages to blame it on someone else.” I did my best to minimize the sexist nature of this description, but one of the participants at the meeting asked: “Would she at least be able, when the Smurfs are in danger, to take a decision that can save them?” When I translated this to Peyo, he looked astounded. “Come on now, do they expect me to make her a (female) gym teacher?” I obviously did not translate this remark.” (translation by Valteron)” Taget herfra: http://boards.straightdope.com/sdmb/archive/index.php/t-538435.html

  8. Men vil det sige at du med dette indlæg vil orientere os om at en belgisk mand, født 1928, formentlig et produkt af sin tid, ikke havde samme syn på kvinden som en moderne yngre skadinavisk kvinde i 2012, (tør man skrive formentlig et produkt af sin tid) – er det det som er pointen?

  9. Uha, det er godt nok slemt. Men man skal selvfølgelig også huske på, at kunstnerens intentioner ikke er absolut retningsgivende for receptionen af et værk — uden at jeg mener det tilgiver mandschauvinismen, synes jeg fx. også at der bliver gjort ret godt grin med mændene i historien, og Smølfine *er* jo en idealkonstruktion, et mandligt fixerobjekt.

    Angående “sjov mandschauvinisme” og at grine af eller med noget, så står receptionen jo en fri — hvis du synes det var sjov at grine af seriens bedagede kønsdiskurs, Louise, er det jo helt legitimt og ikke noget der devaluerer underholdningsværdien. Det er lidt det samme med de racistiske gags i Tintin i Congo, som Thomas fremhævede — humoren er med tiden i udstrakt grad blevet forbunden med deres grovhed og selvom de absolut ikke var intenderet som satire over vestlig kolonialisme, kan de i dag godt læses sådan. (Igen, det ændrer naturligvis ikke på, at serien er ideologisk forkastelig).

    Billedet med Gargamel der blander ingredienserne til Smølfine er sgudda ret skægt, hvad?

  10. “Billedet med Gargamel der blander ingredienserne til Smølfine er sgudda ret skægt, hvad?”

    Jo, men måske ville det trods alt være mere relevant at bringe den franske eller den danske oversættelse og ikke den engelske (de amerikanske udgaver er censureret på forskellig vis).

    Gargamels smølfineformel er på engelsk forkortet og nedtonet i forhold til den originale tekst (om det så taler til amerikanernes fordel eller ej). Og den amerikanske fodnote forsøger tydeligvis yderligere at nedtone Gargamels (eller Peyos eller Delportes) mandschauvinisme.

    På fransk er den nærmest bare en tåget vits: “Ce texte engage la seule responsibilité de l’auteur du grimoire ‘Magicæ Formulæ’, Éditions Belzébuth.” På dansk har den fået en drejning, som måske bærer præg af, at den er oversat i 70′erne: “Ansvaret for denne tekst påhviler udelukkende forfatteren til »Magiske formler«, udgivet af forlaget Røde Heks.”

    Men jeg kan godt se, at vi nok snart skal til at have et forklarende forord med i nye udgaver af “Smølfine”, ligesom i “Tintin i Congo”. I den forbindelse vil det dog også være nødvendigt at nævne, at Smølfine i belgiske tegneserier var noget nær den første kvindelige figur, der overhovedet indtog en hovedrolle og således på en noget akavet form tog et spirende bestik af den spirende kønskamp og feminisme, hvilket sikkert mere skyldes Yvan Delporte (som jo har skrevet historien) end Peyo.

  11. @Lars – Pointen? Her gør vi det ikke i pointer, kun moraler (badum-tisj …). Tror egentlig mest bare, at jeg faldt over tegneserien og blev lidt overrasket over, hvor grotesk den er – især når man læser den på den måde, jeg gør her. Ikke mindst har smølfernes grove mobbestrategi ret meget wtf-potentiale, og det, tænkte jeg, var der sikkert også andre, der ville synes var “sjovt”.

    @Matthias – Ja for dælen.

    @Carsten – Ja, det havde helt sikkert været relevant med en dansk oversættelse. Den engelske var bare så herligt tilgængeligt på min ipod, hvilket også gjorde billedgengivelsen noget lettere.

    Ret sjovt med de forskellige oversættelser af fodnoten. Jeg faldt på et tidspunkt også over en anden oversættelse af Gargamel-panelet, hvor der er skruet ned for begreber som “Male Chauvinist Pig Wizards”, og som måske er lidt mere tro mod originalen (her: http://sundaycomicsdebt.blogspot.dk/2011/07/makeup-of-smurfette.html).

    Jeg gad i øvrigt ret godt at vide, hvad den danske oversættelse (og den originale franske udgave) af den smukke mobbesang “Dig away, ding dong. Dig my pretty FAT GIRL” er.

    • La digue-dondaire, la digue-dondon!

      Tykke og tynde de gik sig en tur …

  12. Jeg vil bare for egen regning sige at handicap-humor er sjovt, dødshumor er sjov, gør nar af provinsen er sjovt, gør nar af hovedstaden er sjovt, fald-i-bananskrællen er sjovt og sexistisk humor er i høj grad også sjovt. Politisk korrekt humor, derimod, er sjældent sjovt ;). Latter kan være dum, men latter er ærlig.

  13. @Louise
    Jeg ved godt at Smølferne i dag opfattes som nogle søde nuttede nogen, men hvis man læser hovedværker som ”Smølf den Store” og ”Smølfe for og smølfe bag”, som opfører de små blå sig jo som narrøve, der i ”Smølf den store” opretter et diktatur, og i ”Smølfe for og smølfe bag” starter en ”etnisk” krig på grundlag af at de taler forskelligt i øst og vest. Det er små sociologiske satirer, hvor der ofte ”peges fingre af smølfernes tossebizzare opførsel.”

    Jeg kan tage fejl, og det er sikkrt subjektivt, men det synes jeg også der gøre i Smølfine. Jeg kan i hvert fald huske at jeg var helt på Smølfines side, da jeg læste albummet første gang.

    Jeg skal ikke benægte Peyo og Delportess chauvinisme, men jeg synes stadig at Smølfine handler om hvordan manden opfatter og reagerer på kvinden som objekt (skabt af manden, her helt konkret og i flere omgange), og ikke om kvinden som sådan. Så selv om Smølfine fremstilles som dum, er det ikke det der er målet. Målet er at vise hvor dumme mænd bliver, når de omgås kvinder. Og er der en morale, så er det at mænd ikke er voksne nok til at leve sammen med kvinder.

Comments are closed.