Nummer 9 har i dag talt uafbrudt om tegneserier i to år og det er på tide, at andre får ørenlyd. Vi har derfor bedt en række kendte danskere fortælle om deres forhold til tegneseriemediet.

I dag er det præcis to år siden Nummer 9 gik i luften for første gang, og for at runde endnu et år med tegneserier i højsædet af – og samtidig tage hul på 3. årgang med manér – har vi bedt en række kendte danskere fortælle lidt om deres forhold til tegneseriemediet og dele deres læseoplevelser med os.

Det er der kommet en række spændende interviews ud af, og du kan  i den kommende tid således se frem til både drilske og dybsindige tegneseriebetragtninger fra forskellige notabiliteter i det danske kulturliv. Det første interview følger i morgen, og herefter vil du hver fredag kunne læse et nyt indslag i serien 9 skarpe.

Alle deltagere har modtaget det samme dusin spørgsmål, og er blevet bedt om at forholde sig til i hvert fald 9 af dem. Da temperamenter og indgangsvinkler til tegneseriemediet altid vil være forskellige, syntes vi naturligvis, at det var rimeligt med en smule albuerum, og at man til en vis grad selv skulle have indflydelse på, hvad man ville tale om. Flere af deltagerne havde imidlertid så meget på hjerte, at de lod hånt om 9-temaet og ufortrødent svarede på alle 12 spørgsmål. Det er vi kun glade for. Så kig forbi i morgen tidlig og start dagen med den første af 9 skarpe.

Af Peter Dyring-Olsen

I Cobolts række af samlede udgaver af Linda og Valentin – Rejser i tid og rum er vi nået til tre album fra en af seriens kunstnerisk absolut bedste perioder. Det er de tre album “Skyggernes Ambassadør”, “I den falske verden’ og “Jævndøgnets helte”, der udgør bind 3.

Linda og Valentin er om noget en af den europæiske albumtraditions hjørnestene – vel kun overgået af Tintin, Splint og Co og andre i den vægtklasse. Hermed deler Cobolt ud af tegneseriearvesølv både til os, der nød serien, da den første gang udkom på dansk, og til de, der måtte støde på den for første gang.

Men hvordan anmelder man noget, som eftertiden har sat på en piedestal, uden at forfalde til blind hyldest? Det problem har kørt rundt i mit hovede, siden jeg med glæde modtog mit anmeldereksemplar. Er jeg overhovedet i stand til at se og læse historierne uden at mindet om mine første oplevelser med Linda og Valentin skygger for min læsning lige nu? Og kan jeg som sølle anmelder lægge nyt til historien om og forståelsen af en europæisk serieskat?

“Rejser i tid og rum 3″ tager form af en flot hyldest til Linda og Valentin – og særligt en hyldest til tegner Mezieres, der roses i bogens indledende ekstramateriale, som har blikket stift rettet mod tegningernes kvalitet. Her citeres Christin og Mezieres om arbejdet med tegningerne, ligesom essayets forfatter er fuld af lovpriser til Mezieres’ talent. Sandt er det da også, at billedsiden af Linda og Valentin er helt sin egen og alligevel sært velkendt. Mezieres er på én gang løs og minutiøs i sin streg, der både kan gengive imponerende rumstationer og sci-fi arkitektur i fine detaljer og opridse personer og sindsstemninger med få, karikerede streger. Det er flot og gennemført – og i 2012 også en kende bedaget som en håndværksmesters dygtigt udførte kunst i en tid, hvor lækkert design masseproduceres nøjagtigt og fejlfrit. Det skal ikke ligge albummet til last men sandt er det, at Rejser i tid og rum er en tur i et nostalgisk univers.

Ekstramaterialet er lige på den tynde side, og man kunne have ønsket sig lidt mere vægt i tekstmaterialet, der er fint og velfungerende, men måske mere småsnakkende og hyldende end en tekst, der bringer nyt med sig. På den måde peger ekstramaterialet altså entydigt i retningen af nostalgi – og en målgruppe, der består af alle os, der husker serien fra gamle dage og gerne vil have den stående på bogreolen i flot stand og udstyr, som kan sikre bogens overlevelse i mange år.

Når det er sagt, så er det virkelig guldet, som præger bind 3. Der lægges stærkt for med “Skyggernes Ambassadør”, der som al ægte science fiction er en refleksion over albummets samtid. Albummet introducerer rummets svar på FN – Navlen, hvor utallige af rummets racer holder diplomatisk kontakt. Navlen er et tilbagevendende element i
serien, og det er og bliver smågenialt tænkt og udført. Her skal ikke afsløres mere om albummets plot end at menneskeheden spiller en sædvanlig uheldig krigerisk rolle, og at Linda og Valentin hver må lægge kræfter i for at bringe balance i det delikate system igen. Også gnavpotvekslerne bliver introduceret i historien og på lignende vis køres der frem med en fantasifuldhed, der vidner om engagement og fortællemæssigt overskud. Lige, da man som læser føler at de politiske paralleller bliver hårdhændedes nok skaber Linda – denne inciterende kvinde med hovedet skruet mere end almindeligt godt på – tilpas med afstand til det, der ellers kommer faretruende tæt på en art politisk korrekthed. Således fremviser seriens skaber netop dét overskud, der er med til at hæve serien langt over mange af dens samtidige udgivelser. Under alle omstændigheder er ‘Skyggernes Ambassadør’ en klassiker, der holder også i dag. Et enkelt hjertesuk må dog lyde – det havde været endog meget interessant, hvis ekstramaterialet havde undersøgt seriens samtid og draget de paralleller, der oplagt må være til tidens FN.

Næste historie er I skyggernes verden, der leger med en slags tidlig virtual reality, som sørger for at vi bliver vidne til Mezieres’ yderst lækre gengivelser af historiske perioder. Historien er ligefrem og grænsende til det simple og alligevel er det velfortalt og gennemført i al sin space opera-farvede udgave af et nærmest Philip K. Dicksk tema. Menneskehedens plads i det store univers’ evige variation er på spil, og det er endog meget underholdende.

Sidst kommer ‘Jævndøgnets helte’ – et album, som jeg med en snert af frustration læste og genlæste i min barndom. ‘Jævndøgnets helte’ er nemlig både en politisk allegori, hvor kommunisme, liberalisme og samtidens stærke new age-bevægelse fremstilles i et ikke særligt smukt skær og samtidig en slet skjult kommentar til amerikanske superhelte. Sidstnævnte gik mig på som 10-årig superheltefan. Som 38-årig ser jeg klarere den kærlighed til superhelte, der også gemmer sig, og jeg sætter pris på albummets opgør med ulidelige ismers undertrykkende karakter. Valentin træder for alvor i karakter som uimponerende og alligevel stærk antihelt, mens Linde må erkende sin afhængighed af den tåbelige og primitive mandsperson. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg læste Jævndøgnets helte i min barndom, men mange år senere er det stadig en god gang underholdning med kant, hvor Mezieres for alvor viser storformat.

Alt i alt er det med andre ord svært at få armene ned ved genlæsningen af tre af de absolut stærkeste albums i dette hovedværk i den europæiske albumtradition (for denne læser er de to dobbeltbind, der følger efter, lige en tand bedre, men lad det nu ligge). Man kan undre sig en anelse over, i hvor høj grad genudgivelsen er rettet mod allerede omvendte, men på den anden side er det måske netop den målgruppe, der har gysserne til at få samtlige bind på hylden. Derudover er ekstramaterialet ikke helt oppe at ringe, men i den samlede vurdering må de to indsigelser altså vige for begejstringen. Mine damer og herrer – dette er simpelthen et skatkammer af fede serier.

Karakter: 4 af 5
Titel: Rejser i tid og rum: Linda og Valentins samlede eventyr 3
Forfatter/tegner: Mézières og Christin
Oversætter: Jens Peder Agger
Udstyr: Hardcover, farver, 164 sider
Pris: 298,00
ISBN: 978-87-7085-439-9

Illustratoren Katrine Clante arbejder på en grafisk blandingsroman om og for piger i 10-12 års alderen. Nummer 9 kigger tegneseriedebutanten over skuldrene.

Illustratoren Katrine Clante er sprunget ud i den dybe ende af det grafiske roman-bassin. I samarbejde med forfatteren Annette Herzog brygger hun på 100 siders tøse-mashup af tegneserie, kollage, billedbog og meget andet grafisk og litterært godt.

”Fuldkommen normal”, som arbejdstitlen er, er noget så sjældent som en tegneserie til piger, der handler om identitet, venskab og pigeliv. Nummer 9 har fået lov til at kigge i førsteudkastet igennem inden forlæggeren, og det er både piget, poetisk og fuldstændig frygtløst, som kun et debutværk kan være det.

Derfor har vi taget en snak med den forhåbentlig snarligt debuterende serieskaber (der, i parentes bemærket, er langt mindre frygtløs end sit værk), og fået lov til at bladre i skitserne, der lå og flød på tegnebordet.

Og hvor står det så henne, Katrine Clante?

- Jeg arbejder til daglig på tegnestuen Himmelske Hund. Det er en lille tegnestue i Nørregade lige midt i Københavns myldrende larmende centrum, men herinde på tegnestuen øverst oppe i baghuset er der helt stille. Jeg sidder sammen med fire andre illustratorer og en grafiker. Her sidder jeg og tegner, det har indtil nu mest været til børnebøger, læseletbøger og fagbladsartikler.

Men nu er det en tegneserie, du arbejder på. Hvad går den ud på?

- Det er en grafisk roman, jeg laver sammen med forfatteren Annette Herzog. Den handler om en pige der er på vej fra barn til ung. Hun prøver at finde ud af hvem hun egentlig er, søger efter sin identitet, hun spejler sig i hvad andre siger: hendes klassekammerater, medierne, hendes familie, alle har en mening om hvem hun er og hvordan man bør være. Der er både spørgsmål om tøjstil og store eksistentielle spørgsmål. Der er også et underliggende tema om venskab. Bogen har haft mange titler undervejs, for øjeblikket er vi landet på ”FULDKOMMEN normal!”. Læserne bliver nok typisk piger på hovedpersonens alder, omkring 10-12 år

- Visuelt bliver der en vekslen mellem rene tegneserieforløb, hele opslag hvor en masse tekst og tegninger ligger som en slags kollage, plancher, man kan kalde det en opremsning i billeder, og noget der mere ligner traditionel billedbog med vekslen mellem tekst og tegninger. Alt er tilladt, næsten i hvert fald.

Du har jo ikke lavet tegneserier før. Hvorfor nu, og hvorfor netop det her projekt?

- Jeg har rigtig længe gerne villet arbejde med tegneseriemediet, men ikke rigtig turdet tage fat på det. Jeg tror, det var Marjanne Satrapis ”Persepolis”, der for alvor gav mig blod på tanden og viste mig en fortællestil, som jeg syntes, jeg kunne spejle mig i.

- Derefter begyndte jeg at læse flere graphic novels, deltog i workshops og gik på tegneseriemesse. Jo mere viden, jeg fik om mediet, desto mere respekt fik jeg for dem, der kan det. For ikke at sige næsegrus beundring. Blandet med en besættelse, der sagde: jeg vil lære det, jeg vil, jeg vil, jeg VIL!

- Men hold op hvor var der meget at holde styr på. Det var jo næsten som at skulle skabe en hel film med alle de parametre man kan dreje på og styre. Forholdet mellem tekst og billede og rytmen gennem bogen var jeg vant til at forholde mig til som illustrator. Men nu var der også en slags tidsfaktor: hvor mange billeder skal der bruges til at fortælle et forløb? Hvor store skal de enkelte billeder være og i hvilket format? Skal jeg stræbe efter variation eller regelmæssighed? Hvilke synsvinkler, udsnit? Hvordan får jeg hvert opslag til at gå op så det danner en flot grafisk helhed? Og hvor ville det være sejt, hvis jeg kunne slutte af med en cliffhanger, inden man bladrer!

- Jeg opdagede, at der var nogle områder, hvor jeg var komplet grøn. Normalt når jeg tegner, har jeg altid en fornemmelse for, hvornår jeg er på sporet og i hvad retning, jeg skal gå. Med tegneserien famlede jeg i blinde. Og er det egentlig smart at starte med at skrive eller tegne eller begge dele samtidig? Jeg prøvede lidt af hvert.

- Alligevel fik jeg lavet et par opslag, hvor jeg syntes, at ”hovsa! Det her var godt.” Jeg vidste ikke hvorfor, men der var bare noget ved det, som ville mere. Så lå det i skuffen. Tiden gik og jeg kom ikke videre. Der var for mange ubesvarede spørgsmål. Især var der det med historien. Jeg vidste godt, hvordan stemningen skulle være, men hvad var det egentlig for en historie, jeg ville fortælle, og hvorfor og til hvem og hvordan? Der var noget selvbiografisk stof, men jeg vidste ikke, om det vigtigste for mig var at fortælle en god historie eller at holde mig til, hvordan det faktisk var. Og hvad hvis folk blev sure over, hvordan jeg skildrede dem? Eller ikke skildrede dem? Hvad med sådan noget som plot? Og var det en roman jeg var i gang med eller bare en lille ting?

- Så fik jeg den idé at spørge forfatteren Annette Herzog, om hun ville være med.  Det ville hun gerne! Annette har skrevet børnebogen ”Flyvere på himlen”, som jeg illustrerede for nogle år siden. Det var ikke et egentligt samarbejde dengang, jeg fik den færdige tekst og illustrerede den uden at være i dialog med Annette. Men jeg holdt utrolig meget af hendes tekst, og jeg oplevede, at den fik det bedste frem i mig som tegner. Resultatet blev da også så vellykket, at bogen blev indstillet til prisen ”Årets bedste bogarbejde”.

- Annette og jeg havde snakket sammen, men vi havde aldrig prøvet at samarbejde før. Og Annette havde ligesom jeg aldrig arbejdet med tegneserier, men hun var nysgerrig på at kaste sig ud i det, og hun læste, hvad hun kunne få fat i af andre graphic novels.

