Min taske er fyldt med glitter. Der er glitter på mine hænder, glitter på mine kinder, glitter på min iPod, i min pung og på de der Hals-bolsjer, som jeg aldrig rigtig kan huske, at jeg køber, men som der altid er mindst en-to-tre stykker af i bunden af min taske. Der er glitter over det hele. Lilla glitter. Og det gør mig helt kulret og lykkelig.

Jamen, tillykke med det, tænker du måske. Men hvad har det med tegneserier at gøre?

Ork, det har alt muligt med tegneserier at gøre. Det er nemlig denne superfine og smukke sag, der har fået indersiden af min taske til at ligne gulvet i Barbies drømmehus efter en vild og voldsom nytårsaften.

Er den ikke smuk? Lilla glimmer, farvede plastiksten, der nøjsomt er limet fast, en pige med en guitar – og så er det hele bundet sammen med grøn tråd!

I weekenden var jeg et smut forbi tegneseriefestivallen/art faire-tingesten Comica Comiket (Tak til Aben Maler for tippet på Facebook, i øvrigt) her i London, hvor jeg sådan ret for nylig er flyttet til. Jeg er generelt ikke voldsom god til det der med tegneseriefestivaller. Altså, forstået på den måde, at jeg virkelig godt kan lide, at de er der, og hjertens gerne tager til dem, hvis jeg kan. Men ofte ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv, når jeg så er nået frem. Jeg synes nemt, at det bliver lidt akavet (okay, jeg bliver akavet) at gå rundt mellem små borde, hvor tegnerne og forfatterne SIDDER LIGE DER PÅ DEN ANDEN SIDE, og det får min indre generthed til at krybe frem som en anden Killer-Bob, der ellers så venligt har ligget gemt bag sofaen.

Jeg har efterhånden udviklet en teknik, der går ud på at stirre stenhårdt ned mod bordet – et blik så supermandsstærkt, at det ofte går direkte gennem de tegneserier, jeg vover at løfte op og bladre igennem – og skulle jeg blive mødt med et venligt “hej” eller bare et forsøg på en stille hilsen via et forsigtigt forsøg på øjenkontakt, så er jeg straks klar til at svare igen med et fjoget grin og et mumlet “nøj, det ser fint ud,” mens jeg samtidig planlægger min hastige flugt videre til det næste bord.

Som du nok kan gætte, kommer jeg sjældent hjem med de helt store og spændende indkøb.

Heldigvis var jeg lige præcis denne lørdag tilpas tømmermandsramt og stålsat på at komme tilbage med noget, der kunne vise de venner, der valgte at bruge dagen på at nyde solen i parken, at det altså ikke var helt fjoget, at jeg havde trodset festivallens forvirrede hjemmeside og min manglende kendskab til, hvad det der Comica egentlig gik ud på, og var taget af sted. Og endnu mere heldigvis blev mit bordscannende røntgensyn afbrudt af føromtalte lilla lækkerbisken.

I har vel ikke glemt, hvordan den så ud?

Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker fanzines – ikke mindst tegneseriefanzines. Langt størstedelen af mine tegneserieindkøb de sidste par år er foregået via amazon, diverse forlagshjemmesider eller den der reol i Fantask, der altid suger mig til sig med sine glinsende og lækkert indpakkede indie/alternategneserier (eller hvad man nu har lyst til at kalde dem). Det er der ikke nødvendigvis noget galt med, men min samling er bare blevet så – og nu bliver mit sprogbrug altså temmelig barskt – “pæn”.

Altså, det er jo ikke fordi, at denne dagbogstegneserie ikke er pæn (du læste vel godt det med det lilla glimmer, ikke?) og nogenlunde tæt på at være så superindie, at den kunne give selv den tweeste melodikaspillende cupcake et stærkt behov for at lytte til noget russisk dødsmetal, men der er især to ting ved dette lille fanzine, der gør mig überlykkelig.

