Se tegneserienørderne over skulderen, når Nummer 9’ere anbefaler – eller advarer imod! – de tegneserier, der har ligget på sofa- og sengebordene den seneste tid.
Så blev det gråt og køligt igen – læsevejr, med andre ord- og så kan vi jo passende tage hul på en ny omgang af vores irregulære indslag “Det læser vi på Nummer 9”, hvor skribenter, redaktionsmedlemmer og andet godtfolk giver tegneserienysgerrige indspark til “must read”-listerne. Vi kommer vidt omkring denne gang, fra fremtidsudgravninger af kendte franske kunstmuseer til battlende vinconnaisseurs!
Felix Kühn Paulsen, skribent
– Mine tegneserier ligger måske i højere grad på badeværelset end ved sofa eller seng, men jeg sætter ikke mindre pris på dem af dén grund. For tiden læser jeg Nicolas de Crecys “Glacial Period”, som han har udgivet sammen med Louvre. Den har en stemning, jeg ikke er stødt på før, og det er yderst inspirerende i sig selv. Det skyldes naturligvis især Crecys dragende tegninger, men også hele fortællingens grundlag er i sig selv meget fremmedgørende og underligt: Fremtidens arkæologer er på jagt efter vor tids ”metropol”. Gruppen bestående af en maskulin ledertype, en ung upcoming forsker, en smuk kvinde (som er datter til bagmanden for ekspeditionen) og så en art genmodificeret hund (med en anelse gris i) som kan tale og er i stand til at snuse sig frem til fundene.
– De finder naturligvis Louvre, og i en meget velfungerende scene forsøger de at analysere vores samfund på baggrund af en række værker fra museet. For en tid overtages Crecys tegninger simpelthen af malerierne, og det giver en meget speciel effekt, som er værd at opleve. Som helhed er det næppe alle, der vil falde for dette værk, men jeg vil alligevel anbefale det. Om ikke andet for det på én gang højpandede og lavkomiske favntag med Louvre.
Ulf Reese-Næsborg, skribent og webtroldmand
– Daredevil af Mark Waid kan meget vel vise sig at være den blinde, rødklædte helts tredie genfødsel, efter at Frank Miller og Brian Bendis tidligere med stort succes har haft ham under behandling.
– Waids Daredevil er knapt så dyster som Millers og Bendis’ udgaver, men meget veloplagt og lidt oldschool på den gode måde. Jeg læser egentligt ikke så mange superhelte mere, men Waids Daredevil og Hickmans FF (anmeldt andetsteds) giver mig nyt håb for genren. Eller, jeg har det i al fald sjovt med at læse dem.
– I en anden boldgade er “I Kill Giants” af Joe Kelly. Det er en gribende og indfølt fortælling om pigen Barbara, der ser sig selv som en “kæmpe-dræber”, hvilket selvsagt ikke passer specielt godt sammen med skolegang og venner. Naturligvis kommer det ikke ud af intet, men præcis hvilken frygtelig hemmelighed, der gemmer sig på 1. salen af Barbaras hus, skal ikke afsløres her. Til gengæld skal jeg blankt erkende, at slutningen trak en enkelt tåre. På den gode måde, vel at mærke.
– En enkelt advarsel bliver det også til: Jennifer Blood, eller undskyld: Garth Ennis’ Jennifer Blood, som den hedder. Ennis kører totalt i frigear her og spiller på alle sine svagheder og ingen af sine styrker. Aldrig har en redaktørs fravær været så tydeligt. Dumt og spild af tid.
Michael Lindal Andersen, anmelder
– For tiden er jeg i gang med en roman. I ved, sådan en underudviklet tegneserie uden billeder. Det betyder, at der ikke har været helt så meget gang i den grafiske litteratur for mig i den sidste uges tid. Dog har jeg ikke været helt tørlagt. Faktisk har jeg været på lidt af et Grant Morrison-trip. Et syretrip, om man vil. Alt sammen på grund af genudgivelsen af den nærmeste mytiske Flex Mentallo, der i den grad faldt i min smag. Men den vil jeg ikke skrive om her, da den fortjener nogle flere ord, end der er plads til i skrivende stund. Flex blev nemlig fulgt op af endnu en gennemlæsning af Morrisons Animal Man, som jeg på mange måder anser som værende et forstudie til mange af Morrisons senere ting (såsom netop Flex Mentallo, The Invisibles, The Filth og meget andet).
– I det første bind genopfinder Morrison den obskure superhelt Animal Man som en familiefar og dyrettighedsforkæmper. En ordinær fyr, der gør sit bedste for at være en effektiv superhelt og udnytte sine superkræfter til alles bedste. Morrison er fortaler for tidligere tiders (pre-Watchmen) mere enkle superhelte, der ikke fortabte sig i interne borgerkrige, selvhad eller eksistentialistiske kriser, men det er min teori, at han simpelthen ikke kan lade være med at være meta, hvilket præger anden halvdel af hans tid på Animal Man i stor stil. Og heldigvis for det. Da Morrison selv dukker op som figur i historien ved man, at der ikke er tale om en rendyrket, old school superheltehistorie længere.
– Animal Man er ikke så raffineret, vanskelig og udfordrende som mange af Morrisons senere værker. På mange måder er den også et produkt af sin tid og ligner ofte en tegneserie fra de sene firsere, men der er alligevel ting i serien, der ikke ligner noget som helst andet. Den rare, godmodige og lidt dummernik-agtige hovedperson fungerer 100 procent, og forholdet til familien er både rørende og ægte.
– Nu gælder det så en genlæsning af The Invisibles og første gennemlæsning af Doom Patrol. Og så er mit hoved vist også på bristepunktet og klar til mere enkle ting. Det kunne være noget Avengers …
Mårdøn Smet, anmelder
– Når japanerne gør noget, gør de det grundigt. Mangaen The Drops of God, som Vertical har tre bind ude af nu, har vinsmagning som altoverskyggende tema, og får som rygtet vil vide ryddet hylderne i Japan for de vine, serien præsenterer som noget særligt. Tadashi Agi og Shu Okimotos dødsens alvorlige udgydelser om alt vinøst kan måske lyde som en lidt esoterisk omgang, men det forbløffer mig til stadighed hvordan man kan få mangaer om de mest umulige emner til at være medrivende. Ok, det her er både underholdende og en lille smule kedeligt, historien bliver leveret med en næsten komisk patos af et figurgalleri der ligner en samling barbiedukker, som er gået forkert, men når man først er gået i gang med læsningen, er man pænt opslugt.
– Seriens helt Shizoku Kanzaki har en næse for vin, skønt han påstår at være en novice udi de ædle druer og til daglig arbejder for Taiyo Beer Company. Men trods den ordinære facade fornægter Shizokus baggrund sig ikke. Han er søn af den nyligt afdøde vinkender Yutaka Kanzaki, og har gennem sin opvækst gennemgået en hård træning i at identificere multiple smagsnuancer, som giver ham nærmest overmenneskelige smagsløg.
– Sådanne supermennesker må nødvendigvis have superfjender, og selvom de bare trisser rundt i habit og smager på vin, skal man ikke tage fejl. Vinkritikeren Issei Tomine, der i en dyst fravrister Shizoku arven efter sin far, besidder en ikke mindre supermenneskelig evne til at identificere en vins ophav gennem et nøje kendskab til den muld, de forskellige bedrifter dyrker deres druer på (og det nytter ikke, at en jordlod er blevet delt og solgt fra til en anden producent, også det kan han klinisk gøre rede for). At Shizoku så kan toppe den med at ramme det rette årstal for en flaske, fordi hans mor det selvsamme år i hans barndom gav ham en håndfuld af de druer, der blev brugt til fremstilling af netop denne vin, og at han følgelig lagrede det i sin hukommelse og huskede det en halv menneskealder senere, er en anden sag.
– Selvom der ikke er drager med, er der altså et stærkt element af udknaldet fantasy over denne manga, men i den mere seriøse afdeling får man også kurser i, hvilken vin man kan servere til rå østers eller and i Madeira sauce. Det går der rigtig rigtig lang tid med, og så er der altså dømt lange nosser. Sådan nogle skulle til gengæld være fortrinlige med en Château de Saint Cosme, Côtes-du-Rhône Les Deux Albion 2001.
Del på