- Vi kontaktede redaktøren Tine Flyvholm på Høst og Søn, som vi begge har haft gode samarbejder med tidligere. På grundlag af nogle få opslag og ideer gav hun grønt lys for vores videre arbejde. Hvilket vist er ret usædvanligt. Tine Flyvholm gav os en ramme på 100 sider, farvelagt hele vejen, og at målgruppen skulle være børn. Et enkelt opslag blev fundamentet eller spiren til hele projektet. Det skulle indgå i historien på en eller anden måde, og tonen og fortællestilen skulle fortsætte sådan.

Hvordan har processen så været – og samarbejdet med Annette Herzog?

- Arbejdsprocessen fortsatte med at være kaotisk, eller organisk vil jeg hellere sige, det groede frem på en rigtig god, urskovsagtig måde. Nogle ideer fik et ordentligt hug med macheten, men det gjorde ikke ondt, for der var nok at tage af – og en følelse af, at vi kunne finde på uendeligt meget mere. Vi sendte tekster og tegninger frem og tilbage og nogle gange mødtes vi. Det er ikke længere muligt at sige, hvem der har fundet på hvad. Jeg kunne godt komme med ideer til teksten, ligesom Annette har kommet med ideer til tegningerne. Vi fandt frem til temaet ”identitet” som den røde tråd og besluttede, at bogen skulle bestå af sekvenser med hver sin lille afrundede fortælling, inspireret af den tyske grafiske roman af Nadia Bude ”Such dir was aus, aber beeil dich”. Vi snakkede en masse om barndomsminder, om vores store døtres oplevelser og kiggede i pigeblade. Efterhånden fik vi indkredset, hvem vores hovedperson er. Hun er blevet en fiktiv person, der hedder Viola, og det er ikke længere vigtigt, hvad der startede som noget selvbiografisk.

- Vi søgte og fik arbejdslegat fra Statens Kunstråd og et arbejdsophold sammen på et refugium i Nordjylland, så vi havde de bedst tænkelige vilkår for at komme videre. Gode vilkår er da også nødvendige. For selvom jeg mærker, hvor meget jeg har lært, siden jeg slog de første streger, står det nu også klart for mig, hvilket maratonprojekt det er. Jeg er jo mest vant til bøger der består af 12 -16 tegninger. Det her er ikke alene hundrede sider, på de fleste sider er der mange tegninger. Hvor meget giver det i alt? I hvert fald over 500 tegninger.

Hvor langt er I fra at være færdige?

- Teksten er klar. Jeg er færdig med at skitsere og få det store puslespil til at gå op på siderne. Nu skal hele bunken sendes til korrektur hos redaktøren, så er der rettelser, rentegning og farvelægning. Hvor mange måneders fuldtidsarbejde har jeg igen? Jeg ved det ikke. Det bliver nok hårdt, men jeg er også fast besluttet på, at det skal være sjovt. Det er en stor drøm, der er ved at gå i opfyldelse, og jeg bliver så pavestolt, når den bliver færdig. Mit ambitionsniveau svinger mellem: ”Jeg vil lave stor kunst og få folk til at græde af fryd!” og ”bare den bliver færdig, er det super flot”.

- Her er en billedsekvens uden tekst. Jeg er gået væk fra at starte med det intense frikvartersmylder, dels fordi der er en lignende scene et andet sted, dels fordi der kommer et stort myldrebillede og en masse lyd på det næste opslag, og så er det godt at holde en vedvarende stemning af kedsomhed og stilhed. Jeg har lavet flere mindre billeder, fordi her er det bevægelsen gennem bygningen, der er vigtig, og vi behøver heller ikke at se Viola, det er mere intenst hvis vi oplever det gennem hendes øjne. Store billeder giver kun mening, hvis jeg vil formidle en stemning eller en masse detaljer. Jeg har fået sekvensen til at gå op med en cliffhanger til sidst – inden man bladrer om og ser, hvad det er for noget spændende noget, hun har opdaget bag døren.

Hvordan forestiller du dig resten af processen? Vil du bibeholde den organiske blyantsstreg? Og hvad med farverne?

- Jeg tror, jeg vil rentegne i blyant, men efter indscanning øge kontrasten og dreje farven lidt over mod brun, så man ikke nødvendigvis kan se, at det er tegnet med blyant. Jeg bliver ved med at søge efter den dybe og dæmpede tekstur i flade og streg, man finder i de gamle grafiske teknikker koldnål og akvatinte. Men hvis jeg skulle lave en tegneserie i akvatinte ville det nok tage flere liv og koste slidgigt hele vejen ned i tæerne.  Så jeg må finde andre måder.

- Jeg har arbejdet lidt med en teknik, hvor jeg river pastelkridt til pulver og derefter skærer skabeloner ud til hver farve, som så stryges på med et stykke vat. Det kan blive flot, men er nok især egnet til større flader, ellers bliver det nemt noget værre fnidder. Det kan være det hele skal farvelægges i Photoshop, eller en kombination af farvepulver og photoshop. Og så gælder det om at tilrettelægge arbejdet mere rationelt og struktureret, end jeg ellers har for vane, ofte drukner jeg i 100 unavngivne lag fordi jeg liiiige skal afprøve alt muligt sjovt, inden jeg beslutter mig.

- Når jeg tegner skitser, bruger jeg helt almindeligt kopipapir og en almindelig 0,5 blyant med et godt viskelæder i enden. Det er også de materialer, jeg kommer til at rentegne med, dog vil jeg denne gang tage mig sammen til at bruge noget syrefrit papir, for tænk, hvis det bliver tegninger, der er værd at gemme eller udstille også i fremtiden? Men skitser skal laves på almindeligt billigt papir, ellers får jeg præstationsangst og kommer aldrig i gang.

- Processen har ikke været den mest rationelle og effektive. Det er muligt, jeg vil vælge at gøre det anderledes næste gang. Men det har bare været enormt sjovt og lærerigt, der har været mange aha-oplevelser og en tilfredsstillende følelse af at blive mere rutineret undervejs. Der har været plads til svinkeærinder og skæve indfald, og jeg har en hel kuffert af frasorterede historier og skitser, som måske kan bruges til noget i fremtiden!

Er ‘Store Kris vender frygteligt tilbage’ BOGEN som ministrene Christine Antorini og Uffe Elbæk bør købe i en million eksemplarer og distribuere til rigets læsetrætte drengebørn mellem 8 og 12 år?

”Mød Store Kris – selvudnævnt geni og bestemt ikke lærernes kæledægge!” står der på forsiden af Store Kris vender frygteligt tilbage. Bogen er nummer to i serien, som udspringer af en tegneseriestribe af Lincoln Peirce. Store Kris, eller Kris som omverden foretrækker at tiltale ham, går i sjette klasse. Hans klassekammerater er Teddy og Frans. Jenny, hende drømmer han om. Og Dina, klassens stræber, hende hader han. Derfor er det noget nær det værste der kan ske, da deres klasselærer fru Godtfred sætter ham i arbejdsgruppe med Dina. De to skal lave et projekt om Benjamin Franklin, en af de såkaldte founding fathers og lidt af et universalgeni. Katastrofen får yderligere et nøk, da Dina kommer med på Kris fleeceballhold, hvilket truer holdets chancer for at vinde det eftertragtede SOLFS trofæ (Sport Og Leg For Sjov), og tillige navngiver holdet ‘Kittekattene’ i stedet for ‘Psykohundene’, som Kris havde tænkt sig.

Peirces streg er ikke specielt bemærkelsesværdig. Figurene har noget skabelonagtigt, anonymt over sig og enkelte af dem er fortællemæssige klicheer: den distræte, søde og pinlige forælder, Kris far, og den strenge lærerinde med det lettere anakronistiske lille-pige-look ala 1950, den voluminøse fru Godtfred. Men når det er sagt, så er det også sagt, for Store Kris er et charmerende bekendtskab, som udvider grænserne for – hvad vi i mangel af bedre kan kalde – mainstreambørnebogen. Historien galopperer afsted ad flere fortællespor i en stram komposition; Kris møder hele tiden nye udfordringer til stor morskab for læseren. Ethvert teksttræt barn må nyde bogens visuelle overskud, omend de kvikke replikker og ironien i både tekst og billede kræver en læser med en vis fortolkningskompetence.

Blandingen af tekstbog, illustrationer og tegneserier er del af en tendens i børnelitteraturen, hvor genrer blandes og billedsiden opprioriteres.

Tekst og tegninger er langt mere gennemarbejdet end man ser i almindelige tekstbøger med pletvise illustrationer, idet tekst og billede skiftes til at fortælle historien. Derudover er der bogen igennem en række tegneserier, som skal forestille at være lavet af Kris selv. Hvor de øvrige illustrationer afbilder Kris og hans verden, som den formodes at se ud, ser vi her verden visuelt filtreret gennem Kris.

Tegneserierne foregiver at være udrevet kladdepapir og har derfor en linjeret overflade, hvilket sammen med den bevidst primitive streg og en mængde visuelle symboler (pile, mønstre osv.) gør dem skønne at se på. De pointerede slutninger trækker heller ikke ligefrem ned. Det er ganske enkelt en gennemsjov historie.

Tonen minder lidt om ‘Scott Pilgrim’ tilsat en dosis moral. Kris opnår nemlig den – håber forfatteren – afsmittende indsigt, at det ikke er så slemt at gå på biblioteket og læse bøger om geniet Benjamin Franklin. Den altoverskyggende morale er dog den glimrende, at det godt kan betale sig at lave tegneserier. Hvorfor må du selv læse dig til.

Tempo og humor har aldrig været en dårlig kombination. Når dertil kommer en original blanding af tekstbog og tegneserie, er bogen sikker på at appellere til drenge, som ofte efterspørger billeder i bøgerne. Derfor er der kun tilbage at bede om fru Antorini og hr Elbæks opmærksomhed. Når undersøgelser gang på gang viser at drenge er mindre motiverede læsere end piger, er det om at pushe de bøger som med stor sandsynlighed tiltrækker og fastholder det udfordrede segment.

Karakter: 4/5
Titel: Store Kris vender frygteligt tilbage.
Forfatter/tegner: Lincoln Peirce
Forlag: Gyldendal,
Sidetal: 216
Pris: Kr. 99,50
Udgivelsesår: 2012

Før tablets holdt deres indtog på markedet, var digitale tegneserier begrænset til nogle få, halvhjertede tiltag fra enkelte (amerikanske) forlag, beregnet til at blive læst online, piratindscanninger af såvel gamle som nye tegneseriehæfter samt naturligvis webcomics.

iPad – og med den en mængde andre tablets – har nu ændret dette, således at der nu er rig mulighed for at købe og læse sine tegneserier digitalt, nye som gamle.

Have tablet, buy comics

Jeg vil starte med at kigge på nogle udvalgte apps, der har det tilfælles at de sælger indscannede hæfter (i flere tilfælde på papirudgavens udgivelsesdato) – tænk noget i retning af et iTunes Store, men for tegneserier. De omtalte apps er tilgængelige på flere platforme, herunder både iOS og Android.

Fælles for de her udvalgte apps – ComicXology (iOS – Android) og Ave Comics (iOS – Android) – er en forholdsvis stor mængde titler fra en stor og heldigvis også bred række forlag. Der er lignende apps / butikker, f.eks. iVerse (iOS), men de kan ikke noget andet end de her beskrevne.

Generelt kan man sige, at det primært er det amerikanske direct market, der er fremherskende – f.eks. glimrer indie-bastioner som Fantagraphics og Drawn & Quarterly med deres fravær – indtil videre, i al fald, da de har digitale planer begge to.
Comixology siger selv de har over 20000 titler. Udvalget er engelsksproget, hvilket vil sige primært amerikanske titler – bl.a. er de de eneste, der har tegneserier fra DC i deres sortiment. De satser også stort på “same day as print”-konceptet, og har hver uge mange nye titler i kataloget. Af alle tegneseriebutik-apps, har ComiXology klart det største udvalg og virker umiddelbart også længst fremme i skoene rent teknologisk – app’en virker utroligt gennemarbejdet og nem at bruge.

Ave Comics har udover et bredt, amerikansk/engelsk udvalg også en del fransk/belgiske titler, lige fra Casterman til Les Humanoides. Indstillingerne i app’en giver mulighed for at tilvælge indhold på en lang række sprog, herunder dansk, men det gav mig umiddelbart ikke noget resultat at gøre det. Til gengæld er det klart det største ikke-engelsksprogede (læs: franske) udvalg af tegneserier jeg endnu har set i den virtuelle verden, ligesom der også er en fin samling af gamle golden age-serier.

Prisniveauet for butikkerne ligger rimeligt ens – der er flere gratis titler (typisk f.eks. Free Comic Book Day-numre eller 1. nummer i en serie), men ellers befinder vi os mellem 99 cent (knapt 6 kr) for hæfter på tilbud og helt op til 8-9 dollar (lige omkring en 50’er) for samlinger, altså det man i papirudgaven ville kalde en trade paperback. Og det er altså en ret praktisk (og lækker) ting at sidde hjemme i sofaen og kunne shoppe tegneserier med et klik på en knap – der er aldrig udsolgt, og der er ikke noget der lige skal skaffes hjem, kom igen om 4 uger, måske. Engang i mellem kører de også slagtilbud på f.eks. en bestemt serie – i skrivende stund kan man købe samlingerne af serien Chew for 5 dollar stykket på ComiXology.

Graphicly er en lidt anden størrelse – de var indtil for nylig en online butik i lighed med Comixology med et lidt mindre, men dog stadig anstændigt udvalg). I foråret åbnede de op for alle udgivere, således at man kan selv-udgive sin egen tegneserie via Graphiclys distributionskanal, hvilket flere har gjort brug af, heriblandt danske Palle Schmidt. For nylig gik de så skridtet videre og trak deres apps tilbage fra markedet og annoncerede at deres fremtidige fokus vil være deres udgivelsesplatform, hvorfra de så vil hjælpe forlag og kunstnere med på en nem måde at få deres værker ind i iBookstore, hos Amazon, Barnes&Noble, Kobo og hvad der nu ellers findes af online-boghandlere. En interessant strategi, som det bliver spændende at følge.

På dansk er Danske Tegneserieskaberes App på vej, som efter planen kommer til at rumme en lang række titler på dansk. Ambitionen er såvidt jeg har forstået, at den skal kunne fungere som udgivelsesplatform for danske digitale tegneserier. Endnu en udvikling det skal blive endog særdeles spændende at følge med i. Nummer 9 regner naturligvis med at anmelde denne app når den bliver udgivet.

Læseoplevelsen: To guide or not to guide

Comixology var mig bekendt de første der bragte guided view på banen, men andre apps har lignende funktioner.

I sin enkelthed går guided view ud på, at læseren med et tryk på skærmen føres fra ramme til ramme af app’en og således ikke selv behøver at zoome ind / ud for at få “den optimale læseoplevelse”. Her er et eksempel fra Detective Comics #1 (fra “New 52″-relanceringen) – klik pilene yderst til højre for at få en fornemmelse af effekten:

Lad det være sagt med det samme: jeg er mildest talt ikke begejstret for oplevelsen, ligemeget hvilken implementering jeg har prøvet det med. Jeg synes jeg taber overblikket undervejs og at det ikke gavner min læseoplevelse på nogen måde – tværtimod bliver jeg tvunget ind i en hektisk klikklikklikklikklik for at læse min tegneserie. Jeg prøvede også funktionen på en smartphone, hvor det giver mere mening at blive styret mellem de enkelte rammer i en tegneserie – den noget mindre mobilskærm er bedre egnet til “et billede af gangen”-filosofien og mindre egnet til den store helhed. På tablet foretrækker jeg selv at styre min læsning, men der kan vi være forskellige – og heldigvis er et andet fællestræk for denne type funktion, at den kan slås til eller fra som man ønsker.

Generelt kan man sige om læseoplevelsen at tablet-formatet er noget mere velegnet end smartphones (hvis vi snakker hæfter, er det næsten 1:1-gengivelse), og i forhold til at læse på en computerskærm, har tablets en kolossal fordel i kraft af deres mindre størrelse og øgede mobilitet. Man er naturligvis meget afhængig af at der er en ordentlig skærm på ens tablet, men det er generelt ikke et problem med nyere modeller, hvor der nærmest er kamp indbyrdes om at levere den bedste skærm. Min egen personlige preference siger, at man skal have fat i en tablet med omkring 10″ skærm for at det bliver godt – 7″ er lige klejnt nok. Og ja, det sagde hun også i går.

Tablets der rammer ind i denne størrelse (udover iPad, hvor den nyeste version er ekstra egnet til tegneserielæsning pga en yderligere forbedret skærm) er modeller som Samsung Galaxy Tab 10.1, Asus Transformer-serien samt Sony Tablet S og Acer A500  gode bud. Der findes mange flere på markedet, men disse har jeg personligt set og kan stå inde for skærmkvaliteten på – men skal du købe, så prøve at kigge på hvordan skærmen gengiver billeder.

Som tidligere skrevet, gengives et hæfte i almindeligt kiosk-format (tænk Spider-Man, Ander And) i noget der minder om 1:1 på en 10” tablet, men hvad så med formater, som f.eks. album-udgivelser eller to-sidede opslag? Det er lidt en tilvænningssag, men jeg vænnede mig forholdsvis hurtigt til at zoome ind og ud – det er samme bevægelse som man bruger til at zoome ind og ud med generelt (“to-finger-pinch”). Eller naturligvis slå guided view til.

Det er naturligvis ikke helt samme oplevelse som at sidde med et album i hænderne, men jeg føler omvendt intet afsavn og har også muligheder som jeg ikke har med et album – f.eks. zoome langt ind for at checke en detalje.

Jeg er klar over at der en en masse mennesker der har en masse følelser i klemme i forhold til fysiske tegneserier, men for mig er det ikke en specielt interessant diskussion – det er en anden oplevelse og et andet sæt spilleregler, og de bør vurderes for sig.

Jeg har hjemme i scanne-land: CBR-læsere

Cbr/cbz er det ældste (med pdf som en mulig undtagelse) og ubetinget mest udbredte format til distribution af tegneserier på nettet, og udvalget af apps til at læse dette format er som man kunne forvente endog meget stort. Dette lille udvalg dækker mine personlige erfaringer, men jeg hører gerne om bedre alternativer. Og inden nogen kommer for godt i gang: ja, cbr/cbz bliver brugt af pirat-scenen, men der er massevis af lovlige cbr-filer på nettet, blandt andet en masse golden age-guf.

Fælles for programmerne herunder er at de ikke har en indbygget butik som Comixology og co, men er afhængige af at man fodrer dem med egnede filer.

Perfect Viewer (android) læser cbr/cbz/pdf samt løse billedfiler og er et solidt program, som udnytter tablet-formatet fint. Der er simpel understøttelse af samlinger / serier ved hjælp af mappe- og filnavne, og fremvisningen er intuitiv. Der er ikke guided view eller lignende, men man kan zoome dynamisk ind og ud via gængse finger-gesti, så som pinch, swipe etc. Endvidere kan man definere diverse “hot zones” på skærmen, således at programmet f.eks. åbner næste fil ved en berøring i nederste venstre hjørne.

ComicRack (android) har fundamentalt samme funktionalitet som Perfect Viewer, men med den overbygning at det er integreret med PC-programmet ComicRack og i betalingsversionen understøtter så smarte ting som trådløs synkronisering af samlingen på ens pc med samlingen på ens tablet.

ComicZeal (iOS) er en overbevisende gennemarbejdet app, som har stort set alle de muligheder man kan ønske sig, samtidig med at det er utroligt intuitivt at betjene. Har nogle meget smarte funktioner i forhold til at ordne sine filer i samlinger – det hele er træk og slip, foregår flydende og er fantastisk nødvendigt når ens samling når over en vis størrelse.

ComicBookLover (iOS) har samme funktionalitet som ComicRack, dvs at det spiller sammen med et shareware-program, denne gang bare til Mac OS X.

Hvorhen nu?

Der er ingen tvivl i mit sind om at denne måde at læse tegneserier på er på vej frem og – for at bruge en kliché – er fremtiden, i al fald en del af den. Der er ingen tvivl i mit sind om at der i en overskuelig fremtid stadig vil være fysiske tegneserier, og mange af dem, selv om jeg også tror at vi vil se papirformatet fokusere endnu mere på at give noget ekstra – ja, fremtiden er fyldt med murstens-tykke luksusudgaver, indbundet i pandaskind med ryg af enhjørningehorn. Og imens vil måden man få sit hurtige “fix” på skifte over til tablets eller lignende dimser, som ikke er opfundet endnu.

For det ikke skal være løgn, tror jeg vi vil se en ny type tegneserier, som kun er digitale, som breder sig i det uendelige, virtuelle rum, en skærm i virkeligheden repræsenterer. Men det er en anden historie, som må vente til en anden artikel…

Ny tegneserieantologi dokumenterer danske serieskaberes fornemmelse for virkeligheden. Nummer 9 spørger ind til fænomenet.

Senere på måneden kommer “Dokument”, en ny dansk antologi med 14 tegneseriefortællinger, der alle på hver deres måde forholder sig til virkelighedens verden. Bogen har været lang tid undervejs og redaktører er kommet og gået undervejs. De ansvarlige for den færdige udgave er Aben Maler-forlægger Steffen Rayburn-Maarup og serieskaberne Christoffer Zieler, Johan F. Krarup og Cav Bøgelund, der også alle bidrager med indslag i bogen. Nummer 9 hev fat i tre af dem og spurgte, hvad tegneserier egentlig har med virkeligheden at skaffe. Men først:

Steffen Rayburn-Maarup, fortæl lidt om forløbet bag “Dokument” – fra den første idé til den færdige udgivelse?

- Jamen, bogen har guddødeme været fire år undervejs. Oprindeligt ville Christoffer Zieler, Thomas Thorhauge og jeg lave en tegneserieantologi med bidrag, der handlede om Danmark her og nu. Undervejs kom Johan F. Krarup og Cav Bøgelund til, så Thomas benyttede chancen og sprang ud af redaktionen, og jeg trådte et skridt tilbage indtil sidst i processen, hvor jeg indtog en mere aktiv rolle igen. Konceptet endte med ikke at være helt så snævert, så nu er der også et par historier fra det store udland, og den tidligste foregår helt tilbage i 1692. Men grundtanken er uændret: Det er portrætter af virkelige mennesker og dokumentation af virkelige begivenheder.

- Heldigvis/uheldigvis udkommer der stadig meget få nonfiktions-tegneserier, så på trods af den lange tilblivelsestid falder bogen stadig på et tørt sted.

Hvorfor tog det fire år, Johan F. Krarup?

- Mange af bidragyderne var meget lang tid om at aflevere noget. Til første deadline kom der vist kun to bidrag, så vi måtte svinge pisken. Jeg samlede en gruppe tegnere og holdt en peptalk, hvor jeg tilskyndede dem til at lave nogle virkelighedsrelaterede tegneserier. Vi brainstormede sammen om, hvad der kunne gælde som virkelighedsrelateret, og hvad der ikke gik. Der var en generel skepsis, der skulle overvindes.

- En anden hindring var, at undervejs fik tre af de fire redaktører barn!

To af bogens bidrag går igen fra antologien “Kolor Klimax”, to er allerede tilgængelige på nettet og ét har været i en helt tredje antologi. Hvor mange af de her ting blev oprindeligt lavet til “Dokument” – og hvilke overvejelser har I gjort jer i forhold til, hvordan dobbeltkonfekten påvirker antologien?

- Langt de fleste indslag er lavet specifikt til denne her antologi. Inklusiv min egen ”Nostalgi”. Men da ”Kolor Klimax” overhalede os indenom, lavede jeg en engelsk udgave til Fantagraphics-udgivelsen. Jeg tror, det skyldes, at antologien var så længe undervejs. Når man som tegner venter 2-3-4 år på at få udgivet sin korte serie, så forstår jeg måske godt, man bliver utålmodig og søger andre udgivelsesmuligheder.

- Når det er sagt, synes jeg vores antologi her berettiger til en større eksponering og forhåbentlig en masse omtale. Det er forsøget på et startskud til en generel tendens til at bruge tegneserien til non-fiktion. Og så synes jeg i øvrigt ikke, det er mere ‘dobbeltkonfekt’ end når et dansk forlag vælger at oversætte en tegneserie fra engelsk til dansk, hæ.

Steffen, jeg ved, at der blev produceret ting til antologien, der ikke endte med at komme med. Hvor meget blev valgt fra undervejs – og ud fra hvilke kriterier?

- Det var – heldigvis – ikke meget, der alligevel ikke kom med. Signe Parkins var hurtigt færdig med et meget flot bidrag, men desværre i A4-landskabsformat, som vi oprindelig havde bedt om, og undervejs i processen ændrede vi så bogen til portrætformat (og en anelse mindre end A4), så pludselig var det svært at sætte hendes historie ind på en fornuftig måde, og samtidig var den kun sådan perifert dokumentarisk, så den ville nok have faldet lidt ved siden af bogens øvrige bidrag. Gudskelov var Signe med på, at vi bragte et uddrag af hendes fremragende dagbogsblade – som hun vandt en Pingpris for tidligere på året – så ”Dokument” også har den type ‘dokumentation’ med.

- Vi vragede også en aldeles fremragende Søren Mosdal-ting af den enkle grund, at det var fiktion, haha. Men det var også bare en, han havde liggende i skrivebordet.

Christoffer Zieler, du var med til at formulere antologiens grundidé. Hvorfor lige sætte fokus på tegneserier om virkeligheden?

- Fordi vi mangler en tradition for virkelighedsskildringer herhjemme. Tegneserien er faktisk dygtig til at forene journalistisk reportage, nyhedsgrafik og så måske den særlige ærlighed, der opstår, når alle kan se, at historien jo er tegnet, og dermed fake. Tegningerne tilfører informationer, vi ellers mangler. Foruden en råhed og følelse, som de bedste pressefotografer må anstrenge sig for at nå – hvis man sammenligner med mestre som fx Joe Sacco. Tegninger griber os, og det er virkelig besynderligt, at der ikke bliver bestilt flere af dem på redaktionerne.

- Mit eget lille bidrag er en illustreret artikel fra Dansk Folkepartis blad Dansk Folkeblad fra dengang, den gamle regering bestemte, og alting var DF-agtigt (det er det så stadig). Jeg har ikke skrevet artiklen selv, kun illustreret den. Ikke neutralt, ikke ikonisk og rent, men – det vil jeg påstå – loyalt.

- Tegningerne føjer et lag mening til teksten. Jeg mener, de føjer en klarhed til teksten, som teksten manglede. For vi er hæmmede som medieforbrugere. Vi reflekterer ikke over journalistisk sprog. Vores forventning er, at tingene er 1:1 i journalistikken. Afvigelser bliver straffet hårdt. Genreblanding, poesi og frem for alt satire er frygtelige no-nos på redaktionerne, hvor tilløb til flertydighed bliver straffet hårdt. Det er også årsag til den ulykkelige idé med at isolere avisernes ’sjove’ elementer på ’Bagsiden’ eller i særlige tillæg er opstået.

- Hvis du tænker, at det er noget sludder, at journalistikkens form kan distrahere os fra at se sandheden, så googl historien om Britt Valentin og se, at Politiken faktisk skrev cirka den samme artikel som DF’s blad, bare med bedre styr på grammatikken!

- Det, jeg vil frem til, er at virkeligheden ikke er entydig, og at 1:1-journalistikken, den hårde journalistik, har nogle alvorlige problemer med at indfange den. Når det lykkes, er det smukt, men det er ikke pointen her, for pointen er, at det sjældent lykkes, og at tegneserien måske kan redde os. Prøv at læse Johan F. Krarups ”Nostalgi” fra samlingen og forestil dig så, hvor fedt det ville være, hvis nogen hyrede ham til at rapportere fra et politisk partis årsmøde eller et kræmmermarked eller lave et interview med en far til en død soldat.

Tilbage til dig, Steffen! Antologien åbner med Thomas Thorhauges “Suicide Joe vs Provins-tidende”, der som det eneste bidrag faktisk er ren fiktion, omend inspireret af virkelige begivenheder. Burde den ikke snarere gemmes væk bagi, hvor folk måske ikke ville bemærke, at den slet ikke er et “dokument”?

- Nå, Philip Ytournels “Ud af numsen” er vist heller ikke sket i virkeligheden. De er begge satiriske historier, og det ville vi også gerne have plads til. Altså fiktion, jo jo, men med et direkte ærinde i virkeligheden. Thorhauges bidrag er et kontrafaktisk blik på en terrorist i Politikens hus, og Ytournel svinger pisken over nutidens tv.

Kan du løfte sløret lidt for de overordnede overvejelser bag sammensætningen af antologiens “tracklist”?

- Ja, analogien med at lave et mixtape er god nok. Det handler om at finde en rækkefølge, der giver et fornuftigt flow. Og det er mest eksperimenteret frem efter fornemmelsen. Jeg ville gerne starte med Thorhauges historie, fordi den er så energisk og eksplosiv og effektivt sparker bogen i gang. Og jeg ville gerne slutte med Parkins, fordi hendes bidrag er bogens længste, og fordi jeg forventer, at læseren efter endt læsning sidder og tudbrøler og derfor ikke er i stand til at læse flere ting. Derudover gav det mening at sætte Simon Bukhaves varulve og Thomas Mikkelsens helvedesuhyrer op ad hinanden – nej, det er ikke fiktion! – men ellers er rækkefølgen bestemt af vage, uforklarlige fornemmelser. Det er alkymi, ikke videnskab.

Mange af bidragene forholder sig ikke bare til virkeligheden, men også til, hvordan medierne forholder sig til virkeligheden. Var det en del af oplægget eller blev det bare sådan?

- Det havde jeg slet ikke bemærket. Men vi får jo i høj grad virkeligheden ind medieret, så det virker kun naturligt, at det er det, der optager os. Det er måske i virkeligheden helt underligt, at der ikke er et bidrag, der handler om Twitter, Facebook og iPhones.

Tegneserier baseret på virkeligheden er et relativt nyt fænomen – hvor langt er vi med at udforske mulighederne i det? Og hvordan bidrager “Dokument” til udforskningen?

- Der findes jo i virkeligheden masser af tegneserier, der gør det. Det er bare de færreste, der er oversat til dansk, og vores egne tegnere har heller ikke lavet udpræget mange dokumentariske tegneserier. Ikke engang den oplagte løsning, selvbiografiske tegneserier, har vi set i noget nævneværdigt omfang. Men skal man nævne én uomgængelig dokumentarisk dansk tegneserie, må det være Claus Deleurans ”Illustreret Danmarkshistorie for Folket”.

- Hvad er ”Dokuments” rolle? Jeg håber, at bogen kan vise, hvor forskelligt man kan gå til stoffet, og at der nærmest ingen grænser er for emnevalg, fra hvordan man vasker hænder til en æstetisk diskussion af, hvad det grimme er – og alt derimellem.

- Men helt overordnet set er en af de allermest spændende ting ved tegneseriemediet, at det hidtil er blevet udforsket så relativt lidt. I modsætning til de øvrige kunstformer, som i dag ligger og gisper efter vejret i vandkanten, er tegneserien ung og sprælsk og 99% ukendt land, for nu at smadre metaforer sammen. Så vi er ikke kommet ret langt – det er så fedt.

Du har valgt et meget strengt, spartansk layout til bogen. Hvorfor det?

- Inspirationen kom fra Christian Skovgaard og Jonas Resting, der oprindeligt skulle layoute omslag og indmad. Jeg endte med at overtage tjansen, mest fordi vi i redaktionen var dårlige til at lave en fornuftig tidsplan, så Christian og Jonas havde alligevel ikke tid, da vi pludselig stak dem en meget stram deadline. Men deres idé handlede om at skære ind til benet og have et meget prunkløst design, altså skildre ‘virkeligheden’, det vil her sige bogens indhold, så direkte som muligt. Jeg smadrede deres omslag, men holdt fast i grundidéen, så bogens forside handler om at signalere enkelt, men højtråbende. Der er selvfølgelig også inspiration fra Ekstrabladsspisesedler og Nettos gule farve. Bagsiden indeholder i øvrigt en beskrivelse af bogen, en indholdsfortegnelse og kolofonen – copyrightinfo, isbn og den slags – så det er altså leverpostejens ingrediensliste og holdbarhedsdato, vi har placeret, så man nemt kan se dem. Et ærligt design, kan man måske kalde det.

Til allersidst: Hvordan tager resultatet sig ud for dig i dag – også i forhold til, hvordan du havde forventet dig, at det ville blive?

- Jeg ved af erfaring, at mine forventninger har relativt lidt at gøre med det færdige resultat. Jeg bliver altid overrasket og overvældet af, hvad folk finder på. Jeg synes, at bogen har nogle aldeles fremragende bidrag, men det skal jeg jo sige!

I tegneseriebutikken Faraos Cigarers fortsatte række af signeringsarrangementer slås dørene fredag den 1. juni op for den britiske tegner Barry Kitson, der som noget temmelig unikt har sagt ja til at hilse på og tegne for sine danske fans fra kl. 11.00 og indtil butikken lukker kl. 18.00.

Kitson er i det hele taget ikke karrig i mødet med sine fans, og leverer efter sigende ikke blot head sketches men også fuldt forarbejdede tusch- og akvareltegninger efter ønske – og modsat mange af sine amerikanske kollegaer gør han det aldeles kvit og frit. Numre til signeringskøen vil blive uddelt efter først-til-mølle-princippet i Faraos Cigarers tegneserieafdeling, Skindergade 27, fra kl. 11 på dagen.

Barry Kitson begyndte sin karriere som tegner på den britiske udgave af Marvels Spider-Man og leverede desuden adskillige bidrag til det hæderkronede gamle magasin 2000 A.D., hvor han illustrerede manuskripter af bl.a. Peter Milligan og Grant Morrison. Hans eminente håndværk bragte ham snart i søgelyset hos den amerikanske forlagsgigant DC Comics, for hvem han i 2004 var med til at relancere superheltekollektivet Legion of Superheroes.

I 2007 skiftede Kitson til det konkurrerende forlag Marvel, der siden har nydt godt af hans talent i form af en lang række livtag med forlagets største ikoner som fx Fantastic Four og Iron Man. Det var også Kitson, der illustrerede det meget omtalte nummer af The Amazing Spider-Man fra 2009, hvor figuren af samme navn møder USAs nyvalgte præsident Barack Obama.

