Kunsten at måle og veje en tegneserie

Sådan forestillede illustratoren på spilmagasinet PC Player sig, at jeg så ud, når jeg anmeldte spil.

Jeg har skrevet rigtigt mange anmeldelser gennem de seneste godt 23 år – ikke kun af tegneserier, men også af en lang række forskelligartede kulturprodukter og andre produkter. Der kan sagtens inden for samme uge blive skrevet om alt fra løbehjul til konsolspil, film, tegneserier og netværksharddiske.

Jeg har også skrevet rigtigt mange dårlige anmeldelser – forstået på begge måder: Anmeldelser af dårlige produkter, men også rent teknisk dårligt skrevne anmeldelser. De fleste af sidstnævnte ligger heldigvis mange år tilbage og er utilgængelige i elektronisk form.

 

Jeg er således en stor fan af at give alskens produkter karakterer. At måle og veje dem, at bedømme en kunstners blod, sved og tårer med en numerisk værdi. Et koldt og kynisk tal, som på sekunder formidler til læseren, om produktet er værd at bruge tid på eller ej.

Det er hverken en kold eller kynisk måde at tilgå et kunstnerisk produkt på. Så kan puritaneren have lov at sidde med sin klidgrød i en speltsækkestol og mene, at det er en forfladigelse af det kunstneriske værk, og at værket fortjener en langt mere nuanceret formidling. Det er en smuk opfattelse, men lur mig, om ikke alle et eller andet sted i baghovedet alligevel træffer en beslutning om, hvor god hver enkel oplevelse i deres liv er på en skala fra 1 til 10.

Samme person rykker sig nu i den økologiske sækkestol og spilder måske lidt af grøden, mens der hastes videre til argumenterne om, at anmeldelser burde være helt uden karakterer. At det udelukkende burde være anmelderens tekst, der i ren form formidler en vurdering af værket.

Igen en smuk opfattelse. Men dels er der meget få anmeldere, der i ren tekst kan formulere sig klart nok til, at deres vurdering af værket træder fuldstændigt tydeligt frem – guderne skal vide, at jeg sjældent er i stand til det.

Men det er også en fuldstændigt håbløs vej at bevæge sig for et magasin, avis eller lignende medie, der har blot skyggen af kommercielle ambitioner. Læserne ønsker at se karakterer på anmeldelser – det er en konklusion, som jeg dels er nået frem til i kraft af de redaktørjobs, jeg har bestredet, og det er en konklusion, jeg hører kollegaer drage.

Læserne ønsker karakterer, fordi det gør det sjovere at læse anmeldelser. Læseren har ikke nødvendigvis tid til at læse alle anmeldelser , men en høj eller lav karakter giver en vinkel på at læse – er jeg som læser enig med anmelderen, når han roser eller slagter et produkt. Og guderne skal vide, at det er sjovt at læse anmeldelser med lave karakterer – og de er sjove at skrive.

Endelig er der en kommerciel hensyntagen i forhold til producenten eller udgiveren af produktet. De har brug for anmeldelser, der er nemme at citere, og intet er nemmere end at citere et antal stjerner, talebobler, eller hvad man nu bruger som karakterskala.

 

Da Lille Viggo for nylig fik karakteren 2,5 i Nummer 9’s anmeldelse, slog anmelderen samtidig hul i et ellers velfungerende karaktersystem.

Karakterskalaer i sig selv kan være en videnskab – skal værkerne vurderes på en skala fra 1-5 eller fra 1-6. Man kan gå længere med en vurdering fra 1-10 eller virkelig gå amok og bruge procenter. Endelig er der afvigere, som bruger alt fra skolernes karakterer til andre ikke-gennemskuelige skalaer.

Personligt foretrækker jeg at arbejde med 1-5, 1-6 eller 1-10. Procentskalaen er derimod et komplet mareridt at arbejde med, fordi forskellene mellem de enkelte karakterer i skalaen er så små, at det kræver en meget stor redaktionel indsats at sikre, at vurderingerne ikke skøjter rundt på skalaen.

Med det sagt kommer vi til en af mine største aversioner inden for anmeldelser overhovedet – de halve karakterer. Hver gang jeg fx ser et afsnit af Hammerslag på tv, og ejendomsmægleren, der viser en ellers fin bolig frem i det allermørkeste Jylland, bliver spurgt om, hvor huset ligger på en skala fra 1-5, ender jeg med at skrige ad skærmen.

“Mja, det er nok en god treer,” eller “Det er en flot fire-en-halver,” lyder svaret fra den smørlækre ejendomsmægler. Nej, det er ej! Det er en treer eller en firer. Du fik muligheden for at vælge mellem en, to, tre, fire eller fem – der var ikke nogen halve på programmet. Det er fuldstændigt mangel på nosser ikke at kunne vælge en af de fem muligheder, du fik stillet til rådighed.

Jeg har det præcis på samme måde med anmeldere eller redaktører, som begynder at anvende halve karakterer – det er et svaghedstegn, det er som at skrive med en rygrad af kakaomælk, det er pinligt. Tag jer sammen!

Dels er det en ukontrollabel glidebane, for når der først er taget hul på de halve karakterer, hvorfor kan de kvarte af slagsen så ikke også tages i brug? Og på en skala fra 1-5, burde der vel så også dukke en karakter på 5,5 op til de virkelig fremragende værker. Nu lukker festen.

Du har som anmelder en karakterskala. Hvis du er ude af stand til at placere et værk på de hele numeriske værdier, du har fået stillet til rådighed, så find dig venligst noget helt andet at lave.

 

Samtidig skal så lyde en opsang til redaktører generelt. For anmeldere skal holdes i ørerne, og en karakterskala skal holdes ved lige. Den skal plejes og passes på, så dens værdi ikke går tabt i enkelte anmelderes hjerneblødninger af anmeldelser.

Med det mener jeg, at man som redaktør skal udfordre sine anmeldere konstant, og man skal være meget nærig med såvel skalaens laveste som højeste karakterer. En anmelder, der ønsker at give et værk fem stjerner ud af fem mulige, skal stilles stolen for døren, han skal sværge ved sine børn, mor eller sit lem, at værket virkelig er noget af det bedste overhovedet, nogensinde eller siden sidst, karakteren blev brugt.

Det samme skal ske med de lave karakterer. Anmelderen skal virkelig have brækfornemmelserne fremme – der skal være fysisk ubehag forbundet med at røre ved værket, før den laveste karakter skal tages i brug.

 

Inden for tegneserieanmeldelser og i særegen grad rigtigt mange af dem, der dukker op enten her på Nummer 9 eller i STRIP!, er der samtidig en lang række tekniske og sproglige dårlige vaner, som virkelig kan få mit pis i kog.

Man starter ikke en anmeldelse med en komplet historisk gennemgang af en serie og dens skaber. Det er en anmeldelse og ikke en artikel eller afhandling – du skal som anmelder starte teksten med et brag, gå direkte i kødet på værket og finde den vinkel, som gør anmeldelsen interessant at læse. Alt for ofte kan man uden videre slette de første fem til ti linjer i en anmeldelse, uden at der går noget tabt.

Man lægger ikke ud med i en anmeldelse at understrege, at man aldrig har været den store fan af genren, serieskaberen, forlaget, oversætteren, eller hvem man nu ikke er fan af. Læseren er ikke interesseret i at læse en anmeldelse, hvor afsenderen på forhånd har gjort opmærksom på, at han er såvel fordomsfuld som potentielt uvidende om værket, der anmeldes.

Da Nummer 9 anmeldte Kaliber 2 fra forlaget Cool Comics, var anmelderen ikke i stand til at adskille forlag og udgivelse.

Anmeldelsen skal holde øjet på bolden. Det kan godt være, at udgiveren af en serie er et fjols, der ville tjene menneskeheden bedre i en tombola i et omrejsende tivoli. Men medmindre den forlagstekniske håndtering af udgivelsen har direkte indflydelse på dens kunstneriske kvalitet, som hvis dårlig papirkvalitet, pinlig sats, manglende korrekturlæsning, google-oversættelser med videre ellers er kendetegnende for forlagets produkter, så er det anmeldelsen uvedkommende.

Jeg hader, når anmeldere ikke er i stand til at formulere en mening om værket uden at skulle henvise til andre kulturelle produkter: “Tegneserien er lidt som Morbus Gravis møder Anders And med et stænk af Walking Dead.” Ud over at selve denne sætning ikke giver nogen mening … så er denne måde at anmelde på navlebeskuende og  umulig at aflæse, medmindre læseren har præcis de samme referencer som anmelderen. Det er en indavlet måde at skrive på, som i højere grad udelukker læseren end lokker til en ny oplevelse.

Så er der det med de sproglige bagdøre: Det fungerer ikke at bruge vendinger, som at noget er “forholdsvist godt”, “nærmest i orden”, “ganske udmærket” og så videre. Det er sproglige bagdøre, som blot vidner om, at anmelderen ikke tør at stå ved det skrevne. Når noget er ganske fint tegnet, så er det jo ingenting overhovedet – holdningen hænger i en elastik, og anmelderen har alle muligheder for at trække i land i såvel positiv som negativ retning.

Endelig har alt for mange anmeldere en tendens til at tænke i skabeloner – som om de ikke er kommet meget videre end tekstanalysen i folkeskolen. Det er godt at have en skabelon på rygraden, men den skal ikke træde tydeligt frem i en anmeldelse. Her skal man gå til biddet og kun fokusere på de ting, det er vigtigt at mene noget om. Man skal ikke trække læseren gennem et langt referat af historien (nogensinde), hvis det interessante i værket ligger et helt andet sted.

Og det er en misforståelse at tro, at alle værker fortjener samme mængder af tekst i en anmeldelse. Der skal ikke mere end 100 ord til at skrive en anmeldelse af ethvert værk!

 

Det vidner om integritet, da anmelderen valgte kun at give Stella en taleboble i STRIP! nr. 57 på trods af, at magasinets redaktør og Stellas forlægger er en og samme person.

Det at være anmelder er at stille sig op og sige til sig selv og omverdenen: Min mening om dette værk er værd at læse. Det kræver en vis arrogance at anmelde, hvilket ikke skal forveksles med respektløshed. Det kræver nosser til at kalde lort for puha og kunst for fremragende. Det kræver en integritet, så man som anmelder er parat til at slagte gode venner og bekendtes udgivelser og værker – ellers har man heller ikke mulighed for også at hylde dem.

En god anmeldelse behøver læseren slet ikke at være enig i, men læseren skal kunne forholde sig til den og spejle sig i den. Det er svært at skrive gode anmeldelser – jeg ved det, for jeg øver mig konstant.

23 tanker om "Kunsten at måle og veje en tegneserie"

  1. Enig i mange (ikke alle) ting, men i modsætning til dig vil jeg – ofte – meget gerne have, at anmelderen henviser til andre kulturelle produkter. Intet opstår i et vakuum, og det er tit relevant at henvise til lignende værker, enten for at pege på nogle inspirationskilder eller for med få ord at beskrive, hvilken type værk vi taler om. Hvis læseren nu synes, at anmeldelsen af en Adrian Tomine-tegneserie lyder svært som noget, Daniel Clowes kunne have skrevet, er det oplagt, at anmelderen påpeger den forbindelse (uden DC, ingen AT).

    ‘“Tegneserien er lidt som Morbus Gravis møder Anders And med et stænk af Walking Dead.” Ud over at selve denne sætning ikke giver nogen mening … så er denne måde at anmelde på navlebeskuende og umulig at aflæse, medmindre læseren har præcis de samme referencer som anmelderen. Det er en indavlet måde at skrive på, som i højere grad udelukker læseren end lokker til en ny oplevelse.’
    Stråmandsargument! Det er naturligvis en forvrøvlet reference, som ikke hjælper nogen. Men hellere sætte værket ind i en større sammenhæng end være bange for at skræmme læseren væk med uha, referencer til den øvrige kultur!

  2. @Christian: Men det er jo det, der er kvaliteten ved Berger. Han TØR være gammel og sur. Og har turdet være det, lige siden han var sytten.

    Bonusinfo: Når jeg indtaster “Thomas Berger” oppe i mit Google-søgefelt, er det første, Google foreslår: “Thomas Berger meeting evil” 🙂

  3. Nu hvor vi er ved en “kritik af kritikken”: der er generelt for lidt kvalificeret snak om det rent tegne-tekniske i anmeldelser af tegneserier. Det behøver selvfølgelig ikke være med hver gang, men det kunne være sjovt hvis anmelderne gik lidt i dybden med hvordan værket rent teknisk er lavet, og hvor styrkerne og svagheder opstår i billederne?

  4. Enig, og ikke bare mht. det tekniske, men også det æstetiske og narrative f. eks. Det er et generelt problem i tegneseriekritik, at der fokuseres ret entydigt på “historien” og evt. “personkarakteristikken”, men ikke hvorledes disse gestaltes visuelt. Det er sådan set også et problem indenfor filmkritikken.

    Hov, det var vist en kæphest, der red forbi der.

  5. Sjældent har jeg læst en tegneserieartikel så opfyldt af maskulin potens og krigerretorik. På Nummer9’s forside lyder rubrikken ”det kræver nosser at ….” og i brødteksten kan man læse at en anmelder skal sværge ”ved sine børn, mor eller sit lem”.
    Præmissen for klummen er, at man skal turde give tegneserier karakter i hele nummeriske værdier, og hvis ikke man tør, er man en puritaner der spiser klidgrød (Thomas Berger må have overset at grød er højeste mode pt.) i en speltsækkestol, nej hov, en økologisk sækkestol.
    Ifl. Berger må man som anmelder ikke sprogligt nuancere. Enten er det godt (5 stjerner) eller også er det dårligt (1 stjerne). Sagen er blot, at langt de fleste udgivelser ligger og roder rundt i midterfeltet. Og ja det er langt sværere at skrive spændende og fængende om dem, end om ekstremerne, men det er ret beset journalistens problem, ikke kunstens.
    ”Det kræver nosser til at kalde lort for puha og kunst for fremragende.” Jeg må indrømme, at jeg som anmelder sjældent føler mig som elitesoldat udsendt til Afghanistan, når jeg kaster mig ud i værdidommene ‘puha’ eller ‘fremragende’. Berger ved jo udmærket, at det er meget sjovere og til dels nemmere at skrive anmeldelser af dårlige værker.

    Som underviser har jeg været med til at eksaminere mange studerende. Noget der ligesom anmelderi involverer karaktergivning. Karakterer gives af hensyn til systemet. Det er de færreste undervisere der vil hævde, at karakterer giver et fuldstændigt retvisende billede af den studerende.
    Påstanden om karakters nødvendighed afspejler en kvantificeringslogik, som ser bort fra anmelderi som litteraturkritik. Jeg anerkender, at det kan være brugbart at anvende tal, når man anmelder, men jeg forveksler ikke tallet med selve værket. Med fare for at lyde som en krydsning mellem Adorno og Naomi Klein, finder jeg det symptomatisk, at Berger konsekvent betegner tegneserien som et produkt. Køb og salg, that’s all there is to it. Selvfølgelig er en tegneserie en vare, men tegneserier handler også om oplevelser og erkendelser og de rummes vanskeligt i nummeriske værdier.

  6. @ Marianne: Jeg skriver intet sted at man ikke må nuancere sprogligt… Jeg skriver blot, at man skal være varsom med at bruge en karakterskalas yderpunkter, og dermed antyder jeg jo netop, at de fleste tegneserier befinder sig i midterfeltet – feltet hvor det netop er mest udfordrende at skrive en god anmeldelse …

  7. Pingback: Berger hader halve stjerner

  8. Jeg skabte – samen med to kammerater – og skrev en gang for et website om hiphopkulturen. Vi syntes at det der med karakterer var utroligt svært og drøftede længe karakterskala og endte med den nedenfor skitserede. den var ikke perfekt, men vi var glade for den, dens halve karakterer til trods. Vi var meget unge den gang 🙂

    1:Elendigt. Intet mindre
    1½: Ringe. Meget få lyspunkter
    2: Tålelig. Men heller ikke mere end det
    2½: Under middel. Men med enkelte gode tiltag
    3: Middelgod. Gennemsnitlig præstation
    3½: Over middel, men med visse mangler
    4: En opløftende oplevelse med enkelte brillante indslag
    4½: Fremragende præstation, der nærmer sig storhed
    5: Urørlig dopeness. Mere kan man ikke forlange!

  9. Hvorfor tager i ikke bare springet og indfører et karaktersystem hvor fra et til ni. hvor et ‘nr.9′ er det højste.
    Så slipper pedanterne for de halve karaktere og de følsomme får et mere nuanceret karaktersystem. Samt nr.9’s redaktion kan udbygge sitets brand. triple-win!

  10. Jeg er enig med Steffen i, at sammenligninger med andre værker ikke nødvendigvis er et onde. Selvom det kan være rigtigt nok, at det lidt for ofte bliver en fattig substitut for en tilbundsgående beskrivelse af det anmeldte.

    Jeg vil også hævde, at der findes en del undtagelser til reglen om ikke at indlede en anmeldelse med at beskrive værkets kontekst – nu og da er konteksten faktisk det mest interessante. Et ekstremt eksempel: Tidligere på året udgav Fantagraphics sydstatsforfatteren Flannery O’Connors angiveligt ganske ubehjælpelige “cartoons” – ungdomsværker, som er interessante i kraft af O’Connors senere produktion, men ellers nærmest ikke. En anmeldelse af dem bliver nødt til at starte med noget, der ligner “en komplet historisk gennemgang” for overhovedet at give mening.

    Og med hensyn til nosserne, så har jeg som rockanmelder været millimeter fra at få en gedigen øretæve, ligesom jeg har modtaget truende telefonopkald, en hel del vrisne mails og et utal af tilsvininger i kommentarfelter. At være anmelder kræver, at man ikke tænker alt for dybt over konsekvenserne af éns meningstilkendegivelser, men ligefrem “nosser”? Måske er “selektiv empati” mere rammende …

  11. Først og fremmest: Thomas… selvom du er sur… eller måske FORDI, du er sur… tak fordi du findes og ikke er bange for at uddele mere (eller mindre) fortjente los i den dertil indrettede.

    Hvad angår karakterskalaen, så er Bluhms hep-hap-løsning vel ikke en 5-stjerneskala med halve karakterer, men nærmere en 9-stjerneskala i forklædning? Hvorefter de halve karakterer holder op med at være halve karakterer og bare bliver til… karakterer.

    Jeg har været skyldig i flere af de ting, som Thomas skriver om – og bliver det nok igen. Men nu vil jeg så måske være lidt mere bevidst om det, når jeg starter en anmeldelse med lidt kontekst (hvilket jeg ofte gør) eller kalder det nye nummer af Basserne for en nærmest okay blanding af Chris Ware og Illustrerede Klassikere.

    Hvad angår Wivels kæphest om at fokusere mere på det visuelle i fortællingen, så er jeg helt enig. Dog vil jeg nok aldrig kunne skrive om det rent tekniske bag tegneriet (jeg kender ikke den ene blyant fra den anden), men prøver på at blive bedre til at dyrke den visuelle narrativitet i tegneseriekunsten, når jeg anmelder. Men det er svært. Og dermed udfordrende (mine 90er-slackerdage er forlængst forbi).

    Så. 3.5 stjerne til Bergers ganske fine indlæg, der sandsynligvis ville have været ret fint tegnet, hvis det havde været en tegneserie. Keep up the good work.

  12. Det korte af det lange er, at en del af de anmeldere vi lider under, prøver at være de øverste i fødekæden, mens de kritikere, vi læsere respekterer, forstår at de øverste i fødekæden er tegneserieskaberne, og at kritikernes kritik forholder sig til tegneserieskabernes værker og ikke til kritikernes nosser.

  13. @ Jørgen: Jeg er da ked af, at du føler du lider under anmeldere… måske du skulle holde op med at læse dem så 🙂

  14. Der ER skam anmeldere og kritikere, jeg respekterer, og hvis bedømmelser jeg tager alvorligt. Det burde faktisk fremgå af mit indlæg, Thomas!

  15. Det, jeg burde have skrevet, var, at tegneserieskaberne er øverst i FODREKÆDEN. Nedenunder tager kritikeren/anmelderen stilling til “foderet”. Og vi sagesløse læsere tager så stilling til om vi kan lide det, vi indtager, eller ej. Vi kan inden vi indtager produktet overveje om vi hæfter lid til kritikeren eller ej. Anser vi kritikeren/anmelderen som værende en autoritet, risikerer vi måske at gå glip af en god udgivelse. Gennemskuer vi til gengæld, at kritikeren/anmelderen er uvidende, eller at vedkommende måske har en skjult dagsorden i forhold til værket eller skaberen, giver vi måske udgivelsen en chance.

  16. Det jeg mener er, at kunstnere jo selv læser/ser/hører/erfarer ting ude i virkeligheden, der er med til at forme deres kunst. Kritikere bidrager til det kredsløb i hvilket kunst skabes, på godt og ondt, og det forekommer mig meningsløst at hierakisere det. Det er en stor verden og kunst og kritik er kun dele af den.

  17. Jeg vil give dig ret så langt, at kritikeren kan bidrage til dette kredsløb, hvis vedkommende virkeligt ønsker at optræde i rollen som analytiker og formidler. Jeg har indimellem nydt at læse tegneseriekritik, som har åbnet nye verdener for mig. Enten fordi kritikeren har kunnet vise mig andre måder at forstå et værk på, som jeg i forvejen brød mig om, eller ligefrem ved at åbne mine øjne for kvaliteter ved genrer, jeg tidligere ikke havde kunnet forestille mig at beskæftige mig med. De korte anmeldelser – derimod – fungerer jo kun som filtre, der uden den store analytiske tilgang prøver at fortælle mig, om noget er godt eller det modsatte. De ultrakorte (helst max. 100 ord) anmeldelser siger jo stort set intet andet end, at “dette” er godt…”hint” er puha! Det er et problem, hvis anmelderens kendskab til genren er begrænset, og et endnu større problem hvis læseren ser anmelderen som værende en autoritet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *