Horen H kaster handsken er en fantasmagorisk fortælling om den gådefulde kvinde, Horen H, der møder Den store moderne mand, føder hans barn og begiver sig på ensom vandring i en verden af brudte løfter, talende virginiahjorte og tomme balsale. Og så er det en af de bedste tegneserier, jeg har læst.

Et dirrende billedepos

Den tyske billedkunstner og tegneserietegner Anke Feuchtenberger har med udgangspunkt i forfatteren Katrin De Vries’ skønlitterære beretning om Horen H skabt en grafisk fortælling om krop, magt og begær. Et dirrende billedepos om en kvinde i udvikling, en verden i uorden og en uudgrundelig trang til at ankomme og forlade.

På bogens første side får vi at vide at ”Horen H går videre”, mens den bandagemaskerede hore lægger byens osende skorstene bag sig og træder ud på en zigzaggende badebro midt i det mørke hav. Lige så lakonisk konstaterer en anden mærkværdig kvinde, der cykler forbi bogens sidste panel, at ”Ja. Ja. Nu mener hun at være ankommet.” Men hvor kommer Horen H fra og hvor er det, hun er på vej hen?

I grunden har kvinden med det frivole navn allerede været en lang rejse undervejs, da vi møder hende. Horen H kaster handsken er tredje bind i Feuchtenberger og De Vries’ fortælling om den unge ’hore’, der vandrer rundt i en tyst verden af sort/hvid dramatik, der på mange måder ser ud, som var den formet over den kvindelige anatomi. De første to – Die Hure H og Die Hure H zieht ihre bahnen har vi desværre stadig til gode i dansk oversættelse. Hvor Feuchtenbergers blyantsstreg i etteren var lige så spinkel og søgende som den unge Hore, der ønskede at begære, tager treerens markante kultegninger form efter den frugtbare kvindekrop og slynger sig i en voluminøs og buttet aftegnelse af den modne Hores erfaringer. Lige så buttet og cirklende som Feuchtenbergers uforlignelige og charmerende håndtekstning af den danske udgave.

Øjnene der ser

Feuchtenberger giver kroppen et sprog. Horen H kaster handsken er ikke så meget en undersøgelse af, hvordan kroppen ser ud, også det, men mest af alt en eminent og eksperimenterende billedliggørelse af, hvordan det føles at være i en krop, at bebo de kødelige former og funktioner, der er vores fysiske hjem i verden. Maveskind, der næsten brister, vægten af et nøgent bryst i havvand, brændenælder på en bar ryg. Feuchtenbergers sort/hvide kultegninger har en særegen taktilitet, en konsekvent insisteren på det sanselige.

Og så er der noget der skurrer i De Vries og Feuchtenbergers visuelle udforskning af kroppen. En sælsom dissonans mellem ord og billede, som når vi hører at ”Den store moderne mand forbløffes”, mens manden selv er ude af billedet og fyrtårnet spærrer sit store sorte øje op. Og kort efter, hvor ”Horen H kigger på ham”, mens hun hiver op i skørterne, og tilsyneladende stirrer tilbage på det falliske magtimperium med sit nøgne underliv. I næste panel zoomes der helt ind, så kønnet står alene – ”Horen H kigger godt på ham”.

Denne form for kontrapunktik, denne skæve orkestrering af tekst og billede, synes at være båret af en egen logik. Blikket rettes mod øjnene der ser, og Horen H kaster handsken udnytter eminent tegneseriens format til at visualisere vægtigheden af, hvorfra vi sanser og fra hvilket centrum vi oplever verden. Blikretningen indgår i en art magtforhandling, og gennem bogens tre afsnit forskydes magtens centrum flere gange.

Sig mig. Hvad skal der ske.

I ”fyrtårn”, som første afsnit hedder, har Den store moderne mand magt i sit potente fyr og kan fra sin position rette lyskeglens granskende spot mod Horen H. Snart har hun dog Den store moderne mand om natten, bliver gravid med hans barn, betragter ham, når han sover og gør til slut det, hun gør bedst: ”Jeg forlader dig. Vær ikke ked af det.”, siger hun og svømmer tilbage mod byen.

I ”kulgård” ankommer vores handlekraftige hovedperson, nu med page, sofistikeret rullekravekjole og nyfødt på armen, til en grå efterkrigslignende industriby med en arbejdshær af flittige kvinder. Hun finder den mand, hun har ledt efter, liggende på ryggen under en traktor: ”Du. Råber Horen H. Jeg er her. Du ville lave gården til mig.” Manden har ikke lavet nogen gård og lægger knap mærke til Horen H. Indtil hun vælger at kaste handsken, altså udfordre til duel, og sætter i løb efter manden, mens hun pisker ham med larvebefængte brændenælder.

Sidste afsnit, ”Balsal”, er det smukkeste og mest mærkelige. ”Sig mig. Hvad skal der ske.”, siger virginiahjorten. Horen H erklærer, at hun skal til bal, triller en kørestol med en tildækket skikkelse, der viser sig at være alt andet end et menneske, hen til et bur og spærrer denne inde. ”Alt er parat. Hore H. Det er dit bal. Træd ind.” lyder det fra kontrolrummet, hvorfra hele scenariet overvåges. Horen H bevæger sig ind i den tomme balsal og kravler op på et gigantøje, i hvis iris noget meget besynderligt stirrer tilbage.

Horen H kaster handsken er et lavmælt mesterværk og Anke Feuchtenberger en af nyere tegneseries fornemste billedfortællere. I en trøstesløs udforskning af kroppen, sindets og omgivelsernes dunkle huler og mørke farvande udsættes menneskets dyder og drifter for en centrifugering, der gør det velkendte fremmed og det uhyggelige hjemligt.

Karakter: 5/5
Titel: Horen H kaster handsken
Forlag: Aben Maler
Tegner/forfatter: Anke Feuchtenberger/Katrin De Vries
Form: Softcover, 120 s/h
Pris: 240 kr.
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 9788792246592

Se tegneserieduoen Barfoed & Sommer forklare, hvordan de omkalfatrede Kim Fupz Aakesons gennembrudsroman “De gale” til kulørt graphic novel, og ikke mindst hvordan man laver en tegneserie som forfatter-tegner-makkerpar, i en tid præget af “cartoonist”-tegneserier, hvor altså tegner og forfatter er den samme.

I ugerne op til uddelingen af Pingprisen den 1. juni har Nummer 9s Felix Rothstein slået lejr i Storm P.-museets lysthus, hvor han stiller de nominerede i “Bedste danske”-kategorien til regnskab for deres gerninger.

Denne gang forfatter Erik Barfoed og tegner Mikkel Sommer, nomineret for “De gale”.

Meget mere om Pingprisen på www.pingprisen.dk og prisuddelingens Facebook-side.

Tegneserie- og børnebogsforlaget går sammen med Dennis Jürgensens forlag og åbner ballet med uudgivet Jørgen Mogensen (“Poeten og Lillemor”) og ny “Otto”.

Forlaget Afart, et samarbejde mellem forlægger Thomas Schrøder og serieskaber Allan Haverholm, bliver fantasy/sci-fi forlaget Tellerups tegneserie- og børnebogsforlag.

Samarbejdet markeres indledes med to nye tegneserieudgivelser, “Poeten og Lillemor”-skaber Jørgen Mogensens hidtil uudgivne “En victoriansk husmoders eftermiddag” og nyeste Otto-bind fra Anders Brønserud, “Citizen Otto”.

Otto-bogen er en selvstændig opfølger til den anmelderroste “Otto Obscura”, hvor serien om den kuglerunde Otto med den tunge skæbne tog en mere ambitiøs form end tidligere med lange, tragikomiske forløb. ”En victoriansk husmoders eftermiddag” beskriver Afart selv som følger:

Jane Morris er træt efter at have siddet nøgenmodel for Dante Rosetti en hel dag. Hun tager derfor ud i skoven for at slappe af med lidt Tennyson. Men skoven er fuld af utugtige mænd, kvinder og troldfolk [...] “En victoriansk husmoders eftermiddag” tager sit udgangspunkt i kunstnerbroderskabet prærafaelitterne, hvor især trekantsdramet mellem Jane Morris, Willam Morris og Dante Rosetti var velkendt.

Forlægger Thomas Schrøder er godt tilfreds med Tellerup-aftalen, der indvarsler en ny, travl periode for Afart, der tidligere har markeret sig med udgivelser fra serieskabere som Don Rosa, Niclas Asker og Werner Wejp-Olsen:

- Afart bliver Tellerups kreative sandkasse, kan man sige, og der vil komme mange nye tegneserieudgivelser, billedbøger, letlæsningsbøger og hvad vi har udgivet so far på den bekostning. Tellerups profil er jo fantasy og sci-fi-bøgerne, hvor de er Danmarks førende udgiver på den del. Så vi er som skabt til hinanden.

Begge de nye Afart-bøger vil ligge klar på Copenhagen Comics, hvor Forlaget Afart med hjælp fra Jørgen Mogensens søn Jesper Nystad vil vise en række af serieskaberens malerier til ”En victoriansk husmoders eftermiddag”.

Mareridtsfortællingen “INSOLITUS” tager tråden op fra en næsten 20 år gammel fanzine-serie af Henrik Rehr og Jan Solheim. Forfatteren forklarer.

Sidste uge udkom “INSOLITUS”, der med ét billede per side fortæller den grumme historie om en kvindelig stofmisbruger, der hvirvles ind i et net af bedrag, magtspil og onde drømme. For et par måneder siden besøgte vi tegner Jan Solheim ved tegnebordet, hvor han lagde sidste hånd på værket, så i dag får forfatter Henrik Rehr ordet.

Først skal vi lige have forhistorien på plads:

“INSOLITUS” tager tråden op fra en 20 år gammel fanzine-serie på fire sider, “Infection”. Hvordan kom den oprindelige kortfortælling til verden og hvordan nåede dig og Jan Solheim frem til at udfolde den til en 144 siders graphic novel?

- Hvordan den oprindelige korte serie kom i stand, kan jeg ikke huske længere, men for et par år siden snakkede Jan og jeg om den til en Komiks.dk-festival og blev enige om, at jeg skulle prøve at skrive videre på historien. Det gjorde jeg, så udgangspunktet er altså det samme, fundamentet som sådan har ikke ændret sig, men blev selvfølgelig udvidet i kraft af at fortællingen blev længere. Eller store dele opstod vel i virkeligheden i kraft af udvidelsen, der måtte ligesom noget mere til end blot den oprindelige, lille idé.

Hvad var det præcis ved “Infection”, som gav jer lyst til at fortsætte den?

- Tjaeh … Det er faktisk svært at svare på, hvorfor vælger man at lave et projekt og ikke et andet og i dén dur? Ved det ikke rigtigt. Det bedste svar er vel, at det, der gav os lyst til at fortsætte, var, at vi havde lyst! Også til at arbejde sammen, selvfølgelig.

Én væsentlig ændring i forhold til oplægget er, at “INSOLITUS” fortælles med ét billede per side. Hvorfor traf I dén beslutning? Hvad giver det bogen?

- Jeg skrev manuskriptet uden at bryde det ned i sider, det giver tegneren mere plads til at folde vingerne ud fortællemæssigt, synes jeg, og Jan vendte tilbage og sagde, at han gerne ville lave den med eet billede per side. Min mening om dét, som jo altså er dannet med et kig i bagspejlet, er, at Jans tegninger gør sig grumme godt med eet billede per side. Derudover prøver vi jo at placere “INSOLITUS” et sted mellem tegneserien og kunstbogen, og på dén led lægger et billede per side sig mere op af Lynn Ward og Frans Masereel end af Franquin og Herge.

Nye er også drømmesekvenserne. “INSOLITUS” har rigtig mange af dem – hvad var ræsonnementet bag at fortælle så meget af historien gennem hovedpersonens drømme og mareridt?

- Det er et forsøg på at fortælle hovedpersonens baggrundshistorie på en lidt anden og mere tvetydig måde. En drøm kan jo snildt være usand, især i detaljerne, og “INSOLITUS” bestræber sig på ikke at være alt for entydig. Faktisk kredser den meget om falskhed og forræderi og et slags psykologisk syndefald, så nogle måske uhæderlige drømme passede fint ind.

“INSOLITUS” er jo en kryptisk fortælling af den slags, der inviterer læseren til at efterforske sine spor og ledetråde. Ligger der en “facitliste” bag fortællingen, eller er den mere intuitivt skruet sammen?

- Jeg plotter sjældent hovedpersoners skæbne helt ud, tværtimod foretrækker jeg at lade være, det giver plads til at figurerne i højere grad kan åbenbare sig for en, imens man skriver. Men jeg mener nok, at der er mindst to-tre facitlister eller nøgler til, hvordan bogen kan fortolkes, men det var altså i lige så høj grad nogle, jeg opdagede hen ad vejen. Så det er et udslag af, at tegneserien blev skrevet meget intuitivt og på en måde fremstod eller afdækkede sig for mig i selve processen. Den slags sker ikke altid, men jeg elsker, når det gør det.

Når figurer i tegneserien taler et sprog, som den kvindelige hovedperson ikke forstår, gengives det som et besynderligt kaudervælsk à la “Rigeligt velstand! Nøjcist!”. Det er en interessant måde at skildre en sprogbarriere på – hvorfor valgte du dén løsning?

- Det ligger i forlængelse af hele fortællingens grundtone og ambition. Der foregår noget her, som man ikke nødvendigvis er helt klar over, hvad er, og dele af teksten fremstår på samme måde. Det lyder som rigtige ord i rigtige sætninger, men … lidt som en sang på et sprog, man ikke forstår meget af. Eller som en vellykket abstraktion, hvor man mere aner end præcist forstår, hvad man kigger på og oplever. Derudover er det jo downright ski’esjovt for en forfatter at skrive verbalt vrøvl!

Kan du lige her til sidst sige lidt mere om, præcis hvordan dit manuskript så ud?

- Det nemmeste ville jo være bare at sende et prøve fra manuskriptet, men nu kan jeg sgutte hitte det! Nå, men altså, mine manuskripter ser under alle omstændigheder næsten altid sådan her ud:

Bld 1
Billedbeskrivelse (f.eks. En golfbane. Vi ser silhouetten af en mand på en bakkekam.)

Bld 2
Billedbeskrivelse (f.eks. Kameraet zoomer ind. Vi ser nu at manden skubber en græslåmaskine hen over græsset. Han ser trist ud.)
Dialog (f.eks. Mand: “Græs er flinkt? Hvorfor skal jeg tvinges til at slå det? Vi kunne være venner i stedet!”)
Dialog (f.eks. Græs: “Det er naturens orden. Jeg opgiver gerne min langhårethed på golfens hellige alter.”)

Bld 3
Billedbeskrivelse (f.eks. Klip til en sejlbåd på havet. En ung kvinde i hvidt tøj og en bredskygget hat sidder ved rælingen. Hun smiler vemodigt. På havet ses en bøje med et skilt fastgjort.)
Tekstkasse (f.eks. “Samtidig, i Biscayen ikke så helvedes langt fra Bilbao.”
Dialog (f.eks. Kvinden: “Hvorfor er min husbond altid så morgengrim om onsdagen? Er det mon min skyld eller putter min onde sviger-stedmor noget grimmer stads i tirsdagsbollerne?”)
Tekst (f.eks. Tekst på skilt på bøje: “Gu’ er det så langt fra Bilbao! Fjog!”

Bld 4
Billedbeskrivelse: (f.eks. Zoom ind på kvindens ansigt. Hun smiler stadig, men nu løber en enkelt tåre ned af hendes kind)

Bld 5
Billedbeskrivelse: (f.eks. Bølgerne under sejlbådens køl.)
Dialog (f.eks. Off-camera: “Min oldemoster havde ret, jeg skulle ALDRIG ha’ giftet mig med en græsslåmaskineoperatør.”

Henrik Rehr arbejder netop nu hårdt på sin graphic novel om manden, der udløste 1. verdenskrig – den udkommer i 2014, 100-året for skuddet i Sarajevo.

Copenhagen Comics-aktuelle Emmanuel Guiberts krigsbiografi udkommer på fredag. Læs 20 sider af det skamroste værk her.

Den franske serieskaberveteran Emmanuel Guibert er ikke så dårligt repræsenteret på dansk endda: I 1995 fik vi hans anmelderroste “Brun”, og 12 år senere kom den lige så højt estimerede “Fotografen”. Men det måske mest lovpriste af alle hans værker, krigsbiografien “Alans krig”, får vi først på fredag fra Aben maler.

Som “Fotografen” tager tegneserien sit afsæt i Guiberts fascination af et virkeligt menneske med en dramatisk historie at fortælle. Her den amerikanske krigsveteran Alan Cope, som serieskaberen mødte ved et tilfælde i 90′erne, og som ud over “Alans krig” har leveret stof til sidste års “l’Enfance d’Alan”. Begge vedkommende og loyalt skildrede øjenvidneberetninger fra et dybt sympatisk menneske.

Og så er “Alans Krig” i øvrigt tegnet med vand!

Læs 20 sider fra værket her:

Se den danske tegneserieverdens altmuligmand tackle skarpe spørgsmål om at blive sat udenfor Ping-døren og genudgive gamle striber i nye bøger.

I ugerne op til uddelingen af Pingprisen den 1. juni har Nummer 9s Felix Rothstein slået lejr i Storm P.-museets lysthus, hvor han stiller de nominerede i “Bedste danske”-kategorien til regnskab for deres gerninger.

Denne gang Thomas Thorhauge, serieskaber, illustrator, Dansk Tegneserieråd-formand, Nummer 9-skribent, livetegner (etc.) og nomineret for stribesamlingen “Det sidste ord”.

Meget mere om Pingprisen på www.pingprisen.dk og prisuddelingens Facebook-side.

Profeti! Reinkarnation! Hjemsøgelse! Sort magi! Udråbstegn!

Legenden Jack Kirby prøver kræfter med sensationsprægede genfortællinger af overnaturlige hændelser i ny, flot genudgivelse af en hans imponerende karrieres mere ukendte serier, Spirit World.

Meget tid og mange anslag går med at debattere, hvorvidt tegneserien er en kommercielt døende udtryksform – og hvordan vi kan redde den fra denne forestående, langsomme aflivning. Sådan er det i dag, og sådan var det også i 1970. På dette tidspunkt anså mange det som meget sandsynligt, at tegneserien ville bukke under for tidens andre fristelser, nye distributionsmåder og den evigt fremadrullende udvikling.

Kirby – et idélaboratorium!

Jack Kirby havde på det tidspunkt været en markant serieskaber i to årtier, og havde ud over sit epokegørende arbejde inden for superheltegenren været foregangsmand og videreudvikler for ind til flere nye seriegenrer. Romantiske serier, krigsserier og flere andre flød fra hans hyperaktive pen. Han var et sandt idélaboratorium, som omverden og hans samarbejdspartnere ofte havde svært ved at holde trit med, endsige fuldstændigt forstå.