I torsdags genåbnede Storm P.-museet på Frederiksberg efter et lille halvt års renovation og sikring af bygningen. Museet byder i den anledning på udstillingen First Class, hvor otte danske kulturpersonligheder har udvalgt værker til visning.

Udstillingen åbnedes af Kulturminister Uffe Elbæk og fik samtidig ord med på vejen fra Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj og en repræsentant for A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond, der har bekostet ombygningen. En stor dag for museet, der siden Iben Overgaard i 2010 tiltrådte som ny leder, har været i gang med en omfattende opdatering og konsolidering af museet som tidssvarende kulturinstitution.

Det er bl.a. sket ved et storstilet digitaliseringsinitiativ betalt af Frederiksberg kommunes digitaliseringspulje, der betyder, at 33.000 tegninger fra museets samling nu forefindes i digital form. Dertil kommer en ny hjemmeside og udvidelse af museets kontorer til en tilstødende bygning, hvilket har muliggjort, at to ekstra rum på førstesalen nu kan fungere som udstillingslokaler.

Planen er nu, at museet løbende skal præsentere særudstillinger i stueetagen, mens førstesalen viser et udvalg af den permanente samling af tegninger, malerier og selvfølgelig Storm P.s rekonstruerede arbejdsværelse og pibesamling.

Særligt interessant for tegneseriedanmark er det endvidere, at museet i samme åndedræt har redefineret sig selv bredere og således også ønsker at favne humor- og satire mere generelt. Herunder sorterer ligeledes tegneserien i et vist omfang, og museet ligger i den forbindelse i forhandlinger med Tegneseriemuseet i Danmark og Dansk tegneserieråd om at overtage dele af førstnævntes samling.

Udstillingen First Class viser værker udvalgt af Jytte Abildstrøm, Martin Bigum, Lars Bukdahl, Peter Gantzler, Anne Marie Helger, Per Kirkeby, Anders Lund Madsen og Johannes Møllehave og er åben til 21. oktober.

I anledning af museets åbning udsendes endvidere bogen Plakatfuld, der katalogiserer Storm P.s beskedne, men interessante produktion af plakater, med tekst af Peter Michael Hornung.

Visuelt flot billedessay om en af vor tids mest komplekse, politiske situationer: Konflikten imellem Palæstina og Israel – fortalt fra en yderst subjektiv vinkel.

Mahmoud arbejder i en kiosk i skyggen af den mur, som Israel uden international opbakning eller samråd med Palæstina er i gang med at bygge imellem sig selv og palæstinenserne. Han er kunstner, palæstinenser og uden landsby, da denne blev revet op med rod i forbindelse med byggeriet af netop muren. Dagene snegler sig af sted og ligner hinanden til forveksling, men i ny og næ begiver Mahmoud sig ulovligt over muren for at besøge slægtninge på den anden side. Denne gang sammen med den franske kvinde, Audrey, som han har et særdeles godt øje til.

Så vidt den ydre handling i Maximilien Le Roys visuelt flotte graphic novel, ”Over Muren”, som forlaget Fahrenheit nu udgiver på dansk i udgivelsesrækken Kollektion Arabica, som også omfatter tegneserieudgaven af filmen ”Vals med Bashir”. Men det er ikke så meget denne spinkle handling, der er omdrejningspunktet i værket, men mere Mahmouds holdninger til en række af de begreber og hændelser, vi i Vesten så ofte hører omtalt i nyhederne, men måske ikke tænker videre over. Han sætter spørgsmålstegn ved begreber såsom ”terrorist” og får endda sneget en kommentar til de så berygtede Muhammedtegninger ind i fortællingen. Med sig selv og sin verden som udgangspunkt kommer Mahmoud godt rundt om en række problematikker og sætter et ansigt på avisoverskrifterne – nemlig sit eget.

Le Roy mødte Mahmoud på sine rejser, og har med dette værk givet ham et talerør. Om man er enig med Mahmoud eller ej, så fortjener han at blive hørt. Manden på gaden. Individet i det politiske spil. Den type mennesker, som historiebøger aldrig nævner.

Jeg kunne måske godt have ønsket mig lidt mere ydre handling i ”Over Muren”, der ender med at blive mere opremsende, end hvad godt er. Til gengæld får vi serveret en grafisk spændende visualisering af Mahmouds tanker i form af realistiske, men lettere urolige tegninger farvet i nedtonede, grønlige nuancer krydret med collage, fotos og eksempler på Mahmouds kunst, som jo må regnes som den ultimative visualisering af hans indre liv. Flashbacks serveres i sort-hvid, og malerierne og tegningerne i næsten spraglede farver, så der foregår rigtigt meget på billedsiden, men udtrykket er alligevel homogent og går op i en højere enhed.

Jeg ville også godt have hørt lidt mere om den gode Mahmoud, og som sådan synes de 80 siders tegneserie, vi får serveret, som en anelse for lidt. På den anden side får de mange siders ekstramateriale til sidst i bogen lidt for meget plads, hvilket skaber en ubalance i bogen. Der kommer mange detaljer på plads, men det flotte billedessay kunne godt have stået alene. Så kunne Wikipedia klare resten. Eventuelt.

På trods af disse forbehold tøver jeg ikke med at give ”Over Muren” en varm anbefaling. Det er forfriskende med en subjektiv synsvinkel på en konflikt, vi som oftest kun får serveret i fugleperspektiv her til lands. Med denne bog kommer vi ned på gadeniveau og bruger lidt tid sammen med et af de mennesker, som de store politiske beslutninger har kostet dyrt.

Karakter: 3 ud af 5
Titel: Over Muren
Forfatter/tegner: Maximilien Le Roy
Forlag: Fahrenheit
Form: Paperback, 108 sider i farver
Pris: Vejledende pris. 149,50 kr.
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-87-92320-14-8

Kunstmaleren Millets “Angelus” bliver en frustreret sælgers skæbne i tegneserien af samme navn. Nummer 9 bringer en prøvesmag.

15. maj udgiver Cobolt “Angelus”, historien om sælgeren Clovis Chaumel, der bliver besat af – et kunstmaleri. Det er Jean-Francois Millets maleri med titlen “Angelus” (1855-57), der vækker fortrængte minder fra vores hovedpersons fortid. Hans nysgerrighed vokser yderligere, da han finder ud af, at også surrealisten Salvador Dali var besat af maleriet med de bedende bønder.

Forfatteren bag den stemningsfulde voksentegneserie er prisbelønnede Frank Giroud, og den stilsikre billedside leveres af spanske José Homs, der i øvrigt netop er blevet shanghaiet til at lave den franske tegneserieudgave af Stieg Larssons “Millennium-trilogi”.

Nedenfor kan du læse syv sider fra tegneserien, hvor sælger Chaumel stiller nærgående spørgsmål om “Angelus” til den lokale skoles yppige billedkunstlærerinde: