I Nummer 9s række af danske tegnere, der fortæller om deres forhold til det nyligt afdøde tegneseriegeni Jean Giraud/Moebius, er vi nået til Johan F. Krarup, som beretter følgende:
Jeg stiftede bekendtskab med Moebius i en meget ung alder. Jeg var vel omkring 14 år, da jeg undredes over hans tegneserier på Middelfart Bibliotek. 14 år er for ung en alder til for alvor at interessere sig Moebius’ universer, så grunden til at jeg holdt fast, var, at folk omkring mig – folk, jeg virkelig respekterede: Min onkel, nogle gode venner, Per Marquard Otzen (som jeg var i praktik hos på Dagbladet Information) – sagde, at Moebius, han er den største. Alle andre tegneserier er dårligere end Moebius’ serier. Sådan var det bare! Så jeg købte en hel masse Moebius i Fantask, når jeg kom til København – lang tid før jeg rigtig fattede en brik af, hvad det hele gik ud på (eller hvordan en butik først kan åbne kl. 11).
Først i gymnasiet, da jeg besluttede, at NU skulle jeg altså i gang med at læse og forstå ‘Den hermetiske garage’, tog jeg egentlig Moebius til mig. Da jeg var færdig, gik jeg selv i gang med at lave en tegneserie, der skulle være ligesom ‘Den hermetiske garage’. Det lykkedes ikke helt.
Bagklog kan jeg nu sige: Moebius åbnede en helt ny verden for mig. Både en ny verden i tegneserien og en verden udenfor tegneserien. Det var Moebius, der viste vejen ud af Lucky Luke-helvedet, ud af et fastlåst og straight-forward narrativ. Sådan her, tænkte jeg, kan tegneserier også være, sådan kan VERDEN også være. Absurd, fragmentarisk, fantastisk, overrumplende – Moebius’ tegneserier viste mig vejen til moderne kunst, litteratur og musik, og på den måde blev Moebius mit farvel til tegneserien. Jeg tog den først op igen ca. ti år senere.
Del på
