Vi skal ikke forføre nye læsere til striber og talebobler?

For godt en måned siden dukkede der en rigtig spændende tråd op i Facebook-gruppen Tegneseriefans. En tråd om hvordan det amerikanske forlag IDW har søsat en produktserie kaldet Micro Fun Packs. Poser indeholdende et tegneserieblad med My Little Pony, klistermærker, tatoveringsark med mere, som er til salg i legetøjsbutikker.

Skal My Little Pony-tegneserieblade i legetøjsbutikkerne skærpe nye læseres appetit på tegneseriemediet?

Skal My Little Pony-tegneserieblade i legetøjsbutikkerne skærpe nye læseres appetit på tegneseriemediet?

Blandt trådens mange og passionerede indlæg for og imod konceptet, My Little Pony generelt og hvad der ellers ryger ind i sådan en tråd undervejs, dukker der også argumenter op om, at sådan en udgivelse kan ” sprede noget tegneserieinteresse hos de yngste” og ”fange børnenes interesse og introducere dem for tegneseriemediet”.

Det er citater funderet i en tanke om, at vi som tegneserielæsere, forlæggere og udøvere skal lokke nye læsere til tegneserien – voksne som børn. Til tider synes argumentet at være, at noget mindre godt kan lokke nye læsere til noget bedre, som at en billig cheeseburger kan give nye kødspisere appetit på en ordentlig bøf. På andre tidspunkter følger argumenterne den filosofi, at rigtig gode tegneserier kan lokke nye læsere til at læse flere af slagsen – fordi et vellykket gourmetmåltid giver appetit på mere af det samme.

Jeg har selv tidligere argumenteret for begge dele i andre sammenhænge – for som tegneserieelskere har vi nærmest en forpligtigelse til at lokke folk til at læse tegneserier. Jeg tænker nu, at jeg måske har taget fejl.

Er Ping Prisen ikke blot et udtryk for branchens forelskelse i sin eget medie?

Er Ping Prisen ikke blot et udtryk for branchens forelskelse i sin eget medie?

Som tegneseriebranche er vi naturligvis optaget af tegneseriemediet – som forretning, udtryksform, fortælling. Ja ligefrem som kunstform når de intellektuelle bølger går højt. Der er en forståelse af, at vi som udgivere, skabere og formidlere sidder og forvalter et helt unikt medie, som verden alt for ofte har til gode at opdage.

Vi snakker om det at læse tegneserier som en kvalitet i sig selv. Vi elsker selve tegneserien som form og medie. Vi har prisuddeling, messer og udstillinger, og på trods af både fejder og årelange nag er vi alle forelskede i tegneserien.

Guderne skal vide, at jeg selv er forelsket. I en sådan grad at jeg har læst overvældende mange tegneserier, hvor selve historien på ingen måde ville have haft en chance hos mig i form af film, bøger eller teater. Men jeg elsker formen, virkemidlerne og universet mellem rammerne. Det er en kærlighed, der har fået mig til at stå gudsjammerligt kedelige historier igennem, fordi formen har interesseret mig.

Asterios Polyp er en fantastisk oplevelse, men også en historie undertegnede aldrig ville have fattet interesse for som film eller bog

Asterios Polyp er en fantastisk oplevelse, men også en historie undertegnede aldrig ville have fattet interesse for som film eller bog

Men der er en eller anden mislyd, som nager mig – noget der ikke helt stemmer. Jeg har ikke længere lyst til at forføre nye læsere blot til formen. Jeg har ikke behov for at lokke folk til at læse tegneserier – der er ikke nogen tegneserieinteresse, som død og pine skal tændes i mine egne børn.

Det er lige her, jeg så gerne ville hamre en støvleklædt fod i jorden og sætte hårdt mod hårdt med en knivskarp holdning. Den slags der er provokerende, skaber debat og ligefrem resulterer i private skænderier på Facebook. Men jeg har mere en fornemmelse end noget skarpt at byde ind med.

Det er en fornemmelse af, at vi som branche ikke skal bruge så meget energi på at være forelsket i formen. Vi skal ikke bekymre os om at lokke folk til at læse tegneserier. Det er ikke interessant i sig selv at få nye folk til at læse tegneserier, blot fordi det netop er tegneserier. Det er ikke derfor, de skal læse tegneserier.

Hårdt trukket op, så er det jo ikke forfærdeligt, hvis folk ikke længere læser tegneserier – medieformer blomstrer op og forgår. Eller i tegneseriens tilfælde forvandler sig fra et massemedie til en knap rentabel niche. Det rædsomme ville være, hvis interessen for gode historier og oplevelser forsvandt.

Det er det, vi skal bruge energien på – at lave gode historier og levere gode oplevelser. Vi skal sætte pris på, at nye læsere vælger en tegneserie ikke på grund af selve formen men oplevelsen. De vælger at læse for eksempel Min Fjerne Barndomsby fordi den har den helt rette kombination af form og indhold i forhold til, hvad de som læsere søger.

Og så skal vi samtidig respektere, at den nye læser netop ikke valgte at læse udgivelsen, fordi det var en tegneserie – det er ikke en ny discipel, de elsker ikke formen og vender måske kun tilbage til tegneserien, hvis den rette oplevelse igen viser sig på hylderne.

Jeg er derfor færdig med at ville lokke nye læseren til tegneserien for selve formens skyld – men jeg vil til enhver tid gerne introducere folk til nye historier og oplevelser, som så fungerer bedst i striber og talebobler.