Søstersolidaritet har fået en renæssance. Tegneserier er fyldt med gruppe af piger og kvinder, der hjælper hinanden. Femi-nichen kigger nærmere på et par af dem.
Engang i et blogindlæg for længe, længe siden skrev jeg om girlpower og den optimistiske form for feminisme, der blev gjort tilgængelig for unge piger af f.eks. Spice Girls. Det vigtige ved Spice Girls var ikke kun, at de sang om girlpower, men at de gjorde det sammen. En gruppe af piger, der støttede hinanden uanset hvad, og var der for hinanden, selv når mændene skred. Søstersolidaritet, kaldte man det i 1970’erne. Og det er stadig vigtigt i dag.
Senest har en gruppe kropsaktivister og debattører gjort sig bemærket i det danske mediebillede under navnet ’Girlsquad.’ Hvad end man mener om den debat, de satte i gang, og den måde, de profilerer deres feminisme på, så må man erkende, at deres fremhævelse af et kvindeligt fællesskab, der handler om at løfte hinanden og støtte hinanden i kampen for at vinde ejerskab over egen krop og seksualitet, kom på et vigtigt tidspunkt. Såkaldt identitetspolitisk feminisme beskyldes ofte for at være individualistisk og glemme den solidariske kamp for ligestilling. Synliggørelsen af piger og kvinder, der løfter hinanden, kommer den kritik i møde og viser en anden vej frem.
”Det er alt sammen meget fint, men hvor er tegneserierne henne?” tænker du måske efterhånden. Frygt ej, kære læser, det kommer nu. Grupper og squads er nemlig noget, enhver tegneserielæser kender til. Især superheltegenren er fyldt med dem, men de findes også andre steder. Et team af hovedpersoner giver spændende muligheder for at fortælle historier fra flere vinkler. Og – måske endnu vigtigere, i feministisk regi – det giver mulighed for mere diversitet. Ikke diversitet forstået som en afkrydsningsliste af identiteter, man ’skal huske’ at have med, men reel diversitet, hvor forskellige personer får samme status og taletid (i hvert fald sådan nogenlunde). Det lyder jo vældigt fint, men også ret diffust, så lad os tage nogle konkrete eksempler.
Batgirl(s)
Jeg vil begynde med at fremhæve et af mine bedre loppefund fra i år: Bryan Q. Millers Batgirl-run fra 2009-2011. Batgirl hedder Stephanie Brown (hvis du vil vide hvordan og hvorfor, har mere tålmodige og nørdede mennesker end jeg skrevet en masse om det andre steder på nettet) og det er Stephanie, der er vores hovedperson. Men hun er ikke alene – hun får nemlig hjælp af den oprindelig Batgirl, Barbara Gordon, og en lille smule af Cassandra Cain, der også har været Batgirl, samt en hel del af Wendy Harris aka Proxy, der vikarierer for Oracle, aka Barbara Gordon… Ja, undskyld, men det er altså ikke mig, der har fundet på det! Er du frisk på at lave en klub for folk, der elsker at hade superhelte-kronologi, kommer jeg til gengæld gerne.
Kort version: Batgirl i Millers version er en person, men også et team. Som så mange af Gothams superhelte forsøger Stephanie at klare sig på egen hånd for at bevise, at hun ikke behøver hjælp fra hverken Batman eller nogen anden. Det kan hun ikke – selvfølgelig, fristes man til at sige. For seriens budskab er, at man ikke hverken kan eller skal klare sig alene. Samarbejde gør ikke en afhængig og svag, men solidarisk og stærkere. Uden at spoile (hæh – det er sjovt, fordi Stephanie tidligt i sin karriere hedder Spoiler… nej, undskyld, jeg stopper nu) for meget, vil jeg fremhæve en sekvens henimod slutningen af Millers run. Stephanie er overvældet af fjender og tilkalder et girlsquad, ledet af Supergirl. ”Really? You couldn’t handle us alone? Makes you a little weak, doesn’t it?” håner en af skurkene. Nej, fastslår Stephanie uden tøven: “Given my line of work, knowing when I need someone watching my back only makes me stronger.”
Nej, det er ikke verdens mest banebrydende pointe – men den er vigtig!
Friendship to the max!
Selv hvis vi forlader superheltene for en stund (omend vi ikke skal særlig langt væk), finder vi i både Lumberjanes, skabt af Grace Ellis og Shannon Watters, og Paper Girls, som Brian K. Vaughan og Cliff Chiang har lavet, grupper af seje piger, der arbejder sammen som teams i tegneserier fyldt med overnaturlige hændelser og mystiske kræfter. Mere udførlige blogindlæg om begge serier vil følge i en ikke alt for fjern fremtid, så jeg vil ikke bruge plads på at give detaljerede forklaringer her. Nok er det at vide, at både Lumberjanes og Paper Girls fremhæver vigtigheden af pigernes sammenhold.
I Paper Girls skal pigerne i det job, der på amerikansk normalt hedder ’paper boys’, holde sammen i en verden, der forsøger at splitte dem ad på alle tænkelige og (tro mig!) utænkelige måder. Kun sammen kan de klare den! Lumberjanes er ikke langt fra, da pigerne her ligefrem har en catchphrase, ’Friendship to the max!’, og den tilbagevendende pointe er, at pigerne kan løse alle problemer og farer ved at arbejde sammen og støtte hinanden. I Lumberjanes er der også mange måder at være pige på og frihed til at være det. Det eneste, der kræves for at være en Lumberjane, er at man hjælper sine venner og lader dem være præcis dem, de er, for alle har noget, de kan bidrage med.
Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af at have mere end én kvindelig karakter, fordi den ene kvinde ellers skal repræsentere kvindelighed som sådan. Pigegrupper er en oplagt løsning og Lumberjanes og Paper Girls er to stjerneeksempler, fordi hovedpersonerne er så forskellige, og fordi deres forskellighed bliver hyldet. Men fælles for de pigegrupper, jeg har beskrevet, er ikke kun at de viser mange måder at være pige på. De viser også, at man ikke behøver klare den alene. Hvis man samarbejder med og respekterer andre piger, kan alle klare sig bedre. Det er ærkefeministisk solidaritet, pakket ind i fede tegneserier. Mere kan Femi-nichen ikke ønske sig!