En tegneseriefestival bør ikke ligne et loppemarked

I kølvandet på Copenhagen Comics for to år siden skrev jeg et blogindlæg med titlen ” Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics” … og lod på skødesløs vis en bemærkning falde omkring den ”kræmmermarkedsstemmning/mentalitet, der syntes at præge alt for mange stande på festivalen.”

Et udsagn der har fået lov til at stå mutters alene og forladt med et løfte om at tage fat i det, når næste omgang Copenhagen Comics var i planlægningsfasen … det må så siges at være nu.

Tegneseriefestivaller som Copenhagen Comics og Art Bubble er fantastiske steder at promovere nye udgivelser. Det publikum, der indløser billet til arrangementerne, falder alle sammen inden for den målgruppe, som tegneserieudgiverne, -butikkerne og -skaberne gerne vil have fat i.

Det er de helt perfekte rammer til at vise såvel de bredeste som smalleste udgivelser frem og ikke mindst få dem solgt. Uden at have foretaget andre analyser end en kort samtale med mavefornemmelsen, så er formålet for mange blandt publikum givetvis at orientere sig i forhold til, hvad der rør sig indenfor og udkommer af tegneserier.

Sådan skal det være. Og udnyt for alt i verden muligheden. Hiv så mange penge op af publikums lommer som muligt, for måske er det kun på festivallen, at de opdager alle de fede tegneserier, som de bør eje. Sælg, sælg, SÆLG!

Men behøver standene på en tegneseriefestival at ligne lort?

Når udtrykket kræmmermarkedsstemmning hives frem, så er det tænkt som en reference til kræmmer- og loppemarkeder på muddermarker, hvor dunsten af pølsevogn er mindre kvalmende end den måde, hvorpå alt fra mormors aflagte tekopper til vandskadede Pokémon-kort er smidt på utiltalende borde med en møggrebs æstetik.

 

Ja tak til skillevægge

En del af ansvaret for kræmmermarkedsstemmning ligger i fx Copenhagen Comics’ tilfælde hos arrangørerne – eller måske mere i det stramme budget, som festivallen har været underlagt. Der har således i Øksnehallen ikke været mulighed for at sætte skillevægge op mellem de enkelte stande, hvilket giver et meget uroligt blik ned gennem gangene.

Skillevægge ville give de enkelte standholdere bedre mulighed for at skabe deres helt egne rum på festivallen, hvor gæsterne ikke bliver i tvivl om, hvornår de bevæger sig fra den ene stand til den næste.

 

Mindre end professionel hjælp kan også gøre det

Men hovedparten af standholderne på Copenhagen Comics i 2013 kunne også med fordel tage et mentalt skridt tilbage fra deres stand sidste gang og spørge sig selv, om det virkelig var topmålet af deres formåen? Eller om de i år burde overveje at planlægge bare lidt bedre – eventuelt søge professionel hjælp, selvom mindre også sagtens kan gøre det:

Dug på bordet

Læg i det mindste duge på standens borde – og ikke papirduge, som ser forfærdelige ud efter et par timer eller en enkelt spildt øl. Rigtige duge der når helt ned til gulvet, og på den måde skaber et opbevaringsrum for grimme kasser, frakker og andet rod, som publikum ikke bør udsættes for.

Det er helt ok at benytte duge af nervøs velour, bare det på intet tidspunkt forveksles med god stil. Tunge stofduge i en mørk farve (igen er vi tilbage til spildte øl) gør en kæmpe forskel på en stand.

 

Bagvæggen er også en del af standen

En væsentlig del af en stand på en tegneseriefestival er bagvæggen – og den er typisk ikke specielt spændende i sig selv. Sørg for på forhånd at have fået fremstillet materiale til at gøre bagvæggen til en del af standens samlede professionelle udtryk. Store plakater med fede tegninger, forsider, figurer – hvad der nu engang passer til den enkelte standholder. Også så publikum har en chance for at vide, hvem standholderen rent faktisk er og tilbyder.

Det behøver ikke koste en formue at få produceret plakater i en passende størrelse (festivallens arrangører bør kunne oplyse standholderne om formater og dimensioner på bagvæggene samt melde standplaceringer ud i ordentlig tid). Det er simpelthen ikke fedt med snoldede A4 eller A3 fotokopier, et slattent banner eller andet forhåndenværende smækket op med gaffer tape.

 

copenhagen comics 2013 (1)Tænk standen anderledes

Rigtig mange stande på en tegneseriefestival synes bygget op om præmissen ”os mod dem”. Standholderen er på den ene side af bordet – kunderne på den anden. Men det er muligt at gøre det anderledes, invitere folk indenfor og ryste posen lidt…

Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis praktisk muligt at ”nytænke” inden for de begrænsede antal kvadratmeter og små budgetter, de fleste standholdere opererer under. Men som fx Forlaget Forlæns viste i 2013, så skal der ikke så meget til for bare at gøre tingene lidt anderledes.

 

Det handler ikke kun om salg

Sælg, sælg, SÆLG! … javist og absolut. Men husk også på at publikum ikke blot har indløst billet for at komme ind i Danmarks største midlertidige tegneseriebutik. De er også kommet for at få oplevelser. En stor del af disse leveres af festivallens arrangører, frivillige og sponsorer, men den enkelte standholder bør også gerne overveje, om der på den ene eller anden vis kan bidrages til mere end blot en salgsoplevelse.

Signeringer er et rigtig godt sted at starte, specielt hvis der sørges for et tydeligt program for standens signeringsaktiviteter og eventuelt et nummersystem, når det handler om de mere populære/køskabende serieskabere.

Det er generelt rigtig fedt, hvis standen er levende og der sker noget. Så sæt fantasien i sving og gå i dialog med festivallens arrangører om mulighederne for at lave noget sjovt, bidrage og gøre såvel Copenhagen Comics som Art Bubble endnu sjovere for publikum.

 

Alle foto copyright Henrik Conradsen

 

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics

Den første weekend i juni var to helt igennem fantastiske dage – Copenhagen Comics var på mange måder alt det, en festival skal være, når både mediet og publikum skal tages seriøst. Festivalen var for mig en fremragende lejlighed til at få hilst på en masse mennesker, som jeg alt for sjældent har lejlighed til at møde ude i den der virkelighed. Men nok så vigtigt var det to dage, der satte gnist til nogle tanker og overvejelser omkring tegneseriemediet.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics (2)Strøtanker, der blev sat i gang delvist i kraft af min rolle som ordstyrer for panelet Tegneseriens digitale nutid og dels som paneldeltager i Dette er ikke en tegneserie! De to paneler havde nogle klare overlap og pegede i fællesskab mod tendenser og brudflader i tegneseriemediet, som fortjener nærmere overvejelser og debat.

Et af elementerne ved Tegneseriens digitale nutid er hele overvejelsen om det digitale format kontra det traditionelle trykte – både i forhold til, om papir og tryksværte er uddøende racer, men også om det digitale format giver nye eller andre muligheder. Det er en af de der debatter, som nemt berører en masse eksponerede nerveender og flår i benene på personlige kæpheste, men det er også en debat, der burde sætte krav til faktuel viden om tryk, distribution, markedsføring, virale fænomener, sociale medier og teknik/teknologi.

Jeg tror, at det er alt for tidligt at kalde det trykte medie for dødt – specielt i forhold til tegneserier. Der er en række elementer i selve mediets udtryksform såvel grafisk som fortællemæssigt, som i meget høj grad beror på det trykte medie – tegneserier befinder sig godt i trykt form. Ikke dermed sagt, at mediet ikke kan fungere i digital form på tablets eller websider, for det er der adskillige beviser på, at det kan.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics (3)Men jeg elsker virkelig det trykte format, fornemmelsen af papiret, indbindingen, sidernes lyd og overflade samt det altid tilfredsstillende blik mod reolerne i mit hjemmekontor, der bugner af tegneseriealbummer. En del af den trykte tegneseries problem med at sælge er ikke, at tiden er løbet fra den fysiske tegneserie, men at flere generationer af potentielle læsere/købere er blevet tabt. Det er så en tillægsdebat, som indeholder en pokkers masse beskyldninger, ansvarsfralæggelse og usagte sandheder, der kun synes at titte frem over fadøl og aldrig på tryk eller officielt.

Det interessante ved det digitale medie, bredt forstået som både web og tablets, er, at det i hovedparten blot er en ny måde at distribuere tegneserier på. Selvfølgelig er serieskaberen på fx en webside ikke bundet af den fysiske sides format, men det er i mine øjne en uinteressant detalje – at en tegneserie tegnes og fortælles i baner, er hverken nyt eller nødvendigvis godt.

Men det digitale er en anden måde at distribuere på, hvad end det sker gennem Danske Tegneserieskaberes App eller via en webside eller blog, og det er specielt i sidstnævnte tilfælde en mulighed for at få et langt tættere forhold til sine læsere. De kan kommentere, dele, rose og rise serierne, og på den måde er der også for serieskaberen potentielt adgang til en meget dedikeret fanskare, som gerne lægger en indsats for at hjælpe serieskaberen videre til nye læsere.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics (4)Det er i samme åndedrag værd at overveje, om tegneserier i digital form skal benytte sig af muligheden for animationer, hyperlinks, video, interaktivitet med videre. Et spørgsmål, der igen leder over i helt nye diskussioner om, hvornår det så ophører med at være en tegneserie og bliver til noget ganske andet.

En af udfordringerne, uanset om vi taler om trykte tegneserier, apps eller blogs, er økonomien – der er ikke penge i at lave tegneserier, og den mangel på økonomisk fundament er en hæmsko for tegneserien i Danmark. En problematik, der så igen rører ved en anden problemstilling, som stak næsen frem i panelet Dette er ikke en tegneserie!

Er danske tegneserieskabere bange for at se deres tegneserier som et produkt? Når der nu ikke er overvældende økonomi i skidtet, skal serieskaberen så i stedet bestige bjerget KUNST og sidde deroppe og lave sine serier? Tegneserier kan absolut være kunst, de kan også være tænkt som kunst, og de kan endda udfordre selve grænserne for, hvad en tegneserie er – men ligesom med de selv mest dødssyge samlebåndserier mener jeg, at en tegneserie skal holde sig én ting for øje: Modtageren.

Når en tegneserie pludselig har en modtager, forvandles “kunsten” til et produkt. Uanset om en tegneserie i sit udgangspunkt er tænkt kommercielt eller langt mere snævert, er det nemlig en interessant øvelse at se på det færdige resultat som et produkt – som en vare. For undertegnede er øvelsen et kynisk værktøj til brug for at skrive anmeldelser med videre, men det er også nyttigt i forhold til en række af de andre elementer forbundet med udgivelsen af en tegneserie – hvad end det er analogt eller digitalt.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics (6)Tegneserien som produkt er pludselig fritaget for følelser, og på den måde kan det blive nemmere at fokusere på elementer som målgruppe, oplag, pris, markedsføring og ikke mindst videreudnyttelse. Det er øvelse, der i mine øjne gør det helt o.k. at have lavet en tegneserie om en lilla lort, hvis serieskaberen blot via fx produkttanken kan skabe distance nok til sit hjertebarn og dermed indse, at målgruppen muligvis er meget lille. Men måske også i samme proces opdager, at der er muligheder for at videreudnytte eller -udvikle produktet.

Mine strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics stikker i mange retninger på én gang, uden at være hverken åbenbaringer eller endegyldige sandheder. Og der er en række andre ting, jeg lige så vel kunne have taget fat på, lige fra overfloden af nyudgivelser, der nærmest stod i vejen for hinanden til den kræmmermarkedsstemmning/mentalitet, der syntes at præge alt for mange stande på festivalen. Men det kan vente, indtil næste Copenhagen Comics er i planlægningsfasen. Indtil da bør vi som branche fokusere på selve tegneseriemediet, dets fremtid og på produktionen af gode produkter.

Som juleaften i striber

Da jeg var mindre, var fødselsdag og juleaften, som for ganske givet hovedparten af andre børn, årets lysende højdepunkter. Dage og begivenheder at se frem til med en sådan glæde og utålmodighed, at det mere end en gang resulterede i et direkte influenzalignende sygdomsnedbrud af ren og skær spænding. Som voksen har jeg det lidt på samme måde med Copenhagen Comics – omend jeg ikke længere bliver fysisk syg af forventning.

Komiks.dk, eller Copenhagen Comics som det med stor fornuft og sans for international profilering er blevet omdøbt til, er noget af det bedste der er sket for tegneserien i Danmark de sidste ti år. Og der er rigtig mange gode grunde til at begynde at glæde sig allerede nu længe inden, der foreligger noget, der bare ligner en gæsteliste eller program for begivenheden. Ikke udover at festivalen afvikles i Øksnehallen den 1-2. juni 2013.

Det er positivt, at festivalen i den grad har kunnet hæve sig over de første par omganges  efterdønninger af forslåede egoer og manglende intern som ekstern kommunikation. Der blev betalt nogle lærepenge ved kasse et, og givet fundet en balance mellem ambitioner og budgetter. Og med Mads Bluhm ved festivalskibets ror og en helt igennem fantastisk besætning af frivillige, var resultatet en vellykket festival i 2010, som samtidig formåede at pege fremad.

Det er værd at bemærke, at når jeg klapper mandskabet på ryggen, og roser deres indsats, så er det ikke det samme som en hovedløs og ukritisk opbakning til den københavnske festival. Når en tegneseriefestival skal lykkes, gælder det ikke om at stå samlet, lade som om vi alle i branchen er hjerteveninder og synge lange klamme lejrbålssange. En tegneseriefestival som Copenhagen Comics udvikler sig kun, hvis branche og publikum forholder sig til den konstruktivt og kritisk.

Det varer ikke længe, inden festivalarrangørerne for alvor skal i gang med at sikre sig internationale gæster til Copenhagen Comics, og det er den gæsteliste, der er mest interessant. For med al respekt for samtlige herboende danske tegneserieskabere, som i sidste ende fylder godt ud på den endelige gæsteliste, så er I langt mere og oftere tilgængelige for danske tegneseriefans, end de folk der skal flyves ind.

Jeg ser frem til de lange og sikkert mange diskussioner om, hvem der er de rigtige gæster, og hvor meget gæstelisten svigter den ene eller anden niche af tegneserier. I mine øjne er det vigtigste, at der på gæstelisten er i hvert fald et enkelt fyrtårn af et navn, som kan tiltrække en bred skare af interesserede. Så kan det godt være, at det er virkelig noller, set med tegneseriekunstneriske og højhellige briller, at jeg ønsker at se navne som Jim Davis, Mort Walker, Ibáñez eller lignende øverst på plakaten. Men hvis det kan trække gæster til, så kan vi altid forføre dem til noget bedre, når først de er kommet indenfor festivalens døre.

Og det er måske end af de mest positive effekter ved Copenhagen Comics: At forlagene virkelig varmer op til festivalen med en række spændende udgivelser lige fra de fanzines som donadistforeningen dækker deres standborde med, til de luksuriøse udgivelsestiltag som specielt Fahrenheit og Aben Maler har udgivet op til de seneste par festivaler. Ikke kun understreger udgivelserne, at der er et, omend meget lille, marked, for kvalitetstegneserier i Danmark. Men også at den vellykkede festival har en inspirerende effekt, der rækker langt ud over blot de to dage, hvor dørene er åbne.

Men selvfølgelig er der også en masse ting, der kan, og sikkert bliver bedre i 2013. Lyd ved foredragene var meget kritisk eller ligefrem fraværende, Joe & The Juice som automatisk fulgte med i “pakken” Øksnehallen var rædsom, cafeområdet alt andet end hyggeligt og der var ikke rigtig noget at foretage sig for børn. Endelig var PR en kæmpe udfordring, og guderne skal vide, at avis- og magasinredaktører og TV-folk er umådelig tunge at danse med. Nogle af disse ting vil blive løst af arrangørerne, mens andre som fx. PR kræver en mere målrettet og hjælpende hånd fra forlæggerne.

Det var en rigtig beslutning at lægge Copenhagen Comics ind under Dansk Tegneserieråd. Det er det første skridt på vej mod en mere professionel festival, der altid vil kræve et stort korps af frivillige, men som fortjener at være ankret i et sekretariat med lønnede medarbejdere. Tankerne omkring et sådan sekretariat indeholder langt mere vidtrækkende visioner end blot håndteringen af festivalen, og er en af de mere spændende arbejdsopgaver i Dansk Tegneserieråd. Og en diskussion der hører hjemme i et fremtidigt blogindlæg.