Tegneseriekultureliten og det tavse flertal

Tegneseriekultureliten. Der er to ting, du med fordel kan gøre med dette ord. Tag det i munden, og smag på det, som var ordet en god skotsk whisky. Gerne en røget en af den slags, der får hårene i næsen til at skrige en lille smule i både rædsel og nydelse. Du kan også bare gentage ordet igen og igen og igen, indtil det opløses på stemmebåndet.

Uanset hvilket måde du vælger at gå til ordet på, er det muligt, at du når frem til den samme fornemmelse af Tegneseriekultureliten som jeg: At det er en helt igennem imponerende tåbelig klat udflåd af dansk retstavning.

Alligevel er det et koncept, som i løbet af april måned stak snuden frem i et par af de mere underholdende og udmattende debatter, jeg har nået at følge med i på henholdsvis Facebook og på Nummer9.dk.

Er Chris Wares 'Building Stories' nominering til en Pingpris samtidig udtryk for, at en tegneseriekulturelite sætter dagsordenen for tegneserier i Danmark?

Er Chris Wares ‘Building Stories’ nominering til en Pingpris samtidig udtryk for, at en tegneseriekulturelite sætter dagsordenen for tegneserier i Danmark?

I Facebook-gruppen Tegneseriefans dukkede der den 30. april dette debatoplæg op fra gruppens stifter, tidligere tegneserieformidler og galleriejer Peter Hartung:

“Er der andre end mig, der er irriteret over, at der blandt kultureliten synes at brede sig en holdning om, at man SKAL mene, at følgende serieskaber er de bedste og de eneste rigtige: Art Spiegelman, Seth, Daniel Clowes, Chris Ware og Charles Burns? Jeg holder skam også meget af dem, men synes bare, at de samlet set peger i én retning for mediet, hvor design er vigtigere end indhold. Jeg kan således slet ikke følge begejstringen for Chris Ware’s “Building Stories”, hvor designet helt har overtaget styringen – og lader den forvirrede læser i stikken. Jeg har skam også personlige favoritter med i denne flok, men jeg er meget, meget glad for, at de ikke alene skal sikre tegneserien en fremtid. Hurra for mangfoldigheden – og for alle os, der OGSÅ er til tegneseriens klassikere, superhelte, avisstriber, europæiske albumserier og meget, meget andet. Jeg er også kritisk over for idealiseringen af udtrykket “Graphic novel”, som jo i bund og grund bare er en lang, episk tegneserie. Fint nok, hvis det kan sælge flere bøger, men jeg hopper ikke på den vogn, at det bliver hverken bedre eller finere, fordi det hedder noget andet.”

Det virker, som om denne kulturelite i Hartungs optik har en meget ensidig smag, men også har holdninger, der skal tages stilling til. Det kræver så et par ekstra indlæg i tråden, før der falder et svar på, hvem tegneseriekultureliten egentlig er:

“Anmeldere generelt, tegneserierådet, Ping Pris komiteen…synes farvet af den samme holdning som den, jeg refererer. Og nu skal du ikke begynde at lægge mig ord i munden. Jeg stopper her,” skriver Hartung. Og bare rolig, han stopper ikke – han er til stede i trådens, i skrivende øjeblik, 56 indlæg.

Specielt interessant bliver det da forlægger Steffen Rayburn-Maarup (som jævnfør overstående definition af eliten må siges at være en del af den?), senere i tråden og ganske konkret spørger: “Men hvor er de mennesker, der tager afstand fra “den klassiske spændingsserie, humorstrips, etc.”? Jeg kender ikke selv nogen.”

Her svarer Peter Hartung: “Jeg kender nogen, men gider ikke starte en krig ved at sætte navne på. Lad mig bare sige, at jo, de er der.”

Det er kongeargumentet, den ukronede kejser i alle debatter, den næsten uangribelige påstand om at kende nogen, der synes det samme som én selv, men som af den ene eller anden grund ikke kan stå frem. Med et skabes der den der fornemmelse af, at debattøren muligvis ikke står alene på sin sæbekasse, men har et hav af ansigtsløse meningsfæller bag sig.

Det interessante ved debatten på Facebook er, at den på rigtigt mange måder spejler den debat, der opstod på Nummer9.dk i kølvandet på en ellers ikke specielt opsigtsvækkende nyhed om Dansk Tegneserieråds hvidbog for 2012.

Tegneserieskaber og arrangør af tegneseriefestivalen Art Bubble Lars Jakobsen går med let vaklende retorik i rette med hvidbogen med dette indlæg:

“Taget i betragtning af mangler og fejl i bogen kan man vist trække argumenterne hen hvor de passer bedst. Jeg tror ikke CComics flytter mere end andet. Men jeg støtter klart initiativet – men få nu rettet den hvidbog – og lad være med at konkludere på løse og ufuldstændige oplysninger. Eller drop den.”

Og han har ret. Hvidbogen har en række fejl, mangler og smuttere – det er, hvad der kan ske, når arbejdet udføres på frivillig basis. Det har derfor heller ikke været nogen hemmelighed, at Dansk Tegneserieråd gerne vil have hjælp med de praktiske opgaver. Reaktionen på den udmelding fra manden, som ellers i andre debatter igen og igen har slået på, at vi skal stå sammen i den her lille branche, lyder således:

Er det kulturelitært at sætte spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er et kvalitetsstempel at have mange læsere?

Er det kulturelitært at sætte spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er et kvalitetsstempel at have mange læsere?

“Det er da ikke mig der skal lave bogen. Så har de 15 mennesker ikke gjort deres arbejde ordentligt. Det var da skræmmende at høre! Men det bliver jo useriøst når der mangler alle tegneserierne fra ugebladene. Min egen Ganske vist kører i Familiejournalen der har et oplag på næsten 200.000. samt Nikolines serie – vi har begge temlig mange læsere på vores serier. Min serie har kørt nu i 18 år i Allers blade. Slap nu af med de angreb hver gang man antyder en fejl fra tegneserierådets side. Man kan da ikke lave konklutioner på et ufuldstændigt grundlag.”

Og så er det, at startskuddet lyder for en debat om Dansk Tegneserieråd, som netop på samme måde som debatten på Facebook kredser omkring tegneseriekultureliten, og “jeg kender nogen, der kender nogen”-argumentet.

Henrik Rehr skriver blandt andet: “Samtidig er du (Carsten Søndergaard) forhåbentligt også klar over at der er en indre kerne i DTR, der ikke, som du siger, er interesseret i at få tegneserien til at blomstre, men som primært promoverer en bestemt del af tegneserien, også når det kommer til danske serier.” … og … ” Lad mig bare slutte med at sige det her: Dansk Tegneserieråd fremstiller sig som repræsenterende tegneserien i Danmark, men der er mange i branchen, der ikke føler, at det er tilfældet. Tværtimod synes de DTR er en lukket mafia, der prøver at tilrane sig inflydelse under falske forudsætninger.”

Han får opbakning af Kim Lyn Larsen, som skriver: “Jeg har snakket med flere som ikke anerkender DTRs præmis, men som simpelthen ikke tør ytre sig, da det danske tegneseriemiljø er så lille som det er, og de helst ikke vil “blive uvenner” med nogen…”

Og hele “jeg kender nogen, der kender nogen”-argumentet topper, da Henrik Rehr i debatten gør opmærksom på, at han er nødt til at sende Peter Kielland en privat mail, der bedre belyser argumenterne, men som Rehr ikke mener er til offentlig brug.

Det er på dette tidspunkt i debatten, at der på passende vis kunne tilsættes musik fra Benny Hill Showet, mens tegneserieeliten (som altså muligvis er det samme som Dansk Tegneserieråd) flygter gennem skove af Anders And-blade tæt forfulgt af en horde af ansigtsløse meningsfæller. Debatten er med andre ord på én gang umådeligt dum, tragisk og lidt sjov.

Nu er jeg ikke klar over, om jeg selv er en del af denne tegneseriekulturelite, som muligvis ikke vil tegneserien det bedste. Men jeg ved, at jeg ikke er en del af de ansigtsløse meningsfæller bag Hartung, Rehr, Jakobsen eller Larsen, og jeg har heller ikke brug for at gå til en debat bevæbnet med “jeg kender nogen, der mener det samme som mig”-argumentet.

Så bare for at aftegne nogle klare linjer, så er her, hvad jeg mener, så kort og kontant som jeg kan udtrykke det:

– Dansk Tegneserieråd er en demokratisk forening helt efter bogen, og alle, der har lyst til at gøre en indsats, kan få indflydelse på rådets arbejde. I mine øjne er rådet en interesseorganisation, som med fordel kan agere den vægtstang, der vitterligt kan flytte meget store projekter på plads for tegneserien som helhed. Det er et arbejde, som jeg gerne støtter op om, også selvom det ikke direkte forplanter sig ned i min bankkonto.

– Ja, det er mere interessant som formidler at skrive om fx Chris Ware end stribeserien Ganske Vist. I udgangspunktet har det ikke noget at gøre med, om den ene serie er bedre end den anden (omend det i det konkrete tilfælde forholder sig sådan). Det er den gode historie, som jeg ønsker at formidle – det har intet med at være elitær at gøre.

– At Henrik Rehr og Thomas Thorhauge har et eller andet mærkværdigt indbyrdes forhold er vist ingen hemmelighed, blot er det ærgerligt, at det til tider står i vejen for den konstruktive debat.

Tegneseriemediet har godt af at blive udfordret rent kunstnerisk – men ligesom det ikke er alle tegneserier, der er kunst, er det ikke al kunst, der er tegneserier, heller ikke selvom de ligner.

Tegneseriemediet har godt af at blive udfordret rent kunstnerisk – men ligesom det ikke er alle tegneserier, der er kunst, er det ikke al kunst, der er tegneserier, heller ikke selvom de ligner.

– Ja, der er en række tegneserier udgivet i fx Aben Malers Dokument eller i Matthias Wivels redigerede Kolor Klimax, der er så meget KÅNST, at det er til at kaste op over. Men det er ikke udtryk for nogen tendens i mediet, andet end at der åbenbart ikke er nogen forlæggere eller redaktører med smag for det mere traditionelle eller konventionelle med samme gennemslagskraft rent pr-mæssigt.

– Blot fordi en tegneseriestribe har over 200.000 læsere, er ikke det samme, som at det er en god tegneserie. Det er fluer på en lort-argumentet.

– Jo, jeg respekterer Lars Jakobsen for store dele af hans indsats for tegneserier, men jeg synes fortsat, at Art Bubble er et provinsielt halbal, og at han alt for ofte er ufatteligt ukonkret i sine tirader.

– Nej, jeg mener ikke, at der er en tegneseriekulturelite, en hemmelig mafia eller andre konspiratoriske forsamlinger i den danske tegneserieverden.

– Og ja, jeg er på Copenhagen Comics – villig til at uddybe mine synspunkter, tage en sund debat eller bare drikke en enkelt øl eller to.

Tegneseriemagere søger marked

Det var en glædens dag i slutningen af november, da det endelig stod klart, at Danmark får en uddannelse i tegneserier. Det var derfor heller ikke overraskende, at Thomas Thorhauge, formand for Dansk Tegneserieråd, greb til de mere svulstige gloser og med rette udtalte: ” Det er vel nok den største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie.”

I den let nørdede, men til tegneserien meget dedikerede, gruppe Tegneseriefans på Facebook resulterede meddelelsen om den nye uddannelse i en herlig debat, som dog først lige skulle vride sig fri af et forblændet fokus på retorik og en til stadighed urimelig fordomsfuld indstilling til tegneserierådets formand. Spørgsmålet i gruppen lød jo netop umiddelbart meget rimeligt – nemlig om der overhovedet er idé i at uddanne i tegneseriemageri, hvis der ikke samtidig arbejdes på at etablere et rentabelt marked for tegneserier, så de nyuddannede kan leve af deres uddannelse.

Det er i hvert fald et rimeligt spørgsmål, hvis man har undladt at læse op på præmisserne for Professionsbachelor i Grafisk Fortælling – som er uddannelsens navn. Men det er samtidig også muligheden for at gøre sig nogle overvejelser omkring markedet.

Faktum er, at tegneserier i Danmark er en kulturel vare, som har det mere end svært i salgsleddet – de sælger simpelthen ikke særlig godt og slet ikke i forhold til, hvad de gjorde engang. Læserne er stille og roligt blevet tabt undervejs, og det er der rigtigt mange grunde til. Der er til gengæld ikke meget fremtid i at forsøge at tildele skyld og kaste med mudder. Ansvaret for den kommercielle situation, som tegneserien i Danmark befinder sig i, hviler såvel på udøverne som udgivernes skuldre, men er også blot et udslag af generelle tendenser, som også er gældende for en lang række andre kulturprodukter.

Det er mere interessant at diskutere, hvilke konkrete tiltag der skal til for at sikre tegneserien en fremtid i Danmark – eller om det overhovedet er sandsynligt, at der kan reetableres et kommercielt rentabelt marked for tegneserier i Danmark. Personligt tror jeg ganske enkelt ikke på det rentable marked. Det er ikke et udslag af sortsyn eller udtryk for, at jeg har givet op og kastet taleboblen i ringen. Det er en kombination af ren matematik og et ønske om at arbejde med mediet med en anden og mere realistisk tilgangsvinkel.

Lad os tage matematikken først og regne på en tegneserieudgivelse med en salgspris på 99,50 kr. i butikkerne (det skal jo helst være lidt billigt, for i enkelte dekatørers øjne er det jo prisen, der er udslagsgivende for, om en tegneserie kan sælge). Lad os også gå ud fra, at serieskaberen har fået en helt almindelig forlagsaftale med 15 % i royalty. Det betyder, at serieskaberen for hvert solgt album modtager 12 kr. (100 kr. minus moms = 80 kr. 15 % heraf er 12 kr.) … værsgo at regne videre herfra. Jeg kan røbe, at serieskaberen først runder 100.000 kr. i indtægt omkring album nr. 8.333.

Der skal med andre ord sælges rigtigt mange tegneserier, før der er en årsløn i hus – men nu tager regnestykket selvfølgelig heller ikke højde for bibliotekspenge eller potentielt salg til udlandet. Det er dog samtidig værd at huske på, at selv de salgstal, jeg kender til på tegneserier, der det seneste år har høstet anmelderroser og efterfølgende solgt godt, ligger på godt og vel omkring 3.000 eksemplarer.

Der er selvfølgelig også andre aflønningsmodeller forlag og serieskabere imellem. Men selv hvis der indgås en aftale om en 50/50-deling af overskuddet på en udgivelse (altså efter break-even), så kaster et solgt oplag på 1.000 eksemplarer i samme udsalgsprisklasse ikke mere end 15.000 – 20.000 kr. af sig – mange udgivelser kommer i et endnu mindre oplag.

Jeg har meget svært ved at se salgstallene stige i en så eksplosiv grad, at markedet for tegneserier flytter sig til et kommercielt interessant sted, hvor man som serieskaber kan leve af det – selv ikke hvis der var mulighed for et nyt ambitiøst projekt på niveau med Valhalla. Jeg vil dog gerne overbevises om noget andet, ligesom jeg til en vis grad håber, at mine matematiske evner har svigtet mig.

Tegneserien er blevet et nicheprodukt, og det behøver der ikke være noget galt med. Der er et lille marked for tegneserier i Danmark, og det er endda muligt, at vi gennem en ihærdig indsats kan gøre markedet lidt større – og i hvert fald arbejde på, at det ikke bliver mindre. Det kræver “blot”, at udgivere og udøvere gør sig umage og producerer tegneserier, som er værd at bruge tid og penge på.

Når “blot” ender i citationstegn, så er det, fordi dette er indgangen til en endnu længere debat og efterfølgende arbejdsindsats i forhold til bl.a. offentlig støtte til serieskabere, formidling, undervisning og institutionalisering. Det er alle opgaver, som Dansk Tegneserieråd har på den fortsatte dagsorden, nu da uddannelsen som Professionsbachelor i Grafisk Fortælling er etableret.

Så er vi tilbage ved, hvorfor uddannelsen er den vel nok største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie. For det første er det vigtigt at huske på, at uddannelsen både har et internationalt sigte i forhold til såvel optag af elever som i forhold til de færdiguddannedes kunnen og virke. Vi kommer til at se grafiske fortællere som ved, at deres fremtid lige så vel kan ligge uden for landets grænser som indenfor.

Det er også nok så vigtigt at tro på, at vi får grafiske fortællere at se, som ved, at tegneserier ikke kun er et medie, men lige så meget et værktøj til brug for fx konceptudvikling. Der er i mine øjne intet problem i, at adskillige af de færdigudannede måske slet ikke har lyst til at lave tegneserier som sådan, men i stedet benytter deres tillærte evner i mere lukrative brancher som fx computerspil. En branche til hvilken Københavns Kommune har afsat midler med den målsætning at skabe 1.000 nye job – og guderne skal vide, at computerspilbranchen har brug for folk, der forstår at fortælle historier.

Men selvfølgelig og forhåbentlig får vi også en række nye og dygtige tegneserieskabere at se, som i kraft af deres udannelse kan tilføre den danske tegneseriebranche tiltrængt nyt blod og kvalitet. Det bliver tegneserieskabere, som i kraft af deres udannelse får mulighed for at afprøve alle de ting, der slet ikke fungerer, uden at skulle tilbringe alt for mange år med at være “lovende talenter”. Serieskabere der har alle chance for at debutere på et langt højere niveau, end det vi har set i mange år.

Tanken om en tegneserieuddannelse er på ingen måde ny – der var allerede planer om en uddannelse i midten af firserne, men desværre ikke de rette omstændigheder, ressourcer eller personer, der kunne få alle enderne til at mødes dengang. At det ikke lykkedes at stable en uddannelse på benene for 25 år siden er ikke noget, nogen skal bebrejdes.

Men tænk om det var lykkedes – tænk om mange af de danske serieskabere, der siden dengang har fået deres debut og etableret sig som serieskabere, illustratorer med videre havde haft mulighed for at uddanne sig i grafisk fortælling. Tænk om de havde haft mulighed for så at debutere på et langt højere niveau med såvel et internationalt udsyn som potentiale. Tænk bare. Det er derfor Thomas Thorhauge har ret, når han kalder det for den vel nok største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie.