Kunsten at måle og veje en tegneserie

Sådan forestillede illustratoren på spilmagasinet PC Player sig, at jeg så ud, når jeg anmeldte spil.

Jeg har skrevet rigtigt mange anmeldelser gennem de seneste godt 23 år – ikke kun af tegneserier, men også af en lang række forskelligartede kulturprodukter og andre produkter. Der kan sagtens inden for samme uge blive skrevet om alt fra løbehjul til konsolspil, film, tegneserier og netværksharddiske.

Jeg har også skrevet rigtigt mange dårlige anmeldelser – forstået på begge måder: Anmeldelser af dårlige produkter, men også rent teknisk dårligt skrevne anmeldelser. De fleste af sidstnævnte ligger heldigvis mange år tilbage og er utilgængelige i elektronisk form.

 

Jeg er således en stor fan af at give alskens produkter karakterer. At måle og veje dem, at bedømme en kunstners blod, sved og tårer med en numerisk værdi. Et koldt og kynisk tal, som på sekunder formidler til læseren, om produktet er værd at bruge tid på eller ej.

Det er hverken en kold eller kynisk måde at tilgå et kunstnerisk produkt på. Så kan puritaneren have lov at sidde med sin klidgrød i en speltsækkestol og mene, at det er en forfladigelse af det kunstneriske værk, og at værket fortjener en langt mere nuanceret formidling. Det er en smuk opfattelse, men lur mig, om ikke alle et eller andet sted i baghovedet alligevel træffer en beslutning om, hvor god hver enkel oplevelse i deres liv er på en skala fra 1 til 10.

Samme person rykker sig nu i den økologiske sækkestol og spilder måske lidt af grøden, mens der hastes videre til argumenterne om, at anmeldelser burde være helt uden karakterer. At det udelukkende burde være anmelderens tekst, der i ren form formidler en vurdering af værket.

Igen en smuk opfattelse. Men dels er der meget få anmeldere, der i ren tekst kan formulere sig klart nok til, at deres vurdering af værket træder fuldstændigt tydeligt frem – guderne skal vide, at jeg sjældent er i stand til det.

Men det er også en fuldstændigt håbløs vej at bevæge sig for et magasin, avis eller lignende medie, der har blot skyggen af kommercielle ambitioner. Læserne ønsker at se karakterer på anmeldelser – det er en konklusion, som jeg dels er nået frem til i kraft af de redaktørjobs, jeg har bestredet, og det er en konklusion, jeg hører kollegaer drage.

Læserne ønsker karakterer, fordi det gør det sjovere at læse anmeldelser. Læseren har ikke nødvendigvis tid til at læse alle anmeldelser , men en høj eller lav karakter giver en vinkel på at læse – er jeg som læser enig med anmelderen, når han roser eller slagter et produkt. Og guderne skal vide, at det er sjovt at læse anmeldelser med lave karakterer – og de er sjove at skrive.

Endelig er der en kommerciel hensyntagen i forhold til producenten eller udgiveren af produktet. De har brug for anmeldelser, der er nemme at citere, og intet er nemmere end at citere et antal stjerner, talebobler, eller hvad man nu bruger som karakterskala.

 

Da Lille Viggo for nylig fik karakteren 2,5 i Nummer 9’s anmeldelse, slog anmelderen samtidig hul i et ellers velfungerende karaktersystem.

Karakterskalaer i sig selv kan være en videnskab – skal værkerne vurderes på en skala fra 1-5 eller fra 1-6. Man kan gå længere med en vurdering fra 1-10 eller virkelig gå amok og bruge procenter. Endelig er der afvigere, som bruger alt fra skolernes karakterer til andre ikke-gennemskuelige skalaer.

Personligt foretrækker jeg at arbejde med 1-5, 1-6 eller 1-10. Procentskalaen er derimod et komplet mareridt at arbejde med, fordi forskellene mellem de enkelte karakterer i skalaen er så små, at det kræver en meget stor redaktionel indsats at sikre, at vurderingerne ikke skøjter rundt på skalaen.

Med det sagt kommer vi til en af mine største aversioner inden for anmeldelser overhovedet – de halve karakterer. Hver gang jeg fx ser et afsnit af Hammerslag på tv, og ejendomsmægleren, der viser en ellers fin bolig frem i det allermørkeste Jylland, bliver spurgt om, hvor huset ligger på en skala fra 1-5, ender jeg med at skrige ad skærmen.

“Mja, det er nok en god treer,” eller “Det er en flot fire-en-halver,” lyder svaret fra den smørlækre ejendomsmægler. Nej, det er ej! Det er en treer eller en firer. Du fik muligheden for at vælge mellem en, to, tre, fire eller fem – der var ikke nogen halve på programmet. Det er fuldstændigt mangel på nosser ikke at kunne vælge en af de fem muligheder, du fik stillet til rådighed.

Jeg har det præcis på samme måde med anmeldere eller redaktører, som begynder at anvende halve karakterer – det er et svaghedstegn, det er som at skrive med en rygrad af kakaomælk, det er pinligt. Tag jer sammen!

Dels er det en ukontrollabel glidebane, for når der først er taget hul på de halve karakterer, hvorfor kan de kvarte af slagsen så ikke også tages i brug? Og på en skala fra 1-5, burde der vel så også dukke en karakter på 5,5 op til de virkelig fremragende værker. Nu lukker festen.

Du har som anmelder en karakterskala. Hvis du er ude af stand til at placere et værk på de hele numeriske værdier, du har fået stillet til rådighed, så find dig venligst noget helt andet at lave.

 

Samtidig skal så lyde en opsang til redaktører generelt. For anmeldere skal holdes i ørerne, og en karakterskala skal holdes ved lige. Den skal plejes og passes på, så dens værdi ikke går tabt i enkelte anmelderes hjerneblødninger af anmeldelser.

Med det mener jeg, at man som redaktør skal udfordre sine anmeldere konstant, og man skal være meget nærig med såvel skalaens laveste som højeste karakterer. En anmelder, der ønsker at give et værk fem stjerner ud af fem mulige, skal stilles stolen for døren, han skal sværge ved sine børn, mor eller sit lem, at værket virkelig er noget af det bedste overhovedet, nogensinde eller siden sidst, karakteren blev brugt.

Det samme skal ske med de lave karakterer. Anmelderen skal virkelig have brækfornemmelserne fremme – der skal være fysisk ubehag forbundet med at røre ved værket, før den laveste karakter skal tages i brug.

 

Inden for tegneserieanmeldelser og i særegen grad rigtigt mange af dem, der dukker op enten her på Nummer 9 eller i STRIP!, er der samtidig en lang række tekniske og sproglige dårlige vaner, som virkelig kan få mit pis i kog.

Man starter ikke en anmeldelse med en komplet historisk gennemgang af en serie og dens skaber. Det er en anmeldelse og ikke en artikel eller afhandling – du skal som anmelder starte teksten med et brag, gå direkte i kødet på værket og finde den vinkel, som gør anmeldelsen interessant at læse. Alt for ofte kan man uden videre slette de første fem til ti linjer i en anmeldelse, uden at der går noget tabt.

Man lægger ikke ud med i en anmeldelse at understrege, at man aldrig har været den store fan af genren, serieskaberen, forlaget, oversætteren, eller hvem man nu ikke er fan af. Læseren er ikke interesseret i at læse en anmeldelse, hvor afsenderen på forhånd har gjort opmærksom på, at han er såvel fordomsfuld som potentielt uvidende om værket, der anmeldes.

Da Nummer 9 anmeldte Kaliber 2 fra forlaget Cool Comics, var anmelderen ikke i stand til at adskille forlag og udgivelse.

Anmeldelsen skal holde øjet på bolden. Det kan godt være, at udgiveren af en serie er et fjols, der ville tjene menneskeheden bedre i en tombola i et omrejsende tivoli. Men medmindre den forlagstekniske håndtering af udgivelsen har direkte indflydelse på dens kunstneriske kvalitet, som hvis dårlig papirkvalitet, pinlig sats, manglende korrekturlæsning, google-oversættelser med videre ellers er kendetegnende for forlagets produkter, så er det anmeldelsen uvedkommende.

Jeg hader, når anmeldere ikke er i stand til at formulere en mening om værket uden at skulle henvise til andre kulturelle produkter: “Tegneserien er lidt som Morbus Gravis møder Anders And med et stænk af Walking Dead.” Ud over at selve denne sætning ikke giver nogen mening … så er denne måde at anmelde på navlebeskuende og  umulig at aflæse, medmindre læseren har præcis de samme referencer som anmelderen. Det er en indavlet måde at skrive på, som i højere grad udelukker læseren end lokker til en ny oplevelse.

Så er der det med de sproglige bagdøre: Det fungerer ikke at bruge vendinger, som at noget er “forholdsvist godt”, “nærmest i orden”, “ganske udmærket” og så videre. Det er sproglige bagdøre, som blot vidner om, at anmelderen ikke tør at stå ved det skrevne. Når noget er ganske fint tegnet, så er det jo ingenting overhovedet – holdningen hænger i en elastik, og anmelderen har alle muligheder for at trække i land i såvel positiv som negativ retning.

Endelig har alt for mange anmeldere en tendens til at tænke i skabeloner – som om de ikke er kommet meget videre end tekstanalysen i folkeskolen. Det er godt at have en skabelon på rygraden, men den skal ikke træde tydeligt frem i en anmeldelse. Her skal man gå til biddet og kun fokusere på de ting, det er vigtigt at mene noget om. Man skal ikke trække læseren gennem et langt referat af historien (nogensinde), hvis det interessante i værket ligger et helt andet sted.

Og det er en misforståelse at tro, at alle værker fortjener samme mængder af tekst i en anmeldelse. Der skal ikke mere end 100 ord til at skrive en anmeldelse af ethvert værk!

 

Det vidner om integritet, da anmelderen valgte kun at give Stella en taleboble i STRIP! nr. 57 på trods af, at magasinets redaktør og Stellas forlægger er en og samme person.

Det at være anmelder er at stille sig op og sige til sig selv og omverdenen: Min mening om dette værk er værd at læse. Det kræver en vis arrogance at anmelde, hvilket ikke skal forveksles med respektløshed. Det kræver nosser til at kalde lort for puha og kunst for fremragende. Det kræver en integritet, så man som anmelder er parat til at slagte gode venner og bekendtes udgivelser og værker – ellers har man heller ikke mulighed for også at hylde dem.

En god anmeldelse behøver læseren slet ikke at være enig i, men læseren skal kunne forholde sig til den og spejle sig i den. Det er svært at skrive gode anmeldelser – jeg ved det, for jeg øver mig konstant.