I denne periode efter Kirbys skifte fra Marvel til hovedfjenden DC, var serieskaberen overmåde produktiv og skabte nogle af sin karrieres allermest markante serier, der ofte havde svært ved at fange samtidens interesse i helt samme grad som hans klassiske arbejde på fx Fantastic Four. Serier som The New Gods var stort tænkte og på mange måder svært forståelige – ofte var det først ved genlæsning af flere af Kirbys serier, at det samlede billede kom frem. Kirby tænkte i denne periode store tanker om at samle sine serier i luksusbind, der havde en naturlig plads på boghylden – en tanke, der flere år senere i dén grad er blevet til altdominerende virkelighed. Men Kirbys iderigdom stoppede ikke dér.

Mod et nyt marked!

Som et svar på branchens hårde tider så Kirby et glittet månedligt magasin i overstørrelse for sig – et magasin, der kunne fange et andet og nyt, mere modent publikum, som ikke udelukkende tørstede efter superhelte og ungdomsromantik. DC viste interesse for Kirbys idé, men efterhånden som forlaget gennemskuede den økonomiske virkelighed i at udgive firefarvede magasiner i bred distribution, blev Kirby bedt om at justere sine drømme. Langsomt men sikkert ændrede magasinet karakter for til sidst at ende med Spirit World, en samling kortere seriefortællinger med et fælles udgangspunkt i det okkulte.

Jack Kirby færdiggjorde ét nummer af Spirit World, hvorefter magasinet blev trykt og distribueret men aldrig nåede længere end til lageret som en anden Pagtens Ark. Ingen forstod, hvad Spirit World var og hvad de skulle gøre med det. Og således led en af Kirbys farverige ideer en stille, ubemærket død.

Det overnaturlige set igennem pseudovidenskabeligt prisme!

Nu, næsten fyrre år senere, har DC samlet det første nummer af Spirit World sammen med flere beslægtede Kirbyserier i en flot hardcover udgivelse. Samlende for alle de 10 fortællinger (plus en enkelt side med humorstriber af Sergio Aragones) er temaet – det drejer sig om overnaturlige hændelser, gerne set gennem et pseudovidenskabeligt prisme i form af parapsykologien.

Her er genfortællinger af almindelige menneskers møder med det overnaturlige i form af prækognition, sort magi, genfærd, spontan antændelse og meget, meget andet. Har man som jeg brugt timevis i selskab med bøger med titler som “Utroligt, men sandt” vil man nikke genkendende til både temaer og endda specifikke forløb.

De fleste af bogens 108 sider fortælles af parapsykologen Doctor Leopold Maas, der med pibe i hånd og brille på næsen opsøger og forsøger at forklare disse fænomener.

Genfortalt fra graven!

Formen er korte historier, der holdes i en genfortællende stil, der desværre forlener fortællinger med en afstand, der lidt tager luften af ballonen. Målet for Kirby har givetvis været at lade fortællingerne fremstå som mere troværdige og neutrale, men dette lykkes langt fra i fortællingerne, der har noget af den sensationsprægede tone vi kender fra populære gengivelser af lignende tilfælde.

Serierne fra det oprindelige nummer af Spirit World er holdt i en gråblå tone og rentegnet og malet af den ellers udskældte Kirbyrentegner Vince Colletta. Normalt anklages Colletta for at forsimple og ødelægge Kirbys kompositioner ved at udelade baggrunde og runde hans skarpe kanter, men i disse serier har han tydeligvis lagt stor kærlighed i alle billeder. Hvert panel fremstår fornemt og veludført men også en anelse pænt og ofte uden Kirbys berømte voldsomme energi. Det er selvsagt ikke udelukkende Collettas skyld, men Collettas nydelige arbejde tager dog lige den sidste, afgørende kant af Kirbys tegninger.

Herudover byder den første halvdel af bogen på et par eksempler på Kirbys collager, der altid har delt vandene samt en såkaldt fumetti – en sekventiel historie fortalt i fotos. Bindets fumetti skildrer et californisk hekseritual men fremstår noget bedaget og en del mere latterlig end skræmmende men opstyltede og opstillede fotos af ukendte personer i temmeligt lattervækkende kostumer.

Den rå kraft tager over!

Efter en kort tekst om Spirit Worlds historie forfattet af den tidligere Kirbyassistent Mark Evanier kommer så fire fortællinger med samme tema – og hovedperson. Men disse fire historier er rentegnet af Mike Royer og holdt i skarp sort/hvid. Royer var en mere ærlig og loyal rentegner af Kirby end Colletta og den fantastiske Joe Sinnott, der begge meddigtede en del – for Sinnotts del dog med et formidabelt resultat. Royer gengiver derimod Kirbys kantede streg råt for usødet, så den fremstår nærmest firkantet og skæv men altid med en underliggende energi og selv i disse seriers noget mere tilbageholdende facon en nærmest utæmmelig kraft.

I forhold til bindets første historier er det en mere genkendelig Kirby, vi møder i de sidste fire. Særligt historien Toxl, the World Killer er meget tæt på, hvad Kirby lavede i Fourth World-titlerne og senere i Eternals, Kamandi og andet af den meget pulpede skuffe. Faktisk virker rammefortællingen i Toxl temmelig påklistret, og det er da også i den helt særegne blanding af science fiction og Conan-agtig fantasy, at Kirby for alvor skinner klart.

Pseudo vender tilbage!

Det okkulte er ellers et i princippet godt match til Kirbys altfavnende tilgang, hvor han ofte blander bavlende pseudomytolgi á la Erik von Dännichen (Eternals) med en fascination af UFOer (Devil Dinosaur), religion (The New Gods) og andet fra popkulturens dybeste skuffer (Kamandi), men det er som om han i forsøget på at fange et nyt publikum snubler halvvejs og ender med et produkt, der ikke helt har den samme tænding, vi er vant til fra hans hånd. Derudover giver den genfortællende manér simpelthen Spirit World en em af illustrerede fortællinger snarere end sand sekventiel fortælling, og det er mere end synd.

Alligevel er Spirit World slet ikke svær at holde af. For det første, fordi Kirby ganske enkelt tegner decideret smukt flere steder og har et generelt højt tegnemæssigt niveau hele vejen igennem. Der er flere overvældende scenerier som fx den gestaltede smerte, der i historien House of Horror! tager form af en kraftfuld og kantet morderisk figur samt et Lovecraft-agtigt formskiftende monster. Derudover er der – seriernes mangler til trods – masser af Kirbyfingeraftryk i de korte fortællinger, der indeholder udråbstegn nok til en hel årgang af Superman.

Om det er DC’s konstante udvanding af Kirbys idé, der har svækket seriernes kvalitet eller om der blot er tale om et mindre vellykket koncept er svært at sige. Tilbage står et underholdende og særligt historisk interessant objekt, der vidner om Kirbys evige søgen efter nye jagtmarker, om et tegnetalent, der ikke altid har fået den respekt, det fortjener og om tegneseriemarkedets udødelige dødsangst.

Karakter: 3/5
Titel: Spirit World
Forlag: DC Comics
Tegner/forfatter: Jack Kirby
Form: Indbundet, 108 sider i farver
Pris: $ 30
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-1-40123-418-8
Udgivelsesland: USA

Et stort tegneseriewebsite er lukket, men nettet vrimler stadig med inciterende tegneserielæsning. Find vej her!

Sidste uges store amerikanske tegneserienyhed var lukningen af Comics Alliance. Det AOL-ejede website bød ud over klikleflende kostumebilleder og skamløs Hollywood-PR på en samling veloplagte skribenter med klare holdninger til den amerikanske tegneseriemainstream, og sitets afgang er da også blevet begrædt.

På det åndsbeslægtede The Comics Beat benyttede de lejligheden til at begå et lille “think piece” med en meget lidt overraskende konklusion: Der er ingen penge i at blogge om tegneserier.

Ellers er denne uges samling links i den løse ende, men med masser af highlights undervejs:

Her er Cerebus-skaber Dave Sims’ råd til unge serieskaber.

Bloggeren Bully disker op med eftertrykkelige skridtprygl hele maj måned.

Mikkel Sommers “Eric the Epic”-tegning trykker på alle tænkelige drengerøvsknapper.

Her er en endeløs stafettegneserie, jeg lige har opdaget – med celebre bidragydere som Art Spiegelman, Alison Bechdel, Gabrielle Bell, Lewis Trondheim og John Porcellino.

Dennis Eichhorns gonzo-erindringer fra Real Stuff kan nu læses gratis på Boing Boing.

Sidst, men ikke mindst: Canadiske Joe Ollman – manden bag den dybt charmerende ”Mid-Life” – er seneste indslag i The Comics Journals “Cartoonist’s Diary”-serie. Hans tegneseriedagbog bliver svært at matche!

Flere billetter, men større pres. “Køb nu for en sikkerheds skyld” siger hovedkoordinator Nana Sø.

Billetsalget til Pingprisfesten i Lille Vega 1. juni er nu åbnet. Billetterne koster kr. 92 og kan købes på Billetnet.

Showet er igen anført af makkerparret Felix Rothstein og Anders Lund Madsen, men teamet arbejder stadig på programmet for aftenen, og lover indtil videre kun det bliver festligt, og at der bliver uddelt nogle statuer.

Til gengæld forklarer Pingprisens hovedkoordinator Nana Sø, at kapaciteten i år er udvidet:

– I forhold til 2012, har vi plads til omkring 200 ekstra gæster ved Pingprisen i år – og det er jo skønt, især fordi der på godt og ondt blev udsolgt sidste år. Men jeg vil alligevel anbefale interesserede i at købe billetter nu, for i år bliver der et betydeligt pres fra folkene og gæsterne omkring Copenhagen Comics. Alene derfor tør jeg godt love, allerede nu, at det bliver et brag af en fest!

LINK: Billetnet
LINK: Pingprisen 2013

Video ovenfor: Pingprisen 2012 (Frigge Volander og Emil Aagaard)

Serieskaberen bag “Ind fra havet” tegner på opfølgeren, en vaskeægte cowboytegneserie. Nummer 9 besøger hende ved tegnebordet – og i hestestalden.

Alle sort/hvide fotos: Kajsa Gullberg

I 2011 udgav Rikke Villadsen den symbolmættede – og anmelderroste – graphic novel “Ind fra havet”. Opfølgeren bliver tilsyneladende en noget anderledes størrelse: Sømænd er skiftet ud med cowboys og havvand med præriesand.

Men alt er vist ikke, hvad det giver sig ud for i Rikke Villadsens kommende hesteopera. Nummer 9 har kastet et nøjere blik på værket i en lidt anderledes udgave af “På tegnebordet”, hvor serieskaberen kommer helt til hest …

Bare for lige at starte dér, hvor vi plejer: Hvor bliver cowboytegneserien til?

- Mange steder. Jeg arbejder primært med hovedet, og derfor kan mange forskellige steder med forskellige input være relevant for mit arbejde. Lige nu er jeg meget optaget af heste og derudover læser jeg en hel del litteratur om kvindelige antihelte eller androgyne skikkelser. Men ellers tegner jeg i min store stue på Amager ved mit tegnebord, der hælder lidt.

Hvad er den for en størrelse, den her cowboytegneserie?

- Den handler om det barske vilde vesten. Den handler om desperation og idioti og ild. At brænde fingrene, om støv og tørst, og ikke mindst om surrealistiske transformationer. Jeg har tegnet 38 sider og netop modtaget et stort arbejdslegat til færdiggørelsen.

Hvorfor lige dét tegneserieprojekt lige nu?

- Cowboytegneserien er en naturlig forlængelse af min første grafiske roman “Ind fra havet”. I den er hovedtemaet havet og livet og kvindens formeringstrang. Vandet er et næsten overtydeligt, men visuelt stærkt og meget sensuelt symbol på det kvindelige, bølgerne er uregérlige som ubevidste drifter, håbet langs stranden etc. Og så det fantastiske barn.

- Allerede da “Ind fra havet” var i trykken, tegnede jeg de første tegninger til cowboytegneserien. På det tidspunkt i mit liv tænkte jeg ret meget på sex og vrede. Kønnets forskelle og begæret imellem dem. Underkastelse og den slags. Jeg tænkte også på Clint Eastwood. Og så opstod der altså nogle billeder, der kunne danne grundlag for en hel fortælling (se også Nummer 9s Rikke Villadsen-interview fra 2011, red.).

- Også denne gang bevæger jeg mig i de tunge symbolikker og livets store spørgsmål – iblandet godt med humor, underfundige spil, fjollet billedsprog og platheder. Men hvor “Ind fra havet” var våd, bliver den her helt tør. Hovedsymbolet er ild. Ild betyder maskulinitet, vilje og handling.

Hvordan har du konkret arbejdet med cowboytegneserien? Fortæl om din proces.

- Jeg arbejder forskelligt fra mange tegnere, fordi jeg ikke bryder mig om processen i at lave thumbnails, skitser, rentegning, og til sidst computerfarvelægning. Nu skal jeg forsøge at forklare hvorfor:

- Når en idé manifesterer sig i mit hoved, har den ikke en tydelig visuel aftegning endnu, den er blot en retning eller et spørgsmål. Jeg mener, at mine første streger af idéen er de reneste. Her undersøger jeg den, jeg mærker efter i mit hele følelsesregister – og det ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige – og forsøger at ramme. Hvis jeg thumbnailer først, sidder mine rene idé der og er lille og præcis, men ubrugelig. Og min næste tegning viser sig altid at blive en sølle kopi af det første tilfælde. Derfor holder jeg mig altså til et fokuseret nærvær i den første tilstræbelse. Og undgår dermed tegningen af tegningen af skitsen af thumbnailen af idéen. Der efter min mening alt for ofte efterlader et stift og stiliseret billede på en stemning eller en følelse. Uden liv. Det er lidt ligesom cirkus med et sikkerhedsnet. Hvis tegneren først har planlagt hele tegningen, knuger sit viskelæder hårdt med venstre hånd og har sikkerhedsnet med hele vejen igennem, så dør billedet, der er ingenting på spil. Ingen risiko for fejl.

- Jeg tør godt lave fejl. Jeg bliver nød til at være levende, intuitiv, impulsiv, nærværende i mine billeder. Hvis det engang imellem betyder en dårlig tegning, der ikke er så stærk, så må det være prisen. Jeg gør det helst ikke om. Men jeg har lært, at jeg så måske kan bruge svagheden til noget.

- Jeg arbejder med opslaget som helt billede, der kan opleves som et afsluttet værk. Det skal være gennemkomponeret og den enkelte rude er kun en brik, der ikke kan adskilles fra opslaget. Derfor kan et sært grimt afbræk i en rude være et element, der får hele opslaget til at fungere. Åh, jeg simpelthen elsker den perfekte fuck-up. Det er måske lidt svært at forklare som idé, men det handler om, at en fejl – tegnefejl, skævhed, overtegning – får billedet til at vælte, men samtidig viser en ny og uventet, sensibel erkendelse.

Der må være visse udfordringer forbundet med aldrig at lave skitser eller thumbnails, f.eks. at få “sidelayoutene” til at gå op. Hvad er de udfordringer, som du ser det?

- Jeg planlægger selvfølgelig de fleste opslag, jeg gør det bare på ikke-tegnet plan, allerhøjest med et kryds og en pil og et stikord. Nogle billeder leger jeg også bare frem, dem kalder jeg key drawings. De må ud af mig… Det er jo derfor, jeg gør det her. Jeg skal se, om jeg kan tegne en karakter, der føler sådan eller sådan. Derefter planlægger jeg de opslag, der skal bevæge sig op til det primære billede.

- Men jo, selvfølgelig er det en kæmpe udfordring at arbejde løst og uden at kontrollere den dér “praksis”. Og jeg kan naturligvis kun tegne frit og impulsivt, hvis jeg kender det, jeg skal tegne, virkelig godt. Eller VIL det. Undersøgelsen og studier af mine karakterer er meget vigtigt i mit arbejde. Jeg bruger nogle gange lang tid på at afsøge og indkredse, inden jeg går til værks. Lige nu står jeg overfor at skulle tegne en hest. Og det er nærmest det sværeste, jeg kunne forestille mig. Hesteben er ligesom bare vinklet på en uigennemskuelig måde.

- Udover at tegne hesten vil jeg også gerne tættere på det her store dyr. Lære dyrets natur at kende. Der er noget fascinerende ved alle dyrets muskler, dets hove og dets elegance. Jeg vil gerne forstå dyrets anatomi til fulde og måske det også indebærer kendskab til dets væsen. For jeg tror simpelthen, jeg bliver bedre til at tegne en hest, hvis jeg lærer at ride. På den måde går jeg som en nysgerrig og åben kunstner ud i verden, får nye erfaringer og gør mig nye tildragelser ved hvert værk.

- På min heste-research i mandags tog jeg nummer 9 med langt ud i Kongelunden. Jeg mødte Ida på min lokale kaffebar for et par måneder siden, og hun vil gerne hjælpe mig. Hendes hest hedder Rao, og har kastet rigtig mange ryttere af. Til at starte med var jeg derfor helt vildt bange, er I overhovedet klar over, hvor stort sådan et dyr er?! Men som dagen skred frem blev vi så fortrolige, at jeg pustede ham i næseboret.

- Hovedpersonen i min tegneserie er en kvinde, der drømmer om at være mand. Hun tror, verden åbner sig for hende, hvis hun tager mandens tøj og mandens hest og rider vildt ud på prærien. Denne her scene, hvor hun ligesom brager ud i verden, skal have en vildskab og en styrke, der skal tegnes mellem kroppen og dyret og støvet på jorden. Hestens bevægelser skal være formfuldendte og energiske. Så er det sgu ikke nok at google “hest med fart” og tegne detaljer af. Tegningerne skal ligesom være kødfulde og sanselige, tænker jeg.

- Det bliver indlevelsen, der afgør, om billederne kommer til at fungere i den her scene. Om det hele ligesom kommer til at syde og fråde.

- Erfaringen af at mærke 600 kg i rytme under sig gør en forskel. Nu red jeg ikke stærkt i mandags, kun lidt trav, som jeg slog numsen på, men det er det, der er målet: At lære det, slippe frygten og galopere over vest-Amager i total frihed. Og bagefter skynde sig hjem og formidle de følelser og den energi, der har været i oplevelsen.

- Efter vi havde redet og Rao havde fået et økologisk æble, fik jeg lov at tegne ham i 30 minutter. Det er rigtig lang tid siden, at jeg har lavet iagtagelsestegninger, og det var meget intenst. Når man tegner objekter, der flytter på sig, når det passer dem, er man virkelig på. Man arbejder så hurtigt og ivrigt, som man overhovedet kan i den tid, der er. Det er som et kapløb. Og alle de spændstigheder, man får registreret, gør at man bliver helt høj.

- Lugten kan Nummer 9s læsere ikke lugte, men det kunne jeg. Og ja, faktisk tror jeg på, at lugt betyder noget i graphic novels. Siden min dag i den stald er jeg blevet bedre til at tegne heste. Eller det er jo ikke bare heste. Det er Rao nu.