Det første er følelsen af, at have fået fingrene i noget ganske unikt. Fanzines er skønne, blandt andet fordi de er eksklusive. De har ikke brug for og søger heller ikke et bredt publikum. Det er tanken om, at der har siddet et andet menneske og brugt tid på at lime hver eneste sten på, klippe forsidemærket ud med en saks og bundet det hele sammen med smaragdgrøn tråd. Det er en lille gave fra et fremmed menneske, og på den måde er den langt mere værdifuld som objekt end som egentlig tegneserie.

Det andet er, hvilket ifølge min mening er det vigtigste i denne sammenhæng, at den er voldsomt upraktisk. Altså virkelig. Glitteret smitter af på alt, der kommer i nærheden af den. Alle de andre små serier, jeg købte på festivallen har nu et svagt lille skær af lilla, når det rette lys rammer dem, og den er faktisk en smule ubehagelig at have i hånden, bl.a. fordi man vel instinktivt forsøger på ikke at tage for godt fast om ting, der har det med at smitte af på en.

Og så er der indholdet. Som forsiden så direkte siger det, så er det her altså Sally-Anne Hickmans Diary Comic fra 2012. Det er en dagbogstegneserie fortalt i  nærmest ren skitseform, og den er fyldt med en masse mennesker og situationer, som jeg et eller andet sted overhovet ikke har den mindste chance for at sætte ind i nogen kontekst.

Dexter og Mickey hvem?

Jeg aner jo ikke, hvem hverken Dexter, Mickey, Miron eller Blake er, for tegneserien består udelukkende af små scener, der højst i lille grad har forbindelse til hinanden. Men underbygger samtidig min fornemmelse af, at have fået fingrene i en lille skat. Et lille snagende – men stadigt imødekommende – indblik i et fremmed menneskes liv og kringlede hjerne.

Og så er der skitser som denne:

Der bare er herligt absurde og skønt tegnede.

Og en side som denne, der virkelig var det, der understregede for mig, at jeg simpelthen måtte købe dette glitterhelvede:

For jeg elsker også Jeffrey Lewis! (Hvis du ikke kender ham, så laver han nogle pænt seje tegneserier og noget måske endnu sejere musik – og har du brug for mere overbevisning, så er han ikke bange for at afbryde sine koncerter for at holde et mindre tegneserieforedrag eller lave en hardcore gennemgang af Lower East Side-punkens historie  fra 1950-1975).

Pointen er, at dette ikke er nogen stor læseoplevelse – og det forsøger den heller ikke at være. Og i en verden hvor en tegneserielæser som jeg nemt bliver bedøvet af at jage rundt efter den næste store læseoplevelse fra Fantagraphics, Drawn and Qaurterly eller skønne Aben Maler, så er det virkelig fabelagtigt at få pustet noget lilla glitter i fjæset og blive mindet om glæden ved den lille læseoplevelse, der nærmest udelukkende er fin, fordi den findes.

Så krussedullens råd til dig, uanset om det er glimmer, balstyriske tegninger af blodpølser eller sejt tegnede biler, der får din båd til flyde, er, at du virkelig skal huske at købe den der lille “glitter”-sag til en tier eller en tyver, når du om en måneds tid smutter af sted til Copenhagen Comics (det gør du vel, ikke sandt?). Jeg lover dig, at det kun kan gøre dig glad.

Så er der dømt historietime her på krussedulle-bloggen! Men bare rolig, det bliver hverken støvet (okay, måske en kende støvet, vi skal trods alt helt tilbage til slutningen af trediverne) eller kedeligt (ja, jeg krydser i hvert fald fingre for det). I stedet bliver det fyldt med smækre damer med stærke meninger, labert tøj og retrolækre tegneserier.

De informationer, man finder på internettet, er ikke altid supertroværdige – og heldigvis for det, for ellers var jeg måske aldrig stødt på Jackie Ormes, der er kendt som den første afrikanskamerikanske tegneserietegner, der blev syndikeret (eftersigende var hun den eneste helt frem til 1990). For et par uger siden begyndte hun nemlig at dukke op på tumblr i forbindelse med proklameringer om, at hun ville være fyldt 100 år i år – et hurtigt wikipedia-opslag afslørede dog, at hun levede fra 1911 til 1985, så hvor det rygte er opstået fra, er ikke til at sige. Men jeg skal som sagt ikke beklage mig, for hvis ikke jeg havde klikket på det der link, jeg tilfældigvis stødte på under et af mine utallige overspringshandlende surfeventyr, så havde jeg sikkert aldrig tænkt over, hvem der var den første afrikanskamerikanske tegneserietegner med serier i flere aviser. Ja, indtil for få dage siden, havde jeg slet ikke overvejet, at der kunne være kvinder, der lavede avistegneserier back in the day.

Men Jackie Ormes var måske heller ikke super almindelig. Hun var stærkt venstreorienteret, kastede sig glad over emner som racepolitik, sexisme og forurening allerede i fyrrene og har æren af at være emnet for en 287 sider lang F.B.I.-fil, der dog intet havde med hendes tegneserier at gøre.

“It would be intersetin’ to discover WHICH committee decide it was un-American to be COLORED!”

Jackie Ormes’ tegneseriekarriere begyndte i 1937 med serien “Torchy Brown: Dixie to Harlem”, der blev trykt i Pittsburgh Courier, der var en af datidens mest læste aviser blandt den afrikanskamerikanske befolkning. Torchy var en ung pige fra landet, der flyttede til storbyen for at prøve lykken og gjorde karriere som sensuel natklubsangerinde på den berømte Cotton Club. Selvom striben mest af alt var en let humorserie, så levede Torchy ofte op til sit flammende navn og i en af de mere berømte striber fra serien, ser man hende gå ombord på et tog, hvor hun støder på et skilt med to pile, der peger i hver deres retning. På den ene står der “farvede” og på den anden står der “hvide”, men på ægte Rosa Parks-manér (en kvinde, der rent faktisk ville være fyldt 100 år i år) proklamerer Torchy kækt, at “I’ll jus’ pretend I can’t read very well …” og sætter sig ned i den hvide sektion.

Denne første Torcy-serie fik kun lov til at eksistere et par år, og i 1945 dukkede stuepigen Candy op. Candy var som de fleste af Ormes’ figurer af den smækre og kække kaliber, og arbejdede for den aldrigt sete Mrs. Goldrocks, som hun konstant gjorde nar af og relativt ofte stjal tøj fra. Måske derfor var det ikke overraskende, at serien kun holdt i fire måneder, og at Ormes aldrig blev betalt for den.

“Gee, I hope Mrs. Goldrocks doesn’t gain any more weight. I can’t possibly wear a size larger.”

Senere samme år kom Jackie Ormes’ måske største hit, Patty-Jo ‘n’ Ginger, der i enkeltstående humorpaneler fortalte om søstrene af samme navn. Den yngste, Patty-Jo, var en vilter og meningsstærk lille pige, der kastede om sig med fandenivoldske kommentarer af både politisk og socialt grænsesøgende karakter, mens storesøster Ginger mest af alt bare så til som en anden mannequin.

“What ‘cha mean it’s no game for girls? We got feet too, ain’t we?

Jackie Ormes’ tegneserier var banebrydende, ikke kun på grund af deres politiske og bidende kommentarer, men især fordi de var nogle af de første grafiske repræsentationer af afrikansamerikanerere, hvor ansigtstrækkende ikke blev overdrevet, Hendes karakterer stod ikke for fattigdom og ydmyghed, men var i stedet  gennemsyret af middelklasse, beslutsomhed, intelligens og mod. Patty-Jo blev så populær, at der blev fremstillet dukker af hende – igen den første sorte dukke uden overdrevne negroide træk, for som Jackie Omes selv sagde det, så var tiden kommet til: “No more… Sambos… Just KIDS!“

Omkring 1950 dukkede Torchy Brown op igen i serien “Torchy Brown Heartbeats”, hvor der gik eventyr og romantik i fortællingen om den velklædte unge dame, der både kunne tage på jagt efter efter kærligheden og efterforske lynchmord. I forhold til tiden var Ormes’ kvinder ualmindeligt individualistiske og stærke og havde styr på prioriteterne, selv når forelskelsen tog over. Kontrastér f.eks. teksten i nedenstående panel med Roy Lichtensteins berømte heartbroken girls – i det mindste havde Torchy Brown sin uddannelse at tænke på!

Desuden havde Torchy Brown en garderobe, der kan få hvert et retrohungrende pigehjerte til at banke hurtigt, da Jackie Ormes ofte lod Heartbeat-serien ledsagde af et påkædningsdukke-ark med en afklædt, men altid selvsikkert poserende Torchy omringet af smækkert nyt tøj, der ofte var modelleret efter Ormes’ egen garderobe.

I 1956 forsvandt Jackie Ormes ret pludseligt fra tegneserieverdenen – åbenbart er der ikke rigtig nogen, der ved hvorfor. Men hendes historie, indflydelse og værk er vanvittig interessant og selvom det med så meget andet fra dengang er svært at opdrive samlinger af hendes serier, så har Nancy Goldstein for nogle år siden udgivet en biografi om denne ellers noget oversete tegneseriepioner. Jeg skal i hvert fald have fat i den, så jeg kan læse mere om Jackie Ormes og supersassy Torchy Brown.

Hvem er hun egentlig?

Forleden fik jeg den fantastiske opgave, at skulle smølfe den nye smølfetegneserie “Gammelsmølfinen” til Strip!. Jeg havde stort set ikke smølfet smølferne en tanke (ja lanceringen af smølfefilmen sidste år smølfede aldeles over mit hoved), siden dengang jeg i slutfirserne smølfede på mit værelse og dansede rundt til smølferne og Johnny Reimar med høj hat og Himmelbjerget-stok. (Jep, true story).

Eftersom ”Gammelsmølfinen” smølfer en hel del om Smølfine, smølfede jeg rundt på nettet for at smølfe lidt mere om denne ene kvindelige smølf og faldt ned i et smølfet ormehul, der ville give de fleste smølfeminister grå hår i hovedet.

(Okay, nu skal jeg nok stoppe med at smølfe igennem. Men smølf er bare det mest fantastiske tillægs-, udsagns- og navneord, der nogensinde er skrevet. Om det skal forstås negativt er jo helt op til modtageren at bestemme. ”Hold da op, hvor den frisure er smølf”, kan man sige, eller ”Wauw, det var godt nok smølfet gjort!”, og så må den person, man retter kommentaren til, helt og aldeles selv vurdere hvorvidt kommentaren skal forstås negativt eller positivt. Topsmart, siger jeg)

Da Peyo (Pierre Culliford) startede med at tegne smølferne i 1958, var smølfelandsbyen i Det Glemte Land et ganske harmonisk sted, der udelukkende var befolket af ens-udseende mandlige smølfer, naturligvis med hver deres personlighedstræk og navn, og så den store leder – Gammelsmølf. Der skulle gå hele otte år, inden den grumme troldmand Gargamel fandt på at bryde harmonien ved at introducere en kvindelig smølf, Smølfinen, der skulle skabe ravage i det ellers så harmoniske samfund. Jep, det er ren bibelhistorie (omend end en lidt mere blå og twisted en af slagsen), men bare rolig – det skal nok blive værre.

Intet kan skabe ravage som – ak, en kvinde!

Gargamel beslutter sig for, at han endelig kan få ram på de djævelske små blå mænd, som han skiftevis vil spise, dræbe eller lave om til guld (sjældent har en tegneserie haft en så ambitiøs, men alligevel omskiftlig en skurk som Smølferne), ved at forvirre dem med noget så grumt som en kvinde. EN KVINDE!!! Aaaaargh!!!

MCPW, ydrk, dem kan jeg ikke udstå!

Sugar and spice, but nothing nice … nemlig du, sådan er opskriften på kvinder anno 1966/1066! Smølfinen bliver skabt og straks sendt ud i den store skov, hvor hun ganske hurtigt bliver fundet af de intetanende smølfer og taget med tilbage til smølfebyen.

Ja, køn var hun jo ikke, den første smølfine, men bare rolig – den skal Gammelsmølf nok smølfe.

Prototype-smølfinen så unægteligt noget anderledes ud end den Smølfine, vi kender i dag, men det skulle ikke afholde de tre æbler høje smølfer fra at blive skrupforvirrede over hendes tilstedeværelse. Dog ikke helt på den måde som Gargamel havde tænkt sig, for den første Smølfine var med sit sorte, korte og krusede hår ligesom bare ikke rigtig lækker nok til at sætte brand i de små blå hjerter.

Ad! Pigelus!

I stedet gik hun de små blå mænd helt utroligt meget på nerverne, og de var ikke meget for at finde et sted til hende, hvor hun kunne sove, eller være med til at fejre hendes ankomst til byen med en stor fest. Det var jo også Gargamel, der havde brygget hende i sit laboratorium, men hun virkede aldrig direkte ond, bare lidt … øhm ja … træls. Hun var forfængelig og forsinkede sin store fest med hele to timer for at smukkesere sig, hvilket (oh, the horror!) alligevel ikke rigtig forberede hendes udseende. Hun sang så falsk, at selv Musiksmølf kunne høre, at den var helt gal. Men det værste var alligevel hendes tendens til at rende rundt ude ved dæmningen og stille spørgsmål, finde smølfer, der sov på arbejdet, og – og denne her er altså ret slem – opfordre smølferne til selv at tænke over, hvorfor de udfører de opgaver, de gør. Jep, hun er slangen i paradisets have.

Dette kunne også være starten på verdens første smølfethriller: Alt var fryd og gammen i Smølfebyen, indtil Klogesmølf pludselig begyndte at spørge ind til, hvorfor der skulle graves så mange dybe huller ude ved den store, brusende dæmning …

Nå, men menigsmølferne besluttede sig for, at de måtte gøre noget ved denne her emsige lille dame, og heldigvis ved Gavesmølf lige præcis, hvordan man får ram på den slags kvindtøj. Han er nemlig i tæt kontakt med sin indre internettroll og finder på den geniale, klassiske og skudsikre plan at drille hende med hendes vægt!

Øh … hvad dækker “smurf” over i den sidste taleboble?

Så smølferne begynder at komme med små sjove hentydninger til, hvordan Smølfine er begyndt at lægge sig lidt ud. De piller ved hendes vægt, hendes spejl og hendes tøj, mens de med spydige kommentarer samtidig gør det klart, at det absolut er mest attraktivt med kvinder i den lave ende af vægtskalaen. Man kan ikke helt undgå at være imponeret over, at smølferne – der efter alt at dømme aldrig har mødt en kvinde før – har fuldstændig styr på, hvordan man hurtigst muligt kan ryste en dame i sin grundvold: ved at kritisere hendes udseende og gøre hende opmærksom på, at man som mand absolut ikke er tiltrukket af hende.

Et af de smukkeste paneler, en børnetegneserie nogensinde har præsteret.

Der går naturligvis ikke længe, før hun bryder fuldstændig sammen. Men da det går op for Gammelsmølf, hvad de andre smølfer har smølfet rundt med, bryder han ind og beslutter sig for at hjælpe den stakkels og groft mobbede Smølfine. Selvom han tænker, at der absolut intet er galt med hende, er hans løsning dog ikke at forklare hende, at de andre smølfer er nogle ondskabsfulde små bæster, og at hun skal være glad og stolt over at være den, hun er. Næ, han tager hende med på laboratoriet og hjælper hende ved at udføre, hvad der formentlig må være tegneseriehistoriens første eksempel på en plastikoperation!

Plastikkirurg og stylist – der er intet, som Gammelsmølf ikke kan klare

Og Gammelsmølf ved, hvad der skal til, for at man kan knuse hjerter blandt smølferne, så den nye og forbedrede Smølfine har fået langt blondt hår, blonder på kjolen, strut i skørtet og højhælede sko.

Puha, det var straks bedre. Hende kan man da holde ud at se på!

Desværre har Gammelsmølf gjort smølferne en bjørnetjeneste. For nu hvor Smølfine er blevet en rigtig hot lille dame, kommer jalousien og kamphanen virkelig frem i de forelskede små smølfer.

Jep, lækre piger skal man holde sig fra.

Det sjove er, at Smølfines personlighed egentlig ikke har ændret sig voldsomt meget efter operationen. Hun snakker stadig som et vandfald, men smølferne er blevet langt mere tolerante over for hendes udgydelser om vind og vejr, fordi ja … hun er pææææææææn! Så smølferne begyndes at skændes, slås og kæmpe om hendes opmærksomhed, indtil hun til sidst får digtersmølf til at åbne diget i dæmningen (“kom nu, vi åbner det bare en lille smule”, lokker hun diskret på en måde, der overhovedet ikke indbyder til fortolkninger angående overgangen fra den uskyldige barndom/pubertet til det kønsbevidste voksenliv). Smølfebyen bliver oversvømmet, og de andre smølfer opdager, hvor Smølfine egentlig kommer fra.

Derfor beslutter Gammesmølf at stille hende for en domstol, hvilket de andre smølfer egentlig synes er lidt synd, for hvordan kan noget så pænt være ondt? Men heldigvis finder de hurtigt ud af, hvem skylden egentlig tilhører…

Så kunne han også lade være med at gøre hende så pæn næste gang!

Selvfølgelig! Det er plastikkirurgens skyld! Hvis hun ikke havde været så pæn, havde hun jo aldrig kunnet lokke Digtersmølf til at åbne diget. Det er jo også noget pjat sådan at bede folk om at tage ansvar for deres egne handlinger, når alle problemerne tydeligvis skyldes, at de små blå mænd har svært ved at styre sig i nærheden af en toplækker Smølfine. Tsk!

Smølfine har dog gennemskuet, at smølfelandsbyen anno 1966 ikke er helt klar til kvinder endnu, så hun venter ikke på domsafsigelsen, men efterlader et brev og smutter tilbage til skoven, hvor hun blev boende et godt stykke tid, inden smølferne lærte at vænne sig til hendes tilstedeværelse (og indtil de amerikanske smølfetegnefilm gjorde hende så populær, at hun blev en fast figur i Smølfeland).

Og Gargamel? Ja, ham fik smølferne da heldigvis også taget hævn over på smukkeste vis.

Please smurf me into your smurf?

Hævnen? At sende en grim kvinde i hælene på ham! Mu-ha-ha! Moralen? Grimme mennesker er trælse, pæne mennesker – især kvinder – kan gøre alt, hvad de vil, og hvis du har et problem, så prøv med plastikkururgi. Eller læser jeg den forkert?

”Välkommen till din psykos!” Og velkommen til et indlæg om feminin scrapbogsæstetik, glansbilleder og klistermærker – der af biologiske årsager ikke rigtig kan byde på mandsmod og nosser.

Eller i hvert fald næsten ingen nosser …

Men det er altså en topsmart fallosindikator, Nanna Johansson her har fundet på. Bare klip den ud, sæt den på en pind (!), og så er det ud at tjekke fallosindikatoren på den omkringliggende arkitektur. Jeg ved ikke, om den også virker på anmeldelser… (ba-dum tisj!)

Nå, men nu hvor jeg har fået det sprogpjat ud af vejen, er det tid til en bekendelse. Jeg er helt og aldeles skudt i de mange fine, kvindelige tegneserietegnere, som det har strømmet ud med fra Sverige de seneste par år. Altså skudt på den måde, at jeg nogle gange fanger mig selv i situationer, hvor jeg tænker ”er det her egentlig så’n rigtig godt?”, men straks redder den med slagkraftige argumenter som ”men det er jo de her folk fra Galago, Kartago og Kolik og det er SVENSKT!” Ja, sådan helt ublu skudt.

En af de tegneserietegnere, jeg har opdaget for nylig (hun har været i gang i en del år, men det er knap en måned siden, at jeg læste hende for første gang), er Nanna Johansson. I foråret kom den seneste tegnserie fra hendes hånd, ”Välkommen till din psykos”, og allerede med dens forside fik den mig til at tænke over nogle af de ting, der gør, at jeg er helt pjattet med denne her type tegneserier.

Udover at jeg generelt synes, at de svenske damer (og dermed tænker jeg bl.a. på Liv Strömquist, Nina Hemmingsson og Sofia Olsson) er virkelig, virkelig sjove og behandler køns- og samfundskritikken på en stærkt humoristisk og samtidig vedkommende facon, så er de helt vildt dygtige til at levere det på en herligt fragmenteret og vidtspændende måde, sådan at hver en udgivelse føles lidt som at få en pakke lækkert blandet slik – uden alt det man ikke bryder sig så meget om fra Haribo-posen.

De behersker på alle måder den fantastiske vilde og knaldede tegneseriesamling, hvor det interessante og nødvendige bliver leveret med spredehagl, kruseduller og en snublende fjollet humoristisk sans. Og det bliver særligt tydeligt i ”Välkommen till din psykos”, som især er kendetegnet ved sin feminine og nærmest teenagepigeagtige scrapbogsæstetik.

”Välkommen till din psykos” er inddelt i tre kapitler. Overjeget, jeget og det’et, hvor overjeget får klart mindst taletid. Hun når faktisk kun at komme med diktater som; ”forsøg at tegne pænt” – en gængs kritik af denne type tegneserier, der ofte benytter sig af strittende tænder og knuldrede kroppe – og ”undgå billige pointer” – det går da ikke an at lave sjov på bekostning af de grimme og dumme.

Men med det samme man bladrer om på den næste side, er man fanget i jegets univers. Her er der sprængfuldt med løsrevne indfald, grimme kroppe og spredte bemærkninger, der alle sammen på en eller anden måde henviser til det samfund, vi lever i i dag. Det er gennemført fjollet, men føles vigtigt, selvom jeg nogle gange egentlig er lidt i tvivl om, hvorfor jeg griner. Det er bare så tossebizart og lidt over grænsen (uden at der på nogen måde går Wulff-Morgenthaler i den)

Det er både en sprudlende og vidunderligt ulidelig humor, der er på spil her. Men samtidig med, at den overskrider den almindelige grænse for, hvordan overjeger synes, at pæne piger skal opføre sig, så vil jeg påstå, at det virkelig interessante ved en tegneserietegner som Nanna Johansson er, at hun samtidig med, at hun udfordrer ideen om den ”pæne pige”, der tegner pænt og ikke siger noget grimt om andre, fastholder en tydelig feminin æstetik.

De håndtegnede hjerter, glansbillederne og klistermærkedekorationerne, der dukker op rundt omkring i tegneserien, bliver selvfølgelig også behandlet ironisk som her, hvor de synes at kendetegne en spydigt naiv forståelse af det klassiske jagtbilledes narrativ:

Men samtidig er den vittige og polemiske tone, som gennemsyrer værket, konstant understøttet – og udfordret – af en gennemført scrapbogsæstetik, hvor flere af tegneseriebillederne synes at indgå som en tilfældig del af en traditionelt feminin teenagepiges dagbog. (I hvert fald så længe man går med på den præmis at klassificere håndtegnede hjerter og papirsider fyldt med glansbilleder, brevpapir og klistermærker som særligt feminine)

Hun vedkender sig sit fragmentariske og overpyntede scrapbogsudtryk og bruger det ikke kun ironisk, men udnytter det nærmere til at komme med sine til tider arrige spark mod det heteronormative samfunds ideer om, hvad der er pænt og oplagt for pæne piger at dyrke.

Det er kritiske fragmenter, der ubekymret kaster om sig med politisk satire og vulgariteter. Det er topfrivolt og på den måde både fremmedgørende (for dem, der ikke vil vedkende sig den samme samfundskritiske og feministiske diskurs) og enormt tilgængeligt, fordi de tilsyneladende sløsede og spredte fragmenter er gennemsyret af en enkel DIY-æstetik, som når hun sammensætter sit eget entourage af fine sort/hvid-fotografier af (for mig i hvert fald) ukendte og nydelige damer, der får øgenavne som ”Sir Fuck-a-lot” og ”Sex Machine”.

Det handler ikke om det skønne og fuldendte, men om det vilde, postulerende, grimme og interessante. Det er sjovt, når den pæne pige slår en prut, fordi det ikke er forventet. Men det, som Nanna Johansson med sit på en gang vulgære og pyntede udtryk synes at sige, er, at ”selvfølgelig prutter de pæne piger”. Den slags er skam helt naturligt, og indeholder ikke de store modsætningsforhold. Og det, synes jeg, er supersejt!