Vi skal ikke forføre nye læsere til striber og talebobler?

For godt en måned siden dukkede der en rigtig spændende tråd op i Facebook-gruppen Tegneseriefans. En tråd om hvordan det amerikanske forlag IDW har søsat en produktserie kaldet Micro Fun Packs. Poser indeholdende et tegneserieblad med My Little Pony, klistermærker, tatoveringsark med mere, som er til salg i legetøjsbutikker.

Skal My Little Pony-tegneserieblade i legetøjsbutikkerne skærpe nye læseres appetit på tegneseriemediet?

Skal My Little Pony-tegneserieblade i legetøjsbutikkerne skærpe nye læseres appetit på tegneseriemediet?

Blandt trådens mange og passionerede indlæg for og imod konceptet, My Little Pony generelt og hvad der ellers ryger ind i sådan en tråd undervejs, dukker der også argumenter op om, at sådan en udgivelse kan ” sprede noget tegneserieinteresse hos de yngste” og ”fange børnenes interesse og introducere dem for tegneseriemediet”.

Det er citater funderet i en tanke om, at vi som tegneserielæsere, forlæggere og udøvere skal lokke nye læsere til tegneserien – voksne som børn. Til tider synes argumentet at være, at noget mindre godt kan lokke nye læsere til noget bedre, som at en billig cheeseburger kan give nye kødspisere appetit på en ordentlig bøf. På andre tidspunkter følger argumenterne den filosofi, at rigtig gode tegneserier kan lokke nye læsere til at læse flere af slagsen – fordi et vellykket gourmetmåltid giver appetit på mere af det samme.

Jeg har selv tidligere argumenteret for begge dele i andre sammenhænge – for som tegneserieelskere har vi nærmest en forpligtigelse til at lokke folk til at læse tegneserier. Jeg tænker nu, at jeg måske har taget fejl.

Er Ping Prisen ikke blot et udtryk for branchens forelskelse i sin eget medie?

Er Ping Prisen ikke blot et udtryk for branchens forelskelse i sin eget medie?

Som tegneseriebranche er vi naturligvis optaget af tegneseriemediet – som forretning, udtryksform, fortælling. Ja ligefrem som kunstform når de intellektuelle bølger går højt. Der er en forståelse af, at vi som udgivere, skabere og formidlere sidder og forvalter et helt unikt medie, som verden alt for ofte har til gode at opdage.

Vi snakker om det at læse tegneserier som en kvalitet i sig selv. Vi elsker selve tegneserien som form og medie. Vi har prisuddeling, messer og udstillinger, og på trods af både fejder og årelange nag er vi alle forelskede i tegneserien.

Guderne skal vide, at jeg selv er forelsket. I en sådan grad at jeg har læst overvældende mange tegneserier, hvor selve historien på ingen måde ville have haft en chance hos mig i form af film, bøger eller teater. Men jeg elsker formen, virkemidlerne og universet mellem rammerne. Det er en kærlighed, der har fået mig til at stå gudsjammerligt kedelige historier igennem, fordi formen har interesseret mig.

Asterios Polyp er en fantastisk oplevelse, men også en historie undertegnede aldrig ville have fattet interesse for som film eller bog

Asterios Polyp er en fantastisk oplevelse, men også en historie undertegnede aldrig ville have fattet interesse for som film eller bog

Men der er en eller anden mislyd, som nager mig – noget der ikke helt stemmer. Jeg har ikke længere lyst til at forføre nye læsere blot til formen. Jeg har ikke behov for at lokke folk til at læse tegneserier – der er ikke nogen tegneserieinteresse, som død og pine skal tændes i mine egne børn.

Det er lige her, jeg så gerne ville hamre en støvleklædt fod i jorden og sætte hårdt mod hårdt med en knivskarp holdning. Den slags der er provokerende, skaber debat og ligefrem resulterer i private skænderier på Facebook. Men jeg har mere en fornemmelse end noget skarpt at byde ind med.

Det er en fornemmelse af, at vi som branche ikke skal bruge så meget energi på at være forelsket i formen. Vi skal ikke bekymre os om at lokke folk til at læse tegneserier. Det er ikke interessant i sig selv at få nye folk til at læse tegneserier, blot fordi det netop er tegneserier. Det er ikke derfor, de skal læse tegneserier.

Hårdt trukket op, så er det jo ikke forfærdeligt, hvis folk ikke længere læser tegneserier – medieformer blomstrer op og forgår. Eller i tegneseriens tilfælde forvandler sig fra et massemedie til en knap rentabel niche. Det rædsomme ville være, hvis interessen for gode historier og oplevelser forsvandt.

Det er det, vi skal bruge energien på – at lave gode historier og levere gode oplevelser. Vi skal sætte pris på, at nye læsere vælger en tegneserie ikke på grund af selve formen men oplevelsen. De vælger at læse for eksempel Min Fjerne Barndomsby fordi den har den helt rette kombination af form og indhold i forhold til, hvad de som læsere søger.

Og så skal vi samtidig respektere, at den nye læser netop ikke valgte at læse udgivelsen, fordi det var en tegneserie – det er ikke en ny discipel, de elsker ikke formen og vender måske kun tilbage til tegneserien, hvis den rette oplevelse igen viser sig på hylderne.

Jeg er derfor færdig med at ville lokke nye læseren til tegneserien for selve formens skyld – men jeg vil til enhver tid gerne introducere folk til nye historier og oplevelser, som så fungerer bedst i striber og talebobler.

10 tanker om "Vi skal ikke forføre nye læsere til striber og talebobler?"

  1. Det gælder vel alle kulturelle udtryksformer, at der findes en kerne af feinschmeckere, som finder lige præcis tegneserier, opera, film eller whatever ganske særligt interessant i sig selv – og så findes der en bredere offentlighed, som betragter samtlige medier som en buffet, de plukker de mest appetitlige og iøjnefaldende oplevelser fra.

    Feinschmeckerne er loyale og dermed værdifulde kunder for deres lokale tegneseriebutik, operahus, biograf eller whatever, og i dén forstand er det sundt for en kulturel udtryksform at have en bred “fanbase”. Så det giver da absolut mening for tegneserienørder at forsøge at rekruttere nye tegneserienørder: Jo flere, der lægger penge i den lokale tegneserieindustri, jo større vil udbuddet og udfoldelsesmulighederne sandsynligvis blive.

    Men de store penge findes hos den dér bredere offentlighed, som står og hænger hen over buffeten. Skal tegneserien for alvor blomstre herhjemme, så kræver det, at den får en mere fremtrædende plads blandt de mange appetitvækkende anretninger – for lige nu er den svær at få øje på. Og det får den velsagtens kun, hvis det lykkes danske serieskabere og forlag at udgive en støt strøm af bredt appellerende tegneserier, der er gode nok til at kunne tjene som øjenåbnere for nogle af alle de læsere, der ellers ikke betragter mediet som “noget for dem”.

    Spørgsmålet er, om der reelt er en modsætning mellem at rekruttere nørder og at appellere til den bredere offentlighed – begge dele er vel sundt for tegneserien som sådan. Behøver de to strategier modarbejde hinanden? Og hvis ja, hvordan gør de det så i praksis? Det kunne være spændende at få dig til at give nogle eksempler på, Thomas.

  2. De to strategier behøver slet ikke modarbejde hinanden – og kan netop fint eksistere side om side.
    Det er bevidst, at jeg udtrykker mig vagt i blogindlægget, da det denne gang i høj grad er en afsøgning af mit eget forhold til tegneserier. Et forsøg på en afklaring omkring hvordan jeg personligt gerne vil se på tegneserier og oplæg til en samtale om det…
    Det der satte det i gang var netop tråden på Facebook, jeg nævner – hvor den her tanke om, at blot vi får børn til at læse en eller anden form for tegneserie (My Little Pony), så er det en god ting – så bliver de tændt på at læse flere tegneserier. Det tror jeg ganske enkelt ikke på – sådan fungerer børn ikke … i hvert fald ikke mine.
    Og så er det jeg lidt tænker, om hele denne “lokke folk til at læse tegneserier”, som jeg i hvert fald er støt på henover fadbamser med branchefolk, venner, kollegaer med videre, er en blindgyde måde at tænke på.
    Og er der ikke noget der går galt i kommunikationen og formidlingen, hvis publikum fravælger en historie i tegneserieform på grund af netop formen.
    Men jeg er samtidig min egen værste fjende i de argumenter, jeg kredser omkring, for jeg vil jo netop på mange måder gerne have andre til at læse bestemte historier, netop fordi de fortalt i tegneserierform.
    Jeg er samtidig glad for ideen om at en medieform har en dedikeret fanskare, være det tegneserier eller spil som er det jeg beskæftiger mig med, fordi denne skare netop er ambasadører, som konstant arbejder for at få andre øjne op for netop mediets kvaliteter eller i hvert fald gode tegneserier.
    Det blev det ikke vildt mere konkret af …

  3. Ha ha, egentlig ikke. Men jeg kan sagtens genkende overvejelserne, ikke mindst i forhold til at kyle tegneserier efter sin unger. De er jo bimlende ligeglade med formatet, bare historierne fænger dem – så én god tegneserieoplevelse giver ikke nødvendigvis appetit på flere. Min oplevelse er, at børn ikke har den fjerneste berøringsangst over for tegneserier, og på dén led tror jeg heller ikke, det bare handler om at stoppe nogle tegneserier i dem … Men det kan forholde sig anderledes med voksne, hvor flertallet ikke mener, t tegneserier er “noget for dem”. Her kan eksponering for (kompetente) eksempler på formen godt være gavnlig i sig selv, tror jeg.

  4. Godt indspark, Berger! Det er faktisk blevet lidt trættende med alle de tiltag, der skal gøre opmærksom på mediet. Jeg er da også i mine egne valg ligeglad med mediet, jeg vil bare gerne have gode oplevelser. Dem har tegneserier givet mig en del af, ja, men derfor skylder jeg da ikke samme noget. Og jeg gider ikke påstå, at Walking Dead er bedre som tegneserie, når den indlysende er tv-serien underlegen, selv om en del af mig gerne vil netop det. Hvis et medie ikke konsekvent bruges til at levere originale, engagerende oplevelser, så er det døende. Filmmediets reboots er et sygdomstegn. Zooms udgivelser herhjemme er et forrådnelsestegn.

  5. Tjah, jeg vil så godt påstå at Walking Dead tegneserien er tv-serien langt overlegen. Tv-serien er utrolig kedelig og svinger afsindigt meget i kvalitet. Jeg har droppet den efter 3. sæson. Tegneserien er til gengæld en barsk og neglebidende oplevelse, som jeg i perioder godt kan blive mæt af, men som jeg så råsluger, når jeg vender tilbage 🙂

  6. Jeg er meget enig i dine overvejelser, Thomas. Men som du, må jeg samtidig konstatere, at jeg ikke kan lade være til en vis grad at evangelisere på formens vegne, og videre som du at jeg har større tolerance for crap i tegneserieform end i andre afskygninger.

    Grundlæggende er det sundt ikke at blive for forblændet af tegneseriens kvaliteter. Der er vitterligt så meget andet — og ofte bedre — derude.

    En grund til at det kan være på sin plads at forsøge at udbrede kendskab til tegneserien er den, Erik fremfører — nemlig at jo flere, der interesserer sig for den, jo sundere bliver kulturen og jo flere gode tegneserier får vi (forhåbentlig). Det er sådan et slags altruistisk-egoistisk argument.

    Det andet er det mere enkelte, som du også er inde på, at man mener at der simpelthen *er store oplevelser at finde i tegneserier og at folk vil sætte pris på dem, hvis de opdager dem. Det synes jeg ikke der er noget fordækt i at arbejde for. Men det skal selv sagt helst være på deres præmisser, ikke vores mere nørdede ditto.

    Jeg mener i øvrigt også, at The Walking Dead som tv-serie i overvejende grad er bedre end tegneserien. Dog ikke over hele linien.

  7. Jeg trækker det om Walking Dead tilbage. Det er ikke nogen dårlig tegneserie og heller ikke en helt fantastisk tv-serie. Så dårligt eksempel.

  8. Jeg synes, det relevante og helt afgørende spørgsmål her er, hvad en “sund” kultur er. Og om det overhovedet er muligt at opretholde på så små hjemmemarkeder som det danske længere. Ret beset er der jo ikke andre, tilsvarende medier, som kan klare sig i Danmark uden at figurere et eller andet sted på finansloven, og selv de har det svært i disse år.

  9. Skal først og fremmest huske lige at bemærke at det selvfølgelig er første sæson af Telltale Games Walking Dead-spil, der er det bedste i den “franchise”.

    En sund kultur – se det kunne være spændende at debatere:
    Der kan ske det med en fankultur, at der opstår et isoleret tunnelsyn, hvor kulturen bliver ekskluderende og lukket. Det er i mine øjne usundt, når du er så meget fan af noget, at du er ude af stand til at formidle det videre. Eller hvor du nærmest er så religiøs omkring det, at en debat forvandler sig til en krig mod de vantro.

  10. Enig med din sidste kommentar, Berger.

    Men formidling er måske også noget man gør, for ens egen skyld?, – og ikke kun for at omvende folk til den rette tro, eller i et desperat forsøg på at få gang i salget af tegneserier? Det er simpelthen interessant at få sin egen begejstring sat i perspektiv, og det kan måske endda være udviklende for ens “kunstneriske præferencer”?

    Faktisk er det overflødigt at drive et site som for eksempel Nummer9, med mindre man forsøger at henvende sig til folk, som sjældent eller aldrig læser tegneserier, og det gælder i højeste grad for den måde man anmelder tegneserier på. Når man tvinger sig selv til at udtrykke sig om tegneserier så alle kan være med, så er det en sund proces for en selv, og for mediet. Det samme mener jeg må gælde for pris-uddelinger og festivaller – her må det blandt andet handle om at nå udover rampen, og fange folkets opmærksomhed. Det er simpelthen bare dødkedeligt når tingene går i stå – så kan man altid skændes om retningen – men der skal være et forsøg på at nå et andet sted hen, synes jeg. Groft sagt: “Ja, Carl Barks var sgu da et geni, men hvad så egentlig?”
    Hvis man i stedet blot vil dele sin udmærkede fascination af sejlads, kage-bagning eller tegneserier, så er det meget nemmere at lave en Facebook-gruppe eller lignende, hvor man kan dyrke sin interesse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *