En tegneseriefestival bør ikke ligne et loppemarked

I kølvandet på Copenhagen Comics for to år siden skrev jeg et blogindlæg med titlen ” Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics” … og lod på skødesløs vis en bemærkning falde omkring den ”kræmmermarkedsstemmning/mentalitet, der syntes at præge alt for mange stande på festivalen.”

Et udsagn der har fået lov til at stå mutters alene og forladt med et løfte om at tage fat i det, når næste omgang Copenhagen Comics var i planlægningsfasen … det må så siges at være nu.

Tegneseriefestivaller som Copenhagen Comics og Art Bubble er fantastiske steder at promovere nye udgivelser. Det publikum, der indløser billet til arrangementerne, falder alle sammen inden for den målgruppe, som tegneserieudgiverne, -butikkerne og -skaberne gerne vil have fat i.

Det er de helt perfekte rammer til at vise såvel de bredeste som smalleste udgivelser frem og ikke mindst få dem solgt. Uden at have foretaget andre analyser end en kort samtale med mavefornemmelsen, så er formålet for mange blandt publikum givetvis at orientere sig i forhold til, hvad der rør sig indenfor og udkommer af tegneserier.

Sådan skal det være. Og udnyt for alt i verden muligheden. Hiv så mange penge op af publikums lommer som muligt, for måske er det kun på festivallen, at de opdager alle de fede tegneserier, som de bør eje. Sælg, sælg, SÆLG!

Men behøver standene på en tegneseriefestival at ligne lort?

Når udtrykket kræmmermarkedsstemmning hives frem, så er det tænkt som en reference til kræmmer- og loppemarkeder på muddermarker, hvor dunsten af pølsevogn er mindre kvalmende end den måde, hvorpå alt fra mormors aflagte tekopper til vandskadede Pokémon-kort er smidt på utiltalende borde med en møggrebs æstetik.

 

Ja tak til skillevægge

En del af ansvaret for kræmmermarkedsstemmning ligger i fx Copenhagen Comics’ tilfælde hos arrangørerne – eller måske mere i det stramme budget, som festivallen har været underlagt. Der har således i Øksnehallen ikke været mulighed for at sætte skillevægge op mellem de enkelte stande, hvilket giver et meget uroligt blik ned gennem gangene.

Skillevægge ville give de enkelte standholdere bedre mulighed for at skabe deres helt egne rum på festivallen, hvor gæsterne ikke bliver i tvivl om, hvornår de bevæger sig fra den ene stand til den næste.

 

Mindre end professionel hjælp kan også gøre det

Men hovedparten af standholderne på Copenhagen Comics i 2013 kunne også med fordel tage et mentalt skridt tilbage fra deres stand sidste gang og spørge sig selv, om det virkelig var topmålet af deres formåen? Eller om de i år burde overveje at planlægge bare lidt bedre – eventuelt søge professionel hjælp, selvom mindre også sagtens kan gøre det:

Dug på bordet

Læg i det mindste duge på standens borde – og ikke papirduge, som ser forfærdelige ud efter et par timer eller en enkelt spildt øl. Rigtige duge der når helt ned til gulvet, og på den måde skaber et opbevaringsrum for grimme kasser, frakker og andet rod, som publikum ikke bør udsættes for.

Det er helt ok at benytte duge af nervøs velour, bare det på intet tidspunkt forveksles med god stil. Tunge stofduge i en mørk farve (igen er vi tilbage til spildte øl) gør en kæmpe forskel på en stand.

 

Bagvæggen er også en del af standen

En væsentlig del af en stand på en tegneseriefestival er bagvæggen – og den er typisk ikke specielt spændende i sig selv. Sørg for på forhånd at have fået fremstillet materiale til at gøre bagvæggen til en del af standens samlede professionelle udtryk. Store plakater med fede tegninger, forsider, figurer – hvad der nu engang passer til den enkelte standholder. Også så publikum har en chance for at vide, hvem standholderen rent faktisk er og tilbyder.

Det behøver ikke koste en formue at få produceret plakater i en passende størrelse (festivallens arrangører bør kunne oplyse standholderne om formater og dimensioner på bagvæggene samt melde standplaceringer ud i ordentlig tid). Det er simpelthen ikke fedt med snoldede A4 eller A3 fotokopier, et slattent banner eller andet forhåndenværende smækket op med gaffer tape.

 

copenhagen comics 2013 (1)Tænk standen anderledes

Rigtig mange stande på en tegneseriefestival synes bygget op om præmissen ”os mod dem”. Standholderen er på den ene side af bordet – kunderne på den anden. Men det er muligt at gøre det anderledes, invitere folk indenfor og ryste posen lidt…

Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis praktisk muligt at ”nytænke” inden for de begrænsede antal kvadratmeter og små budgetter, de fleste standholdere opererer under. Men som fx Forlaget Forlæns viste i 2013, så skal der ikke så meget til for bare at gøre tingene lidt anderledes.

 

Det handler ikke kun om salg

Sælg, sælg, SÆLG! … javist og absolut. Men husk også på at publikum ikke blot har indløst billet for at komme ind i Danmarks største midlertidige tegneseriebutik. De er også kommet for at få oplevelser. En stor del af disse leveres af festivallens arrangører, frivillige og sponsorer, men den enkelte standholder bør også gerne overveje, om der på den ene eller anden vis kan bidrages til mere end blot en salgsoplevelse.

Signeringer er et rigtig godt sted at starte, specielt hvis der sørges for et tydeligt program for standens signeringsaktiviteter og eventuelt et nummersystem, når det handler om de mere populære/køskabende serieskabere.

Det er generelt rigtig fedt, hvis standen er levende og der sker noget. Så sæt fantasien i sving og gå i dialog med festivallens arrangører om mulighederne for at lave noget sjovt, bidrage og gøre såvel Copenhagen Comics som Art Bubble endnu sjovere for publikum.

 

Alle foto copyright Henrik Conradsen

 

4 tanker om "En tegneseriefestival bør ikke ligne et loppemarked"

  1. Det er famø bare SÅ rigtigt. Et minimum af professionalisme og nytænkning BURDE ikke være en mangelvare. Men med det som med det meste andet i branchen hænger de fleste uhjælpeligt fast i en bagstræberisk nostalgisk 70er godt-nok-mentalitet.

    Så i kor med Berger råber jeg folk ind i hovedet STRAM OP!!

  2. “Der har således i Øksnehallen ikke været mulighed for at sætte skillevægge op mellem de enkelte stande” – alt er muligt, bare man har penge med. Festivalen opererer med to prisklasser: “borde” og “stande”. Tager man den dyre løsning, er der skillevæg ind til naboen.

    Jeg er i øvrigt helt enig i, at nogle stande tidligere godt kunne have trængt til en kærlig designerhånd.

  3. På Cobolts stand har vi skam en rigtig stofdug, der når helt ned til gulvet. Den er oven i købet koboltblå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *