Tegneserie-PR behøver ikke være svært

For godt et halvt år siden fik jeg muligheden for at smide en lang række råd og betragtninger omkring PR i hovedet på en forsamling spiludviklere. Tanken var at give spiludviklerne et indblik i, hvordan jeg som skrivende journalist oplever henvendelser fra branchen og ikke mindst give dem en fornemmelse af, hvad de kunne gøre for at forbedre mulighederne for at få en journalist som mig til at give dem omtale i medierne.
Der er selvfølgelig en lang række forskelle mellem spilbranchen og tegneseriebranchen, men rigtig mange af de råd som spiludviklerne fik med hjem den dag, synes jeg i høj grad kunne gøre gavn blandt tegneseriefolk – såvel udgivere som udøvere.

 

Alle er ligeglade!

Der er ingen, der er interesseret i din tegneserie!
Det er i udgangspunktet helt utroligt uinteressant, at der er udkommet en ny tegneserie. Det er sjældent en god historie i sig selv at et forlag eller en serieskaber har udgivet noget nyt. Der skal lidt mere kød på bordet. Der skal være en mulighed for, at journalisten kan vinkle historien på en måde, så den også er relevant eller interessant for at de læsere, som ikke lige er i målgruppen for selve udgivelsen.
Den gode historie er selvfølgelig unik fra udgivelse til udgivelse, men historier om mennesker er altid godt stof – overvej derfor, om det ikke er personen bag udgivelsen, der i virkeligheden er den gode historie. Men det kan også være omstændighederne omkring værkets tilblivelse, de større kulturelle sammenhænge, emnet, udførslen og så videre.
Den gode historie kan findes mange steder. Men du bør som serieskaber eller udgiver gøre dig overvejelser omkring, hvorfor det overhovedet kunne være interessant for en journalist at skrive om din udgivelse længe inden, at du går pressen i møde. Hvis du først begynder at tænke i PR den dag udgivelsen ankommer i en kasse fra trykkeriet, så har du allerede tabt de fleste muligheder på gulvet.

 

Få nogle venner

Det er hårdt arbejde at holde et netværk til journalister og formidlere ved lige, sætte historier i gang og følge op på dine henvendelser. Specielt hvis du husker på, at nogle af de vigtigste formidlere i dag ikke kun er journalisterne ved de store dagblade men i lige så høj grad bloggere og meningsdannere på nettet og de sociale medier. Det er denne sidste gruppe, der kan sætte gang i den positive mund-til-mund omtale, som er umulig at købe sig til.
Det er derfor vigtigt at få sig gode ”venner” blandt formidlere. Venner som så af egen interesse holder øje med, hvad du går og laver rent professionelt, fordi de har en personlig interesse i at formidle historier om dit projekt. Disse formidlere er interesserede i at få gode historier ud om mediet, og har langt nemmere ved at sælge dig videre som en god historie til en redaktør end den pressemeddelelse, som du måske selv havde planlagt at sende ud.

 

Udtænk et pitch

Igen er vi tilbage til det med at have tænkt over tingene på forhånd. Det er en god idé at have et godt og ligetil svar på hånden til de tidspunkter, hvor du bliver spurgt, hvad din nye udgivelse handler om.
Journalister bombarderes med muligheder, indtryk, pressehenvendelser og nye historier hver eneste dag. Det er ikke altid, at der er tid til at høre den lange forklaring om alle de værker, som din udgivelse er en intertekstuel reference til, mens du samtidig påpeger, hvordan siderne er malet med tårer fra din afdøde kælekanin.
Gør det kort, præcis og fængende. Så skal den interesserede journalist nok spørge ind til værket, hvis du blot i dit indledende pitch formår at sandsynliggøre, at der er en god historie at hente.

 

Du skal bruge materiale

Sørg for at have styr på billedmateriale – hvis der ikke er billeder til en historie, så eksisterer historien simpelthen ikke. Så finder journalisten noget andet at skrive om.
Du skal sørge for fx at have foto af dig selv, udgivelsens forside, eksempler på udgivelsens indmad, skitser og gerne en kortfattet biografi.

 

Og dit materiale skal være godt

Antallet af gode historier, der aldrig er blevet til noget, fordi det tilgængelige billedmateriale var for ringe, er meget stort. Nej, en JPEG af udgivelsens forside i en opløsning på størrelse med et frimærke kan ikke bruges til noget som helst.
Sørg for at billedmaterialet er tilgængeligt i en høj opløsning – og hvis du er rigtig sej, sørger du for, at der både er web- og printversioner tilgængelige. Men billedmaterialet i den høje opløsning er selvfølgelig vigtigst, så kan webfolket altid selv sørge for at skære pixels fra inden publicering.
Portrætfotoet af dig selv bør heller ikke være et pasfoto eller tilsvarende uinspireret – på alt for mange forfatterportrætter ligner personen mest af alt et rådyr fanget i forlygterne på en bil. Såvel forlag som udøvere ville gøre sig selv en kæmpe tjeneste ved at investere i en ordentlig portrætfotograf. Hvis du samtidig sørger for at få taget foto i både høj- og bredformat, så åbner det også op for en række grafiske muligheder for medierne.

 

Gør det nemt

Det nytter ikke noget at have godt billedmateriale til pressen, hvis det ikke er til at få fat i.
Gør det nemt for journalisterne at finde materialet på din webside, og lad være med at tro, at det er fint nok, at du tilbyder at fremsende materialet ved personlig henvendelse via mail eller telefon. Præcis det tidspunkt, hvor en journalist skal bruge forsiden på din nye udgivelse, er netop den dag, hvor du er til barnedåb i Jylland – og så ender journalisten med at finde noget andet og lettere tilgængeligt at skrive om.
En adgang til billeder på din webside behøver hverken at være nydelig eller pæn – den skal blot være effektiv. Faktisk er det helt fint, hvis du vælger at placere billedmaterialet i en offentlig tilgængelig mappe i Dropbox eller lignende cloud-tjeneste.

 

Gem noget materiale af vejen

Men på trods af at dit billedmateriale i udgangspunktet skal være let tilgængeligt, så bør noget af det også være svært tilgængeligt. Du bør gemme billedmateriale, som du kun stiller til rådighed for den helt unikke artikel eller omtale. Billedmateriale som du gemmer til det stykke journalistik, hvor du gerne vil give mediet noget unikt at illustrere med, som deres læsere ikke allerede har set en masse andre steder før.

 

Og slet gammelt materiale

Sørg for at holde dit tilgængelige billedmateriale opdateret, og få slettet de illustrationer, forsider og protrætter, som du ikke længere ønsker at se benyttet i medierne. Hvad end det skyldes, at en udgivelse for eksempel er udsolgt, har fået en ny forside eller et figurdesign har ændret sig.
Der er ingen grund til at stille billedmateriale til rådighed, som ikke længere tjener dine interesser.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics

Den første weekend i juni var to helt igennem fantastiske dage – Copenhagen Comics var på mange måder alt det, en festival skal være, når både mediet og publikum skal tages seriøst. Festivalen var for mig en fremragende lejlighed til at få hilst på en masse mennesker, som jeg alt for sjældent har lejlighed til at møde ude i den der virkelighed. Men nok så vigtigt var det to dage, der satte gnist til nogle tanker og overvejelser omkring tegneseriemediet.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics (2)Strøtanker, der blev sat i gang delvist i kraft af min rolle som ordstyrer for panelet Tegneseriens digitale nutid og dels som paneldeltager i Dette er ikke en tegneserie! De to paneler havde nogle klare overlap og pegede i fællesskab mod tendenser og brudflader i tegneseriemediet, som fortjener nærmere overvejelser og debat.

Et af elementerne ved Tegneseriens digitale nutid er hele overvejelsen om det digitale format kontra det traditionelle trykte – både i forhold til, om papir og tryksværte er uddøende racer, men også om det digitale format giver nye eller andre muligheder. Det er en af de der debatter, som nemt berører en masse eksponerede nerveender og flår i benene på personlige kæpheste, men det er også en debat, der burde sætte krav til faktuel viden om tryk, distribution, markedsføring, virale fænomener, sociale medier og teknik/teknologi.

Jeg tror, at det er alt for tidligt at kalde det trykte medie for dødt – specielt i forhold til tegneserier. Der er en række elementer i selve mediets udtryksform såvel grafisk som fortællemæssigt, som i meget høj grad beror på det trykte medie – tegneserier befinder sig godt i trykt form. Ikke dermed sagt, at mediet ikke kan fungere i digital form på tablets eller websider, for det er der adskillige beviser på, at det kan.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics (3)Men jeg elsker virkelig det trykte format, fornemmelsen af papiret, indbindingen, sidernes lyd og overflade samt det altid tilfredsstillende blik mod reolerne i mit hjemmekontor, der bugner af tegneseriealbummer. En del af den trykte tegneseries problem med at sælge er ikke, at tiden er løbet fra den fysiske tegneserie, men at flere generationer af potentielle læsere/købere er blevet tabt. Det er så en tillægsdebat, som indeholder en pokkers masse beskyldninger, ansvarsfralæggelse og usagte sandheder, der kun synes at titte frem over fadøl og aldrig på tryk eller officielt.

Det interessante ved det digitale medie, bredt forstået som både web og tablets, er, at det i hovedparten blot er en ny måde at distribuere tegneserier på. Selvfølgelig er serieskaberen på fx en webside ikke bundet af den fysiske sides format, men det er i mine øjne en uinteressant detalje – at en tegneserie tegnes og fortælles i baner, er hverken nyt eller nødvendigvis godt.

Men det digitale er en anden måde at distribuere på, hvad end det sker gennem Danske Tegneserieskaberes App eller via en webside eller blog, og det er specielt i sidstnævnte tilfælde en mulighed for at få et langt tættere forhold til sine læsere. De kan kommentere, dele, rose og rise serierne, og på den måde er der også for serieskaberen potentielt adgang til en meget dedikeret fanskare, som gerne lægger en indsats for at hjælpe serieskaberen videre til nye læsere.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics (4)Det er i samme åndedrag værd at overveje, om tegneserier i digital form skal benytte sig af muligheden for animationer, hyperlinks, video, interaktivitet med videre. Et spørgsmål, der igen leder over i helt nye diskussioner om, hvornår det så ophører med at være en tegneserie og bliver til noget ganske andet.

En af udfordringerne, uanset om vi taler om trykte tegneserier, apps eller blogs, er økonomien – der er ikke penge i at lave tegneserier, og den mangel på økonomisk fundament er en hæmsko for tegneserien i Danmark. En problematik, der så igen rører ved en anden problemstilling, som stak næsen frem i panelet Dette er ikke en tegneserie!

Er danske tegneserieskabere bange for at se deres tegneserier som et produkt? Når der nu ikke er overvældende økonomi i skidtet, skal serieskaberen så i stedet bestige bjerget KUNST og sidde deroppe og lave sine serier? Tegneserier kan absolut være kunst, de kan også være tænkt som kunst, og de kan endda udfordre selve grænserne for, hvad en tegneserie er – men ligesom med de selv mest dødssyge samlebåndserier mener jeg, at en tegneserie skal holde sig én ting for øje: Modtageren.

Når en tegneserie pludselig har en modtager, forvandles “kunsten” til et produkt. Uanset om en tegneserie i sit udgangspunkt er tænkt kommercielt eller langt mere snævert, er det nemlig en interessant øvelse at se på det færdige resultat som et produkt – som en vare. For undertegnede er øvelsen et kynisk værktøj til brug for at skrive anmeldelser med videre, men det er også nyttigt i forhold til en række af de andre elementer forbundet med udgivelsen af en tegneserie – hvad end det er analogt eller digitalt.

Strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics (6)Tegneserien som produkt er pludselig fritaget for følelser, og på den måde kan det blive nemmere at fokusere på elementer som målgruppe, oplag, pris, markedsføring og ikke mindst videreudnyttelse. Det er øvelse, der i mine øjne gør det helt o.k. at have lavet en tegneserie om en lilla lort, hvis serieskaberen blot via fx produkttanken kan skabe distance nok til sit hjertebarn og dermed indse, at målgruppen muligvis er meget lille. Men måske også i samme proces opdager, at der er muligheder for at videreudnytte eller -udvikle produktet.

Mine strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics stikker i mange retninger på én gang, uden at være hverken åbenbaringer eller endegyldige sandheder. Og der er en række andre ting, jeg lige så vel kunne have taget fat på, lige fra overfloden af nyudgivelser, der nærmest stod i vejen for hinanden til den kræmmermarkedsstemmning/mentalitet, der syntes at præge alt for mange stande på festivalen. Men det kan vente, indtil næste Copenhagen Comics er i planlægningsfasen. Indtil da bør vi som branche fokusere på selve tegneseriemediet, dets fremtid og på produktionen af gode produkter.

Tegneseriekultureliten og det tavse flertal

Tegneseriekultureliten. Der er to ting, du med fordel kan gøre med dette ord. Tag det i munden, og smag på det, som var ordet en god skotsk whisky. Gerne en røget en af den slags, der får hårene i næsen til at skrige en lille smule i både rædsel og nydelse. Du kan også bare gentage ordet igen og igen og igen, indtil det opløses på stemmebåndet.

Uanset hvilket måde du vælger at gå til ordet på, er det muligt, at du når frem til den samme fornemmelse af Tegneseriekultureliten som jeg: At det er en helt igennem imponerende tåbelig klat udflåd af dansk retstavning.

Alligevel er det et koncept, som i løbet af april måned stak snuden frem i et par af de mere underholdende og udmattende debatter, jeg har nået at følge med i på henholdsvis Facebook og på Nummer9.dk.

Er Chris Wares 'Building Stories' nominering til en Pingpris samtidig udtryk for, at en tegneseriekulturelite sætter dagsordenen for tegneserier i Danmark?

Er Chris Wares ‘Building Stories’ nominering til en Pingpris samtidig udtryk for, at en tegneseriekulturelite sætter dagsordenen for tegneserier i Danmark?

I Facebook-gruppen Tegneseriefans dukkede der den 30. april dette debatoplæg op fra gruppens stifter, tidligere tegneserieformidler og galleriejer Peter Hartung:

“Er der andre end mig, der er irriteret over, at der blandt kultureliten synes at brede sig en holdning om, at man SKAL mene, at følgende serieskaber er de bedste og de eneste rigtige: Art Spiegelman, Seth, Daniel Clowes, Chris Ware og Charles Burns? Jeg holder skam også meget af dem, men synes bare, at de samlet set peger i én retning for mediet, hvor design er vigtigere end indhold. Jeg kan således slet ikke følge begejstringen for Chris Ware’s “Building Stories”, hvor designet helt har overtaget styringen – og lader den forvirrede læser i stikken. Jeg har skam også personlige favoritter med i denne flok, men jeg er meget, meget glad for, at de ikke alene skal sikre tegneserien en fremtid. Hurra for mangfoldigheden – og for alle os, der OGSÅ er til tegneseriens klassikere, superhelte, avisstriber, europæiske albumserier og meget, meget andet. Jeg er også kritisk over for idealiseringen af udtrykket “Graphic novel”, som jo i bund og grund bare er en lang, episk tegneserie. Fint nok, hvis det kan sælge flere bøger, men jeg hopper ikke på den vogn, at det bliver hverken bedre eller finere, fordi det hedder noget andet.”

Det virker, som om denne kulturelite i Hartungs optik har en meget ensidig smag, men også har holdninger, der skal tages stilling til. Det kræver så et par ekstra indlæg i tråden, før der falder et svar på, hvem tegneseriekultureliten egentlig er:

“Anmeldere generelt, tegneserierådet, Ping Pris komiteen…synes farvet af den samme holdning som den, jeg refererer. Og nu skal du ikke begynde at lægge mig ord i munden. Jeg stopper her,” skriver Hartung. Og bare rolig, han stopper ikke – han er til stede i trådens, i skrivende øjeblik, 56 indlæg.

Specielt interessant bliver det da forlægger Steffen Rayburn-Maarup (som jævnfør overstående definition af eliten må siges at være en del af den?), senere i tråden og ganske konkret spørger: “Men hvor er de mennesker, der tager afstand fra “den klassiske spændingsserie, humorstrips, etc.”? Jeg kender ikke selv nogen.”

Her svarer Peter Hartung: “Jeg kender nogen, men gider ikke starte en krig ved at sætte navne på. Lad mig bare sige, at jo, de er der.”

Det er kongeargumentet, den ukronede kejser i alle debatter, den næsten uangribelige påstand om at kende nogen, der synes det samme som én selv, men som af den ene eller anden grund ikke kan stå frem. Med et skabes der den der fornemmelse af, at debattøren muligvis ikke står alene på sin sæbekasse, men har et hav af ansigtsløse meningsfæller bag sig.

Det interessante ved debatten på Facebook er, at den på rigtigt mange måder spejler den debat, der opstod på Nummer9.dk i kølvandet på en ellers ikke specielt opsigtsvækkende nyhed om Dansk Tegneserieråds hvidbog for 2012.

Tegneserieskaber og arrangør af tegneseriefestivalen Art Bubble Lars Jakobsen går med let vaklende retorik i rette med hvidbogen med dette indlæg:

“Taget i betragtning af mangler og fejl i bogen kan man vist trække argumenterne hen hvor de passer bedst. Jeg tror ikke CComics flytter mere end andet. Men jeg støtter klart initiativet – men få nu rettet den hvidbog – og lad være med at konkludere på løse og ufuldstændige oplysninger. Eller drop den.”

Og han har ret. Hvidbogen har en række fejl, mangler og smuttere – det er, hvad der kan ske, når arbejdet udføres på frivillig basis. Det har derfor heller ikke været nogen hemmelighed, at Dansk Tegneserieråd gerne vil have hjælp med de praktiske opgaver. Reaktionen på den udmelding fra manden, som ellers i andre debatter igen og igen har slået på, at vi skal stå sammen i den her lille branche, lyder således:

Er det kulturelitært at sætte spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er et kvalitetsstempel at have mange læsere?

Er det kulturelitært at sætte spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er et kvalitetsstempel at have mange læsere?

“Det er da ikke mig der skal lave bogen. Så har de 15 mennesker ikke gjort deres arbejde ordentligt. Det var da skræmmende at høre! Men det bliver jo useriøst når der mangler alle tegneserierne fra ugebladene. Min egen Ganske vist kører i Familiejournalen der har et oplag på næsten 200.000. samt Nikolines serie – vi har begge temlig mange læsere på vores serier. Min serie har kørt nu i 18 år i Allers blade. Slap nu af med de angreb hver gang man antyder en fejl fra tegneserierådets side. Man kan da ikke lave konklutioner på et ufuldstændigt grundlag.”

Og så er det, at startskuddet lyder for en debat om Dansk Tegneserieråd, som netop på samme måde som debatten på Facebook kredser omkring tegneseriekultureliten, og “jeg kender nogen, der kender nogen”-argumentet.

Henrik Rehr skriver blandt andet: “Samtidig er du (Carsten Søndergaard) forhåbentligt også klar over at der er en indre kerne i DTR, der ikke, som du siger, er interesseret i at få tegneserien til at blomstre, men som primært promoverer en bestemt del af tegneserien, også når det kommer til danske serier.” … og … ” Lad mig bare slutte med at sige det her: Dansk Tegneserieråd fremstiller sig som repræsenterende tegneserien i Danmark, men der er mange i branchen, der ikke føler, at det er tilfældet. Tværtimod synes de DTR er en lukket mafia, der prøver at tilrane sig inflydelse under falske forudsætninger.”

Han får opbakning af Kim Lyn Larsen, som skriver: “Jeg har snakket med flere som ikke anerkender DTRs præmis, men som simpelthen ikke tør ytre sig, da det danske tegneseriemiljø er så lille som det er, og de helst ikke vil “blive uvenner” med nogen…”

Og hele “jeg kender nogen, der kender nogen”-argumentet topper, da Henrik Rehr i debatten gør opmærksom på, at han er nødt til at sende Peter Kielland en privat mail, der bedre belyser argumenterne, men som Rehr ikke mener er til offentlig brug.

Det er på dette tidspunkt i debatten, at der på passende vis kunne tilsættes musik fra Benny Hill Showet, mens tegneserieeliten (som altså muligvis er det samme som Dansk Tegneserieråd) flygter gennem skove af Anders And-blade tæt forfulgt af en horde af ansigtsløse meningsfæller. Debatten er med andre ord på én gang umådeligt dum, tragisk og lidt sjov.

Nu er jeg ikke klar over, om jeg selv er en del af denne tegneseriekulturelite, som muligvis ikke vil tegneserien det bedste. Men jeg ved, at jeg ikke er en del af de ansigtsløse meningsfæller bag Hartung, Rehr, Jakobsen eller Larsen, og jeg har heller ikke brug for at gå til en debat bevæbnet med “jeg kender nogen, der mener det samme som mig”-argumentet.

Så bare for at aftegne nogle klare linjer, så er her, hvad jeg mener, så kort og kontant som jeg kan udtrykke det:

- Dansk Tegneserieråd er en demokratisk forening helt efter bogen, og alle, der har lyst til at gøre en indsats, kan få indflydelse på rådets arbejde. I mine øjne er rådet en interesseorganisation, som med fordel kan agere den vægtstang, der vitterligt kan flytte meget store projekter på plads for tegneserien som helhed. Det er et arbejde, som jeg gerne støtter op om, også selvom det ikke direkte forplanter sig ned i min bankkonto.

- Ja, det er mere interessant som formidler at skrive om fx Chris Ware end stribeserien Ganske Vist. I udgangspunktet har det ikke noget at gøre med, om den ene serie er bedre end den anden (omend det i det konkrete tilfælde forholder sig sådan). Det er den gode historie, som jeg ønsker at formidle – det har intet med at være elitær at gøre.

- At Henrik Rehr og Thomas Thorhauge har et eller andet mærkværdigt indbyrdes forhold er vist ingen hemmelighed, blot er det ærgerligt, at det til tider står i vejen for den konstruktive debat.

Tegneseriemediet har godt af at blive udfordret rent kunstnerisk – men ligesom det ikke er alle tegneserier, der er kunst, er det ikke al kunst, der er tegneserier, heller ikke selvom de ligner.

Tegneseriemediet har godt af at blive udfordret rent kunstnerisk – men ligesom det ikke er alle tegneserier, der er kunst, er det ikke al kunst, der er tegneserier, heller ikke selvom de ligner.

- Ja, der er en række tegneserier udgivet i fx Aben Malers Dokument eller i Matthias Wivels redigerede Kolor Klimax, der er så meget KÅNST, at det er til at kaste op over. Men det er ikke udtryk for nogen tendens i mediet, andet end at der åbenbart ikke er nogen forlæggere eller redaktører med smag for det mere traditionelle eller konventionelle med samme gennemslagskraft rent pr-mæssigt.

- Blot fordi en tegneseriestribe har over 200.000 læsere, er ikke det samme, som at det er en god tegneserie. Det er fluer på en lort-argumentet.

- Jo, jeg respekterer Lars Jakobsen for store dele af hans indsats for tegneserier, men jeg synes fortsat, at Art Bubble er et provinsielt halbal, og at han alt for ofte er ufatteligt ukonkret i sine tirader.

- Nej, jeg mener ikke, at der er en tegneseriekulturelite, en hemmelig mafia eller andre konspiratoriske forsamlinger i den danske tegneserieverden.

- Og ja, jeg er på Copenhagen Comics – villig til at uddybe mine synspunkter, tage en sund debat eller bare drikke en enkelt øl eller to.

Kære Anders, du som er på museum …

Et fanbrev:

7-Anders-Hjort-Jørgensen-tegnet-af-Memis-AgarJeg burde have været der. På Frederiksberg i begyndelsen af februar i Storm P Museets lokaler, hvor din store indsats for tegneserieformidling i Danmark langt om længe kom ind under museumslovens vinger. Det var på tide, og selvom mit helbred ikke tillod mig at være til stede, er jeg ganske sikker på, at du fik alle de fortjente rygklap på denne dag.

Når man, som jeg, vokser op i en mindre by som Høng på Vestsjælland og samtidig har fået appetit på tegneseriemediet, så kommer det lokale bibliotek meget hurtigt til kort – alt var gennemlæst også mere end bare en enkelt gang, og så er der ikke andet for end at tage bussen de 16 kilometer til biblioteket i Slagelse, for her at gå om bord i det langt større udvalg. Dengang tænkte jeg, at det større udvalg sikkert skyldtes bibliotekets større rammer – siden har det selvfølgelig slået mig, at din tilstedeværelse givet også har haft stor indflydelse.

Det var nemlig på Slagelse Centralbibliotek, at jeg første gang mødte dig – og det var rent ud sagt en skræmmende oplevelse. Du var blandt bibliotekets unge brugere kendt som “ham den sure.” Det har jeg siden nævnt for dig, og hvis jeg ikke husker helt galt, fik det dig blot til at smile og lade en kommentar falde om, at du blot var konsekvent – du har ganske givet ret, men det er sjovere at huske dig som bøhmanden fra biblioteket.

489px-De_danske_tegneseriers_historieEn af de vigtigste bøger på min bogreol er De danske tegneseriers historie, som du fik udgivet i 1985. Det er den bog, der på bedste facon har givet mig en fornemmelse af, hvordan den danske tegneseriehistorie hænger sammen i brede strøg lige fra Storm P og hele vejen frem til de hotteste navne i midtfirserne. Det er samtidig en bog, som på allertydeligste vis understreger en af de største mangler inden for danske tegneserier: Historisk faglitteratur.

På samme tid er De danske tegneseriers historie også første gang, jeg fik en fornemmelse af, at du som alle andre formidlere har dine helt personlige favoritter, præferencer og “fund” i tegneseriehistorien. Sådan skal det være; det er derfor, at kildekritikken eksisterer. Jeg har gang på gang læst det omfattende stykke tekst begunstiget Knud V. Larsen i bogen og har kun kunnet konstatere, at jeg ikke forstod det  – jeg synes simpelthen ikke, at han som serieskaber er spændende på et niveau, der står mål med mængden af tekst hverken her eller i andre sammenhænge. Selv i Maurice Horns ekstremt omfattende The World Encyclopedia of Comics er der fundet plads til Knud V. Larsen. Mon ikke du har haft en finger med der?

Faktum er, at du som både forfatter og oversætter er en meget central del af min boghylde med tegneseriefaglitteratur. Du oversatte Will Eisners fremragende grundbog i tegneserieforståelse Tegneserien & den grafiske fortælleteknik, som er vigtig at læse, hvad end man er udøvende serieskaber eller formidler. Den er lige så central for forståelsen af tegneseriemediet som Scott McClouds senere Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse, som du ikke overraskende også var den helt rigtige oversætter til.

Carlsens_store_tegneserieleksikonI 1996 og dermed et godt stykke tid, inden internettet og ikke mindst Wikipedia slog igennem, leverede du også det vigtigste opslagsværk om tegneserier i form af Carlsens store tegneserieleksikon. Bogen er et stykke hen ad vejen baseret på tyske Andreas C. Knigges opslagsværk Comic Lexikon, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at bogen i hovedparten er dit værk  – det fornemmes både i skrivestil og vægtning af biografier. Bogen har været uundværlig for mig gennem årene, og det sker stadig, at jeg hiver fat i den for at tjekke årstal og sammenhænge.

Samtidig indeholder bogen ganske enkelt det mest fantastiske eksempel på et overflødigt biografiopslag, jeg nogensinde har læst. Her tænker jeg på biografien af den danske illustrator Sven Baré. Konklusionen i de små 20 linjer lyder, at hans stribe aldrig fandt særligt stor udbredelse, og at han dengang som nu var et navn, som kun de færreste kender. Ham er der blevet plads til i bogen, mens en for mig på det tidspunkt mere væsentlig serieskaber som Peter Bagge ikke var at finde på bogens sider.

Men lad det nu ligge  – det vigtigste at holde fast i er, at du som formidler har forsynet mig med en række solide skamler at stå på, når jeg har skullet foregive at vide noget om tegneserier. Og det er jeg på alle måder taknemmelig for.

Jeg har forsøgt at grave i hukommelsen for at finde ud af, hvornår jeg første gang var forbi Tegneseriemuseet i Danmark, som du åbnede i Gørlev i 1993. Gørlev lå jo ikke meget mere end et roekast fra Høng (hvis man går ud fra, at det er menneskeligt muligt at tyre en sukkerroe ti kilometer), så det var relativt nemt lige at tage et smut forbi. Men jeg kan simpelthen ikke huske det overhovedet. Jeg har været forbi på egen hånd flere gange og en enkelt gang i selskab med vennerne fra STRIP!, hvor vi fik lov til at komme på museets Wall of Fame. Tak for det.

Jeg har lært noget, hver gang jeg var forbi lokalerne i Gørlev. Specielt husker jeg en udstilling, hvor du havde sidestillet tegneserieudviklingen i Danmark med, hvad der skete i henholdsvis Europa og Frankrig, og på den måde tydeliggjort, hvor meget danske tegneserieskabere i årevis er blevet overhalet både uden- og indenom. Det var muligvis ikke dit budskab med udstillingen, men det var mit udbytte.

Det rørte mig på ingen måde, at museet havde den der fornemmelse af hjemmebyg og lægter fra den lokale tømmerhandel. Sådan var omstændighederne bare, og det var imponerende, hvad du fik ud af de begrænsede ressourcer. Det er ligeledes imponerende, at du gennem årene siden har holdt fast i museumstanken og nu endelig har fået den forløst på Storm P Museet.

Men faktisk er der især en grund til, at jeg synes, at det var vigtigt at skrive dette fanbrev. Da jeg var teenager, slog lokalradioerne igennem landet over – og Radio Høng fik til huse i lokaler stillet til rådighed af byens gymnasium. Jeg var knapt 15 år gammel, da jeg begyndte at lave udsendelser af forskellig karakter. Heriblandt selvfølgelig et program om tegneserier med titlen Fantasy.

Den første udsendelse i en efterfølgende lang række handlede om Will Eisner, og eksperten i det lille studie var Anders Hjorth-Jørgensen. Du kunne have valgt at sige nej til at medvirke i en udsendelse med en så ung vært. Det kunne have været gået galt på så mange forskellige måder. Men det gjorde det slet ikke  – ikke som jeg husker det. Du sendte endda efterfølgende et brev med et tak for sidst og nogle andre pæne ord.

Bøhmanden fra Biblioteket var slet ikke særligt farlig, og jeg har været fan lige siden.

Tegneseriemagere søger marked

Det var en glædens dag i slutningen af november, da det endelig stod klart, at Danmark får en uddannelse i tegneserier. Det var derfor heller ikke overraskende, at Thomas Thorhauge, formand for Dansk Tegneserieråd, greb til de mere svulstige gloser og med rette udtalte: ” Det er vel nok den største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie.”

I den let nørdede, men til tegneserien meget dedikerede, gruppe Tegneseriefans på Facebook resulterede meddelelsen om den nye uddannelse i en herlig debat, som dog først lige skulle vride sig fri af et forblændet fokus på retorik og en til stadighed urimelig fordomsfuld indstilling til tegneserierådets formand. Spørgsmålet i gruppen lød jo netop umiddelbart meget rimeligt – nemlig om der overhovedet er idé i at uddanne i tegneseriemageri, hvis der ikke samtidig arbejdes på at etablere et rentabelt marked for tegneserier, så de nyuddannede kan leve af deres uddannelse.

Det er i hvert fald et rimeligt spørgsmål, hvis man har undladt at læse op på præmisserne for Professionsbachelor i Grafisk Fortælling – som er uddannelsens navn. Men det er samtidig også muligheden for at gøre sig nogle overvejelser omkring markedet.

Faktum er, at tegneserier i Danmark er en kulturel vare, som har det mere end svært i salgsleddet – de sælger simpelthen ikke særlig godt og slet ikke i forhold til, hvad de gjorde engang. Læserne er stille og roligt blevet tabt undervejs, og det er der rigtigt mange grunde til. Der er til gengæld ikke meget fremtid i at forsøge at tildele skyld og kaste med mudder. Ansvaret for den kommercielle situation, som tegneserien i Danmark befinder sig i, hviler såvel på udøverne som udgivernes skuldre, men er også blot et udslag af generelle tendenser, som også er gældende for en lang række andre kulturprodukter.

Det er mere interessant at diskutere, hvilke konkrete tiltag der skal til for at sikre tegneserien en fremtid i Danmark – eller om det overhovedet er sandsynligt, at der kan reetableres et kommercielt rentabelt marked for tegneserier i Danmark. Personligt tror jeg ganske enkelt ikke på det rentable marked. Det er ikke et udslag af sortsyn eller udtryk for, at jeg har givet op og kastet taleboblen i ringen. Det er en kombination af ren matematik og et ønske om at arbejde med mediet med en anden og mere realistisk tilgangsvinkel.

Lad os tage matematikken først og regne på en tegneserieudgivelse med en salgspris på 99,50 kr. i butikkerne (det skal jo helst være lidt billigt, for i enkelte dekatørers øjne er det jo prisen, der er udslagsgivende for, om en tegneserie kan sælge). Lad os også gå ud fra, at serieskaberen har fået en helt almindelig forlagsaftale med 15 % i royalty. Det betyder, at serieskaberen for hvert solgt album modtager 12 kr. (100 kr. minus moms = 80 kr. 15 % heraf er 12 kr.) … værsgo at regne videre herfra. Jeg kan røbe, at serieskaberen først runder 100.000 kr. i indtægt omkring album nr. 8.333.

Der skal med andre ord sælges rigtigt mange tegneserier, før der er en årsløn i hus – men nu tager regnestykket selvfølgelig heller ikke højde for bibliotekspenge eller potentielt salg til udlandet. Det er dog samtidig værd at huske på, at selv de salgstal, jeg kender til på tegneserier, der det seneste år har høstet anmelderroser og efterfølgende solgt godt, ligger på godt og vel omkring 3.000 eksemplarer.

Der er selvfølgelig også andre aflønningsmodeller forlag og serieskabere imellem. Men selv hvis der indgås en aftale om en 50/50-deling af overskuddet på en udgivelse (altså efter break-even), så kaster et solgt oplag på 1.000 eksemplarer i samme udsalgsprisklasse ikke mere end 15.000 – 20.000 kr. af sig – mange udgivelser kommer i et endnu mindre oplag.

Jeg har meget svært ved at se salgstallene stige i en så eksplosiv grad, at markedet for tegneserier flytter sig til et kommercielt interessant sted, hvor man som serieskaber kan leve af det – selv ikke hvis der var mulighed for et nyt ambitiøst projekt på niveau med Valhalla. Jeg vil dog gerne overbevises om noget andet, ligesom jeg til en vis grad håber, at mine matematiske evner har svigtet mig.

Tegneserien er blevet et nicheprodukt, og det behøver der ikke være noget galt med. Der er et lille marked for tegneserier i Danmark, og det er endda muligt, at vi gennem en ihærdig indsats kan gøre markedet lidt større – og i hvert fald arbejde på, at det ikke bliver mindre. Det kræver “blot”, at udgivere og udøvere gør sig umage og producerer tegneserier, som er værd at bruge tid og penge på.

Når “blot” ender i citationstegn, så er det, fordi dette er indgangen til en endnu længere debat og efterfølgende arbejdsindsats i forhold til bl.a. offentlig støtte til serieskabere, formidling, undervisning og institutionalisering. Det er alle opgaver, som Dansk Tegneserieråd har på den fortsatte dagsorden, nu da uddannelsen som Professionsbachelor i Grafisk Fortælling er etableret.

Så er vi tilbage ved, hvorfor uddannelsen er den vel nok største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie. For det første er det vigtigt at huske på, at uddannelsen både har et internationalt sigte i forhold til såvel optag af elever som i forhold til de færdiguddannedes kunnen og virke. Vi kommer til at se grafiske fortællere som ved, at deres fremtid lige så vel kan ligge uden for landets grænser som indenfor.

Det er også nok så vigtigt at tro på, at vi får grafiske fortællere at se, som ved, at tegneserier ikke kun er et medie, men lige så meget et værktøj til brug for fx konceptudvikling. Der er i mine øjne intet problem i, at adskillige af de færdigudannede måske slet ikke har lyst til at lave tegneserier som sådan, men i stedet benytter deres tillærte evner i mere lukrative brancher som fx computerspil. En branche til hvilken Københavns Kommune har afsat midler med den målsætning at skabe 1.000 nye job – og guderne skal vide, at computerspilbranchen har brug for folk, der forstår at fortælle historier.

Men selvfølgelig og forhåbentlig får vi også en række nye og dygtige tegneserieskabere at se, som i kraft af deres udannelse kan tilføre den danske tegneseriebranche tiltrængt nyt blod og kvalitet. Det bliver tegneserieskabere, som i kraft af deres udannelse får mulighed for at afprøve alle de ting, der slet ikke fungerer, uden at skulle tilbringe alt for mange år med at være “lovende talenter”. Serieskabere der har alle chance for at debutere på et langt højere niveau, end det vi har set i mange år.

Tanken om en tegneserieuddannelse er på ingen måde ny – der var allerede planer om en uddannelse i midten af firserne, men desværre ikke de rette omstændigheder, ressourcer eller personer, der kunne få alle enderne til at mødes dengang. At det ikke lykkedes at stable en uddannelse på benene for 25 år siden er ikke noget, nogen skal bebrejdes.

Men tænk om det var lykkedes – tænk om mange af de danske serieskabere, der siden dengang har fået deres debut og etableret sig som serieskabere, illustratorer med videre havde haft mulighed for at uddanne sig i grafisk fortælling. Tænk om de havde haft mulighed for så at debutere på et langt højere niveau med såvel et internationalt udsyn som potentiale. Tænk bare. Det er derfor Thomas Thorhauge har ret, når han kalder det for den vel nok største enkeltstående begivenhed i den danske tegneseries historie.

En efterårsdag i helvede?

Mine forventninger til årets Art Bubble-tegneseriefestival i Horsens var ikke kun lave – de var helt i bund efter sidste års virkelig røvsyge festivaloplevelse kombineret med den fjendtlige reaktion, jeg oplevede fra arrangørens side på en lille, men kritisk tekstbid, jeg skrev til tegneserietidsskriftet STRIP!. Faktisk var mine forventninger så lave, at rubrikken på denne blog blev skrevet allerede i midten af september.

Det var på det tidspunkt, at jeg indså, at årets gæsteliste ikke stod til at få en vitaminindsprøjtning i sidste øjeblik – alene det at have en festival, der tematisk havde valgt titlen Stars & Strips og så ikke have en eneste amerikansk tegner på listen, det spiller ikke. Ligesom jeg havde og stadig har store problemer med at gennemskue ræsonnementet i at invitere Mike Collins (Wales) og William Simpson (Nordirland). Bevares, de er begge dygtige, rutinerede tegnere, som bare ikke har lavet noget tegneseriemæssigt, der blot er tilnærmelsesvis interessant de sidste mange år og derfor heller ikke er tilgængelige i danske udgivelser (hvorfor det er relevant, vender jeg tilbage til).

 

Så er der plakaten. Den er så horribel latterlig grim, at mine øjne stadig bløder, hver gang jeg ser den. Den er et mareridt, hvad angår basal typografisk forståelse. Den snubler over fonte og grafiske fodfejl i forsøget på at formidle, hvad Art Bubble egentlig handler om, og lykkedes kun med det, hvis modtageren er så venlig at gribe den i forsøget. Plakaten er så forfærdelig, at jeg 100 % godt kan forstå, hvis tegneseriebutikker og andre relevante opslagssteder har valgt ikke at hænge den op. Og det er endnu mere pinligt set i lyset af, at der netop findes så mange dygtige grafikere i den danske tegneseriebranche, som festivalarrangøren kunne have fået hjælp fra, hvis de blot havde spurgt.

Endelig er der det med udstillerne eller messedeltagerne. De to store københavnske butikker meldte fra, det samme gjorde sig gældende for stort set samtlige forlag, der udgiver tegneserier på dansk. Arrangørerne havde for det første lavet en basal fodfejl – man arrangerer ganske enkelt ikke noget, der har med bogudgivelser og lignende at gøre, ugen før der er bogmesse i Frankfurt. For så trækker størsteparten af forlæggerne simpelthen “jeg skal til Frankfurt og har ikke tid”-kortet. Alle slipper på den måde udenom at melde klart ud, at sidste års Art Bubble var en økonomisk katastrofe for forlag og butikker, der knap kunne hente udgifterne til standplads, transport, overnatning og forplejning hjem igen.

Summa summarum – som jeg så det, var der lagt op til en endnu mere røvsyg oplevelse i denne omgang. Men det er urimeligt at mene noget om Art Bubble uden at deltage, så derfor gik turen nok engang til Horsens.

 

Men dagen formede sig alligevel anderledes end forventet – eller bød på en form for erkendelse. En form for indsigt i Art Bubble, som jeg ikke tidligere havde gjort mig klart. Her er ikke tale om en direkte tegneseriereligiøs vækkelse, men det slog mig blot, at jeg havde misforstået noget.

 

Art Bubble er Danmarks hyggeligste tegneseriefestival – det siger de selv, og det er det helt rigtige udgangspunkt for arrangementet. Festivalen skal slet ikke være det samme som Copenhagen Comics, ambitionerne og oplevelsen skal være noget andet. Mere intimt med en langt tættere kontakt mellem publikum og tegnerne – en mulighed for publikum for at tegne med tegnerne, tale med dem og ikke bare få en forelæsning af dem.

Det skal være en festival, der i langt højere grad henvender sig til familien Danmark, som synes det er sjovt, at der sidder en og tegner Basserne i en jeep, eller at der tegnes Rasmus Klump og bages pandekager på samme tid. Det skal være en folkelig oplevelse og en festival, der har sin helt egen identitet og dermed udgør et alternativ til messen i København.

Til det formål er Danmarks Industrimuseum en fremragende ramme og en god samarbejdsparter med erfaring i museumsdrift og nysgerrighed på tegneserier. En umiddelbar begejstring, som de kan formidle via de relevante kanaler og sikre festivalen et fornuftigt antal besøgende. Så gør det måske ikke så meget, at selve messen og standene ligner noget, som et antikvariat har kastet op efter en våd bytur.

Det betyder måske heller ikke alverden, at udstillingen af originaler er fyldt med fejl og stavefejl i de små skilte, der fortæller, hvem der har tegnet de enkelte sider. Men med et blik på familien Danmark, som festivalen gerne vil henvende sig til, kunne det være værd at overveje en udstilling, der rent faktisk formidler noget og ikke bare tro, at det er nok (eller interessant) at knalde et antal originaler op i glas og ramme.

Og så er vi tilbage ved de udenlandske gæster uden danske udgivelser. Når det nu er den almindelige familien Danmark, festivalen gerne vil nå, og drømmen om et revitaliseret tegneseriemarked synes at hænge fast i arrangørens baghoved, så burde der fokuseres på gæster, hvis værker familien Danmark rent faktisk har en jordisk chance for at købe og tage med hjem.

 

Mit udgangspunkt for fortsat at beskæftige mig med og ikke mindst knuselske tegneserier divergerer på en lang række punkter fra de elementer, som udgør rygraden i Art Bubble. Det samme er jeg sikker på mine holdninger til mediets fremtid gør – jeg tror ganske enkelt ikke på noget større folkeligt gennembrud eller tilbagevenden til tidligere tiders udgivelsesfrekvenser, albumpriser, oplagsstørrelser eller generel udbredelse i salgsled eller hos publikum.

Men jeg er fast overbevist om, at hvis vi passer på tegneserier som nichemedie, så vil vi kunne fastholde et publikum og trække enkelte nye til med jævne mellemrum – hvis vi i tegneseriebranchen ikke sjusker alt for meget. Derfor er der også plads til to forskellige tegneseriefestivaler i Danmark, hvis de har hver sin identitet, og ikke mindst hvis arrangørerne gør sig umage.

Hvis der bliver en næste omgang Art Bubble, så er det i 2014. Det skulle give arrangørerne tid til at finde ind til de elementer og formidle det, der skal gøre en weekend i Horsens hyggelig for tegneserielæsere og -fans.

 

Så var det en efterårsdag i helvede? Nej, det var rent faktisk ganske hyggeligt lidt på samme måde, som når man ender på et værtshus, og fordi man er sammen med gode venner, og fadøllen er kold, ender med at kunne udholde bandet af amatørmusikere, der spiller John Mogensen-sange hele aftenen.

Kunsten at måle og veje en tegneserie

Sådan forestillede illustratoren på spilmagasinet PC Player sig, at jeg så ud, når jeg anmeldte spil.

Jeg har skrevet rigtigt mange anmeldelser gennem de seneste godt 23 år – ikke kun af tegneserier, men også af en lang række forskelligartede kulturprodukter og andre produkter. Der kan sagtens inden for samme uge blive skrevet om alt fra løbehjul til konsolspil, film, tegneserier og netværksharddiske.

Jeg har også skrevet rigtigt mange dårlige anmeldelser – forstået på begge måder: Anmeldelser af dårlige produkter, men også rent teknisk dårligt skrevne anmeldelser. De fleste af sidstnævnte ligger heldigvis mange år tilbage og er utilgængelige i elektronisk form.

 

Jeg er således en stor fan af at give alskens produkter karakterer. At måle og veje dem, at bedømme en kunstners blod, sved og tårer med en numerisk værdi. Et koldt og kynisk tal, som på sekunder formidler til læseren, om produktet er værd at bruge tid på eller ej.

Det er hverken en kold eller kynisk måde at tilgå et kunstnerisk produkt på. Så kan puritaneren have lov at sidde med sin klidgrød i en speltsækkestol og mene, at det er en forfladigelse af det kunstneriske værk, og at værket fortjener en langt mere nuanceret formidling. Det er en smuk opfattelse, men lur mig, om ikke alle et eller andet sted i baghovedet alligevel træffer en beslutning om, hvor god hver enkel oplevelse i deres liv er på en skala fra 1 til 10.

Samme person rykker sig nu i den økologiske sækkestol og spilder måske lidt af grøden, mens der hastes videre til argumenterne om, at anmeldelser burde være helt uden karakterer. At det udelukkende burde være anmelderens tekst, der i ren form formidler en vurdering af værket.

Igen en smuk opfattelse. Men dels er der meget få anmeldere, der i ren tekst kan formulere sig klart nok til, at deres vurdering af værket træder fuldstændigt tydeligt frem – guderne skal vide, at jeg sjældent er i stand til det.

Men det er også en fuldstændigt håbløs vej at bevæge sig for et magasin, avis eller lignende medie, der har blot skyggen af kommercielle ambitioner. Læserne ønsker at se karakterer på anmeldelser – det er en konklusion, som jeg dels er nået frem til i kraft af de redaktørjobs, jeg har bestredet, og det er en konklusion, jeg hører kollegaer drage.

Læserne ønsker karakterer, fordi det gør det sjovere at læse anmeldelser. Læseren har ikke nødvendigvis tid til at læse alle anmeldelser , men en høj eller lav karakter giver en vinkel på at læse – er jeg som læser enig med anmelderen, når han roser eller slagter et produkt. Og guderne skal vide, at det er sjovt at læse anmeldelser med lave karakterer – og de er sjove at skrive.

Endelig er der en kommerciel hensyntagen i forhold til producenten eller udgiveren af produktet. De har brug for anmeldelser, der er nemme at citere, og intet er nemmere end at citere et antal stjerner, talebobler, eller hvad man nu bruger som karakterskala.

 

Da Lille Viggo for nylig fik karakteren 2,5 i Nummer 9′s anmeldelse, slog anmelderen samtidig hul i et ellers velfungerende karaktersystem.

Karakterskalaer i sig selv kan være en videnskab – skal værkerne vurderes på en skala fra 1-5 eller fra 1-6. Man kan gå længere med en vurdering fra 1-10 eller virkelig gå amok og bruge procenter. Endelig er der afvigere, som bruger alt fra skolernes karakterer til andre ikke-gennemskuelige skalaer.

Personligt foretrækker jeg at arbejde med 1-5, 1-6 eller 1-10. Procentskalaen er derimod et komplet mareridt at arbejde med, fordi forskellene mellem de enkelte karakterer i skalaen er så små, at det kræver en meget stor redaktionel indsats at sikre, at vurderingerne ikke skøjter rundt på skalaen.

Med det sagt kommer vi til en af mine største aversioner inden for anmeldelser overhovedet – de halve karakterer. Hver gang jeg fx ser et afsnit af Hammerslag på tv, og ejendomsmægleren, der viser en ellers fin bolig frem i det allermørkeste Jylland, bliver spurgt om, hvor huset ligger på en skala fra 1-5, ender jeg med at skrige ad skærmen.

“Mja, det er nok en god treer,” eller “Det er en flot fire-en-halver,” lyder svaret fra den smørlækre ejendomsmægler. Nej, det er ej! Det er en treer eller en firer. Du fik muligheden for at vælge mellem en, to, tre, fire eller fem – der var ikke nogen halve på programmet. Det er fuldstændigt mangel på nosser ikke at kunne vælge en af de fem muligheder, du fik stillet til rådighed.

Jeg har det præcis på samme måde med anmeldere eller redaktører, som begynder at anvende halve karakterer – det er et svaghedstegn, det er som at skrive med en rygrad af kakaomælk, det er pinligt. Tag jer sammen!

Dels er det en ukontrollabel glidebane, for når der først er taget hul på de halve karakterer, hvorfor kan de kvarte af slagsen så ikke også tages i brug? Og på en skala fra 1-5, burde der vel så også dukke en karakter på 5,5 op til de virkelig fremragende værker. Nu lukker festen.

Du har som anmelder en karakterskala. Hvis du er ude af stand til at placere et værk på de hele numeriske værdier, du har fået stillet til rådighed, så find dig venligst noget helt andet at lave.

 

Samtidig skal så lyde en opsang til redaktører generelt. For anmeldere skal holdes i ørerne, og en karakterskala skal holdes ved lige. Den skal plejes og passes på, så dens værdi ikke går tabt i enkelte anmelderes hjerneblødninger af anmeldelser.

Med det mener jeg, at man som redaktør skal udfordre sine anmeldere konstant, og man skal være meget nærig med såvel skalaens laveste som højeste karakterer. En anmelder, der ønsker at give et værk fem stjerner ud af fem mulige, skal stilles stolen for døren, han skal sværge ved sine børn, mor eller sit lem, at værket virkelig er noget af det bedste overhovedet, nogensinde eller siden sidst, karakteren blev brugt.

Det samme skal ske med de lave karakterer. Anmelderen skal virkelig have brækfornemmelserne fremme – der skal være fysisk ubehag forbundet med at røre ved værket, før den laveste karakter skal tages i brug.

 

Inden for tegneserieanmeldelser og i særegen grad rigtigt mange af dem, der dukker op enten her på Nummer 9 eller i STRIP!, er der samtidig en lang række tekniske og sproglige dårlige vaner, som virkelig kan få mit pis i kog.

Man starter ikke en anmeldelse med en komplet historisk gennemgang af en serie og dens skaber. Det er en anmeldelse og ikke en artikel eller afhandling – du skal som anmelder starte teksten med et brag, gå direkte i kødet på værket og finde den vinkel, som gør anmeldelsen interessant at læse. Alt for ofte kan man uden videre slette de første fem til ti linjer i en anmeldelse, uden at der går noget tabt.

Man lægger ikke ud med i en anmeldelse at understrege, at man aldrig har været den store fan af genren, serieskaberen, forlaget, oversætteren, eller hvem man nu ikke er fan af. Læseren er ikke interesseret i at læse en anmeldelse, hvor afsenderen på forhånd har gjort opmærksom på, at han er såvel fordomsfuld som potentielt uvidende om værket, der anmeldes.

Da Nummer 9 anmeldte Kaliber 2 fra forlaget Cool Comics, var anmelderen ikke i stand til at adskille forlag og udgivelse.

Anmeldelsen skal holde øjet på bolden. Det kan godt være, at udgiveren af en serie er et fjols, der ville tjene menneskeheden bedre i en tombola i et omrejsende tivoli. Men medmindre den forlagstekniske håndtering af udgivelsen har direkte indflydelse på dens kunstneriske kvalitet, som hvis dårlig papirkvalitet, pinlig sats, manglende korrekturlæsning, google-oversættelser med videre ellers er kendetegnende for forlagets produkter, så er det anmeldelsen uvedkommende.

Jeg hader, når anmeldere ikke er i stand til at formulere en mening om værket uden at skulle henvise til andre kulturelle produkter: “Tegneserien er lidt som Morbus Gravis møder Anders And med et stænk af Walking Dead.” Ud over at selve denne sætning ikke giver nogen mening … så er denne måde at anmelde på navlebeskuende og  umulig at aflæse, medmindre læseren har præcis de samme referencer som anmelderen. Det er en indavlet måde at skrive på, som i højere grad udelukker læseren end lokker til en ny oplevelse.

Så er der det med de sproglige bagdøre: Det fungerer ikke at bruge vendinger, som at noget er “forholdsvist godt”, “nærmest i orden”, “ganske udmærket” og så videre. Det er sproglige bagdøre, som blot vidner om, at anmelderen ikke tør at stå ved det skrevne. Når noget er ganske fint tegnet, så er det jo ingenting overhovedet – holdningen hænger i en elastik, og anmelderen har alle muligheder for at trække i land i såvel positiv som negativ retning.

Endelig har alt for mange anmeldere en tendens til at tænke i skabeloner – som om de ikke er kommet meget videre end tekstanalysen i folkeskolen. Det er godt at have en skabelon på rygraden, men den skal ikke træde tydeligt frem i en anmeldelse. Her skal man gå til biddet og kun fokusere på de ting, det er vigtigt at mene noget om. Man skal ikke trække læseren gennem et langt referat af historien (nogensinde), hvis det interessante i værket ligger et helt andet sted.

Og det er en misforståelse at tro, at alle værker fortjener samme mængder af tekst i en anmeldelse. Der skal ikke mere end 100 ord til at skrive en anmeldelse af ethvert værk!

 

Det vidner om integritet, da anmelderen valgte kun at give Stella en taleboble i STRIP! nr. 57 på trods af, at magasinets redaktør og Stellas forlægger er en og samme person.

Det at være anmelder er at stille sig op og sige til sig selv og omverdenen: Min mening om dette værk er værd at læse. Det kræver en vis arrogance at anmelde, hvilket ikke skal forveksles med respektløshed. Det kræver nosser til at kalde lort for puha og kunst for fremragende. Det kræver en integritet, så man som anmelder er parat til at slagte gode venner og bekendtes udgivelser og værker – ellers har man heller ikke mulighed for også at hylde dem.

En god anmeldelse behøver læseren slet ikke at være enig i, men læseren skal kunne forholde sig til den og spejle sig i den. Det er svært at skrive gode anmeldelser – jeg ved det, for jeg øver mig konstant.

Som juleaften i striber

Da jeg var mindre, var fødselsdag og juleaften, som for ganske givet hovedparten af andre børn, årets lysende højdepunkter. Dage og begivenheder at se frem til med en sådan glæde og utålmodighed, at det mere end en gang resulterede i et direkte influenzalignende sygdomsnedbrud af ren og skær spænding. Som voksen har jeg det lidt på samme måde med Copenhagen Comics – omend jeg ikke længere bliver fysisk syg af forventning.

Komiks.dk, eller Copenhagen Comics som det med stor fornuft og sans for international profilering er blevet omdøbt til, er noget af det bedste der er sket for tegneserien i Danmark de sidste ti år. Og der er rigtig mange gode grunde til at begynde at glæde sig allerede nu længe inden, der foreligger noget, der bare ligner en gæsteliste eller program for begivenheden. Ikke udover at festivalen afvikles i Øksnehallen den 1-2. juni 2013.

Det er positivt, at festivalen i den grad har kunnet hæve sig over de første par omganges  efterdønninger af forslåede egoer og manglende intern som ekstern kommunikation. Der blev betalt nogle lærepenge ved kasse et, og givet fundet en balance mellem ambitioner og budgetter. Og med Mads Bluhm ved festivalskibets ror og en helt igennem fantastisk besætning af frivillige, var resultatet en vellykket festival i 2010, som samtidig formåede at pege fremad.

Det er værd at bemærke, at når jeg klapper mandskabet på ryggen, og roser deres indsats, så er det ikke det samme som en hovedløs og ukritisk opbakning til den københavnske festival. Når en tegneseriefestival skal lykkes, gælder det ikke om at stå samlet, lade som om vi alle i branchen er hjerteveninder og synge lange klamme lejrbålssange. En tegneseriefestival som Copenhagen Comics udvikler sig kun, hvis branche og publikum forholder sig til den konstruktivt og kritisk.

Det varer ikke længe, inden festivalarrangørerne for alvor skal i gang med at sikre sig internationale gæster til Copenhagen Comics, og det er den gæsteliste, der er mest interessant. For med al respekt for samtlige herboende danske tegneserieskabere, som i sidste ende fylder godt ud på den endelige gæsteliste, så er I langt mere og oftere tilgængelige for danske tegneseriefans, end de folk der skal flyves ind.

Jeg ser frem til de lange og sikkert mange diskussioner om, hvem der er de rigtige gæster, og hvor meget gæstelisten svigter den ene eller anden niche af tegneserier. I mine øjne er det vigtigste, at der på gæstelisten er i hvert fald et enkelt fyrtårn af et navn, som kan tiltrække en bred skare af interesserede. Så kan det godt være, at det er virkelig noller, set med tegneseriekunstneriske og højhellige briller, at jeg ønsker at se navne som Jim Davis, Mort Walker, Ibáñez eller lignende øverst på plakaten. Men hvis det kan trække gæster til, så kan vi altid forføre dem til noget bedre, når først de er kommet indenfor festivalens døre.

Og det er måske end af de mest positive effekter ved Copenhagen Comics: At forlagene virkelig varmer op til festivalen med en række spændende udgivelser lige fra de fanzines som donadistforeningen dækker deres standborde med, til de luksuriøse udgivelsestiltag som specielt Fahrenheit og Aben Maler har udgivet op til de seneste par festivaler. Ikke kun understreger udgivelserne, at der er et, omend meget lille, marked, for kvalitetstegneserier i Danmark. Men også at den vellykkede festival har en inspirerende effekt, der rækker langt ud over blot de to dage, hvor dørene er åbne.

Men selvfølgelig er der også en masse ting, der kan, og sikkert bliver bedre i 2013. Lyd ved foredragene var meget kritisk eller ligefrem fraværende, Joe & The Juice som automatisk fulgte med i “pakken” Øksnehallen var rædsom, cafeområdet alt andet end hyggeligt og der var ikke rigtig noget at foretage sig for børn. Endelig var PR en kæmpe udfordring, og guderne skal vide, at avis- og magasinredaktører og TV-folk er umådelig tunge at danse med. Nogle af disse ting vil blive løst af arrangørerne, mens andre som fx. PR kræver en mere målrettet og hjælpende hånd fra forlæggerne.

Det var en rigtig beslutning at lægge Copenhagen Comics ind under Dansk Tegneserieråd. Det er det første skridt på vej mod en mere professionel festival, der altid vil kræve et stort korps af frivillige, men som fortjener at være ankret i et sekretariat med lønnede medarbejdere. Tankerne omkring et sådan sekretariat indeholder langt mere vidtrækkende visioner end blot håndteringen af festivalen, og er en af de mere spændende arbejdsopgaver i Dansk Tegneserieråd. Og en diskussion der hører hjemme i et fremtidigt blogindlæg.