Tegneseriekultureliten og det tavse flertal

Tegneseriekultureliten. Der er to ting, du med fordel kan gøre med dette ord. Tag det i munden, og smag på det, som var ordet en god skotsk whisky. Gerne en røget en af den slags, der får hårene i næsen til at skrige en lille smule i både rædsel og nydelse. Du kan også bare gentage ordet igen og igen og igen, indtil det opløses på stemmebåndet.

Uanset hvilket måde du vælger at gå til ordet på, er det muligt, at du når frem til den samme fornemmelse af Tegneseriekultureliten som jeg: At det er en helt igennem imponerende tåbelig klat udflåd af dansk retstavning.

Alligevel er det et koncept, som i løbet af april måned stak snuden frem i et par af de mere underholdende og udmattende debatter, jeg har nået at følge med i på henholdsvis Facebook og på Nummer9.dk.

Er Chris Wares 'Building Stories' nominering til en Pingpris samtidig udtryk for, at en tegneseriekulturelite sætter dagsordenen for tegneserier i Danmark?

Er Chris Wares ‘Building Stories’ nominering til en Pingpris samtidig udtryk for, at en tegneseriekulturelite sætter dagsordenen for tegneserier i Danmark?

I Facebook-gruppen Tegneseriefans dukkede der den 30. april dette debatoplæg op fra gruppens stifter, tidligere tegneserieformidler og galleriejer Peter Hartung:

“Er der andre end mig, der er irriteret over, at der blandt kultureliten synes at brede sig en holdning om, at man SKAL mene, at følgende serieskaber er de bedste og de eneste rigtige: Art Spiegelman, Seth, Daniel Clowes, Chris Ware og Charles Burns? Jeg holder skam også meget af dem, men synes bare, at de samlet set peger i én retning for mediet, hvor design er vigtigere end indhold. Jeg kan således slet ikke følge begejstringen for Chris Ware’s “Building Stories”, hvor designet helt har overtaget styringen – og lader den forvirrede læser i stikken. Jeg har skam også personlige favoritter med i denne flok, men jeg er meget, meget glad for, at de ikke alene skal sikre tegneserien en fremtid. Hurra for mangfoldigheden – og for alle os, der OGSÅ er til tegneseriens klassikere, superhelte, avisstriber, europæiske albumserier og meget, meget andet. Jeg er også kritisk over for idealiseringen af udtrykket “Graphic novel”, som jo i bund og grund bare er en lang, episk tegneserie. Fint nok, hvis det kan sælge flere bøger, men jeg hopper ikke på den vogn, at det bliver hverken bedre eller finere, fordi det hedder noget andet.”

Det virker, som om denne kulturelite i Hartungs optik har en meget ensidig smag, men også har holdninger, der skal tages stilling til. Det kræver så et par ekstra indlæg i tråden, før der falder et svar på, hvem tegneseriekultureliten egentlig er:

“Anmeldere generelt, tegneserierådet, Ping Pris komiteen…synes farvet af den samme holdning som den, jeg refererer. Og nu skal du ikke begynde at lægge mig ord i munden. Jeg stopper her,” skriver Hartung. Og bare rolig, han stopper ikke – han er til stede i trådens, i skrivende øjeblik, 56 indlæg.

Specielt interessant bliver det da forlægger Steffen Rayburn-Maarup (som jævnfør overstående definition af eliten må siges at være en del af den?), senere i tråden og ganske konkret spørger: “Men hvor er de mennesker, der tager afstand fra “den klassiske spændingsserie, humorstrips, etc.”? Jeg kender ikke selv nogen.”

Her svarer Peter Hartung: “Jeg kender nogen, men gider ikke starte en krig ved at sætte navne på. Lad mig bare sige, at jo, de er der.”

Det er kongeargumentet, den ukronede kejser i alle debatter, den næsten uangribelige påstand om at kende nogen, der synes det samme som én selv, men som af den ene eller anden grund ikke kan stå frem. Med et skabes der den der fornemmelse af, at debattøren muligvis ikke står alene på sin sæbekasse, men har et hav af ansigtsløse meningsfæller bag sig.

Det interessante ved debatten på Facebook er, at den på rigtigt mange måder spejler den debat, der opstod på Nummer9.dk i kølvandet på en ellers ikke specielt opsigtsvækkende nyhed om Dansk Tegneserieråds hvidbog for 2012.

Tegneserieskaber og arrangør af tegneseriefestivalen Art Bubble Lars Jakobsen går med let vaklende retorik i rette med hvidbogen med dette indlæg:

“Taget i betragtning af mangler og fejl i bogen kan man vist trække argumenterne hen hvor de passer bedst. Jeg tror ikke CComics flytter mere end andet. Men jeg støtter klart initiativet – men få nu rettet den hvidbog – og lad være med at konkludere på løse og ufuldstændige oplysninger. Eller drop den.”

Og han har ret. Hvidbogen har en række fejl, mangler og smuttere – det er, hvad der kan ske, når arbejdet udføres på frivillig basis. Det har derfor heller ikke været nogen hemmelighed, at Dansk Tegneserieråd gerne vil have hjælp med de praktiske opgaver. Reaktionen på den udmelding fra manden, som ellers i andre debatter igen og igen har slået på, at vi skal stå sammen i den her lille branche, lyder således:

Er det kulturelitært at sætte spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er et kvalitetsstempel at have mange læsere?

Er det kulturelitært at sætte spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er et kvalitetsstempel at have mange læsere?

“Det er da ikke mig der skal lave bogen. Så har de 15 mennesker ikke gjort deres arbejde ordentligt. Det var da skræmmende at høre! Men det bliver jo useriøst når der mangler alle tegneserierne fra ugebladene. Min egen Ganske vist kører i Familiejournalen der har et oplag på næsten 200.000. samt Nikolines serie – vi har begge temlig mange læsere på vores serier. Min serie har kørt nu i 18 år i Allers blade. Slap nu af med de angreb hver gang man antyder en fejl fra tegneserierådets side. Man kan da ikke lave konklutioner på et ufuldstændigt grundlag.”

Og så er det, at startskuddet lyder for en debat om Dansk Tegneserieråd, som netop på samme måde som debatten på Facebook kredser omkring tegneseriekultureliten, og “jeg kender nogen, der kender nogen”-argumentet.

Henrik Rehr skriver blandt andet: “Samtidig er du (Carsten Søndergaard) forhåbentligt også klar over at der er en indre kerne i DTR, der ikke, som du siger, er interesseret i at få tegneserien til at blomstre, men som primært promoverer en bestemt del af tegneserien, også når det kommer til danske serier.” … og … ” Lad mig bare slutte med at sige det her: Dansk Tegneserieråd fremstiller sig som repræsenterende tegneserien i Danmark, men der er mange i branchen, der ikke føler, at det er tilfældet. Tværtimod synes de DTR er en lukket mafia, der prøver at tilrane sig inflydelse under falske forudsætninger.”

Han får opbakning af Kim Lyn Larsen, som skriver: “Jeg har snakket med flere som ikke anerkender DTRs præmis, men som simpelthen ikke tør ytre sig, da det danske tegneseriemiljø er så lille som det er, og de helst ikke vil “blive uvenner” med nogen…”

Og hele “jeg kender nogen, der kender nogen”-argumentet topper, da Henrik Rehr i debatten gør opmærksom på, at han er nødt til at sende Peter Kielland en privat mail, der bedre belyser argumenterne, men som Rehr ikke mener er til offentlig brug.

Det er på dette tidspunkt i debatten, at der på passende vis kunne tilsættes musik fra Benny Hill Showet, mens tegneserieeliten (som altså muligvis er det samme som Dansk Tegneserieråd) flygter gennem skove af Anders And-blade tæt forfulgt af en horde af ansigtsløse meningsfæller. Debatten er med andre ord på én gang umådeligt dum, tragisk og lidt sjov.

Nu er jeg ikke klar over, om jeg selv er en del af denne tegneseriekulturelite, som muligvis ikke vil tegneserien det bedste. Men jeg ved, at jeg ikke er en del af de ansigtsløse meningsfæller bag Hartung, Rehr, Jakobsen eller Larsen, og jeg har heller ikke brug for at gå til en debat bevæbnet med “jeg kender nogen, der mener det samme som mig”-argumentet.

Så bare for at aftegne nogle klare linjer, så er her, hvad jeg mener, så kort og kontant som jeg kan udtrykke det:

– Dansk Tegneserieråd er en demokratisk forening helt efter bogen, og alle, der har lyst til at gøre en indsats, kan få indflydelse på rådets arbejde. I mine øjne er rådet en interesseorganisation, som med fordel kan agere den vægtstang, der vitterligt kan flytte meget store projekter på plads for tegneserien som helhed. Det er et arbejde, som jeg gerne støtter op om, også selvom det ikke direkte forplanter sig ned i min bankkonto.

– Ja, det er mere interessant som formidler at skrive om fx Chris Ware end stribeserien Ganske Vist. I udgangspunktet har det ikke noget at gøre med, om den ene serie er bedre end den anden (omend det i det konkrete tilfælde forholder sig sådan). Det er den gode historie, som jeg ønsker at formidle – det har intet med at være elitær at gøre.

– At Henrik Rehr og Thomas Thorhauge har et eller andet mærkværdigt indbyrdes forhold er vist ingen hemmelighed, blot er det ærgerligt, at det til tider står i vejen for den konstruktive debat.

Tegneseriemediet har godt af at blive udfordret rent kunstnerisk – men ligesom det ikke er alle tegneserier, der er kunst, er det ikke al kunst, der er tegneserier, heller ikke selvom de ligner.

Tegneseriemediet har godt af at blive udfordret rent kunstnerisk – men ligesom det ikke er alle tegneserier, der er kunst, er det ikke al kunst, der er tegneserier, heller ikke selvom de ligner.

– Ja, der er en række tegneserier udgivet i fx Aben Malers Dokument eller i Matthias Wivels redigerede Kolor Klimax, der er så meget KÅNST, at det er til at kaste op over. Men det er ikke udtryk for nogen tendens i mediet, andet end at der åbenbart ikke er nogen forlæggere eller redaktører med smag for det mere traditionelle eller konventionelle med samme gennemslagskraft rent pr-mæssigt.

– Blot fordi en tegneseriestribe har over 200.000 læsere, er ikke det samme, som at det er en god tegneserie. Det er fluer på en lort-argumentet.

– Jo, jeg respekterer Lars Jakobsen for store dele af hans indsats for tegneserier, men jeg synes fortsat, at Art Bubble er et provinsielt halbal, og at han alt for ofte er ufatteligt ukonkret i sine tirader.

– Nej, jeg mener ikke, at der er en tegneseriekulturelite, en hemmelig mafia eller andre konspiratoriske forsamlinger i den danske tegneserieverden.

– Og ja, jeg er på Copenhagen Comics – villig til at uddybe mine synspunkter, tage en sund debat eller bare drikke en enkelt øl eller to.

29 tanker om "Tegneseriekultureliten og det tavse flertal"

  1. Hej Thomas!
    Jeg takker for interessen for mit debatindlæg på Facebook. Og ønsker bestemt ikke at starte en ny krig på ord.
    Lad mig bare spørge dig: Hvad gør man, hvis man modtager en lang række støtteerklæringer og lange private beskeder fra folk, der er bange for denne kulturelite? Hvad gør man, hvis de understreger, at de ikke kan skrive om det i en offentlig tråd, fordi de er bange for konsekvenserne?
    Jeg har fået mails fra folk, der næsten har fået deres liv og karriere ødelagt af de mennesker, jeg kritiserer. Men de tør ikke tage kampen op – for alle er jo afhængige af de mennesker, der både gør sig til dommere over andres værker og er med til at uddele priser. Jeg må sige, at jeg kun er blevet bestyrket i min foragt for de mennesker, vi taler om her. Jeg ramte i dén grad plet med min kritik, og nej, du får mig ikke til at sætte navne på.
    Jeg er i princippet også ked af, at en masse mennesker ikke tør stå frem med deres kritik – men så må jeg jo stå alene. Jeg har ikke brug for kulturelitens omklamring, så jeg klarer mig fint uden dem.
    Ikke én af dem har fundet det umagen værd at skrive om mit tegneseriegalleri i deres medier. Selv om det er en rigtig lille succeshistorie. Al omtale i medierne har været skrevet af journalister uden for miljøet. Det er da mærkværdigt – men slet ikke baggrunden for mit debatindlæg. Bare endnu et tegn på, at det er en lille flok mennesker, der tager patent på den rigtige mening – og som loyalt slutter op om hinanden, når der er kritik. Som du gør nu. Det vidste jeg, at du ville – som du gjorde det, sidst jeg var i offensiven. Eliten skal nok klappe dig på ryggen og give dig en hundekiks.

  2. “Dansk Tegneserieråd er en demokratisk forening helt efter bogen, og alle, der har lyst til at gøre en indsats, kan få indflydelse på rådets arbejde.”

    Nemlig! Jeg er helt enig. Og med dét in mente, kan alle der er utilfreds med vores nuværende regering melde sig ind hos Socialdemokraterne og derved få indflydelse, istedet for at gå og brokke sig. Her er et direkte link: http://www.socialdemokraterne.dk/default.aspx?func=blockpage.view&id=717178

  3. Come to the dark side – we have cookies…
    Nej, spøg til side, for det er jo alvor, hvis der er “folk” derude, som føler deres liv, karriere truet eller ligefrem ødelagt. Men det er også meget stor magt at tillægge en såkaldt kulturelite, som i min optik vitterlig ikke eksisterer og derfor heller ikke har noget, der bare ligner magt (er der overhovedet nogen der har det i denne verden af striber og bobler)… derimod eksisterer der en eklatant mangel på kommunikation og en udbredt dyrkelse af misforståelser.
    Der er ikke nogen i den danske tegneserieverden, som man som fan, udøver, udgiver, formidler eller hvad som helst andet, bør være bange for. Det er simpelthen for dumt.
    PS: Jeg foretrækker at respons på mit blogindlæg falder i denne tråd, og ikke dukker op som private facebook-beskeder eller mails.

  4. “PS: Jeg foretrækker at respons på mit blogindlæg falder i denne tråd, og ikke dukker op som private facebook-beskeder eller mails.”

    Hmmm… hentyder du til at “der er nogen” der skulle have skrevet til dig privat? Kan vi SÅ få nogle navne på bordet!!!

  5. Peter Hartung skrev privat… og som jeg skrev til ham, så “gider jeg ikke det her hviske tiske tøsepis,” da det jo netop er kilden til de alt for mange misforståelser i branchen.

  6. Jeg kan kun sige, at når jeg skriver til Thomas privat – så er det tiltænkt ham privat og ikke listen. Vi har kendt hinanden i mange år. Ja, jeg blev både vred og skuffet over at se mine løsrevne bemærkninger fra Facebook fremlagt uden for sammenhæng – og at blive beskyldt for at lyve. Det var stærk kost – og affødte nogle hårde ord, jeg beklager. Jeg bad efterfølgende Thomas om at slette mit indlæg, hvad han nægter. Jeg er ked af det, fordi jeg kan mærke, at debatten fra start er ubehagelig, og at jeg selv er såret. Jeg vil ikke sætte personlige venskaber på spil – så jeg har besluttet at forlade denne debat for bestandigt. Se venligst bort fra alt, jeg har skrevet i den oprindelige tråd og her. Jeg står foran meget store helbredsmæssige udfordringer – en hjerteoperation i morgen – og er ikke online de kommende dage. Når jeg vender hjem, skal jeg have ro omkring mig. Jeg beder om, at man ikke tager udgangspunkt i noget, jeg hermed trækker tilbage. Den her kamp er ikke de personlige omkostninger værd. Det er bare ord. Intet, der virkelig betyder noget.

  7. Jeg vil give dig ret i, at der er en del sure rønnebær og to dele paranoia i nogle af ovenstående argumenter mod DTS mv. Men der er da et vist personsammenfald/ overvægt af folk, der tilsyneladende hylder det alternative fremfor mainstream. Og da de alle er højt begavede og veluddannede, vil de sikkert kunne argumentere skudsikkert for deres smag. Jeg hilser personligt denne kulturelite-trend velkommen, fordi dansk tegneserie i årtier har været domineret af en ret firseragtig mainstream rettet mod børnebibliotekarer. Kejserens soldater. Nu svinger pendulet så den anden vej, og folk man aldrig har hørt om og som tegner – well, nu prøver jeg at være diplomatisk – mere naivistisk og arthouse end vi er vant til herhjemme, bliver rost til skyerne af anmeldere og prisuddelere.

    Jeg tror det er sundt at vi udvider paletten for hvad tegneserien kan. men det kan da godt være vi skal ryste posen lidt. Ellers vinder jeg jo aldrig en Ping pris!

    Jeg har stor respekt for dem der bruger tid og kræfter på at udbrede kendskabet til tegneserier herhjemme. At vi ikke deler smag hele vejen, det må jeg jo så leve med. Ellers kunne jeg selv melde mig under fanerne.

  8. “Jeg har fået mails fra folk, der næsten har fået deres liv og karriere ødelagt af de mennesker, jeg kritiserer.” – skriver Peter Hartung.

    For mig lyder det som galoperende paranoia. Jeg ved ikke, hvem Hartung sigter på, og som han sådan foragter. Men jeg tvivler på, at nogen har forsøgt at ødelægge andre tegneres liv og karriere. Vi er altså langt ude her.

  9. Når man sidder i bestyrelsen i DTR, men ikke er sovset ind i alle de der personfejder, er det VILDT at sidde alene i Århus med sin gnaldede uelitære bunke tegneserier og opdage, at man har væltet folks karriereliv og alting.

  10. Jeg må også tilstå, at det er virkelig hård kost.

    Lad mig med det samme sige, at jeg føler med Peter Hartungs situation, jeg håber din operation går godt, og at du snart er fit igen :). Men på en eller anden måde er det meget svært at affinde sig med at en række meget alvorlige påstande smides i hovedet på nogle unavngivne mennesker, AF nogle unavngivne mennesker, og så forlade diskussionen. Det er meget trist, og jeg beklager det.

    Jeg har i al min tid i Tegneserierådet forsøgt at undgå de her debatter, fordi de simpelthen ikke fører noget godt med sig. Onlinedebat har oddsene mod sig, og får tit aggressioner frem, som ville være afløst af smil og fremkommelighed, hvis diskussionen blev ført over en kop kaffe :).

    Jeg vil derfor bare helt enkelt fastslå et par ting: jeg fornemmer, der generelt er en stor overvurdering af Tegneserierådets eller Nummer9s magt og indflydelse. Tegneserierådet beskæftiger sig, som det klart er fremgået den seneste tid, med opbygge institutioner, der forstærker tegneserien i al sin bredde og vælde (det kan uddybes, men tegneserieuddannelsen i Viborg vil næppe kunne beskyldes for at være “elitær”).

    Nummer9 har hverken mere eller mindre magt end lignende organer, der beskæftiger sig med en given kultur. Jeg tror ikke Nummer9s anmeldelser hverken booster eller mindsker salget af en given udgivelse, men ved det ikke med sikkerhed.

    Når alt kommer til alt går det meget, meget dårligt med den kommercielle tegneseriekultur i Danmark. Meget få bøger sælger godt, og selv en succeshistorie som Maren Uthaug er jo lysår fra den første Valhallas førsteoplag. Det er trist for alle, uanset om man laver smalle eller brede tegneserier, og noget alle må kæmpe med og for. Jeg tror der er mange skuffelser rundt omkring (jeg er da personligt ofte blevet skuffet, når ting jeg har gjort mig afsindigt umage med og lagt mange timers arbejde i, ikke flyver over disken, helt klart), og måske tror nogen, at græsset er grønnere på den anden side. Det er det selvklart ikke.

    Jeg vil utroligt gerne vide, hvilke mennesker, det er, som føler sig trådt under fode af den påståede “tegneseriekulturelite”. Det får jeg så ikke at vide, og derfor kommer der ingen diskussion, hjælp, lydhørhed, løsninger eller – fred. Det er meget frustrerende.

    Det, som Tegneserierådet, Nummer9, Copenhagen Comics og Pingprisen i virkeligheden er, er en håndfuld individer, der er mindre ens end man tror, men som gør noget, som skaber aktivitet, baseret på intet andet end kærlighed og entusiasme. Lars Jacobsen gør det samme, Jan Kjær og Dan Knudsen ditto. Og et par andre, and that’s it.

    Jeg håber at Tegneserierådets aktiviteter og resultater inspirerer folk: “Hov, det KAN lade sig gøre at stable dit og dat på benene, fedt, det vil jeg også” (i en perfekt drømmeverden 🙂 ), men jeg ved hvor hårdt det er at levere systematisk, frivilligt arbejde ved siden af fuldtidsarbejde og familie. Jeg bebrejder ingen, at de ikke laver frivilligt arbejde, men jeg vil meget gerne demonstrere, at det gør en forskel, og at man kan skabe resultater. Det kan alle gøre, når som helst, med eller uden Tegneserieråd, det er bare at gå i gang.

    Til allerallersidst, undskyld det bliver så langt :): jeg må indrømme, at jeg virkelig anfægtes af insinueringen af, at hvis man kan lide Chris Ware, kan man ikke lide klassiske tegneserier. Det er en afsindig påstand, som hvis den så i øvrigt er sigtet i min retning, med et hurtigt blik på min formidlingsvirksomhed kan afmonteres.

    Jeg interesserer mig for kulturprodukter, der engagerer mig. I nogle år har den mere eksperimenterende tegneserie i mine øjne været et meget spændende sted at gå på opdagelse, men når dagen er slut, er der for mit vedkommende meget få tegneserier der måler sig med Hergés, Tezukas og Carl Barks’ bedste. Jeg sidder i dette øjeblik med Jupiter’s Legacy i hånden af Mark Millar, som næppe er elitær tegneseriekunst. Jeg har en samling røvballegags af Cliff Sterrett på vej i posten, og sidst jeg anmeldte art-favoritten Kramers Ergot, fik den i øvrigt kniven.

    Elitepåstanden passer ikke (ikke til mig, i hvert fald), jeg kan roligt, under løgndetektor, sige at jeg har en meget bred smag indenfor tegneserier, og det er jeg glad for, for det giver megen energi og inspiration.

    Anyway, jeg glæder mig til Copenhagen Comics og Pingprisen, overflødighedshorn af positivitet og engagement! Juhu!

    🙂

  11. Jeg tror ikke jeg orker den her debat, men vil bare lige knytte et par hurtige kommentarer. Jeg beklager meget al det her “anonyme vidner” pis, og ville, som Berger, klart foretrække at folk turde sige tingene med åben pande og i et offentligt forum, men det er der desværre al for små-kujoneri og uh-så-vigtige kvart-og-halv-hemmelgheder i den danske tegneseriebranche til at det kan lade sig gøre.

    Derudover har jeg INTET indtryk af at DTR er ude på at ødelægge nogens karriere, rådet har, som Thorhauge rigtigt påpeger, slet ikke indflydelse nok til det, og de problemer, jeg har og har haft med rådet, har aldig haft at gøre med nogen opfattet/ indbildt trussel til min karriere.

    Hyg jer.

  12. Jeg er mest på Peter Hartungs side i denne sag, selvom jeg generelt støtter Dansk Tegneserieråd, og mener de gør et vigtigt og godt stykke arbejde. Efter min opfattelse handler denne sag i sidste ende om personlige præferencer. Disse falder dog typisk i den ene eller den anden af to lejre, og det gælder for både fans og professionelle i både Europa og USA:

    1. Den “kulturelitære”/kontinentale lejr, som hylder “the auteur” først og fremmest; den kunstnerisk ambitiøse, dvælende, fordybende og ukommercielle tegner, som næsten altid også selv skriver sine serier, men hovedsageligt lever for designet; det visuelle udtryk, ofte i avantgardistisk form. Altså den type tegneserie der hovedsageligt er “drevet” af tegningerne.

    2. Den popkulturelle/anglo-amerikanske lejr, som først og fremmest vil læse (typisk action-fyldte) *historier*, og indleve sig i historien via relativt klare og realistiske (i modsætning til avantgardistiske) tegninger, ofte i idealiseret/heroisk stil. Denne lejr er til serier ofte skabt i mere masseproduktionsagtige rammer, og ofte båret af figurer fra store, kommercielle forlag.

    Det er disse definitioner på to hovedgrupperinger som jeg synes at jeg oplever igen og igen, og selvom nogle læsere og professionelle har et ben i begge lejre, så er disse lejre generelt meget modsat rettede. Så meget at de kan være fuldstændig blinde for hinandens argumenter. Jeg ser det især i debatten om Stan Lee og Jack Kirby, hvor lejr nr. 1 (som generelt alligevel ikke gider superhelte, og desuden instinktivt slår ud efter store forlag som er FJENDEN!! – Gary Groth-holdningen) boycotter Marvel og dæmoniserer Stan Lee, fordi de simpelthen mener at Kirbys bidrag til de klassiske Lee/Kirby-serier (f.eks. Fantastic Four) var langt vigtigere end Lees; at Kirby nærmest også selv skrev serierne, og at Lee bare var en snylter. Lejr nr. 2 mener imidlertid at Lees bidrag var supervigtigt for Marvels senere udvikling som handlingsunivers, og kan forstå og sympatisere med Lees stolthed over faktisk at have skrevet (i hvert fald scripted) de tegneserier. Lejr nr. 1 er slet ikke interesseret i superhelte-universer (som jo bare er noget kommercielt lort), så de er ofte ret ligeglade med hvad Lees skrivestil førte til, og tager det derfor slet ikke med i betragtning.

    Som jeg ser det, tilhører de fleste garvede fans, kritikere og serieskabere hovedsageligt det ene eller det andet af disse to miljøer, hvad enten de selv er bevidst om det eller ej. Jeg selv er hovedsageligt i lejr nr. 2, som mange nok vil vide, mens det meste af Dansk Tegneserieråd så vidt jeg ved absolut overvejende er i lejr nr. 1, hvor eksempelvis superhelte for det meste opfattes som underlødigt bras (men jeg ved at der heldigvis også er undtagelser). Det synes jeg er et problem; jeg mener bestemt at der er et massivt og sjældent anerkendt kunstnerisk indhold i mange superhelte-serier, mens jeg også mener at diverse feterede og über-kånstneriske auteur-tegneserier er ligeså kedelige som lunkent opvaskevand. Men selvfølgelig skal der være plads til serier af alle slags, som er meningsfulde for mange forskellige typer mennesker.

    Tilstedeværelsen af et Dansk Tegneserieråd er på alle måder bedre end fraværet af et sådant. At Rådet så hælder stærkt til den ene – kontinentale – side af tegneseriemediet er et misforhold som der måske en dag kan rettes op på. Jeg er bestemt håbefuld. Men som i alle råd og foreninger så bliver indsatsen lagt efter hvad dem, som gør arbejdet, interesserer sig for. Og som i alle råd og foreninger er der intern politik og intriger som f.eks. gør visse holdninger mere korrekte end andre, hvilket selvfølgelig betyder at nogle enkeltindivider nu og da bliver meget alene med deres divergerende holdninger.

    Summa summarum: Sålænge det er lejr nr. 1 der dominerer Dansk Tegneserieråd og sålænge det er dén holdning som har mest kulturel gennemslagskraft i medierne, så, jo, så er der faktisk en slags tendentiøs tegneseriekulturelite som trækker det meste debat og kritik i den kontinentale retning. Skal alle tegneserier helst være ækvivalente med europæisk “slow cinema”, som hovedsageligt finder identitet ved at være i modsætning til anglo-amerikansk action-drama? Det ender efter min mening ofte med at være underligt, forvredent og isolationalistisk. Og dét skal der selvfølgelig også være plads til. Det skal bare ikke udfylde hele pladsen, hele tiden. Det ville følgelig være rart med et større element af lejr nr. 2 i kulturdiskursen.

    Ikke alt hvad der er kommercielt er blottet for passion og intelligens. Joss Whedon om sit manuskript til The Avengers-filmen (baseret på en tegneserie der har kørt i henved 50 år): “This is not soulless material. Every word was from the heart.” 🙂

  13. Kære Tue Sørensen: Husk i dine analyser at forholde dig til fakta 😉

    Dansk tegneserieråds bestyrelse indbefatter blandt andre: Thomas Thorhauge, der elsker amerikansk mainstream, Matthias Wivel, der elsker amerikansk mainstream, Carsten Søndergaard, der i en menneskealder har udgivet og arbejdet med (og dermed vel også holder af?) europæisk mainstream, Rikke Cortsen, der forsker i engelsk/amerikansk mainstream, Mads Bluhm, der elsker amerikansk mainstream, Anders Hjort Jørgensen, der har beskæftiget sig indgående med både amerikansk og europæisk mainstream.

    • Nå, det er jeg da glad for at høre. Synes nu ikke de dele af deres smag kommer særlig meget til udtryk i deres arbejde. Men jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke kender deres smag i detaljer; jeg udtalte mig kun derom ud fra hvad mit overordende indtryk var. Fint nok hvis det er forkert – det kan jo kun glæde mig! 🙂

  14. Tue, fremfor at dele verden ind i sort/hvid kunne det være meget mere spændende at høre, hvad du mener DTR kunne bruges til…

  15. Jeg synes det er påfaldende hvor megen af den kritik som høres som lyder som om den er opstået pågrund af egoistiske motiver: hvorfor er der ingen som skriver om MIG og MINE tegneserier, hvorfor er der ingen som gør noget for lige præcis MIN smag, hvorfor får JEG ingen priser osv osv …

  16. Lars, du rammer vist hovedet på sømmet der! Jeg forstår heller ikke, hvorfor JEG ikke får nogen priser. Men i al min egoisme er jeg alligevel klog nok til at holde min mund. I hvert fald online 🙂

  17. Kan man tænke sig en almen / kulturel anerkendelse af tegneseriemediet uden eksistensen af en ”tegneseriekulturelite”? Jeg tvivler. Så, hurra for tegneseriekultureliten!

    Det betyder efter min mening dog ikke, at kritikken af ”elitens” valg ikke kan eller skal diskuteres. F.eks. er jeg forbløffet over, at Pingprisen 2012 for ”bedste danske debut” blev uddelt for et (i øvrigt absolut udmærket) samleværk med (”klassiske”, figurative) enkelttegninger angiveligt indeholdende ”skæbneanekdoter” (juryens udtalelse i citation, pingprisen.dk). Men spørgsmålet er, om en stak tegninger (evt. med samme tema og stil) i sig selv skaber en tegneserie. Da ikke nødvendigvis! Det, der i dette tilfælde mangler – så vidt jeg kan se – er den nødvendige ”indbyrdes afhængighed” mellem billederne, som er så grundlæggende karakteristisk for tegneseriemediet (læs f.eks. Thierry Groensteen: ”The System of Comics”). Dog, formelt set er tildelingen muligvis i orden, men udelukkende fordi ordet ”tegneserie” ikke bogstaveligt indgår i prisens titel (bør det ikke laves om?). Bør Pingprisen uddeles for noget, som ikke med nogen som helst kendt målestok kan kaldes en tegneserie? Jeg savner en forklaring, for jeg stiller mig ikke tilfreds med juryens ”anekdoter”.

    Muligvis forbavsende for dem, der evt. skulle mene, at jeg repræsenterer et ”tegneseriepoliti”, kan jeg oplyse, at jeg gerne ser en temmelig rummelig forståelse af, hvad tegneserier er. Men jeg er ikke fortaler for en total begrebsmæssig ”afpræcisering”, et røgslør, som bekvemt kan anvendes efter forgodtbefindende. Jeg accepterer, at vi har forskellige grænser, og at de kan flytte sig i takt med teknisk, kunstnerisk og intellektuel udvikling.

    I øvrigt er jeg af bloggens oplæg blevet inspireret til at bemærke, at udtrykket ”graphic novel” godt kunne betegnes som (bare for lige at være med på tonen) en ”klat udflåd” af dansk sprogbetændelse og nationalt mindreværd. Mere nøgternt sagt vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved anvendelsen af ”graphic novel” som dansk. Jeg vil af pladshensyn (jaså?) undlade at gå i detaljer med de åbenlyse udtale-, betydnings- og bøjningsmæssige ulemper, udtrykket har.

    I min optik hænger dyrkelsen af udtrykket ”graphic novel”, sammen med 1) de kollektive, ihærdige, men idiotiske anstrengelser i Danmark og andre lande for at erstatte eget sprog (og ak, identitet) med engelsk / angloamerikansk (beklager, hr. maskingeværssergent!) og 2) den kulturelle brændemærkning af tegneserier, der har fundet sted i hvert fald siden 1950erne. Hvis man som ”tegneseriekulturelitær” anvender udtrykket ”graphic novel”, er det så fordi man ligger under for disse beklagelige kulturelle tendenser?

    Jeg mener, der er gode argumenter FOR at anvende så eksotiske, sært mundrette og let bøjelige udtryk som ”tegneserier”, ”tegneserieroman”, ”grafisk roman” o.lign…

  18. Brok over begrebet “graphic novel” er efterhånden en træt anakronisme, der mest af alt lugter af frustreret fankultur. *Hvad er det store problem?

    Og nej, begrebet er ikke blot et PR-redskab — det repræsenterer faktisk en bevægelse indenfor tegneserien, der har værdi: det er en måde at tænke tegneserier på, der har ført mange gode ting med sig. Ingen siger imidlertid, at en graphic novel automatisk er bedre end andre tegneserier — det er igen et fantasifoster næret af den konservative fankultur.

    For mere om hvordan begrebet kan forstås og bruges positivt, læs Eddie Campbells “Graphic Novel Manifesto”, eller læs hans fremragende graphic novel How to Be an Artist.

  19. Tjaeh, det er jeg mindre optaget af, men spørgsmålet er da klart validt. Mit indlæg var primært møntet på ytringer tidligere i tråden og sådan mere generelt, men var foranlediget af Kenns udmærkede indlæg, som med sin omtale af “den kulturelle brændemærkning af tegneserier” og spørgsmål om “beklagelige kulturelle tendenser” også har en rem af huden.

  20. Tak til Steffen for at ramme plet. Af allerede nævnte grunde – praktiske (betydning, udtale og bøjning) og åndelige (identitet og selvrespekt) – ønsker jeg blot udtrykket ”graphic novel” oversat til dansk, f.eks. til ”grafisk roman”, ”tegneserieroman” eller tilsvarende. Begrebet ”graphic novel” – vel at mærke som engelsk – finder jeg, er nærmest genialt. Men altså, oversæt venligst, tak! Jeg har ikke fankulturelle forbehold.

    Hvis jeg identificerer en ”rem af huden” med en form for higen efter anerkendelse af tegneseriemediet, så erkender jeg mig skyldig. Samme higen eller evt. skamfuldhed på tegneseriemediets vegne synes jeg dog også er at finde i netop Eddie Campbells manifest:

    ”The goal of the graphic novelist is to take the form of the comic book, which has become an embarrassment, and raise it to a more ambitious and meaningful level.” (NB: jeg oversætter ikke fanatisk alt, hvis nogen skulle spørge!)

    Jeg må indrømme, at jeg har et vist ubehag ved at medvirke til at markedsføre udtrykket ”tegneseriekulturelite”. Det er et dejligt langtrækkende, diffust våben, velegnet til at banke nogen i hovedet med, men det er også en spade til at grave grøfter med, der ikke nødvendigvis er brug for. Skal bruges med omtanke, hvis det skal bruges…

  21. Jeg er egentlig også lidt sur på begrebet ”Graphic Novel”. Mest fordi jeg ser det som en af de allerstørste problemer i hele den danske kultur-produktion (simpelthen!) at man lægger sig for meget i halen på den amerikanske. Det er en velkendt debat som dukker op med mellemrum, men det er en kæphest for mig pt, som får mig op af stolen når jeg møder begrebet ”Graphic Novel”. Kort sagt, den effektive amerikanske kultur-eksport (især film og tv-serier) har enorm indflydelse på unge danske talenter indenfor kunst & kultur, men det ofte beskrevne problem er at der simpelthen falder et sprogligt slør ned, som gør det eksotiske amerikanske stærkt appellerende, og derfor er der for eksempel så mange danske musikere der synger på engelsk, hvor de forsøger at slippe af sted med ekstremt banale tekster, som de ALDRIG ville få sig selv til at synge på dansk. Nogle gange ser man danske kunstnere miste overblikket totalt og her bliver indflydelsen så stærk af det bliver direkte pinligt at være vidne til – og her tænker jeg især på store dele af den danske soul & hip hop scene. Dermed standses lovende danske kunstnere i deres udvikling (og alle kender desuden til den belastende facebook-sniksnak, hvor man iblander amerikanske slangord ind i danske sætninger, hvorfor gør vi det!?…. why?! aarggg!). Med en meget stærk amerikanske ”Graphic novel”-scene ses der måske allerede en lille uheldig påvirkning af den ellers fantastisk spændende danske tegneserie-scene herhjemme? Det er bare så uendeligt tiltrækkende at hoppe med på den amerikanske stil og ”tone”. Men spørgsmålet er om man ikke bare ender som en sekunda-kunstner? For mon ikke amerikanerne nok altid vil vedblive med at være bedst til at lave amerikanske kultur-produkter, eller hva? Jeg synes desværre allerede der er en tendens til at man lader danske tegneserier foregår i amerikansk-inspirerede miljøer, og nogle gange savner jeg en begrundelse? Jeg har selv boet i USA og jeg kan fortælle at mange amerikanere selvfølgelig har et naturligt overbærende forhold til deres egen mainstream kultur – præcis ligesom mange danskere elsker at ironisere over drama-serier på DR, som ”Borgen” osv.
    ”Anyway”, ved konsekvent at bruge et dansk ord i stedet for ”Graphic novel” kunne man måske dæmme lidt op for tendensen? Men det er selvfølgelig en balance og som alle andre er jeg selv stor fan af amerikanske musikere, filminstruktører og tegneserie-tegnere (og jeg mener at ”Polyppen” er et mesterværk), men også af mange danske, franske, belgiske, tyske… osv. Så jeg stemmer på ”tegnet-roman”, ”voksen tegneserie”, ”kunst tegneserie”, ”grafisk fortælling” eller indtil videre bare ”tegneserie”…

  22. @ Jacob

    Et par retoriske spørgsmål:

    Hvorfor accepterer vi ’sale’ og kasserer ‘udsalg’?
    Hvorfor siger vi ’soundtrack’ og ikke ‘lydspor’?
    Hvorfor siger vi ’skinny’ og ikke ’slank’?
    Hvorfor siger vi ‘issue’ og ikke ’spørgsmål’?
    (Hvis jeg orkede, kunne jeg blive ved)

    Hvad fortæller vi om os selv, når vi foretager den slags valg? – Ombytter dansk med angloamerikansk – som om vi fik mængderabat!

  23. Sprog har altid indoptaget elementer fra andre sprog — det er sådan sprog dannes og udvikler sig. Jeg synes også at alle anglicismerne i dagens dansk er grimme og ofte dumme, men jeg anser det ikke for en trussel mod noget vitalt.

    Jeg kan heller ikke se, at danske, eller europæiske, graphic novels (eller ‘grafiske romaner’) er specielt amerikanske i tilsnit, ej heller at de derfor står tilbage for ‘the real thing’. Kan vi få uddybet den lidt?

  24. @Kenn: Kritikken af “dansk-engelsk” er vi enige i. Og det er jo i øvrigt en kritik der holdes i kogaf pensionerede overlærer i Jyllands Posten 🙂 Det som gør mig allermest gammel-sur er brug af amerikansk slang-udtryk: “whats up?”, “in your face” og “for real” og den slags pis. Hvis man er for gammel til dansk slang, så er man sagomelme også for gammel til amerikansk slang.

    @Matthias: Der er eksempler på aktuelle danske tegneserier, og også tegnefilm, som trækker for meget på det amerikanske, synes jeg. Danske tegneserier er ikke undertrykt af de amerikanske – absolut ikke. Men der er med mellemrum eksempler på inspiration fra “det amerikanske”, som på mig virker som en kunstnerisk blindgyde, som jeg vel egentlig bare gerne ville advare imod.
    Groft sagt, så ser jeg det som dovenskab, når man bare kobler sig på et allerede etableret amerikansk fortælle-univers. Det kan for eksempel være at en dansk tegner eller animator lader en historie udspille sig i et miljø, med arketypiske amerikanske objekter (for eksempel en typisk amerikansk postkasse, bare for at nævne noget), men hvor det lige så godt kunne foregå i et dansk miljø (med en dansk, men selvfølgelig mere “besværlig realistisk”, postkasse). Der er også eksempler hvor jeg synes personerne og fortæller-stemmen virker lovlig inspireret af det amerikanske mainstream manuskript. Værket bliver en slags fiktion oven på en anden fiktion. Jeg tror enhver der har forsøgt at skrive et manuskript, herunder dialog, kender problemet fordi “det amerikanske” er så stærkt i DK. Samme kritik retter jeg mod især dele af dansk film, musik, stand-up, men jeg ser nu også tendens i danske tegneserier. Men jeg vil ikke negativt fremhæve enkelte aktuelle danske tegneserier, så dette bliver lidt en snik-snak fra min side.
    Omvendt kan man måske sige at det er svært overhovedet at finde et dansk kulturprodukt som kan sige sig fri for amerikansk indflydelse, men netop derfor er det ekstra vigtigt at man forholder sig til “det amerikanske” på en reflekteret måde. Nogle kloge hoveder har sagt at den ellers så udskældte globalisering har vist sig at have netop en fragmenterende effekt, og ikke en homogeniserende effekt, på kulturer, fordi man tvinges til at forholde sig til sit udgangspunkt, hvis man vil trænge igennem. Og det er jo fedt! Personligt tror jeg at man skal tage udgangspunkt i det man kender indgående, som for eksempel sig selv, sin familie, sine venner, sit eget sprog, sit miljø, sit land, sit job, sin by, sin uddannelse, sit fag osv, men selvfølgelig meget gerne med eksotiske, humoristiske, dramatiske og gakkede udviklinger. Så skal inspirationen fra den store amerikansk mainstream-kultur nok snige sig ind alligevel. Det kan simpelthen ikke undgås. “Det Amerikanske” er enormt stærkt i Danmark. Jeg savner derfor ikke en yderligere “amerikanisering” af den danske tegneserie, som indførelsen af begrebet “graphic novel” måske kunne medvirke til, i det små, men uden at det skal tolkes som om at jeg er paranoid og ser en national krise, eller som en krigserklæring mod “det amerikanske” eller mod den amerikanske “graphic novel”-genre (som jeg holder meget af). Min pointe er bare at en af utallige faldgrupper er når danske tegnere går for meget i halen på det amerikanske. Og det vil jeg i bedste mening bare gerne advare imod. Men så længe jeg ikke fremhæver danske eksempler, bliver min kritik indrømmet lidt vag. Men jeg synes der er eksempler på det (ligesom der er eksempler på så meget andet man kunne brokke sig over).
    Og så er det er helt fint med mig at kalde et værk af Ware og Burns for en “Graphic Novel”. Men det lyder forkert når belgiske Brecht Evens tegneserier kaldes for “Graphic Novels”. Og som du selv er inde på: En “novel” på engelsk er som bekendt en “roman” på dansk, hvorimod en “short story” er en “novelle” Mange tegneserier, som man kunne finde på at kalde “Graphic novels” er vel strengt taget tættere på at være noveller? Og burde de så ikke navngives “graphic short stories”? “Glimt” af Rikke Bak kalder sig for eksempel for en “tegnet roman”, men umiddelbart er det da nærmere en “tegnet novelle”? (hvilket ikke gør dette gode værk ringere). Og er det overhovedet konstruktivt at bygge videre på en (muligvis forældet og kunstig?) litterær skillelinie mellem en “novelle” og en “roman”? Så hvad med at bruge udtrykket “grafisk fortælling”?
    Nåh, og “Who knows?”, det handler jo bare om at producere noget originalt – på den ene eller anden måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *