Har du nogensinde grædt over en tegneserie?

GOTF3Jeg er virkelig ikke en, der har nemt ved at græde over film – altså medmindre jeg har tømmermænd eller feber, og så er det også kun sofistikerede varer som rørstrømske reklamer og Danielle Steel-agtige romancer (hey, trash-tv er en ret, når man er syg!), der kan bryde ind gennem mit hårde ydre. Ja, jeg har stort set ikke hulket over en film, siden mit episke sammenbrud over ”Nr. 5 lever” (SPOILER: Indtil den åbenbart ikke gør det mere …) som 7-årig.

Men forleden måtte jeg for første gang bukke under for tårerne i en biograf. Ja, mig og i hvert fald to tredjedele af de andre publikummer i biografen lød det til – jeg har vitterligt aldrig hørt så meget snøfteri og finden-lommetørklæder-frem-lyde i en biografsal før. Årsagen var Isao Takahatas grusomt smukke og vanvittigt tragiske ”Grave of the Fireflies” fra 1988.

GOTF

Filmen handler om to søskende, fjortenårige Seita og fireårige Setsuko, der ender med at måtte klare sig selv i de sidste måneder af anden verdenskrig, hvor Japanske landsbyer gentagne gange bliver bombarderet med brandbomber af amerikanske fly. Som du nok kan høre, er selve scenariet bestemt ikke synderligt opløftende i sig selv, men det, der virkelig gør dette til en af de barskeste film, jeg nogensinde har set, er den sødme og rolige detaljerigdom (tro mig, du vil aldrig kunne se på bolsjedåser på samme måde igen …), historien er fortalt med.

Allerede i løbet af filmens første minutter finder man ud af, at det her nok ikke bliver en af de gange, hvor man springer glad op af sit biografsæde efter filmen og smilende vandrer ud i forårssolen. Men det vildeste er næsten, at den mavepuster og klump i halsen, du får serveret i starten, aldrig forsvinder igen – også selvom ”Grave of the Fireflies” i høj grad er en film fyldt med magi og hverdagseventyrlighed.

Udover selve historien er det især Ghibli-studiets karakteristiske animationer og de to hovedpersoners barnlige og fantasifyldte tilgang til verden, der gør filmen til en følelsesmæssigt stærk oplevelse. Ikke mindst imponerer figurernes kroppe – Setsuka er måske det mest perfekt animerede barn i tegnefilmshistorien og alt ved hendes krop og bevægelser indkapsler perfekt tumlingebarnets klodsethed og indbyggede trossighed. Og så er det forholdet mellem de to søskende, der virkelig gør indtryk, som når Seita desperat forsøger at gøre sin lillesøster i godt humør og distrahere hende fra sin sorg ved nærmest manisk at svinge sig rundt om et jernrør og insistere på, at de bare leger lige nu.

GOTF2

En af grundene til at lige præcis den scene har brændt sig fast i min bevidsthed er, at den bliver holdt så længe, at det til sidst nærmest føles som en (i mangel af bedre ord) gif eller ja, som et tegneseriepanel. Og det fik mig til at tænke: ”Kan en tegneserie det samme?” Jeg vil skråsikkert påstå, at jeg aldrig har grædt over en tegneserie. Men jeg har for den sags skyld heller aldrig grædt over en bog. Måske hænger det sammen med en kontrolforskel mellem det at læse noget i en bog eller en tegneserie, hvor du selv styrer tempoet og i højere grad kan se, hvad der er på vej, mens du med film og tegnefilm ikke rigtig kan nå at distancere dig selv fra det sete, fordi alle dine sanser – især i biografens mørke – bliver rettet mod lærredet?

Eller måske er jeg bare en meget distraheret tegneserie- og boglæser, der nok godt kan blive opslugt af et værk, men aldrig helt glemmer mine omgivelser nok til at blive voldsomt følelsesmæssigt påvirket. Jeg bruger ordet ”voldsomt” her for at skelne mellem det at blive ”almindeligt” følelsesmæssigt påvirket, hvor handlingen i en historie kan gøre dig trist eller glad, og den ”voldsomme” påvirkning, hvor du overhovedet ikke kan styre dine reaktioner, og tårerne pludseligt vælter ud af øjnene. For der er helt sikkert tegneserier, der har påvirket mig følelsesmæssigt og givet mig en klump i halsen – men græde … ikke endnu. Her er dog en kort liste over dem, der har været tæt på:

 

Corrigan-3

Jimmy Corrigan af Chris Ware

Selve det overordnede tema med tilbagekomsten af den fraværende far griber mig ikke helt – måske fordi det er nemmere at blive optaget af tegneserieværkets stilistiske egenskaber. Men alligevel er det den tegneserie, der er det første, jeg tænker på, når jeg skal komme i tanke om et værk, der har påvirket mig følelsesmæssigt. Helt specifikt drejer det sig om farfarens historie, hvor han bliver forladt af sin far under besøget på Chicago World’s Columbian Exposition i 1893 og tanken om den lille krop, der pludselig bliver alene blandt menneskemængden.

 

images

Palestine af Joe Sacco

Der er meget i ”Palestine,” der kan klassificeres som rystende og chokerende læsning, men det, der altid rammer mig her, er historien om den ældre mand, der fortæller om, hvordan han blev smidt ud af sin families gård, og hvordan han måtte se på, mens flere generationer af oliventræer blev revet op med roden. Fucking oliventræer altså. Der er noget ved tegningernes tegneserieagtige blødhed – og deres upolerede ærlighed – der gør scenariet endnu mere rørende og overrumplende, end hvis man havde set samme historie som et fotografi i en avis med en kort, forklarende tekst til.

 

images (1)

Frank af Jim Woodring

Okay, det er måske ikke verdens mest oplagte valg, og så alligevel. Franks verden er så arketypisk og surrealistisk pågående, at det er umuligt ikke at føle med ham. Han er den ultimative antropomorfe figur,  som bevæger sig rundt i det her mærkelige psykedeliske univers, der både er truende og lokkende – og hvor alting er så sært, at man i sidste ende ikke har andet en følelser at navigere rundt i historien med. Her er der ikke noget konkret scenarie, jeg kan komme i tanke om, men mere en følelse af konstant ængstelighed. Åh, det er så hårdt, når der sker onde ting for Frank.

 

pg23

Honorable mention: Fun Home af Alison Bechdel

Mine tårekanalers specialpris går til Alison Bechdel for at have skabt et værk, der på trods af sit tragiske omdrejningspunkt har en alt for intellektualiserende tilgang til fortællingen, til at man helt kan blive følelsesmæssigt overrumplet af den. I hvert fald indtil man begynder at tænke over, hvordan den nærmest objektive og konstant analyserende fortællestil genkalder den afdøde fars egne reaktionsmønstre og at valget af denne stil muligvis er udtryk for et desperat forsøg på at forstå og nærme sig ham. Og det er direkte hjerteskærende.

Shunga, sex og tegneserier

Okay, det er måske en smule strengt at bygge et blogindlæg op om en udstilling, der allerede er lukket, på et museum, der ligger lidt længere væk end den gængse nummer9-læser kan komme på en hurtig busbillet, men hey, det er jo der, hvor internettets mange søgemaskiner er så handy, så kast dig endelig ud en vildere googlesøgning, hvis du får lyst til at kigge på flere og mere NSFW-agtige billeder end dem, jeg lige tør smide på bloggen her. (Hvem ved, mine forældre kunne jo læse med!)

Nå, men for en uges tid siden lukkede den udstilling, der nok gjorde størst indtryk på mig i 2013, nemlig: Shunga: Sex and Pleasure in Japanese Art på British Museum. Ordet ”shunga” kan oversættes til forårsbilleder, og betegnelsen dækker over erotiske malerier, tryk, tegninger og bøger fra Japan i perioden mellem 1600-1900, selvom genren i princippet både kan spores helt tilbage til 700-tallet og frem til nu. ”Erotisk” kan synes en mild måde at omtale illustrationerne på – her er temmeligt detaljerede gengivelser af vagina, alenlange penisser og penetration hist og her og alle vegne – men på den anden side virker det endnu mere misvisende at klassificere dem som porno. Når man taler om pornografi her i den vestlige verden, synes man ofte at antyde, at der foregår noget fordækt og obskønt, men noget af det mest slående ved shunga-tegningerne er, at de på dristig vis forholder sig til sex, som var det det mest naturlige i verden. Vanvittigt, ikke sandt?

Et par benytter sig af chancen for at snuppe lidt kvalitetstid sammen, mens svigermoderen sover ...

Et par benytter sig af chancen for at snuppe lidt kvalitetstid sammen, mens svigermor sover …

Disse billeder var bestemt heller ikke noget, der blev skabt, nydt eller delt i det skjulte. Faktisk kastede stort set alle de største kunstnere i datidens Japan sig over at skabe shunga på et eller andet tidspunkt i karrieren, og både kvinder, mænd, tjenere, samuraier og rigmænd læste dem. Ofte blev illustrationerne givet til nygifte par i bryllupsgave – en smart lille guide til at hjælpe dem i gang med deres nye, ægteskabelige liv – og de blev eftersigende også brugt som en form for beskyttelsestalisman af samuraier, der bar dem under deres rustning, når de skulle i krig.

Shunga tillader sig at dyrke de erotiske fantasier, men er samtidigt dybt forankret i virkeligheden. Ja, der er en del groteske billeder, der involverer ræve, spøgelser, blæksprutter og penisser så store, at man bestemt ikke burde prøve at proppe dem ind noget som helst sted, men kernen i de fleste billeder er den fælles og lige adgang til nydelse mellem parret, der oftere end ej består af ægtefolk og unge elskende. Billederne er i høj grad kendetegnet ved ømhed, afslappethed og ikke mindst uhæmmede og humoristiske samtaler henover de krøllede lagner. Og ja, tekst indgår ganske ofte i disse pikante illustrationer, der ofte byder på en detaljerigdom, der ikke kun er fokuseret på selve akten, men nærmere handler om at skabe en scene – en tegning med en fortælling – og det er især her, at man begynder at kunne ane sporene af den moderne manga.

Omgivelserne får ofte lige så meget opmærksomhed som parret i mange af de flotteste shunga-billeder

Omgivelserne får ofte lige så meget opmærksomhed som parret i mange af de flotteste shunga-tegninger

Et af de billeder, der gjorde et særligt stort indtryk på mig, men som jeg desværre ikke har kunnet google mig frem til, viser et par, der dyrker sex, mens kvinden langsomt trækker en dyne henover manden, der ligger oven på hende, så han ikke bliver kold. Det er så fint og så kærligt, og et eller andet sted siger det voldsomt meget om de fleste billedmediers gengivelse af sex, at dette rørende scenarie nærmest virkede mere chokerende og mindeværdigt end at se Hokusais berømte The Dream of the Fisherman’s Wife, der i øvrigt på nærmest smuk og æstetisk nydelig vis viser et par blæksprutter tilfredsstille en ung, kvindelig perledykker.

Hokusais værk blev så berømt, at selv Picasso malede sin egen version af det i 1903

Hokusais værk blev så berømt, at selv Picasso malede sin egen version af det i 1903

Når alt det opstyltede og bornerte forsvinder fra sexakten, bliver der heldigvis også plads humor, og humor spiller en virkelig stor rolle i shunga-traditionen. Meget af komikken kommer fra teksten, der både kan bestå af direkte dialog og en temmelig ligefrem forklaringen af konteksten, og det er virkelig fascinerende at se, hvordan mange af tegnerne formår at kombinere det sensuelle med det komiske, hvilket et eller andet sted virker ret forfriskende. Mange af scenarierne fungerer nærmest som tegneserier i sig selv, og selvom de fleste af dem blev skabt i serier af 12 billeder uden yderligere sammenhæng, findes der også eksempler på serier, der i en vis udstrækning kan siges at være sammenhængende fortællinger. Her tænker jeg især på den serie, der var min absolutte favorit på udstillingen, nemlig Torii Kiyonaga’s ”Mane’emon”, der handler om en fyr, der bliver fortryllet til at være på størrelse med en bønne og derefter drager på eventyr rundt i Japan, hvor han ser forskellige folk dyrke sex, griner af en mand, der dum nok til at love både sin datter og kone væk til en noget kåd og vovet herre, og får pruttet sin hadeskuespiller i hovedet, mens denne ellers forsøger at dyrke intensiv elskov.

Pas på katten, når ... du ved ...

Pas på katten, når … du ved …

Og det bliver slående fordi, det egentligt er sjældent, at man ser den samme naturlige, hverdagsagtige og – i nogen grad – uproblematiske tilgang til sex i andre former for billedmedier – ikke mindst tegneserier. Måske er det fordi, jeg af en eller anden årsag ikke har lagt synderligt mærke til dem, men antallet af sex-scener fra tegneserier, som har gjort indtryk – eller som jeg i det hele taget kan huske – kan tælles på en hånd (Blankets, Watchmen, Love and Rockets, Ind fra Havet). I hvert fald er shunga-genren et besøg værd for enhver, der interesserer sig for tegninger i det hele taget, grafiske gengivelser af sex og sensualitet og ikke mindst for, hvordan man med enkle virkemidler kan skabe en fortælling, en stemning og en historie med blot et billede eller to. Men vær advaret, inden du smider ordet ”shunga” ind i søgemaskinen – dette er ikke for sarte sjæle, men det er smukt, fascinerende og ganske enkelt naturligt.

 

En kvinde ser pink …

Nå, jeg var egentlig ved at skrive et indlæg om, hvorfor jeg synes, at Julia Wertz er helt vildt sjov, og hvor rart, vigtigt og besynderligt beroligende det kan være at læse om andre folk, der kegler lidt rundt i livet og vrænger af verden, når der ellers sådan går for meget efterårsgråvejr og mandag i den. Men så stødte jeg på denne lille sag om “femi-tegneserier” fra Maren Uthaugs hånd, og fik straks lyst til at skrive om noget helt andet end prutter, komik, sygdom og alkoholisme.Unavngivet2

Uthaugs tegneserie handler – groft opridset – om, at hun modtager et opkald fra Kulturnyt, der gerne vil høre, om det virkelig kan passe, at kvinder nu er begyndt at lave tegneserier til kvinder. Da hun, på linje med stort set alle andre der laver et eller andet kreativt, ikke er helt med på præmissen om, at hendes værker kun henvender sig til medlemmer af hendes eget køn, udtaler hun denne smukke sætning: ”Tænker, det ville være fedt, hvis I lod være med at trække ”femi-krimi-hatten” ned over tegneseriemediet også. Så vi kvinder bare kan få lov til at lave tegneserier – og ikke andenrangs kvindestuff.”

Det er lige til at blive helt varm i hjertet af. Ikke mindst fordi, jeg for nylig studsede lidt over denne artikel fra Politiken, der handlede om, at ”kvinderne er ved at indtage tegneserien.” Jeg havde egentlig bare hurtiglæst den og i første omgang tænk noget i retningen af: åh nej, skal ”tegneserier – nu også til kvinder” til at være den nye ”wauw, tegneserier kan også læses af voksne!”? På den anden side gjorde den artikel mig også virkelig glad, fordi den viste, hvor meget der har ændret sig i den danske tegneserieverden på egentlig ganske få år. Der ER rigtig mange danske kvinder, der laver tegneserier, tegneserier som oveni købet klarer sig rigtig godt, men sådan har det jo ikke altid været.

Da jeg engang for efterhånden seks år siden for første gang interviewede nogen i tegneserieregi, var jeg så heldig, at mit offer var ingen anden end the Rikke Bakman. Interviewet fik den skønne og annoncerende titel ”Kvindelige forbilleder efterlyses” (og kan i øvrigt læses her). Interviewet kom ikke mindst til at handle om de kvindelige svenske tegneserietegnere versus de danske tegneserietegnere og manglen på kvindelige forbilleder blandt sidstnævnte, og det førte bl.a. til denne tekst:

Rikke Bakman blev meget overrasket, da hun opdagede hvor få kvindelige danske tegneserietegnere, der er. ”Fordi jeg blev interesseret i mediet søgte jeg på en masse danske tegnere, og det var helt horribelt den liste, der kom frem. Der var så få kvinder. Og jeg synes bare, at der er noget galt der. Og alle skal jo tage et ansvar i branchen for at vende det. Igen fordi jeg tror, at man som kvindelig tegner kan få fat i nogle andre læsere.” Derfor har hun også lidt svært ved at finde frem til nogle danske forbilleder. ”Jeg synes for eksempel, at sådan en som Dea Trier Mørch er fantastisk, og der er da sådan lidt tegneserie over hende i de der billedromaner. Men jeg kunne da godt tænke mig, at jeg havde sådan et stort forbillede. Hende der Nikoline Werdelin skulle man måske tro var det, men jeg har altså set hende i lidt for mange Femina hjemme hos min mor. Men måske synes jeg, at hun er sød om ti år, men ikke lige nu.”

Ja, undskyld til Rikke Bakman (og Nikoline Werdelin), at jeg lige hiver hende ind i denne snak med et citat fra et ganske gammelt interview, men det viser bare meget godt, hvorfor det nogle gange kan være vigtigt at tænke i køn, når vi taler tegneserier. Men når vi gør det, så bør det handle om at brede feltet ud – ikke om at indsnævre det ved at bestemme, hvem der skal læse hvad.

Det sjove er, at jeg egentlig troede – måske naivt –, at vi alle sammen var godt på vej til at nå frem til en fælles forståelse om, at vi efterhånden godt kunne se tegneserier som en lødig kunstart, der kan tale til folk i alle aldre og af alle køn. I et øjebliks overmod besluttede jeg mig derfor for at se, hvad der var skrevet om emnet hjemme i Danmark ved at google de farlige ord ”kvinder og tegneserier.” Udover førnævnte artikel førte det mig frem til forlaget Cobolts nye kvindesatsning, som formentlig er katalysatoren bag både Politiken-artiklen og Maren Uthaugs opkald fra Kulturnyt. De har nemlig valgt at promovere deres to nye tegneserier, Margaux Motins ”Men egentlig ville jeg så gerne have været antropolog” og Maarten Vande Wieles ”Paris”, på følgende måde:

Ja, det er meget lyserødt og feminint, men heldigvis er vi dog ikke foruden en god eiffel-fallos

Ja, det er meget lyserødt og feminint, men heldigvis er vi dog ikke foruden en god eiffel-fallos!

Udover at sukke højlydt fik reklamen mig mest af alt til at tænke på dengang, hvor kuglepensfabrikanten Bic besluttede sig for, at det var på tide at fremstille en kuglepen, som kvinder kan bruge. Ja, endelig, ikke sandt? (og jeg kan kun anbefale folk at læse anmeldelserne her)

Jeg ved godt, at den der reklame ikke ligefrem er henvendt til mig, og at der sikkert er en hel masse marketingsagtige grunde til, at lige præcis denne udformning af banneret burde være en bragende opskrift på succes, men ja, jeg synes faktisk, at det er lidt træls, at mit køn pludselig skal gøres til en genre for sig. Hvis I gerne vil hente nye læsere til tegneserien og f.eks. hægte jer på blogbølgen, jamen, så kør endelig løs – det virker da som en oplagt, god idé. Men hvorfor skal det partout føre til, at vi nu skal se ”kvinder!” som en herlig monogam målgruppe for sig?

Ja, det kan da virke ganske harmløst, og jeg tror heller ikke at der skal den helt store universitetsuddannelse til for at gennemskue, at det, som der egentlig menes med sætningen ”nu er tegneserier for kvinder”, er at: ”nu er tegneserier (også) for kvinder – altså, kvinder af den type der ikke tidligere har interesseret sig for tegneserier, men som gerne læser personlige blogs om semi-succesrige kvinder, der kæmper med at jonglere både karriere, familie og de helt rigtige stiletter” – eller noget i den retning. Men det er jo bare ikke helt det, der står.

Det kan godt være, at der findes alle mulige kulturformer, der eftersigende henvender sig mest til det ene eller det andet køn, men problemet er, at når man fremstiller det på den måde, så mener man jo egentlig ikke, at disse værker kun henvender sig til den ene halvdelen af jordens befolkning – hvilket må siges at være en temmelig stor bedrift. Nej, når man skriver det på den måde, så mener man jo, at værkerne henvender sig til ideen – den vanvittigt reduktionistiske og problematiske idé – om det stereotype køn (f.eks. ”mænd vil have vold”, ”kvinder vil have følelser”). Samtidig er der desværre stadig den uheldige bivirkning ved at smide kvinde-et eller andet ind i markedsføringen, at lige præcis det køn, som med femi-krimier og chick-lit, har det med at blive smækket på kassen for at signalere, at det ikke noget, der skal tages helt vildt alvorligt. Og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor at det, at man nu engang definerer sig selv som mand eller kvinde, pludselig skal gøres til en del af ligningen, når man skal vælge tegneserier, film eller litteratur.

Det mærkelige er, at en stor del af graphic novel boomet vel netop skyldes, at ideen om, hvad tegneserier er, er blevet bredt voldsomt ud. Ja, så voldsomt at hvis jeg vil læse om prutter og masturbation, så vælger jeg en Julia Wertz, og hvis jeg vil læse om bløde følelser og fine katte, så vælger jeg en Jeffrey Brown. Det er så vanvittigt fedt, at tegneseriefeltet er blevet så bredt – og det kan blive bredere endnu.

Så skal vi fetichere Rikke Bakman, Ina Korneliussen, Maren Uthaug, Rikke Villadsen, Stine Spedtsberg og andre danske, tegneserietegnere, der tilfældigvis er kvinder, som særligt kvindelige kunstnere, der udelukkende skriver til og om kvinder? Nej, som det retoriske svar nok antydede, men skal vi være glade for, at listen over kvindelige danske tegneserietegner ser ud til at vokse og vokse. Så absolut!

En nybegynder i manga-land

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der gør det. Jeg er sikker på, at det er helt normalt, uanset om man mest er til superhelte, navlepillende indie, splattende gore, fransk-belgiske streger, alenlange manga-serier, rollespilsparafraser eller tegneseriekulturelitære værker (prøv at sige dét ti gange hurtigt, mens du klapper dig selv på hovedet med den ene hånd og laver cirkelbevægelser på maven med den anden). Men det er altid det samme, hver gang jeg træder ind i en tegneseriebutik. Jeg tager den høflige æresrunde gennem butikken for at hilse på alle afdelinger og nikker venligt til enhver reol, og når det halvandet sekund er overstået, stiller jeg mig stålfast foran den sektion, der som regel går under navnet ”alternative comics”, hvor jeg trygt kan snuse rundt i vante rammer.

Men nu må det være nok! Jeg har i længere tid kastet små uskyldige blik i retning af manga-sektionen, men hvis jeg en sjælden gang har vovet mig derhen, ender jeg som regel med at blive overvældet af de endeløse rækker af tilsyneladende ensudseende bøger, der  nærmest gør mig svimmel. Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg bliver en smule bange for børnelus (hvilket uden tvivl skyldes en kognitiv sammenkobling med mit tidligere liv som bogopsætter, hvor mangaerne var noget, der fedtede rundt over i børneafdelingen) og mærker, at min indre nørdgrænse bliver udfordret på grummeste vis, mens Axel Roses hæse stemme begynder at runge i mit hoved …

you know where you aaaareeee? you are in the jungle baby!! YOU`RE GONNA DIIIIEEEE!!!

Okay, det stinker måske lidt af forståelsesforfremning. Men hvordan i alverden skal man som nybegynder navigerer rundt i den uoverskuelige storøjede jungle? Mangaguden over dem alle, Osamu Tezuka, har for mig blot været en gateway til endnu mere Tezuka – og det er vel fair nok, manden har trods alt produceret mere end 150.000 sider, så der er rigeligt at kaste sig over der.

Og det er ikke fordi, jeg ikke sætter pris på hjælpsomme søgemaskiner som denne, hvor jeg kan krydssøge på ”gore” og ”tennis” (det giver i øvrigt sølle 2 resultater), hvilket givetvis vil kunne tilfredsstille min ikke synderligt raffinerede interesse for japansk weirdness, men det er egentlig ikke kun derfor, at jeg har lyst til at kigge nærmere på mangarækkerne.

Det er fordi, jeg har en fornemmelse af, at der gemmer sig nogle rørende læseoplevelser og spændende karakterstudier derude. Det der dem, der gør, at min råseje og punkspillende japanske veninde har ædt sig igennem en serie om en dreng, der spiller skak, og det der gør, at hun begejstret præsenterer serien Banana Fish som omhandlende en dreng, der flytter til en storby, og først langt senere kommer i tanke om, at den også er gennemsyret af et actionpræget gangsterplot.

Lige for tiden er jeg så heldig, at jeg bor i samme land som min japanske veninde Satori, der måske ikke vil kalde sig selv for udpræget tegneserienørd, men som uanset har læst tusindvis af manga, siden hun var lille – så jeg tog hende under armen og med på mit 120. og hendes første besøg i Forbidden Planet Megastore i London, og det førte til denne lille liste. Kald den indienørdens gateway til manga. Eller bare ”det var lige dem, vi tilfældigvis faldt over på lige præcis denne dag”. Men måske er der noget, som andre sky eller overvældede manga-læsere in spe vil kunne bruge …

Den jeg købte:

DetroitMetalCity

Detroit Metal City af Kiminori Wakasugi handler om den søde og generte unge fyr, Soichi Negishi, der ligesom så mange andre tyndarmede drenge med hang til stribede trøjer drømmer om at spille svensk popmusik. Men – og det er naturligvis kun et gæt – i modsætning til så mange andre indiedrenge er han fanget af sit alterego som Krauser II, forsanger og leadguitarist i death metal-bandet Detroit Metal City. En terrorist fra helvede, der med Kiss-agtig makeup og Kanji-tegnet for ”dræb” i panden besnærer ungpigehjerter med poetiske sangtekster som ”I shall punish all your sins. I am an Angel of Hell. It’s time for your spanking!”

Min veninde var gået lidt død i de senere numre, der eftersigende skulle blive lige lovligt fjollede, men den vandt mit hjerte med sin præmis, der taler direkte til min både polkaprikkede og læderjakkebærende sjæl. Og så havde mangaen den skønne ekstra bonus, at den indeholder en side med midlertidige tatoveringer lige til at smække på skulderen eller i panden. Et overraskende godt salgsargument, som jeg uden tøven vil anbefale danske forlæggere at gå videre med. Mine bare sommerarme skriger i hvert fald både på ”Horen H”-, “Walking Dead”- og ”Persepolis”-tatoveringer – og jeg kan umuligt være den eneste, der har det sådan.

Den der ryger på ønskelisten: 

A Drunken Dream and Other Stories

A Drunken Dream and Other Stories er en samling korte tegneserier, der er skabt mellem 1970-2007 af Moto Hagio, en af ophavskvinderne til den moderne shōjo manga (altså manga der henvender sig særligt til unge piger). De korte historier virker som en god øjenåbner for en nybegynder som mig, der synes, at det virker som noget af en opgave at kaste sig ud i serier, hvor man allerede kan se nummer 45 stå på hylden. Det er tragiske og hjerteskærende fortællinger, og jeg blev især fascineret af fortællingen ”Iguana Girl”, der handler om den lille pige, Rika, hvis mor ser og behandler hende som en grim leguan, mens hun favoriserer sin anden datter. Åh, suk.

Den jeg køber, når jeg engang støder på nummer 1: 

Otomen

Når man er ny i mangaland, men endelig får vovet sig ind i de nye kulørte rammer, opdager man hurtigt en helt ny barriere, som jeg på akademisk vis vil referere til som: HVOR F….. ER NUMMER 1????-syndromet. Har man endelig fundet en manga, der fanger ens interesse – om det så er på grund af fine tegninger eller herligt skæve præmisser – så opdager man ofte til sin skuffelse, at lige præcis nummer 1 ikke står på hylden, mens nummer 2 eller nummer 7 glad står der og lokker med blåt hår og kager.

Nå, men når jeg engang finder nummer 1, vil jeg gerne prøve at læse serien ”Otomen”, der handler om den ellers så mandhaftige og sportsdygtige Asuka Masamune, der er skolens sejeste dreng, men som i virkeligheden drømmer om at få lov til at lave tøseting som at bage kager, sy tøj og generelt bare dyrke alt, hvad der er nuttet. Min nye manga-interesse har åbenbart afsløret en forkærlighed for historier om hårde unge mænd, der i virkeligheden helst vil hygge og lytte til svensk twee. Det … er nok noget, jeg må snakke med mig selv om senere …

Den jeg skyndte mig hjem og bestilte på internettet:

Maison Ikkoku

Maison Ikkoku er tegnet af Rumiko Takahashi, der nok mest er kendt for gender bender-serien Ranma ½. Serien handler om en gruppe vidt forskellige unge mennesker, der bor i det samme lejlighedskompleks i 1980’ernes Tokyo, og det skulle både føre til soap-agtige forviklinger, screwball-kantede dialoger og en lille smule kærlighed. Jamen, altså. Overfladisk nok var det den noget så retro-fine forside på denne udgave af serien fra VIZ Media, der fik mig til at fluksbestille den. Bestillingen var nødvendig, da også denne serie var ramt af HVOR F….. ER NUMMER 1????-syndromet.

Den jeg vil holde øje med:

Saint Young Men

Hvad ville Jesus og Buddha gøre, hvis de tog på rejse sammen til Jorden og skulle navigere rundt i det moderne Tokyo? Det er sikkert et spørgsmål, mange af os sådan går og tumler med, men med Saint Young Men har Hikaru Nakamura givet os svaret. Det er en topfjollet humorserie fyldt med religiøse puns og jokes, mens de to ikoner drikker, blogger og prøver på at passe ind omgivelserne. Jesus er en lalleglad og altelskende entusiast, som pigerne forelsker sig i på grund af hans Johnny Depp-agtige udseende, mens den rationelle og asketiske Buddha insisterer på alvoren og kamplæser Osamu Tezukas serie om ham selv, hvilket absolut kun er forståeligt. Jeg kan meget godt lide Jesus’ dude-bro-agtige udseende (en sætning man sikkert ofte hører), og det lyder som et oplagt bud på noget uforpligtende sommerlæsning.

Den der meget gerne snart må blive oversat: 

Azumi

Det eneste, der er lidt usmart ved at tage på mangashopping med en japaner, er, at man hurtigt kommer til at høre om en masse spændende serier, der bare ikke er oversat. Derfor drømmer jeg nu om en oversættelse af Yū Koyamas ”Azumi”, der handler om en ung kvindelig snigmorder i Japans feudale periode – for jeg har dælme brug for at læse flere tegneserier om kvindelige, japanske snigmordere! – og de billeder, jeg har fundet på nettet, antyder, at der er tale om nogle vanvittigt fine illustrationer. Men eftersom det drejer sig om en serie på hele 48 bind, skal der nok en rimelig optimistisk forlægger til, før det sker. Indtil videre må jeg vel bare gøre mit ved at købe nogle flere mangaer. Og jeg køber dem også gerne i butikkerne. Hvis bare jeg kan finde nummer 1. Eller hvis der følger tatoveringer med …

Krussedullens guide til tegneseriefestivaller: Gør som skaden, gå efter glitteret!

Min taske er fyldt med glitter. Der er glitter på mine hænder, glitter på mine kinder, glitter på min iPod, i min pung og på de der Hals-bolsjer, som jeg aldrig rigtig kan huske, at jeg køber, men som der altid er mindst en-to-tre stykker af i bunden af min taske. Der er glitter over det hele. Lilla glitter. Og det gør mig helt kulret og lykkelig.

Jamen, tillykke med det, tænker du måske. Men hvad har det med tegneserier at gøre?

Ork, det har alt muligt med tegneserier at gøre. Det er nemlig denne superfine og smukke sag, der har fået indersiden af min taske til at ligne gulvet i Barbies drømmehus efter en vild og voldsom nytårsaften.

Er den ikke smuk? Lilla glimmer, farvede plastiksten og en pige med en guitar!

Er den ikke smuk? Lilla glimmer, farvede plastiksten, der nøjsomt er limet fast, en pige med en guitar – og så er det hele bundet sammen med grøn tråd!

I weekenden var jeg et smut forbi tegneseriefestivallen/art faire-tingesten Comica Comiket (Tak til Aben Maler for tippet på Facebook, i øvrigt) her i London, hvor jeg sådan ret for nylig er flyttet til. Jeg er generelt ikke voldsom god til det der med tegneseriefestivaller. Altså, forstået på den måde, at jeg virkelig godt kan lide, at de er der, og hjertens gerne tager til dem, hvis jeg kan. Men ofte ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv, når jeg så er nået frem. Jeg synes nemt, at det bliver lidt akavet (okay, jeg bliver akavet) at gå rundt mellem små borde, hvor tegnerne og forfatterne SIDDER LIGE DER PÅ DEN ANDEN SIDE, og det får min indre generthed til at krybe frem som en anden Killer-Bob, der ellers så venligt har ligget gemt bag sofaen.

Jeg har efterhånden udviklet en teknik, der går ud på at stirre stenhårdt ned mod bordet – et blik så supermandsstærkt, at det ofte går direkte gennem de tegneserier, jeg vover at løfte op og bladre igennem – og skulle jeg blive mødt med et venligt “hej” eller bare et forsøg på en stille hilsen via et forsigtigt forsøg på øjenkontakt, så er jeg straks klar til at svare igen med et fjoget grin og et mumlet “nøj, det ser fint ud,” mens jeg samtidig planlægger min hastige flugt videre til det næste bord.

Som du nok kan gætte, kommer jeg sjældent hjem med de helt store og spændende indkøb.

Heldigvis var jeg lige præcis denne lørdag tilpas tømmermandsramt og stålsat på at komme tilbage med noget, der kunne vise de venner, der valgte at bruge dagen på at nyde solen i parken, at det altså ikke var helt fjoget, at jeg havde trodset festivallens forvirrede hjemmeside og min manglende kendskab til, hvad det der Comica egentlig gik ud på, og var taget af sted. Og endnu mere heldigvis blev mit bordscannende røntgensyn afbrudt af føromtalte lilla lækkerbisken.

I har vel ikke glemt, hvordan den så ud, ve?

I har vel ikke glemt, hvordan den så ud?

Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker fanzines – ikke mindst tegneseriefanzines. Langt størstedelen af mine tegneserieindkøb de sidste par år er foregået via amazon, diverse forlagshjemmesider eller den der reol i Fantask, der altid suger mig til sig med sine glinsende og lækkert indpakkede indie/alternategneserier (eller hvad man nu har lyst til at kalde dem). Det er der ikke nødvendigvis noget galt med, men min samling er bare blevet så – og nu bliver mit sprogbrug altså temmelig barskt – “pæn”.

Altså, det er jo ikke fordi, at denne dagbogstegneserie ikke er pæn (du læste vel godt det med det lilla glimmer, ikke?) og nogenlunde tæt på at være så superindie, at den kunne give selv den tweeste melodikaspillende cupcake et stærkt behov for at lytte til noget russisk dødsmetal, men der er især to ting ved dette lille fanzine, der gør mig überlykkelig.

Det første er følelsen af, at have fået fingrene i noget ganske unikt. Fanzines er skønne, blandt andet fordi de er eksklusive. De har ikke brug for og søger heller ikke et bredt publikum. Det er tanken om, at der har siddet et andet menneske og brugt tid på at lime hver eneste sten på, klippe forsidemærket ud med en saks og bundet det hele sammen med smaragdgrøn tråd. Det er en lille gave fra et fremmed menneske, og på den måde er den langt mere værdifuld som objekt end som egentlig tegneserie.

Det andet er, hvilket ifølge min mening er det vigtigste i denne sammenhæng, at den er voldsomt upraktisk. Altså virkelig. Glitteret smitter af på alt, der kommer i nærheden af den. Alle de andre små serier, jeg købte på festivallen har nu et svagt lille skær af lilla, når det rette lys rammer dem, og den er faktisk en smule ubehagelig at have i hånden, bl.a. fordi man vel instinktivt forsøger på ikke at tage for godt fast om ting, der har det med at smitte af på en.

Og så er der indholdet. Som forsiden så direkte siger det, så er det her altså Sally-Anne Hickmans Diary Comic fra 2012. Det er en dagbogstegneserie fortalt i  nærmest ren skitseform, og den er fyldt med en masse mennesker og situationer, som jeg et eller andet sted overhovet ikke har den mindste chance for at sætte ind i nogen kontekst.

Dexter og Mickey hvem?

Dexter og Mickey hvem?

Jeg aner jo ikke, hvem hverken Dexter, Mickey, Miron eller Blake er, for tegneserien består udelukkende af små scener, der højst i lille grad har forbindelse til hinanden. Men underbygger samtidig min fornemmelse af, at have fået fingrene i en lille skat. Et lille snagende – men stadigt imødekommende – indblik i et fremmed menneskes liv og kringlede hjerne.

Og så er der skitser som denne:

Diary Comics

Der bare er herligt absurde og skønt tegnede.

Og en side som denne, der virkelig var det, der understregede for mig, at jeg simpelthen måtte købe dette glitterhelvede:

Diary Comics

For jeg elsker også Jeffrey Lewis! (Hvis du ikke kender ham, så laver han nogle pænt seje tegneserier og noget måske endnu sejere musik – og har du brug for mere overbevisning, så er han ikke bange for at afbryde sine koncerter for at holde et mindre tegneserieforedrag eller lave en hardcore gennemgang af Lower East Side-punkens historie  fra 1950-1975).

Pointen er, at dette ikke er nogen stor læseoplevelse – og det forsøger den heller ikke at være. Og i en verden hvor en tegneserielæser som jeg nemt bliver bedøvet af at jage rundt efter den næste store læseoplevelse fra Fantagraphics, Drawn and Qaurterly eller skønne Aben Maler, så er det virkelig fabelagtigt at få pustet noget lilla glitter i fjæset og blive mindet om glæden ved den lille læseoplevelse, der nærmest udelukkende er fin, fordi den findes.

Så krussedullens råd til dig, uanset om det er glimmer, balstyriske tegninger af blodpølser eller sejt tegnede biler, der får din båd til flyde, er, at du virkelig skal huske at købe den der lille “glitter”-sag til en tier eller en tyver, når du om en måneds tid smutter af sted til Copenhagen Comics (det gør du vel, ikke sandt?). Jeg lover dig, at det kun kan gøre dig glad.

Sassy, sorte Torchy

Så er der dømt historietime her på krussedulle-bloggen! Men bare rolig, det bliver hverken støvet (okay, måske en kende støvet, vi skal trods alt helt tilbage til slutningen af trediverne) eller kedeligt (ja, jeg krydser i hvert fald fingre for det). I stedet bliver det fyldt med smækre damer med stærke meninger, labert tøj og retrolækre tegneserier.

De informationer, man finder på internettet, er ikke altid supertroværdige – og heldigvis for det, for ellers var jeg måske aldrig stødt på Jackie Ormes, der er kendt som den første afrikanskamerikanske tegneserietegner, der blev syndikeret (eftersigende var hun den eneste helt frem til 1990). For et par uger siden begyndte hun nemlig at dukke op på tumblr i forbindelse med proklameringer om, at hun ville være fyldt 100 år i år – et hurtigt wikipedia-opslag afslørede dog, at hun levede fra 1911 til 1985, så hvor det rygte er opstået fra, er ikke til at sige. Men jeg skal som sagt ikke beklage mig, for hvis ikke jeg havde klikket på det der link, jeg tilfældigvis stødte på under et af mine utallige overspringshandlende surfeventyr, så havde jeg sikkert aldrig tænkt over, hvem der var den første afrikanskamerikanske tegneserietegner med serier i flere aviser. Ja, indtil for få dage siden, havde jeg slet ikke overvejet, at der kunne være kvinder, der lavede avistegneserier back in the day.

Men Jackie Ormes var måske heller ikke super almindelig. Hun var stærkt venstreorienteret, kastede sig glad over emner som racepolitik, sexisme og forurening allerede i fyrrene og har æren af at være emnet for en 287 sider lang F.B.I.-fil, der dog intet havde med hendes tegneserier at gøre.

“It would be intersetin’ to discover WHICH committee decide it was un-American to be COLORED!”

Jackie Ormes’ tegneseriekarriere begyndte i 1937 med serien “Torchy Brown: Dixie to Harlem”, der blev trykt i Pittsburgh Courier, der var en af datidens mest læste aviser blandt den afrikanskamerikanske befolkning. Torchy var en ung pige fra landet, der flyttede til storbyen for at prøve lykken og gjorde karriere som sensuel natklubsangerinde på den berømte Cotton Club. Selvom striben mest af alt var en let humorserie, så levede Torchy ofte op til sit flammende navn og i en af de mere berømte striber fra serien, ser man hende gå ombord på et tog, hvor hun støder på et skilt med to pile, der peger i hver deres retning. På den ene står der “farvede” og på den anden står der “hvide”, men på ægte Rosa Parks-manér (en kvinde, der rent faktisk ville være fyldt 100 år i år) proklamerer Torchy kækt, at “I’ll jus’ pretend I can’t read very well …” og sætter sig ned i den hvide sektion.

Denne første Torcy-serie fik kun lov til at eksistere et par år, og i 1945 dukkede stuepigen Candy op. Candy var som de fleste af Ormes’ figurer af den smækre og kække kaliber, og arbejdede for den aldrigt sete Mrs. Goldrocks, som hun konstant gjorde nar af og relativt ofte stjal tøj fra. Måske derfor var det ikke overraskende, at serien kun holdt i fire måneder, og at Ormes aldrig blev betalt for den.

“Gee, I hope Mrs. Goldrocks doesn’t gain any more weight. I can’t possibly wear a size larger.”

Senere samme år kom Jackie Ormes’ måske største hit, Patty-Jo ‘n’ Ginger, der i enkeltstående humorpaneler fortalte om søstrene af samme navn. Den yngste, Patty-Jo, var en vilter og meningsstærk lille pige, der kastede om sig med fandenivoldske kommentarer af både politisk og socialt grænsesøgende karakter, mens storesøster Ginger mest af alt bare så til som en anden mannequin.

“What ‘cha mean it’s no game for girls? We got feet too, ain’t we?

Jackie Ormes’ tegneserier var banebrydende, ikke kun på grund af deres politiske og bidende kommentarer, men især fordi de var nogle af de første grafiske repræsentationer af afrikansamerikanerere, hvor ansigtstrækkende ikke blev overdrevet, Hendes karakterer stod ikke for fattigdom og ydmyghed, men var i stedet  gennemsyret af middelklasse, beslutsomhed, intelligens og mod. Patty-Jo blev så populær, at der blev fremstillet dukker af hende – igen den første sorte dukke uden overdrevne negroide træk, for som Jackie Omes selv sagde det, så var tiden kommet til: “No more… Sambos… Just KIDS!“

Omkring 1950 dukkede Torchy Brown op igen i serien “Torchy Brown Heartbeats”, hvor der gik eventyr og romantik i fortællingen om den velklædte unge dame, der både kunne tage på jagt efter efter kærligheden og efterforske lynchmord. I forhold til tiden var Ormes’ kvinder ualmindeligt individualistiske og stærke og havde styr på prioriteterne, selv når forelskelsen tog over. Kontrastér f.eks. teksten i nedenstående panel med Roy Lichtensteins berømte heartbroken girls – i det mindste havde Torchy Brown sin uddannelse at tænke på!

Desuden havde Torchy Brown en garderobe, der kan få hvert et retrohungrende pigehjerte til at banke hurtigt, da Jackie Ormes ofte lod Heartbeat-serien ledsagde af et påkædningsdukke-ark med en afklædt, men altid selvsikkert poserende Torchy omringet af smækkert nyt tøj, der ofte var modelleret efter Ormes’ egen garderobe.

I 1956 forsvandt Jackie Ormes ret pludseligt fra tegneserieverdenen – åbenbart er der ikke rigtig nogen, der ved hvorfor. Men hendes historie, indflydelse og værk er vanvittig interessant og selvom det med så meget andet fra dengang er svært at opdrive samlinger af hendes serier, så har Nancy Goldstein for nogle år siden udgivet en biografi om denne ellers noget oversete tegneseriepioner. Jeg skal i hvert fald have fat i den, så jeg kan læse mere om Jackie Ormes og supersassy Torchy Brown.

Smølfinemysteriet

Hvem er hun egentlig?

Forleden fik jeg den fantastiske opgave, at skulle smølfe den nye smølfetegneserie “Gammelsmølfinen” til Strip!. Jeg havde stort set ikke smølfet smølferne en tanke (ja lanceringen af smølfefilmen sidste år smølfede aldeles over mit hoved), siden dengang jeg i slutfirserne smølfede på mit værelse og dansede rundt til smølferne og Johnny Reimar med høj hat og Himmelbjerget-stok. (Jep, true story).

Eftersom ”Gammelsmølfinen” smølfer en hel del om Smølfine, smølfede jeg rundt på nettet for at smølfe lidt mere om denne ene kvindelige smølf og faldt ned i et smølfet ormehul, der ville give de fleste smølfeminister grå hår i hovedet.

(Okay, nu skal jeg nok stoppe med at smølfe igennem. Men smølf er bare det mest fantastiske tillægs-, udsagns- og navneord, der nogensinde er skrevet. Om det skal forstås negativt er jo helt op til modtageren at bestemme. ”Hold da op, hvor den frisure er smølf”, kan man sige, eller ”Wauw, det var godt nok smølfet gjort!”, og så må den person, man retter kommentaren til, helt og aldeles selv vurdere hvorvidt kommentaren skal forstås negativt eller positivt. Topsmart, siger jeg)

Da Peyo (Pierre Culliford) startede med at tegne smølferne i 1958, var smølfelandsbyen i Det Glemte Land et ganske harmonisk sted, der udelukkende var befolket af ens-udseende mandlige smølfer, naturligvis med hver deres personlighedstræk og navn, og så den store leder – Gammelsmølf. Der skulle gå hele otte år, inden den grumme troldmand Gargamel fandt på at bryde harmonien ved at introducere en kvindelig smølf, Smølfinen, der skulle skabe ravage i det ellers så harmoniske samfund. Jep, det er ren bibelhistorie (omend end en lidt mere blå og twisted en af slagsen), men bare rolig – det skal nok blive værre.

Intet kan skabe ravage som – ak, en kvinde!

Gargamel beslutter sig for, at han endelig kan få ram på de djævelske små blå mænd, som han skiftevis vil spise, dræbe eller lave om til guld (sjældent har en tegneserie haft en så ambitiøs, men alligevel omskiftlig en skurk som Smølferne), ved at forvirre dem med noget så grumt som en kvinde. EN KVINDE!!! Aaaaargh!!!

MCPW, ydrk, dem kan jeg ikke udstå!

Sugar and spice, but nothing nice … nemlig du, sådan er opskriften på kvinder anno 1966/1066! Smølfinen bliver skabt og straks sendt ud i den store skov, hvor hun ganske hurtigt bliver fundet af de intetanende smølfer og taget med tilbage til smølfebyen.

Ja, køn var hun jo ikke, den første smølfine, men bare rolig – den skal Gammelsmølf nok smølfe.

Prototype-smølfinen så unægteligt noget anderledes ud end den Smølfine, vi kender i dag, men det skulle ikke afholde de tre æbler høje smølfer fra at blive skrupforvirrede over hendes tilstedeværelse. Dog ikke helt på den måde som Gargamel havde tænkt sig, for den første Smølfine var med sit sorte, korte og krusede hår ligesom bare ikke rigtig lækker nok til at sætte brand i de små blå hjerter.

Ad! Pigelus!

I stedet gik hun de små blå mænd helt utroligt meget på nerverne, og de var ikke meget for at finde et sted til hende, hvor hun kunne sove, eller være med til at fejre hendes ankomst til byen med en stor fest. Det var jo også Gargamel, der havde brygget hende i sit laboratorium, men hun virkede aldrig direkte ond, bare lidt … øhm ja … træls. Hun var forfængelig og forsinkede sin store fest med hele to timer for at smukkesere sig, hvilket (oh, the horror!) alligevel ikke rigtig forberede hendes udseende. Hun sang så falsk, at selv Musiksmølf kunne høre, at den var helt gal. Men det værste var alligevel hendes tendens til at rende rundt ude ved dæmningen og stille spørgsmål, finde smølfer, der sov på arbejdet, og – og denne her er altså ret slem – opfordre smølferne til selv at tænke over, hvorfor de udfører de opgaver, de gør. Jep, hun er slangen i paradisets have.

Dette kunne også være starten på verdens første smølfethriller: Alt var fryd og gammen i Smølfebyen, indtil Klogesmølf pludselig begyndte at spørge ind til, hvorfor der skulle graves så mange dybe huller ude ved den store, brusende dæmning …

Nå, men menigsmølferne besluttede sig for, at de måtte gøre noget ved denne her emsige lille dame, og heldigvis ved Gavesmølf lige præcis, hvordan man får ram på den slags kvindtøj. Han er nemlig i tæt kontakt med sin indre internettroll og finder på den geniale, klassiske og skudsikre plan at drille hende med hendes vægt!

Øh … hvad dækker “smurf” over i den sidste taleboble?

Så smølferne begynder at komme med små sjove hentydninger til, hvordan Smølfine er begyndt at lægge sig lidt ud. De piller ved hendes vægt, hendes spejl og hendes tøj, mens de med spydige kommentarer samtidig gør det klart, at det absolut er mest attraktivt med kvinder i den lave ende af vægtskalaen. Man kan ikke helt undgå at være imponeret over, at smølferne – der efter alt at dømme aldrig har mødt en kvinde før – har fuldstændig styr på, hvordan man hurtigst muligt kan ryste en dame i sin grundvold: ved at kritisere hendes udseende og gøre hende opmærksom på, at man som mand absolut ikke er tiltrukket af hende.

Et af de smukkeste paneler, en børnetegneserie nogensinde har præsteret.

Der går naturligvis ikke længe, før hun bryder fuldstændig sammen. Men da det går op for Gammelsmølf, hvad de andre smølfer har smølfet rundt med, bryder han ind og beslutter sig for at hjælpe den stakkels og groft mobbede Smølfine. Selvom han tænker, at der absolut intet er galt med hende, er hans løsning dog ikke at forklare hende, at de andre smølfer er nogle ondskabsfulde små bæster, og at hun skal være glad og stolt over at være den, hun er. Næ, han tager hende med på laboratoriet og hjælper hende ved at udføre, hvad der formentlig må være tegneseriehistoriens første eksempel på en plastikoperation!

Plastikkirurg og stylist – der er intet, som Gammelsmølf ikke kan klare

Og Gammelsmølf ved, hvad der skal til, for at man kan knuse hjerter blandt smølferne, så den nye og forbedrede Smølfine har fået langt blondt hår, blonder på kjolen, strut i skørtet og højhælede sko.

Puha, det var straks bedre. Hende kan man da holde ud at se på!

Desværre har Gammelsmølf gjort smølferne en bjørnetjeneste. For nu hvor Smølfine er blevet en rigtig hot lille dame, kommer jalousien og kamphanen virkelig frem i de forelskede små smølfer.

Jep, lækre piger skal man holde sig fra.

Det sjove er, at Smølfines personlighed egentlig ikke har ændret sig voldsomt meget efter operationen. Hun snakker stadig som et vandfald, men smølferne er blevet langt mere tolerante over for hendes udgydelser om vind og vejr, fordi ja … hun er pææææææææn! Så smølferne begyndes at skændes, slås og kæmpe om hendes opmærksomhed, indtil hun til sidst får digtersmølf til at åbne diget i dæmningen (“kom nu, vi åbner det bare en lille smule”, lokker hun diskret på en måde, der overhovedet ikke indbyder til fortolkninger angående overgangen fra den uskyldige barndom/pubertet til det kønsbevidste voksenliv). Smølfebyen bliver oversvømmet, og de andre smølfer opdager, hvor Smølfine egentlig kommer fra.

Derfor beslutter Gammesmølf at stille hende for en domstol, hvilket de andre smølfer egentlig synes er lidt synd, for hvordan kan noget så pænt være ondt? Men heldigvis finder de hurtigt ud af, hvem skylden egentlig tilhører…

Så kunne han også lade være med at gøre hende så pæn næste gang!

Selvfølgelig! Det er plastikkirurgens skyld! Hvis hun ikke havde været så pæn, havde hun jo aldrig kunnet lokke Digtersmølf til at åbne diget. Det er jo også noget pjat sådan at bede folk om at tage ansvar for deres egne handlinger, når alle problemerne tydeligvis skyldes, at de små blå mænd har svært ved at styre sig i nærheden af en toplækker Smølfine. Tsk!

Smølfine har dog gennemskuet, at smølfelandsbyen anno 1966 ikke er helt klar til kvinder endnu, så hun venter ikke på domsafsigelsen, men efterlader et brev og smutter tilbage til skoven, hvor hun blev boende et godt stykke tid, inden smølferne lærte at vænne sig til hendes tilstedeværelse (og indtil de amerikanske smølfetegnefilm gjorde hende så populær, at hun blev en fast figur i Smølfeland).

Og Gargamel? Ja, ham fik smølferne da heldigvis også taget hævn over på smukkeste vis.

Please smurf me into your smurf?

Hævnen? At sende en grim kvinde i hælene på ham! Mu-ha-ha! Moralen? Grimme mennesker er trælse, pæne mennesker – især kvinder – kan gøre alt, hvad de vil, og hvis du har et problem, så prøv med plastikkururgi. Eller læser jeg den forkert?

Groteske psykoser og feminin, fragmenteret scrapbogsæstetik

”Välkommen till din psykos!” Og velkommen til et indlæg om feminin scrapbogsæstetik, glansbilleder og klistermærker – der af biologiske årsager ikke rigtig kan byde på mandsmod og nosser.

Eller i hvert fald næsten ingen nosser …

Men det er altså en topsmart fallosindikator, Nanna Johansson her har fundet på. Bare klip den ud, sæt den på en pind (!), og så er det ud at tjekke fallosindikatoren på den omkringliggende arkitektur. Jeg ved ikke, om den også virker på anmeldelser… (ba-dum tisj!)

Nå, men nu hvor jeg har fået det sprogpjat ud af vejen, er det tid til en bekendelse. Jeg er helt og aldeles skudt i de mange fine, kvindelige tegneserietegnere, som det har strømmet ud med fra Sverige de seneste par år. Altså skudt på den måde, at jeg nogle gange fanger mig selv i situationer, hvor jeg tænker ”er det her egentlig så’n rigtig godt?”, men straks redder den med slagkraftige argumenter som ”men det er jo de her folk fra Galago, Kartago og Kolik og det er SVENSKT!” Ja, sådan helt ublu skudt.

En af de tegneserietegnere, jeg har opdaget for nylig (hun har været i gang i en del år, men det er knap en måned siden, at jeg læste hende for første gang), er Nanna Johansson. I foråret kom den seneste tegnserie fra hendes hånd, ”Välkommen till din psykos”, og allerede med dens forside fik den mig til at tænke over nogle af de ting, der gør, at jeg er helt pjattet med denne her type tegneserier.

Udover at jeg generelt synes, at de svenske damer (og dermed tænker jeg bl.a. på Liv Strömquist, Nina Hemmingsson og Sofia Olsson) er virkelig, virkelig sjove og behandler køns- og samfundskritikken på en stærkt humoristisk og samtidig vedkommende facon, så er de helt vildt dygtige til at levere det på en herligt fragmenteret og vidtspændende måde, sådan at hver en udgivelse føles lidt som at få en pakke lækkert blandet slik – uden alt det man ikke bryder sig så meget om fra Haribo-posen.

De behersker på alle måder den fantastiske vilde og knaldede tegneseriesamling, hvor det interessante og nødvendige bliver leveret med spredehagl, kruseduller og en snublende fjollet humoristisk sans. Og det bliver særligt tydeligt i ”Välkommen till din psykos”, som især er kendetegnet ved sin feminine og nærmest teenagepigeagtige scrapbogsæstetik.

”Välkommen till din psykos” er inddelt i tre kapitler. Overjeget, jeget og det’et, hvor overjeget får klart mindst taletid. Hun når faktisk kun at komme med diktater som; ”forsøg at tegne pænt” – en gængs kritik af denne type tegneserier, der ofte benytter sig af strittende tænder og knuldrede kroppe – og ”undgå billige pointer” – det går da ikke an at lave sjov på bekostning af de grimme og dumme.

Men med det samme man bladrer om på den næste side, er man fanget i jegets univers. Her er der sprængfuldt med løsrevne indfald, grimme kroppe og spredte bemærkninger, der alle sammen på en eller anden måde henviser til det samfund, vi lever i i dag. Det er gennemført fjollet, men føles vigtigt, selvom jeg nogle gange egentlig er lidt i tvivl om, hvorfor jeg griner. Det er bare så tossebizart og lidt over grænsen (uden at der på nogen måde går Wulff-Morgenthaler i den)

Det er både en sprudlende og vidunderligt ulidelig humor, der er på spil her. Men samtidig med, at den overskrider den almindelige grænse for, hvordan overjeger synes, at pæne piger skal opføre sig, så vil jeg påstå, at det virkelig interessante ved en tegneserietegner som Nanna Johansson er, at hun samtidig med, at hun udfordrer ideen om den ”pæne pige”, der tegner pænt og ikke siger noget grimt om andre, fastholder en tydelig feminin æstetik.

De håndtegnede hjerter, glansbillederne og klistermærkedekorationerne, der dukker op rundt omkring i tegneserien, bliver selvfølgelig også behandlet ironisk som her, hvor de synes at kendetegne en spydigt naiv forståelse af det klassiske jagtbilledes narrativ:

Men samtidig er den vittige og polemiske tone, som gennemsyrer værket, konstant understøttet – og udfordret – af en gennemført scrapbogsæstetik, hvor flere af tegneseriebillederne synes at indgå som en tilfældig del af en traditionelt feminin teenagepiges dagbog. (I hvert fald så længe man går med på den præmis at klassificere håndtegnede hjerter og papirsider fyldt med glansbilleder, brevpapir og klistermærker som særligt feminine)

Hun vedkender sig sit fragmentariske og overpyntede scrapbogsudtryk og bruger det ikke kun ironisk, men udnytter det nærmere til at komme med sine til tider arrige spark mod det heteronormative samfunds ideer om, hvad der er pænt og oplagt for pæne piger at dyrke.

Det er kritiske fragmenter, der ubekymret kaster om sig med politisk satire og vulgariteter. Det er topfrivolt og på den måde både fremmedgørende (for dem, der ikke vil vedkende sig den samme samfundskritiske og feministiske diskurs) og enormt tilgængeligt, fordi de tilsyneladende sløsede og spredte fragmenter er gennemsyret af en enkel DIY-æstetik, som når hun sammensætter sit eget entourage af fine sort/hvid-fotografier af (for mig i hvert fald) ukendte og nydelige damer, der får øgenavne som ”Sir Fuck-a-lot” og ”Sex Machine”.

Det handler ikke om det skønne og fuldendte, men om det vilde, postulerende, grimme og interessante. Det er sjovt, når den pæne pige slår en prut, fordi det ikke er forventet. Men det, som Nanna Johansson med sit på en gang vulgære og pyntede udtryk synes at sige, er, at ”selvfølgelig prutter de pæne piger”. Den slags er skam helt naturligt, og indeholder ikke de store modsætningsforhold. Og det, synes jeg, er supersejt!

Kattejammerryg

Nå. Jeg havde egentligt tænk mig, at mit første indlæg her på bloggen skulle handle om fine svenske tegneserier med skarp satire og en snert af kønskamp, men jeg var ikke kommet ret meget længere end: ”Sjovt!”, ”Svensk!” og ”Dr. Phil, din idiot. Knulla mig hårt eller hål tyst för altid”, da jeg faldt over en historie om nedenstående billede og tænkte: ”haps, den tager jeg!” Ikke mindst fordi det også giver mig en oplagt mulighed for at skrive lidt om Kate Beaton, og den slags skal man aldrig takke nej til.

Folk der følger godt med i DC Comics’ udgivelser har måske allerede set forsiden på den kommende Catwoman #0, der indeholder Selina Kyles “hemmelige baggrundshistorie”. På baggrund af forsidebilledet kan jeg kun forestille mig, at den vil handle om, hvordan yoga-eksperten Selina endelig får udskiftet sin rygrad med en slinky og dermed langt om længe kan mestre yogastillingen ”sommerfugl med knæk”. I hvert fald er det tegnet af Guillem March, som jeg ved absolut intet om, fordi jeg har en vanvittig begrænset viden om mainstream superheltetegneserier, og det viser Catwoman i en herligt kiropraktisk udfordrende positur.

Nu kunne man selvfølgelig skrive en masse vredt om seksualiseringen af kvindelige superhelte, men det virker på en eller anden måde lidt formålsløst, når det drejer sig om noget så fjollet som dette forsidebillede. Ikke kun fordi, det er et lidt latterligt og klichéfyldt billede på repræsentationen af kvinder i mainstreamtegneserier. Men også fordi ideen bygger på den ret dumme formodning om, at mandlige læsere ikke vil kunne interessere sig for en kvindelig hovedperson, hvis de ikke konstant er bevidste om, hvor både hendes numse og bryster befinder sig. Og det kan vel ikke være sandt?

Nej når noget er så dumt, er der ikke andet for end at stikke den ene hånd i armhulen og begynde at sige pruttelyde. Og det er der heldigvis en række fine tegnere, der har besluttet sig for at gøre. (Det kan i øvrigt anbefales at klikke på billederne, hvis man gerne vil se dem i en lidt større størrelse).

Gamma Squad kan man finde en bunke eksempler på tegnere, der blev inspireret af forsiden til at lave deres egne Catwoman-tegninger. Her vil jeg bare vise et par af dem.

Først fra Josh Rodgers, der laver Mushfacecomics.

Og her et eksempel på noget, jeg virkelig håber, bliver et indiehit fra Top Shelf eller et lignende forlag, lavet af King of the Siams.

Og til sidst to fine kruseduller fra den canadiske tegner Kate Beaton.

Kate Beaton står bag den anbefalelsesværdige internettegneserie Hark! A Vagrant, hvor hun primært tager historiske og litterære figurer under kærlig behandling. Det er også gået ud over ligeledes aktuelle Batman, som hun her lader matche Catwoman i katteagtig-seksualitet.

Og her i en situation, der gør, at jeg aldrig vil kunne se på Gary Oldman og Christian Bale på samme måde igen.

Udover at være en eminent tegner, når det kommer til ansigtsudtryk og komisk timing, viser Kate Beaton her, at når det handler om fuldstændigt absurde og rygforvridende tegninger af ”sexede” kvinder i læder, så er humor og pegen fingre ret ofte det allerbedste våben.

Nå ja, og så har Fernacular prøvet at vise, hvordan det ville se ud, hvis superhelte gik klædt i tøj, der havde samme stil som superheltindernes. Det er også ret sjovt.